Kærligheden larmer ikke altid, som den gør på film. Nogle gange føles den ikke altopslugende som et rivende stormvejr, men mere som et stille regnvejr, der aldrig helt stopper. 

Sådan føltes det for Lisbeth Fabricius, da hun i årevis forsøgte at finde lykken i det liv, hun havde skabt: med en god mand, skønne børn, et stort hus og økonomisk stabilitet. Men det var, som om lykken alligevel udeblev, selvom hun havde alt, hun havde drømt om. 

I stedet voksede en stille hjertesorg frem – en sorg over, at alt det, der BURDE være lykkeligt, aldrig rigtigt blev det. 

– Hjertesorgen fyldte i mig som en skyldfølelse. En skyldfølelse over, at jeg ikke kunne blive lykkelig i det liv, jeg havde skabt, selvom jeg havde alt, jeg kunne drømme om. Og dén sorg byggede sig op over flere år, indtil jeg til sidst ikke kunne mere, siger hun i dag. 

Men selvom det gør ondt, skal historien om hjertesorgen fortælles. For de følelser og erkendelser, et menneske gennemgår, fra hjertet bliver knust, til stumperne samler sig igen, kan bringe os tættere på at forstå det enorme mysterium, menneskelig kærlighed er. 

LÆS OGSÅ

Sønnens sygdom sled på Anne-Grethes ægteskab: ”Vi kunne ikke vende tilbage til dem, vi var før”

Hun troede, hun kunne klare det hele: sygdom, sorg, skilsmisse. Men da kærligheden forsvandt, begyndte kroppen at gøre oprør – og Anne-Grethe Bjarup Riis måtte erkende, at hun ikke kunne holde sammen på sig selv alene. For når hjertet bliver knust, kan kroppen følge med i faldet.

Så her kommer den. Historien om Lisbeths største hjertesorg. Og lige som alle andre kærlighedshistorier, både de lykkelige og ulykkelige, begynder den et sted. Så nu spoler vi tiden tilbage til 2013. 

Hvordan det hele startede

Historien begynder på beværtningen Kostbar i indre København. Lisbeth var 22 år, og hun skulle ud at give den gas med sin veninde en lun forårsaften. 

Da de trådte halvbeduggede ind ad barens dør, fik Lisbeths veninde øje på fem mænd, der sad i hjørnet og lignede nogle, der spillede lidt smarte. Skjorter, slips og en finkæmmet frisure – de var ejendomsmæglere. Veninden kendte nogle af mændene lidt perifært, og de besluttede sig for at sætte sig hen til dem. 

– Jeg kan huske, at jeg med det samme fik øje på Christian, og jeg tænkte, at han var en flot fyr, som så interessant ud. Så jeg introducerede mig for ham, han introducerede sig tilbage, og så faldt vi med det samme i snak. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at han virkede som en, der havde styr på sit liv. Han havde det der beskytter-gen, som jeg syntes var rigtig charmerende, og så turde han samtidig også være følsom. Vi var sammen resten af aftenen, og det endte med, at jeg tog med ham hjem. 

Det bekymrede dem ikke, at Christian var 13 år ældre end Lisbeth. For alder var bare et tal, da forelskelsen lige så stille indfandt sig, og Lisbeth ønskede sig også en mand, der havde mere styr på sit liv end dem på hendes egen alder. 

Da de havde set hinanden nogle gange, blev den uskyldige dating pludselig meget seriøs. For da hun, en måned efter deres første møde, mærkede en snigende kvalme, havde Lisbeth en intuition om, at hun var gravid. Med en veninde ved sin side gik hun ud på toilettet og tog en graviditetstest hjemme i den lille lejlighed på Vesterbro. Og da hun et par minutter senere så to streger på testen, gik hun i panik. 

LÆS OGSÅ

Niels Overgaard brugte store dele af sit liv på at jagte lykken – så fandt han særlig ’opskrift’

Du kan anskaffe dig det dyreste tøj, den største villa og den hurtigste bil i din jagt på lykke – helt uden at finde den. For lykken opstår et helt andet sted, siger bestsellerforfatter Niels Overgaard. Og lykken hænger i høj grad også sammen med kærligheden – eller manglen på samme.

– Jeg kan tydeligt huske følelsen af både at være glad og ked af det på samme tid. For jeg ville rigtig gerne være mor, og min største drøm var at få en kernefamilie, men samtidig var jeg også sådan, shit, skal det allerede være nu? Der gik en masse følelser igennem mig, og så var det meget angstprovokerende, at det var med en mand, jeg næsten ikke kendte – for jeg vidste jo ikke engang, om jeg sådan rigtigt var forelsket i ham endnu, selvom jeg var sikker på, at han var en god mand. Jeg følte ikke, at jeg fik lov til at træffe et valg, for abort var ikke en mulighed for mig. Har man sagt A, må man også sige B, og det var testen, som havde bestemt vores skæbne, fortæller Lisbeth og fortsætter: 

– Jeg ringede til ham grædende, hvor jeg sagde, at han skulle komme med det samme. Han vidste jo slet ikke, hvad der var sket, men jeg ville ikke fortælle ham det over telefonen. Jeg var nervøs for at sige det, for jeg var meget ung, og han havde sit eget firma og arbejdede rigtig meget – vi var altså meget forskellige steder i livet. Og fordi jeg vidste, at abort ikke var en mulighed for mig, var jeg nervøs for hans reaktion. For enten skulle jeg have det her barn alene, ellers skulle jeg have det med en mand, jeg ikke rigtigt kendte. Og begge dele var skræmmende. 

Ti minutter senere holdt Christians bil nede foran Lisbeths lejlighed. Regnen silede ned, og Lisbeth løb ud ad opgangen og ind på passagersædet af bilen. Der sad de først lidt i stilhed, indtil Lisbeth udbrød, at hun var gravid. 

– Han kiggede på mig med tårer i øjnene og sagde, at det var helt fantastisk. Jeg var lidt i chok over hans reaktion og spurgte, om han virkelig mente det. Og så sagde han, at der ikke var noget i verden, han hellere ville, end at få et barn med mig. Og dér kan jeg huske, at jeg tænkte, at uanset om vi blev sammen eller ej, ville jeg få verdens bedste far til vores barn. Han forsikrede mig om, at lige meget hvad der skete, ville han være der for mig og barnet. Og fra det sekund var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige. 

En hel ny hverdag

De sov ikke mange timer den nat i Christians lejlighed på Frederiksberg. For mange spørgsmål pressede sig pludselig på: Var de kærester nu, skulle de flytte sammen, og hvordan skulle de opdrage et barn sammen? Den sitrende, spændende datingfase blev fra det ene sekund til det andet skiftet ud med et helt nyt, voksent forhold. 

– Vi tog en beslutning om, at jeg skulle flytte ind hos ham 14 dage efter. Han skulle også lige nå at smide en roomie ud, og alt gik bare virkelig stærkt. Det var en helt sindssyg følelse at flytte ind hos et menneske, jeg næsten ikke kendte, samtidig med, at min krop var i en helt ukendt og hormonel udvikling. Men selvom det gik stærkt, voksede der noget trygt og kærligt frem mellem os. 

Selvom Lisbeth og Christian trådte ud på fuldstændig ukendt grund sammen, føltes det stadig rigtigt. Som om det var det mest normale i verden, selvom de havde sprunget mange steps over. Og midt i alt det kaos fandt de også ud af, at de var et godt makkerpar. 

– Selvom det var dejligt at bo med Christian, var det selvfølgelig også svært. Vi havde ikke nået at være hovedkulds nyforelskede, været på nogle rejser, mødt hinandens familier og så videre, før vi pludselig skulle være forældre sammen. Det rent økonomiske var også en udfordring, fordi vi stod så forskellige steder i livet. Christian havde en god og stabil økonomi, og jeg tjente næsten ingen penge, for jeg var først lige blevet uddannet tandklinikassistent. Og det var svært at navigere rundt i at skulle være nyforelskede og praktiske omkring fællesøkonomi på samme tid. 

LÆS OGSÅ

Birgitte har i 2 år været tynget af hjertesorg – så hun satte sig for at prøve noget helt særligt

I et lille kirkerum bag Mariakirkens rødbrune mure mødes fremmede hver onsdag med præst Lise Rasmussen for at spejle deres hjertesorg i hinanden – på tværs af alder, brud og baggrund. Her bliver tårer ikke dæmpet, og stilheden rummer alt det, der ellers kan være svært at sige højt. Vi fik lov at være en flue på væggen.

Lisbeth tænker tilbage på en tid, hvor hun var meget ung – og måske derfor heller ikke den bedste til at stå op for sine egne holdninger. 

– Jeg var ung og usikker, og jeg vidste nok ikke helt endnu, hvem jeg var, og hvad mine værdier var – så jeg blev lynhurtigt en del af det miljø, Christian var i. Det var et miljø, som gik lidt mere op i karriere, mærkevarer, de rigtige biler og så videre. Jeg syntes jo, at det var megafascinerende, og det blev også hurtigt en del af mig. Jeg gik fra at være en pige fra provinsen uden penge, som aldrig havde gået op i mærkevarer, eller hvordan man skulle bo, til det helt modsatte. Det var nemt at passe ind i den verden, når jeg ikke selv vidste, hvilket ben jeg skulle stå på, fortæller hun og fortsætter: 

– Når jeg ser tilbage på det nu, var jeg jo bare en lille pige. Jeg forstår slet ikke, at jeg var i stand til at tage det moderlige ansvar i den alder, men der var ikke rigtigt andre muligheder end at vokse med opgaven. Jeg kan huske, at det var svært at vinke farvel til mit ungdomsliv, for jeg følte jo nærmest ikke, at min ungdom var begyndt endnu. Jeg gik måske glip af at udforske, hvem jeg selv var, før jeg sprang ind i et forhold, der formede min identitet og værdier meget. 

Bliver jeg snart lykkelig?

På deres første årsdag lå Christian og Lisbeth med en to måneder gammel baby på brystet. Forældreskabet var både godt, smukt og kærligt, men det var, som om de havde sprunget nogle kapitler over i fundamentet for deres kærlighedshistorie. 

Fra første blik i baren til forældre uden mellemregninger. De havde skabt et liv sammen, før de nåede at mærke, hvordan kærligheden egentlig føltes. Hun længtes efter noget, der måske aldrig havde fået plads til at opstå. Hun længtes efter det der sug i maven, den ”ægte” lykkefølelse. 

– Efter jeg havde født, kom vi ind i en hverdagsagtig rytme. Jeg havde en kæreste, der arbejdede meget, fordi der skulle tjenes nogle penge – og det var ikke mig, der tjente dem, så jeg var hjemme med vores barn, Filippa. Det blev hurtigt til, at vi var mere forældre, end vi var et par. 

Lisbeth savnede forelskelsen. Hun savnede den lykkefølelse, som de BURDE have. Og i løbet af det næste stykke tid kæmpede hun med at finde netop den følelse frem. 

– Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at den nok skulle komme. Jeg vidste, at jeg havde en skøn mand, som vitterligt ville gøre alt for mig – så selvfølgelig skulle jeg være sammen med ham. Jeg følte, at jeg ikke kunne give op på vores forhold, for det måtte være mig, der var noget galt med, siden jeg ikke kunne mærke det. Så jeg tænkte, at hvis vi fik et barn mere, så måtte den være der. Så måtte lykkefølelsen opstå, og problemet ville være løst. 

Så da Filippa var to år gammel, besluttede de sig for at prøve at få barn mere. Tre måneder senere var Lisbeth gravid igen, og lejligheden blev for lille, så de købte en grund i Espergærde og fik bygget et rækkehus.

– Jeg tænkte, at nu måtte den være der. Nu var vi flyttet i et smukt, nybygget hus i Nordsjælland, og nummer to baby var på vej. Og inden Theodor blev født, friede Christian også til mig, hvilket jeg sagde ja til – for så måtte jeg jo blive lykkelig. Vi holdt et kæmpe bryllup, hvor der absolut intet manglede. Efter brylluppet fik vi vores datter Ayasofia, og så var vi pludselig en familie på fem. Kernefamiliedrømmen var i hus, og på de få år havde jeg fået alt, jeg nogensinde havde drømt om. Men det var stadig, som om jeg ikke kunne finde frem til den der ægte glæde – og det gjorde ondt, fordi jeg virkelig ønskede at føle mig lykkelig. Det fortjente Christian, og det nagede mig, at jeg ikke kunne give ham det. 

LÆS OGSÅ

Jytte Vikkelsøe: ”Hjertesorgen kan blive det bedste, der er sket i dit liv”

Hvad sker der egentlig, når et hjerte knuses? Jytte Vikkelsøe har brugt ti år på at forstå forelskelsens og hjertesorgens psykologi – og på at afdække, hvorfor smerten ved kærlighedsbrud ofte rammer os helt ind i det inderste af vores selvværd. For hjertesorg handler sjældent kun om den, der gik – den handler om alt det uforløste, vi selv bærer rundt på.

Da Ayasofia blev født i 2020, meldte familien sig til TV 2-programmet ”Årgang 20”. Fra den ene dag til den anden kom familiens ”perfekte liv” til offentligt skue på landsdækkende tv, alt imens Lisbeth kæmpede med at finde den indre lykke. Med deltagelsen i programmet blev Lisbeth endnu mere opsat på at fremstille deres liv som perfekt, og det blev endnu sværere at mærke efter, hvad der egentligt foregik. 

– Jeg prøvede virkelig at fremstå lykkelig på tv, men det er svært at fremstå som noget, man ikke er. Og det har også givet bagslag, for der var pludselig mange, der havde holdninger om mig. Der skulle ligesom hele tiden ske noget, og jeg skulle hele tiden have nye projekter i gang for at føle, jeg var på vej et sted hen, hvor lykken ville opstå og fylde det tomrum, der sad i mig. Jeg prøvede at overdøve den dårlige samvittighed, som borede i mit hoved – for hvorfor var jeg ikke ordentligt glad? Hvorfor var jeg ikke lykkelig, når jeg udefra set havde det perfekte liv? Og det havde absolut intet med Christian at gøre, at jeg havde det sådan. Det hele gik bare så hurtigt, og jeg var nok heller ikke den bedste til at fortælle ham om de følelser, jeg gik med. 

Kilometers afstand imellem dem

De havde lige puttet børnene, og Christian og Lisbeth havde smidt sig i sofaen i udestuen i det nye hus. Dagen havde kørt, som den plejede: Christian havde været på arbejde, Lisbeth passede børnene, aftensmaden havde været på bordet, og børnene var blevet puttet. 

De sad kun en meter fra hinanden i sofaens bløde hynder, men alligevel føltes det, som om der var flere kilometers afstand mellem dem. Luften var kold og tør, og der var ingen, der sagde et ord. 

– Jeg kan huske, at jeg sad og stirrede ud i luften, mens jeg tænkte, om det virkelig var sådan her, jeg skulle leve resten af mit liv? For hvad ville der så ske, når børnene en dag skulle flytte hjemmefra, og de ikke længere var det, vi var fælles om? Hvornår havde jeg sidst grint så meget, at tårerne trillede ned ad mine kinder? Det kunne jeg simpelthen ikke huske. 

Hverdagene føltes mere og mere tomme for Lisbeth. Og fordi hun ikke kunne finde frem til den lykke, hun længtes efter, fyldte skyldfølelsen mere end nogensinde før. 

– Jeg gik rundt med en kæmpe skyldfølelse over at føle mig så utaknemmelig. Jeg havde en mand, der elskede mig overalt på jorden, mit drømmehus og tre skønne børn. Hvorfor var det ikke nok for mig? Jeg kunne bare ikke sætte en finger på det, og jeg havde rigtig svært ved at åbne op for ham omkring det uden helt at vide hvorfor. Han ville helt sikkert have støttet mig i det, men jeg sagde det aldrig højt. Jeg var mest bare sur på mig selv, for det var jo ikke nogen andres skyld, at jeg havde det sådan. 

Selvom Christian og Lisbeth ikke var gode til at snakke om de problemer, der ulmede under overfladen, besluttede de sig alligevel for at starte til parterapi. De håbede på, at nogen udefra måske kunne sætte ord på det, de selv havde svært ved at forstå. 

De opsøgte den ene professionelle hjælp efter den anden, og til sidst viste det sig, at Lisbeth havde ADHD – og det satte gang i en helt ny realiseringsproces for hende. 

LÆS OGSÅ

Eva Lilja Lunds hjerte blev knust af manden i hendes liv: Jeg følte mig snydt

Eva Lilja Lund troede, at 2025 skulle være året, hvor hun blev mor med den mand, hun elskede. Men i stedet blev det året, hvor hun fik knust sit hjerte i tusind stykker.

– På et tidspunkt, efter at jeg fik konstateret ADHD og kom på medicin, indså jeg, at jeg bare ikke kunne fremskaffe den følelse, jeg længtes efter – lige meget hvor mange projekter jeg igangsatte, og hvor meget jeg prøvede. Jeg begyndte at lære mig selv bedre at kende, og jeg indså, at hvis jeg blev i det forhold, så var det kun for børnenes skyld. Men det var rigtig svært at komme til den konklusion, at jeg ville skilles, for jeg havde jo intet at sætte en finger på. Det var ikke, fordi han havde været mig utro, eller fordi vi slet ikke havde kærlighed for hinanden – jeg havde jo det liv, jeg altid havde drømt om, og en mand, der forgudede mig, så hvorfor skulle jeg gå?, siger hun og fortsætter: 

– Jeg kunne heller ikke slippe følelsen af, at jeg ikke kunne give Christian det, han havde brug for. Han fortjener en kvinde, som værdsætter alle de ting, han gør for en. Og det følte jeg ikke, at jeg kunne give ham. For det var, som om vi ikke var på samme hold. Som om vi kæmpede mere mod hinanden end med hinanden. Jeg følte tit, at jeg prøvede at finde fejlene hos ham – for så ville det gøre det nemmere at gå. Så kunne jeg overbevise mig selv om, at det var hans skyld, selvom jeg inderst inde godt vidste, at det ikke handlede om ham. Og når man begynder på det, så tror jeg bare, at man skal overveje, om det er det rigtige, man er i. For når man er nået helt derhen, er det svært at finde tilbage til kærligheden. 

Hjertesorgen lå som en tung dyne over hende før det endelige brud, siger Lisbeth. Det var en sorg over ikke at kunne leve op til det liv, hun havde drømt om. Over alt det, hun vidste, hun ville komme til at miste. Men hun lod som ingenting lidt endnu. 

Drømmen om det perfekte liv

I sommeren 2024 kunne hun ikke længere holde facaden. Lisbeth havde endnu en dag stået i hverdagens hamsterhjul – madpakker, børn, rod og praktiske gøremål – mens Christian arbejdede. De havde længe diskuteret økonomi og fordelingen derhjemme, og presset fra det dyre hus lå som en skygge over hverdagen. Og selvom intentionen var, at sommerferien skulle byde på getaways og familietid, kunne Lisbeth bare ikke mere. 

Stående midt i entreen slog det pludseligt klik for hende. Med skælvende stemme og hjertet helt oppe i halsen sagde hun, at hun ville skilles. Christian kiggede på hende og spurgte, om hun mente det. Hun nikkede. Der var ikke mere at gøre. 

– Jeg tog væk i et par dage med en veninde og børnene for at mærke efter og tænke alt igennem, og dér tror jeg, at det for alvor gik op for Christian, at det ikke længere stod til at redde. Vi havde haft nogle virkelig dårlige uger op til, hvor han nok godt havde kunnet mærke, at jeg havde trukket mig mere og mere. Men det kom som et kæmpe chok for ham, at jeg allerede var der, for han vidste jo ikke, at jeg havde rendt rundt med den her hjertesorg i lang tid forinden. Han sagde, at han ville gøre alt for, at vi kunne finde en løsning, men inderst inde tror jeg heller ikke, at han var glad. Jeg tror, at han også bare prøvede at overbevise sig selv om, at han var lykkelig, fordi vi havde det her ”perfekte liv” – han var måske bare bedre til at overbevise sig selv, end jeg var, fortæller hun og fortsætter: 

LÆS OGSÅ

Monica er træt af datingapps: ”Jeg bliver spurgt, om jeg er fræk, og hvordan jeg er barberet”

Monica Martinsen søger sin næste store kærlighed, men det er svært, når den digitale datingkultur ikke baserer sig på ordentlighed, siger hun. Nu er hun aktuel med en bog, der er en overlevelsesguide til datinglivet for voksne.

– Derfra blev det virkelig svært, for vi boede jo stadig sammen og havde tre børn, som ikke skulle vide noget endnu. Men børn er jo ikke dumme, og de kunne hurtigt mærke, at der var noget galt, selv om det ikke var den slags hjertesorg, hvor jeg lå og græd i fosterstilling. Det var den langsomme slags, som gjorde ondt helt inde i min kerne. Den, hvor man mister sig selv mere og mere undervejs. Det var det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, og jeg følte mig som den største skurk. Jeg gav jo slip på det liv, vi havde brugt de sidste ti år på at opbygge. 

Det var ikke kun forholdet til Christian, hun gav slip på – det var visionen for det liv, hun havde troet, hun skulle leve. Og måske gjorde netop dét mest ondt. 

– Hjertesorgen fyldte i mig på en måde, som drejede sig mere om skyldfølelse, dårlig samvittighed og en vrede på mig selv. Det var virkelig svært at skulle såre et menneske på den måde, som jeg gjorde, men det var jo ikke kun ham, jeg sårede. Jeg havde en følelse af, at jeg havde spoleret og splittet en hel familie ad. Og det var en kæmpe sorg, at jeg aldrig ville få den kernefamilie igen. For uanset hvad der vil ske i fremtiden, har jeg spoleret min drøm om en kernefamilie, og nu var mine børn skilsmissebørn. I en mere ”normal” hjertesorg kan man måske rette vreden et sted hen, som kan hjælpe en videre. Men det eneste sted, jeg kunne rette vreden hen, var på mig selv, og det var vanvittigt svært, fortæller hun og fortsætter: 

– Men der lettede også en tung sten fra mit hjerte, da det var slut. Jeg havde nok taget hjertesorgen mere på forskud og havde forberedt mig på, at bruddet uundgåeligt ville komme. Så da det var slut, var det, som om jeg kunne mærke mig selv igen. Jeg skulle ikke længere gå rundt og lade som om, og jeg skulle ikke længere have dårlig samvittighed over ikke at leve op til det, Christian fortjente. Og det var en befrielse. Men samtidig også virkelig hårdt. Jeg havde lovet ham for evigt, og det har jeg ikke kunnet holde. Men jeg skylder både Christian, børnene og mig selv at finde frem til, hvad det er, jeg mangler. Måske opdager jeg en dag, at det, jeg leder efter, ikke findes – men jeg er nødt til at finde ud af det. 

LÆS OGSÅ

Han ville skilles efter mindre end et års ægteskab

En læser blev gift med sin eksmand kort efter de mødte hinanden første gang. Så valgte han at blive skilt, og nu er læseren i chok. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Da alt var sagt og gjort, og ægteskabet var ovre, stod Lisbeth tilbage med en ny erkendelse: At det perfekte liv på papiret ikke er det, der udgør lykken. Og selvom det var hårdt at miste Christian, var det nok i virkeligheden tabet af drømmen om kernefamilien, der knuste hendes hjerte. 

– Jeg fortryder på ingen måde forholdet mellem mig og Christian. For selvom man måske husker de dårlige tider bedre, har vi også haft rigtig mange gode stunder. Han var virkelig en skøn mand, som prøvede hårdt på at give mig det liv, jeg troede var lykken. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke fandt frem til mine egne værdier, før jeg sprang hovedkulds ind i det liv, han kunne tilbyde mig. For jeg ser tilbage på en Lisbeth, der prøvede at lave rigtig meget om på sig selv. En Lisbeth, som for alt i verden ikke skulle tabe ansigt. En Lisbeth, som gik mere op i, at det udefra set skulle ligne et lykkeligt liv med alle de her materielle goder, selvom det bare var en skal. Og nogle gange skal man helt derud, hvor man ikke længere kan lyve for sig selv. 

– Jeg måtte se i øjnene, at det ikke var ham, der var problemet. Det var mig. Ikke fordi jeg er forkert, men fordi jeg har været fortabt og forvirret. Jeg vidste ikke, hvem jeg selv var, hvad jeg havde brug for, og hvad jeg løb fra, fortæller hun: 

– Jeg har fundet ud af, at et lykkeligt liv skal defineres af nogle helt andre ting, end jeg troede. Og HVAD det præcis skal defineres af, arbejder jeg stadigvæk på at finde ud af hver dag – og det er en lang proces. Men midt i det hele står en ting klart for mig: Christian er den bedste far, mine børn kunne ønske sig. Og det gør mig stolt og taknemmelig.