Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Marie Melchior
Foto: Peter Nørby og private

Ungerne flyver fra reden

"Jeg følte mig fyret som mor, da mine børn flyttede hjemmefra"

Da Marie Melchiors døtre flyttede hjemmefra, følte hun, at der ikke længere var brug for hende. Det, hun havde været allerbedst til, nemlig at holde styr på sine to kyllinger, var et overstået kapitel. Og først dér fandt hun ud af, at der var noget, der hed ”Empty Nest Syndrome”.

For halvandet år siden sad Marie Melchior ved sit spisebord. Hun havde klappet den bærbare op og åbnet for Google. I søgefeltet skrev hun "ked af det – børn flyttet hjemmefra". Og frem sprang betegnelsen "Empty Nest Syndrome". Tænk, at der ligefrem fandtes en diagnose for, hvordan hun gik og havde det. Men alt gav mening. Der kunne hun nemlig læse, at det faktisk var helt naturligt, at hun var så grådlabil og befandt sig i en underlig tilstand af glæde og tristhed. Eller måske ligefrem sorg, fordi hendes to døtre, Astrid og Nanna, var flyttet hjemmefra med kun tre måneders mellemrum, og Marie savnede dem pludselig som en gal. Fandt hun ud af.

– Der var altid et rend af veninder og venner, da pigerne boede hjemme. Så meget liv! Pludselig blev der bare meget stille, og så skal man selv skabe al balladen.

– På den ene side var jeg jo enormt glad på deres vegne og stolt, fordi jeg kunne se, at det var "mission accomplished". De har stået på den der redekant og basket lidt med vingerne, og yes – nu flyver de! Det var lige præcis sådan, det skulle være, men samtidig havde jeg bare den her tristhed og begyndte at græde umotiveret hele tiden. Men min sorg skulle ikke gå ud over dem, for jeg var jo så glad på deres vegne.

Marie Melchior har altid brugt huset i Nivå som sin arbejdsbase, så på en måde ramte det ekstra hårdt, at pigerne ikke længere kom forbi i løbet af dagen, når de fik fri fra skole. Det gav sådan et dejligt liv i huset.

– De var jo en slags "kolleger" for mig. Det havde jeg aldrig tænkt over, men jeg blev virkelig ramt af den larmende stilhed, da de var væk. Pludselig var der bare ikke lige den der kop te og "nå-hvad-er-der-så-sket-i-dit-liv"-snak. Og lige i den periode rejste min mand meget, så jeg var ret alene. Selvom man arbejder hjemme, har man jo brug for en slags ramme om sin dag. Men den forsvandt pludselig. Der var dage, hvor jeg ikke talte, følte jeg. Jeg var nærmest kun mig selv, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Nogle gange, om eftermiddagen, kunne jeg finde på – helt patetisk – at køre op til brugskunstforretningen i Hørsholm for at glo på et eller andet lysglas og få stillet mit snakkebehov.

Hele familien samlet. Marie og Anders med deres døtre Astrid og Nanna, der i dag er 22 og 21 år.

Mangel på kontrol
Særligt det første halve år var en hård nyser, indrømmer Marie. Hun griner ved mindet om den dag, den ældste datter, Astrid på 22, flyttede hjemmefra:

– Vi tog ud at spise om aftenen, og bagefter kørte vi hende ind til hendes nye lejlighed på Frederiksberg. Da vi kørte derfra, begyndte jeg at stortude. Min mand, Anders, kunne ikke lade være med at grine, men jeg syntes ikke, det var spor sjovt, at jeg sad og flæbede, mens hun stod og vinkede ud af vinduet fra 3. sal med et kæmpe smil på læben. Man kunne bare se, hvordan hun lige vinkede et kort øjeblik for derefter at læne sig ud og suge til sig af udsigten. Nu var verden hendes! Det var et fantastisk billede at se hende stå der, en kæmpe glæde, men nøj, det var også bare følelsen af, at nu ville det aldrig blive det samme.

Bare tre måneder efter kom lillesøster så og sagde, at hun også havde pudset fjerene og gjort dem klar til den store flyvetur.

– Den havde jeg ikke set komme. Jeg havde da tænkt, at den lille, mors maskot ­– haha – ville blive hængende noget tid endnu. Men nu var der et fantastisk værelse på Nørrebro, så selvfølgelig bakkede vi hende op og sagde, "just do it!". Og da Nanna flyttede, var jeg mere cool. Jeg tudede ikke lige så meget, da vi skulle sige farvel i døren.

– Lige da de var flyttet, kunne jeg næsten ikke holde ud at se babybilleder af dem. Pludselig huskede jeg helt tydeligt, hvordan det var at sidde med dem på skødet og have næsen nede i deres nakke. Deres duft huskede jeg. Det blev helt uragtigt!

LÆS OGSÅ: Når en donor er bedre end en forkert far

Tilbage til kun at være to
Marie Melchior blev gift som 22-årig, og ægteskabet holder – på nu 26. år. Men for hende og ægtemanden, Anders, har det også været en stor omvæltning ikke længere at være "far, mor og børn".

– Vi har altid sat en ære i at pleje vores forhold – sørget for at få dem passet i ny og næ, da de var små, så vi kunne gå ud at spise en middag osv. Jeg synes, man som voksne har brug for at mærke, at der er børnetid og voksentid.

– Men pludselig sidder man så tilbage som de to, det hele startede med – men med et helt børneliv imellem sig. Pludselig skulle vi også finde ud af, hvad der lige var op og ned på os to. De der rollinger har jo været omdrejningspunktet for alt, hvad vi har foretaget os. Mit arbejdsliv – alting – har været tilpasset dem.

Så Marie og manden tog på deres første store rejse alene uden børn. Til Sri Lanka. En rejse, som blev et vendepunkt for Marie. Der fandt de nemlig ud af, at de sagtens kunne finde ud af at forene deres forskellige interesser, selvom døtrene ikke var fløjet med derned. Anders kunne sidde og skrive artikler, og Marie kunne gå i yogastudiet.

– Jeg havde på forhånd tænkt, åh, jeg gider ikke museer, og han vil med ­garanti ikke ligge på en palmestrand. Så det var fedt at opdage, at vi faktisk godt kunne forene vores forskelligheder på den ferie.

– Anders og jeg har hele tiden været enormt åbne omkring denne omvæltning, og han har også spurgt til mig, når jeg har flæbet lidt. Jeg synes helt klart, at det er en proces. Selvfølgelig savner han dem også, men de får noget andet fra ham nu. Nogle dage kører de med ham her til Nivå fra København, og så får de en lang, god snak med deres far, som jeg ikke er inde over, og det, synes jeg, er rigtig godt. På den måde kommer han mere på banen nu og får en større rolle. De kan i højere grad vælge nu: Vil jeg snakke med mor? Eller med far? Det er kun positivt.

Døtrenes flytning har tydeligt markeret en ny livsfase. En afsluttet epoke.

– Det handler også om, at Gud, jeg er ved at blive gammel. Det skaber helt klart også tanker om, at man træder en række længere frem i bussen – imod slutningen. Alle har sagt, "åh, men du er så heldig, du er jo kun 48!". Jeg kan virkelig mærke, at det er nu, jeg skal leve livet. Jeg fik børn og etablerede mig tidligt, så der er også en lille rebel i mig, der skriger på rejser og oplevelser. Inden børnebørnene kommer.

LÆS OGSÅ: ”Børnene betaler en høj pris for det liv, vi lever”

Frihed og kontroltab
For at få lidt bedre struktur på sin hverdag – og opsøge et socialt input – har Marie nu lejet sig ind i et kontorfællesskab i København. På den måde kan hun også bedre tage en spontan kaffe med døtrene. Jo mere "det nye liv" lejrer sig, jo flere muligheder og fordele dukker der op. Det føles faktisk godt ikke at være bundet af noget. At kunne prioritere at nøjes med en ostemad til aften, tage i biffen eller invitere gæster til middag. Eller invitere pigerne ud at spise.

– Det er en frihed iblandet en underlig mangel på... kontrol. Som mor er man jo vant til at have styr på sine kyllinger. Pludselig var der ingen at holde styr på, ligesom det også var lige meget, hvor jeg var. Ingen behøvede at vide det. Jeg var vant til at jonglere med et hav af bolde: Har du været i bad? Børstet tænder? Pakket dit gymnastiktøj? Jeg følte mig helt klart fyret. Som mor. Når de flytter, skifter man rolle som mor – fra at være den, der bestemmer, til den, der rådgiver. Og jo altså kun, når man bliver spurgt.

– Vi er meget fortrolige og tætte som familie. Det var nok det, jeg frygtede ­ville skride. Jeg har jo måttet slippe kontrolknappen, nu hvor de er flyttet hjemmefra, og det var et svært limbo at befinde sig i ­lige i starten – der følte jeg mig vildt usikker, for man kan jo heller ikke lide at ringe og sms'e hele tiden. Faktisk har vi næsten daglig kontakt, og det er jo luksus. Hvis ikke med mig, så med deres far. Jeg ved ­ikke, om jeg tør indrømme det, men somme tider, hvis vi ikke har hørt fra dem, selvom jeg har sms'et og så bliver utålmodig efter svar, så er nødvejen at gå ind på Messenger og se, at okay, hun var aktiv for 17 minutter siden – pyh, hun er i live. Haha.

LÆS OGSÅ: Laura Christensen: ”Lige i dag er det måske ok ikke at være så skide dygtig”

LÆS OGSÅ: 7 fif til at bevare et godt forhold til din teenagedatter

LÆS OGSÅ: "Min søn på 19 flytter hjemmefra - er han nu også rustet til at klare sig selv?"

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv og Sorg