Dette er en klumme og et udtryk for skribentens holdninger.

Jeg går ofte alene i biografen, og når jeg gør det, undgår jeg altid øjenkontakt med de ansatte. 

Jeg burde være ligeglad, jeg er en voksen mand på snart 46, hvad en eller anden billetkontrollør tænker om mig og mine biografvaner er ligegyldigt. Men så nemt er det jo aldrig helt. 

Selvom jeg har øvet mig i flere år, rejst alene, gået til koncerter alene, sågar engang spist på en fin restaurant alene, kan jeg stadig ikke slippe følelsen af, at det er en lille smule skamfuldt, når jeg gør alene, hvad de fleste som regel gør med med andre. 

For at tage toppen af skammen kan jeg endda finde på at spørge, hvornår filmen er færdig. Fordi ”jeg bare lige skal slå tiden ihjel, indtil mit tog går”, eller hvad jeg ellers kan finde på af tåbelige undskyldninger. Nogle gange lyver jeg også mine børn lige op i fjæset, når de spørger, hvem jeg skal i biografen med. Bare nogle gamle venner, siger jeg, selvom sandheden er, at det i langt de fleste tilfælde bare er mig. 

LÆS OGSÅ

Lisa opdagede sin mands utroskab - men så ramte tragedien

Selvom jeg havde min del af ansvaret for, at mit ægteskab hang i laser, så gjorde jeg intet for at redde det. Først da en tragedie nær havde ramt mig, forstod jeg, hvor dyrebar kærligheden er, og hvor meget vi skal passe på den og hinanden. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Faktisk har jeg også lyst til at lyve for dig og fortælle, at jeg i virkeligheden er en kæmpe filmnørd, og at ingen af mine venner deler min passion for finske avantgarde-film, hvilket betyder, at jeg er nødt til at se filmene alene. Men det er heller ikke rigtigt. 

Jeg foretrækker de tomme, masseproducerede Hollywoodkalorier, hvor jeg kan slukke for både tankerne og telefonen. For hvis der er én ting, jeg kæmper med, når jeg øver mig i at være alene, så er det alle de tanker, der fortæller mig, at det er ufedt, pinligt og sørgeligt, at jeg sidder her i biografmørket alene. 

Vi har ikke engang noget godt ord for den følelse, der sniger sig i hælene på mig i mørket, når jeg kryber langs panelerne i biografsalen med min fjollede lille popcornmenu i håbet om, at de andre gæster ikke bemærker mig. 

Jeg er hverken ensom eller enlig, jeg har en kæreste, der ganske vist bor 60 kilometer herfra, men som ikke desto mindre dagligt bekræfter mig i, at jeg heldigvis ikke skal gå gennem livet alene. Jeg er bare lige alene på den i dag. Alene i biografen, alene på restaurant, alene på min gåtur rundt om Kastellet i den sene sommersol. Præcis som hvis jeg havde været alene på cykelstien eller alene på lokum. 

LÆS OGSÅ

Lise-Lotte satte sig på en fortovscafé i Spanien – og fik øje på sin flirt med en anden kvinde

Lise-Lotte Bak, der lige nu er med i DR-serien ’Hotel Romantik’, har tidligere oplevet, at den mand, hun sås med, også havde et forhold til en anden kvinde.

Jeg ved godt, at jeg er i gang med at lære mig selv noget ret vigtigt - nemlig at holde af mit eget selskab i en larmende verden af støj og forstyrrelser og andre folk og deres fede sommerfester, festivaler og ferierejser. 

At være alene med sig selv er en mental luksusvare, som er værd at kæmpe – og lide – for, ikke mindst, når man har prøvet at blive skilt og ved, hvor nådesløst det kan føles at være på tvungen tomandshånd med sorgen, skammen, savnet og resterne af samvittigheden. 

Det er her, vi mænd plejer at gå i panik og forsøger at bolle stilheden væk eller i det mindste bare flygte fra den på racercykel. Eller for mit vedkommende går i biografen uden andet selskab end mit eget. 

Jeg håber, jeg bliver bedre til at elske alenetiden med alderen. At jeg finder den sidste ro, måske endda lidt zen i mit eget selskab. Nå, nu starter filmen. Må hellere slukke for både tanker og telefon.