Hjemmet - Anette Løkken Sørensen / Laila Frederiksen mistede sin mand ved arbejdsulykke på deres fælles mejeri i marts 2023. Hun fortæller om at komme videre efter sjokket og sorgen til at bygge sit nye hjem og landsted hvor hun driver B&B

Lailas mand døde, før de kunne udleve drømmen – midt i sorgen tog hun et vildt valg

Laila og Ole Jørn havde været sammen i 35 år og var netop begyndt at drømme om et fælles otium med bed and breakfast, da han pludselig døde. I sorgen klamrede Laila sig til deres fælles drøm – og det blev holdepunktet i hendes livs stormvejr.

hjemmet logo farve

Få dage før sin død sagde Ole Jørn til sin kone Laila, at han ville gå over til naboen for at tale om en overtagelse af deres sted. 

Det var aftalt for længst, og naboerne ventede bare på, at Ole Jørn og Laila slog til. De to drev sammen et mejeri, men var begyndt at tale om at gøre noget andet. Drosle ned og åbne et bed and breakfast i landsbyen Jernved mellem Esbjerg og Ribe. 

– Ole Jørn var fem år ældre end mig, og det var hårdt fysisk arbejde at drive mejeri, så vi var begyndt at tænke på at høste frugten af vores arbejde. Vi talte om, at det kunne være godt at have et bed and breakfast, når vi ikke længere skulle have mejeriet, fortæller 58-årige Laila Frederiksen. 

Drømmen fik næring under en ferie på Mors, hvor de boede på et hyggeligt bed and breakfast.

– Vi følte begge, at det kunne være godt for os at have sådan et sted, fortæller Laila. 

Hun og Ole Jørn drev mejeri sammen i 32 år, men i marts 2023 døde Ole Jørn i en arbejdsulykke. Efter 35 års samliv var Laila pludselig alene.

– Jeg vidste med det samme, at jeg ikke ville beholde mejeriet. Folk sagde "Du kan jo stadig passe butikken," men nej; det skulle jeg ikke. Jeg kunne ikke gøre det uden ham, for det var vores projekt, fortæller Laila. 

I stedet gik hun efter den drøm, som de sammen havde bygget op, og som nu blev hendes at realisere. 

Havde et travlt liv 

I dag har Laila sit eget bed and breakfast, og hun forsvinder for en kort bemærkning for at sige farvel til et tysk par, som har overnattet. 

– Hele Europa kommer på besøg her, siger hun smilende. 

Laila har selv rejst en del, og da hun mødte Ole Jørn i 1988, tog de til Grønland for at arbejde på Thulebasen. Her ventede de deres første barn og tog hjem til Danmark, hvor de i 1992 købte Jernved Mejeri. 

– Ole Jørn vidste, at han ville have et mejeri. Han havde samlet på mejerimaskiner hele sit liv, mens jeg egentlig havde tænkt, at jeg skulle være syerske eller designer. Da vi købte mejeriet, blev det den vej, jeg gik. Vi købte en gammel postbil, og så kørte jeg rundt på markeder og solgte ost, fortæller Laila. 

Laila og Ole Jørn på
Jernved Mejeri.
Laila og Ole Jørn på Jernved Mejeri.

Sammen med Ole Jørn skabte hun et liv i Jernved, hvor de trivedes – og knoklede. 

– Vi åbnede mejeriudsalg, da vores ældste søn var et år, og der var en ny drengebaby på vej. Den dag, vi skulle giftes klokken 15, havde butikken åbent til klokken 13, mindes hun med et smil. Siden kom der også en datter til, for parret fik tre børn på knap fire år. Det har været et travlt liv, og da Ole Jørn døde, reagerede Laila da også med foretagsomhed: 

– Jeg bagte alle bollerne til begravelsen, for jeg kunne ikke sove alligevel. Jeg var i chok. 

Vejen videre fra tabet

Laila byder af de gulerodsboller, som hun har bagt i dagens anledning og fortæller, at hun hurtigt vidste, at hun ville bygge et hus her, hvor hun bor i dag. På netop det sted, som hun og Ole Jørn havde udset sig til at bygge deres nye hjem med bed and breakfast. 

Tydeligt berørt fortæller hun, hvordan de glædede sig til mere tid med deres børnebørn. 

– At jeg har mistet, er hvad det er, men alt det han ikke skulle opleve, det gør mig ked af det, erkender hun. 

Trods sin sorg, måtte Laila tage sig af det mejeri, som nu var hendes. Tre måneder efter Ole Jørns død solgte hun til Mammen Mejerierne, som driver mejeriet videre. Laila blev på mejeriet, og i beboelsen, der hører til, i et år for at sætte de nye forvaltere ind i det hele. 

Laila på sit bed & breakfast
Gode venner, netværk, morgensvømning, yoga og et nyt bed and breakfast er alt sammen ting, der har gjort, at Laila er kommet ovenpå.

– Jeg er meget glad for at se vores livsværk blive drevet videre, siger Laila. Hun fortæller, at det var en hård, men givende tid, hvor hun igangsatte byggeriet af det hus, som hun nu bor i og driver bed and breakfast fra. 

– Jeg gik op til Ole Jørns grav hver dag og fortalte, hvad der var sket. Det gør jeg stadig, men kun når der er noget nyt at fortælle, som at der lige er kommet et nyt barnebarn, fortæller Laila. 

Hun har trukket på sine veninder og sit netværk, som har været guld værd, for selvom hendes børn og svigerbørn var der til at støtte, ville hun ikke belaste dem for meget: 

– Deres sorg er en anden end min, og hos mine veninder var det min sorg, det handlede om. Når jeg var ked af det, var det også okay, og jeg har været meget åben om min sorg, for hvis jeg havde siddet alene med den, var jeg blevet bims, erkender hun. 

Laila med heste
Islandske heste er Lailas passion, og hun har Asa og Skuggi i stalden ved sit hus i Jernved.

For Laila viste det sig også at være en god ting, at få tankerne over på byggeriet af det nye hus, som hun takket være en stor livsforsikring kunne sætte i gang.

– Jeg er rimelig privilegeret, men det er jo ikke alt. Hvis jeg ikke havde gjort det her, hvor var jeg så endt? Jeg har lært meget undervejs, og det er godt, for en overgang var jeg bange for at miste min forstand, fortæller hun. 

Laila slog dørene op til sit Jerned Landsted b&b i 2024.

– Jeg har det meget bedre nu, og kan se tilværelsen foran mig. Jeg har bygget det her sted i Ole Jørns og min ånd, for han sagde altid: "Hvis vi skal gøre det, så skal vi gøre det ordentligt." 

Laila ser sig omkring i sit nye hjem og siger: 

– Jeg kommer aldrig over min sorg, men jeg kommer videre, og jeg ved også, at jeg skal bo her. Det her er blevet mit sted.