Jeg havde nogle svære oplevelser i min fortid, som jeg normalt aldrig talte med mine kollegaer om. Da Karen startede på min arbejdsplads, virkede hun dog så interesseret og empatisk, at jeg betroede mig til hende. Det skulle jeg aldrig have gjort. Læs den personlige beretning fra en læser her.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Karen og jeg havde kun været kolleger ganske kort tid, da hun spurgte, om vi skulle drikke et glas vin efter arbejde. Vi var begge kontoransatte på et stort, travlt advokatkontor, men der var ikke så mange, der lavede præcis det samme som os, så jeg ville gerne have en god relation til min nærmeste kollega.
Nogle aftener efter sad Karen og jeg derfor på en vinbar og nød et glas vin, mens jeg fortalte om mine efterhånden mange år i firmaet. Jeg kendte al den interne sladder, men Karen virkede også oprigtigt interesseret i at lære mig at kende og stillede mange nysgerrige spørgsmål til mit liv.
Jeg var single efter at være blevet skilt en del år forinden i en rodet og ubehagelig skilsmisse. Det var en del af mit liv, jeg normalt var meget privat omkring, men vinen gik i blodet på mig den aften, og Karen virkede så tillidsvækkende og empatisk.
Jeg havde bestemt ikke selv været uden skyld i det kaos, der havde været slutningen på mit ægteskab. Set i bakspejlet fik min eksmand og jeg det værste frem i hinanden, og i den sidste del af ægteskabet havde der ingen kærlighed været imellem os.
Jeg var begyndt at gå meget i byen, jeg drak og festede for meget, og jeg havde startet en affære, som blev den konkrete årsag til skilsmissen. Ikke at affæren holdt. Den løb ud i sandet, da min eksmand og jeg flyttede fra hinanden.
Da først min eksmand var ude af mit liv, fik jeg nærmest øjeblikkeligt ro på mig selv. Det havde været en øjenåbnende transformation for mig, og jeg havde siden nydt mit overskuelige liv som single og barnløs.
Jeg elskede, at jeg kun skulle stå til ansvar for mig selv, og med frygt for at lyde kedelig, vidste jeg ikke noget bedre end at gå tidligt i seng med en god bog eller Netflix.
Jeg havde det fint med, at det kun var den version af mig, de andre på kontoret kendte. Det var jo den, jeg var.
Jeg blev derfor meget overrasket, da en af de yngre fuldmægtige, ugen efter mit møde med Karen, kom med en dårlig joke om ’min vilde fortid’. Jeg tænkte, at jeg måtte havde hørt forkert eller også misforstået ham, men kommentaren blev alligevel siddende i baghovedet på mig.
Annonse
Da jeg til en fødselsdagsreception for en af de ældre partnere i firmaet nogle uger senere afslog et glas vin, så fødselaren skælmsk på mig og sagde, at jeg da vist ikke var kendt for at holde mig tilbage, når det gjaldt alkohol.
Jeg må have set forvirret ud, for der opstod en mærkelig stemning mellem os. Ved et tilfælde så jeg i samme Karen vende sig og gå væk, selvom hun havde hørt bemærkningen.
Det var ikke svært for mig at lægge to og to sammen. Karen havde sladret om mig bag min ryg. Jeg blev ubehagelig til mode og forlod receptionen. Derhjemme ærgrede jeg mig. Det var jo ikke mig, der skulle være flov. Jeg havde intet gjort forkert. Det var Karen, der havde brudt min tillid.
Jeg kontaktede et par kolleger for at finde ud af, hvad Karen ellers havde fortalt om mig. De kunne desværre kun bekræfte, at Karen gik og gjorde sig morsom på min bekostning ved enhver lejlighed. De havde begge påtalt det over for hende, og de ville også være kommet til mig, hvis ikke jeg var kommet dem i forkøbet.
Bekræftet i min mistanke, konfronterede jeg selv Karen. Først benægtede hun, men da det blev tydeligt for hende, at jeg vidste for meget, kom hun med en grædefærdig undskyldning om, at hun havde brugt min historie til at få venner på kontoret.
Hendes forklaring var så tæt på sandheden, at den faktisk rørte mig. Med tårer i øjnene forklarede hun, at hun altid havde haft en dårlig selvtillid. Hun vidste godt, at hun havde handlet forkert. Kunne jeg tilgive hende? Jeg besluttede mig for at give Karen en chance til, selvom jeg indvendigt lovede mig selv aldrig mere at fortælle hende noget personligt.
Jeg var tilfreds med, hvordan jeg havde håndteret situationen, selvom det stadig generede mig, at detaljer fra mit privatliv nu var fælleseje på arbejdspladsen. Men Karen og jeg havde trods alt nået en fælles forståelse om, at hun ville stoppe rygtespredningen.
Jeg var derfor helt uforberedt på de nye rygter, der nu begyndte at florere om mig. Det første rygte handlede om, at jeg havde lavet grove fejl i mit arbejde, men at Karen havde rettet dem og dækket over mig, fordi hun havde så ondt af mig. Den gode kollega, der fortalte mig det, forsikrede mig om, at hun selvfølgelig ikke havde troet på det. Men tænkte alle som hun?
Jeg fik decideret ondt i maven ved tanken om, at min professionalisme blev beklikket. Karen havde fri den uge, så jeg nåede ikke at konfrontere hende med det nye, ødelæggende rygte, før jeg blev slået omkuld af det næste.
I denne version var det ikke Karen, men den ældre chef, der havde opdaget mine fejl, og jeg skulle have tilbudt ham seksuelle ydelser for ikke at miste mit job. Jeg var i dybt chok. Faktisk havde jeg mest lyst til at gå ud og kaste op, da jeg hørte det. Jeg var så rystet. Mine gode kolleger forsikrede mig om, at de selvfølgelig ikke troede på rygtet, men igen: kunne jeg vide mig sikker med andre?
Resten af dagen følte jeg, at alle på kontoret så på mig med et nedladende og vulgært blik. Jeg havde det fysisk dårligt. Karen forsøgte tydeligvis at sabotere min ansættelse. Højst sandsynligt for at sikre sig at blive i jobbet selv og få de gode opgaver.
Jeg gik på arbejde med ondt i maven, havde ingen arbejdsglæde og mine nætter brugte jeg på vredestanker. Karen svarede hverken på beskeder eller tog telefonen, da jeg forsøgte at kontakte hende.
Heldigvis fik jeg opbakning fra min ledelse, da først jeg tog bladet fra munden. Karen blev kaldt til samtale hos chefen, og hun blev bortvist fra arbejdspladsen.
Sent om aftenen modtog jeg den første af mange sms-er fra Karen: du er en led sladrehank, der ødelægger livet for andre. Det blev hurtigt klart for mig, at jeg var nødt til at blokere hendes nummer, og jeg håbede så, at hun var ude af mit liv.
Problemet var bare, at ikke alle Karens historier om mig havde været deciderede løgne. Nogle af dem havde været personlige betroelser, som alle på min arbejdsplads nu kendte til.
Selvom Karen var væk, kom jeg aldrig til at føle mig så tilpas i mit job igen, og da et job dukkede op på et konkurrerende kontor, søgte jeg det. Det var en ændring i mit arbejdsliv, jeg ikke havde ønsket.
Det nye kontor lå længere væk, og den dårlige oplevelse med Karen sad stadig i mig. Selvom det var irrationelt, frygtede jeg, at de nye kolleger allerede havde hørt rygterne fra min gamle arbejdsplads,
Det gik dog bedre, end jeg havde forventet. Det var et yngre og mere moderne advokatkontor, og jeg kunne faktisk godt lide de nye udfordringer.
Der var en god omgangstone på arbejdspladsen, det var forår, og jeg følte inden længe virkelig, at jeg stod over for en god, ny begyndelse. Ingen havde hørt om min fortid eller om Karens løgne. Jeg kunne igen være mig selv.
Indtil den dag det utænkelige skete: Jeg løftede mit blik fra skærmen, da jeg fik øje på Karen på vej ind på kontoret hos personalelederen. Jeg blev helt kold indeni, og mine tanker frøs fast. Jeg sad blot og stirrede på den dør, der havde lukket sig bag Karen.
Annonse
Jeg gik jeg ud på toilettet og låste døren med rystende fingre. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne holde til at stå ansigt til ansigt med Karen igen. Da jeg endelig kom ud, var hun heldigvis gået, men jeg mærkede stadig mit hjerte hamre afsted og en kvalme bølgede i mit mellemgulv.
Jeg anede ikke mine levende råd. Jeg kendte ingen på arbejdspladsen godt nok til, at jeg kunne betro mig til dem eller spørge dem til råds. Alligevel vidste jeg, at jeg måtte gøre noget. At dele arbejdsplads med Karen igen ville være mareridt. Jeg ville ikke kunne holde til det.
Et par dage senere bankede jeg derfor på personalelederens dør med hjertet i halsen. Jeg frygtede virkelig, at jeg ville fremstå skør og paranoid, da jeg spurgte, om hun havde haft Karen til samtale. Hun bekræftede og fortalte, at Karen havde gjort et godt indtryk.
Jeg tog en dyb indånding og fremlagde så rystende min forhistorie med Karen. Lederen lyttede til alt, jeg fortalte, men jeg kunne ikke vurdere, om hun syntes, at jeg var gået for langt eller lød skør.
Nogle dage senere kaldte hun mig til møde igen. Hun havde talt med nogen, hun kendte professionelt, der også kendte Karen. Hun var derfor glad for, at jeg var kommet til hende, for Karen var kendt for at skabe splid og uro omkring sig på de arbejdspladser, hvor hun havde været.
Jeg følte en usigelig lettelse, da jeg gik fra mødet. Karen havde allerede ødelagt så meget for mig, nu fik hun ikke lov til at gøre det igen.
Jeg modtager stadig med mellemrum ondskabsfulde mails fra Karen, hvor hun beskylder mig for at være en taber, der har ødelagt hendes liv. Jeg hører også af og til fra gamle kolleger, der har mødt hende, og som kan fortælle, at hun fortsat bagtaler mig.
Jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort Karen, men jeg må nok leve med, at hun nok aldrig helt forsvinder fra mit liv. Til gengæld er jeg glad for, at jeg fik sat en stopper for, at hun fortsat kan forgifte mit arbejdsliv.
Jeg er stolt over, at jeg tog affære og ikke lod stå til, for jeg ville være gået til grunde som menneske. Jeg tog hendes magt over mit liv fra hende, og jeg er blevet meget bevidst om at omgive mig med mennesker, jeg virkelig kan stole på, og som altid vil bakke mig op, mens jeg værner om mit stille og rolige privatliv.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
