Af Josefine Klougart Gladiator, 330 sider, 300 kr.
Josefine Klougart er tilbage med endnu en interessant bog. ”Om mørke” rummer både spændende historier om f.eks. sygdom i den nærmeste familie og filosofiske tanker om, hvordan verden hænger sammen. Mange af hendes ideer er yderst tankevækkende, og man kan spekulere længe over bogens mange små og store spørgsmål. Som læser skal man vænne sig til skiftene mellem historiefortælling, manuskripter og den nogle gange nærmest digtagtige stemning i bogen, men Klougart er dygtig til at få det hele til at hænge sammen på en logisk måde, der giver et frisk pust i læsningen. le
Af Junot Diaz Gyldendal, 248 sider, 280 kr.
Det er et hårdt og råt machomiljø, vi møder i Junot Diaz’ samling af ni latino-fortællinger. Bogen bindes sammen af den gennemgående historie om Yunior, en charmerende, intelligent og steroidepumpet fyr, hvis nærmest patologiske hang til utroskab, konstant spænder ben for hans higen efter ægte kærlighed. Desværre er det hovedhistorien, der står svagest, fordi den simpelthen er for banal. Det er svært ikke at blive træt af Yuniors evindelige selvskabte benspænd, og det er endnu sværere ikke at irriteres over hans manglende selvindsigt. Til trods for det findes der mange fine passager, og bogen er læseværdig på grund af de stærke skæbnefortællinger, der udfoldes i andre af bogens kapitler. ani
”Den tredje stemme”
Annonse
Af Cilla og Rolf Börjlind Rosinante & Co., 466 sider, 299 kr.
At man kan skrive et godt manus, er absolut ikke det samme som, at man kan skrive en god krimi. Det er ret tydeligt i denne toer fra forfatterparret Björlind, der ellers står bag manuskripter til den succesrige ”Beck”-tv-serie. Den unge krimininalassistent Olivia rodes, trods intentioner om det modsatte, ind i et underligt selvmord. Langsomt rulles et langt mere ubehageligt scenarie op: Om porno, masochistisk vold og syge drifter, der ikke blot rammer indad i politiet, men frem til præsters og fine direktørers kontorer. Klamt, javel, og Olivia er slagfærdig, men ikke spændende. Konklusionen bliver en metervarekrimi, klippet så hårdt, at der aldrig bliver tid til at mærke den særlige tone, svenske krimier har levet højt på. ap