Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Julie Badura
Foto: Henrik Adamsen

Julie Badura

Julie oplevede den vanvittige forelskelse: "Jeg ville bare være sammen med ham hele tiden"

Da Julie Badura for første og eneste gang oplevede at blive vanvittigt forelsket på den måde, man ellers kun ser på film, blev gravid og efter kort tid mistede det hele, var hun nødt til at skrive det ud. Det er der kommet en intens kærlighedsroman ud af.

"Endelig står vi der. Over for hinanden. Dig lige foran mig. Kun få centimeter imellem dér hvor du står, og dér hvor jeg står. Du kigger på mig, mens dine fødder tripper lidt. Spørger om du må få mit nummer. Og så kysser du mig. Et stille, blødt kys. Et forbavsende genert kys. Og så er du væk. Din stærke duft hænger i min mund. Alt ved dig virker stærkt på mig. Fem minutter ­efter tikker en sms ind på min telefon: Har du lyst til at ses igen?"

Forelskelsen nærmest springer ud af de første sider i Julie Baduras personlige roman "De dage med dig". Den gysende, vidunderlige og altopslugende følelse, som – hvis man er heldig – langsomt ændrer sig og bliver til kærlighed. Evig kærlighed. Eller – og så bliver det svært – kærlighed, som pludselig føles usikker, fordi angsten for at miste dukker op. Netop angsten for at miste den store kærlighed er temaet i Julie Baduras bog, og det har også været et tema i hende eget liv. Men hvorfor skriver man sådan en bog, en bog om så store og delvist selvoplevede følelser?

– Jeg følte faktisk ikke, at jeg valgte det. Jeg var lige blevet alenemor med min søn og over en meget kort periode oplevede jeg så at møde en ny mand, blive forelsket, blive introduceret for et nyt liv og en ny familiekonstellation og blive gravid. Og lige som jeg havde det hele og syntes, at det var det mest fantastiske i verden, så mistede jeg det forhold, valgte at få en abort, blev afskediget fra mit job og mistede min mor kort tid efter. Jeg var igennem så mange følelser. Fantastiske og frygtelige. Lyse og mørke. Og jeg var nødt til at gøre noget for at bearbejde det. Min vej blev at skrive kapitler på alle de følelser, og det var som en helingsproces for mig. Jeg er normalt et meget privat menneske, så det var vildt mærkeligt pludselig at skrive sine følelser ned på et stykke papir, hvor man dermed smider en del af sig selv ind i historien. Men jeg følte bare, at det skulle jeg, for det hjalp mig så meget. Og i processen gik det op for mig, at når man er meget ærlig om sine følelser på godt og ondt og deler ud af det, så er der andre mennesker, der kan spejle sig i det. Lige pludselig gav det hele mening, for jeg oplevede, at jeg ikke var den eneste, der havde alle disse tanker og følelser om kærlighed og om at miste. Andre kunne faktisk finde hjælp i det, jeg skrev.

LÆS OGSÅ: Forfatter Tine Høeg: "Alle teenagere skulle have et langt kram og melde sig ud af fitnesscentrene"

Passionen

"Vi er hjemme hos dig. Tirsdag aften. Vi er for første gang alene. Du har forført mig i dit køkken med hvidvin og forbavsende mange stearinlys. Du spørger ikke først. Du forventer. Du tager mig voldsomt. Din krop er meget spændt. Meget stærk. Uimodståelig mandig. Dine fingre er på opdagelse i nyt blødt og kurvet landskab. Ustyrlig, siger jeg til dig. Ufattelig vanedannende, siger du til mig. Ekstase ville være en underdrivelse."

– Der er mange, der har spurgt mig, hvad det var ved den mand, jeg mødte i det virkelige liv, der gjorde, at jeg blev så forelsket, men i virkeligheden var det nok ekstremt banalt. Jeg oplevede den der fuldstændig vanvittige energi mellem to mennesker. Gnisten, der gør, at man bliver varm i kinderne og ikke kan være nogen steder. Han var umiddelbart det diametralt modsatte af, hvad jeg nogensinde har kigget efter eller interesseret mig for, men i det øjeblik, han begyndte at tale, og vi kiggede på hinanden, havde jeg det sådan, at jeg bare ville være sammen med ham hele tiden. Jeg oplevede en helt ekstrem tiltrækning, som jeg aldrig har prøvet hverken før eller siden. I bogen har jeg blandt andet brugt musik til at beskrive mine følelser. Popmusik og kærlighedssange er så banale, men samtidig havde jeg oplevelsen af, at gud, der er nogen, der synger om præcis de her ting, som jeg føler. Jeg har altid været ret meget i kontrol og har vidst, hvad jeg ville og ikke ville, men her måtte jeg bare overgive mig.

Tvivlen

"Du imponerer mig. Du er fuldkommen. Hvornår opdager du, at jeg er ufuldkommen? Hvornår kommer den dag, hvor mine dæmoner frister mig til at trække mig fra dig, inden du trækker dig fra mig? Jeg vil ikke trække mig, men jeg kan blive nødt til det, hvis jeg vil undgå smerte og total tilintetgørelse. Hvis du tager det fra mig, som vi er ved at opbygge lige nu, tror jeg ikke, at jeg overlever."

Tankerne om at trække sig fra "ham" opstod også hos Julie i hendes eget forhold, og hun oplevede, hvordan de signaler fra hende gjorde, at de pludselig var to om at trække sig.

– Jeg blev bare ramt af tanken og følelsen: Skal jeg virkelig have alt det her? Der må være noget, der går galt lige om lidt. Og ja, så var jeg rigtig god til at sørge for, at det begyndte at gå galt. I stedet for bare at have tillid til, at det var okay, at vi var så forelskede og ­lykkelige sammen, blev jeg pludselig vildt bange for at miste ham. Jeg har veninder, der altid har været i meget ukomplicerede forhold, som har sagt til mig, hey, når du nu endelig har noget, der er så skønt, hvorfor bliver du så bange?

Hvad var grunden, tror du?
– Da jeg var 5 år, var jeg indlagt på ­hospitalet i en periode for en hjertefejl, og mine ­forældre måtte ikke overnatte der. Jeg blev ramt af en stor forladthedsfølelse efterfølgende, har min mor senere fortalt mig, og måske har det noget med det at gøre. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg fik følelsen af, at det hele var for rigtigt. Puslespillet passede for godt, det kunne ikke vare ved. Jeg følte, jeg stod med guld i hænderne, og der var bare ikke andre, der skulle opdage, hvor fantastisk han var.

– Hvorfor jeg regnede med, at jeg ville miste det hele, aner jeg simpelthen ikke. Jeg kender mennesker, der kan genkende den følelse, og så er der andre, der ryster på hovedet og siger, det er ulogisk, dumt, naivt – det er ikke sådan, kærlighed er. Og det provokerer mig meget, for jeg mener netop, at kærlighed ikke er sort-hvid. Kærlighed er også alle mulige gråzoner. Jeg er med på, at kærligheden helst skal være ukompliceret, men det tror jeg ikke på, at den altid er. Det var den ikke lige der for mig.

– Jeg har efterfølgende tænkt over, hvad min angst handlede om, og jeg har fundet ud af, at jeg havde samme følelse, da jeg fødte min søn. Jeg var så lykkelig, og det var så ekstremt fantastisk at blive mor, at jeg næsten blev bange. Det var så voldsomt og uragtigt, og den følelse tror jeg til gengæld, at alle mødre kan genkende.

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: “Kærligheden skal jo ikke bare være der for at fylde et tomrum ud”

Bruddet

"Det er min veninde, og hun siger gennem røret, at der er noget, hun må fortælle mig. "Du bliver nok nødt til at sætte dig ned," siger hun alvorligt. Mit hjerte banker. Jeg kan høre, at der er uro på vej. Men jeg bliver stående. Så fortsætter hun. "Jeg har hørt, at han er begyndt at se en anden."

Drømme kan pludselig briste, og i Julies roman brister drømmen om den store kærlighed brutalt, da hun blev klar over, at hun ikke er den eneste kvinde i sin kærestes liv. På nogenlunde samme måde bristede Julies drømme i virkeligheden.

Aborten

"Jeg beslutter mig for, at jeg ringer til dig nu, og fortæller dig det, hvis du ­enten har skrevet eller forsøgt at ringe i de fem minutter, hvor jeg ikke har kigget på telefonen. Jeg tager den op og kigger på den. ­Intet. Så rejser jeg mig, trykker på elevatorknappen og kører op til den etage, hvor man afslutter liv."

Julie stod også i sit eget liv over for det svære valg: Skal jeg, eller skal jeg ikke, få en abort? Et dilemma med en beslutning hun sidenhen fortrød.

– Det er for mig et rigtig godt eksempel på, hvad der sker, når jeg lytter for meget til andre og glemmer at lytte til mig selv. Ikke for at give andre skylden for beslutningen – overhovedet – men jeg lyttede ikke til min egen indre stemme og intuition. Når jeg ser tilbage på det i dag, kan jeg se, at det er et tema i hele det her forløb, at når jeg ikke står ved mig selv og mine egne følelser, så kommer jeg til at tage forkerte beslutninger.

Hvordan har du det i dag med den abort?
– Jeg har det fint nok, men jeg kommer aldrig til at glemme det. Det har ødelagt et eller andet i mig, og det er rigtig svært for mig at acceptere, at jeg gjorde det. Det vil altid ulme i mig, at jeg ­skulle ­have valgt anderledes. Jeg er også lidt ­gammeldags på den måde, at jeg synes, man skal have en rigtig, rigtig god grund, hvis man vælger en abort.

LÆS OGSÅ: Klumme: Forbandede mislykkede kernefamilieprojekt

Adskillelsen

"Frygten for afvisning tog vi begge med os i vores første møde, vi glemte bare at fortælle hinanden det. Eller også troede vi måske helt naivt, at frygten forsvinder, når man møder et nyt menneske. Tænk hvis vi kunne åbne os helt og fuldt for hinanden nu. Så ville der ingen grænser være for, hvor dyb kærligheden kunne blive. Tænk stadig at ­elske, også efter at man har set alt det grimme."

I Julies eget kærlighedsforhold måtte kærligheden sættes på pause. I perioder talte de sammen. I perioder gjorde de ikke. I andre perioder prøvede de at starte helt forfra, fordi de måtte erkende, at de stadig virkelig elskede hinanden. Og midt i det hele mistede hun så pludseligt sin elskede mor hen over blot et par uger. Kræften tog hende.

– Jeg havde ikke nogen mulighed for at nå at sige farvel, det hele var meget pludseligt og voldsomt, og jeg blev så chokeret over at mærke, hvad der sker med en, når ens mor dør. Det er igen sådan helt uragtigt. Kærligheden fra ens mor er helt ubetinget, og når hun er væk, er den helt særlige kærlighed også væk. Det fyldte mig med stor sorg, men det ændrede mig også. Jeg blev klar over, at nu var jeg voksen, nu måtte jeg klare tingene selv, så jeg fik også noget power af det. Det gik op for mig, at når livet kan slutte så brat, så handler det om bruge tiden på det, der virkelig betyder noget.

Hvad betød det i forhold til den mand, du elskede?
– Det gjorde faktisk, at jeg tænkte, hvis kærligheden er der – og det vidste jeg, at den var fra både hans og min side – så lad os dog for fanden få det til at fungere. Det er jo det, livet handler om. Han var også den eneste, jeg skrev til, lige da min mor døde, og det er meget kendetegnende for vores relation. Fordi vi har oplevet så svære ting sammen og alligevel har kunnet tale sammen om det, så kender vi hinanden på godt og ondt. Han var – og er – en, jeg har lyst til at dele tingene med. Vi har aldrig rigtig kunnet give endegyldigt slip på hinanden, vi har gjort det i perioder, men vi har altid fundet tilbage til hinanden eller rakt ud efter hinanden som venner, nogle gange som kærester.

Slutningen – eller...

"Jeg har ventet på vores første lyse forår i tre år. Vi har haft vores vintre. Tre længselsfulde, mørke vintre. Jeg har næsten glemt vores somre. Der skal komme en lysning nu. Samme lysning som dengang jeg mødte dig første gang. Den skal bryde igennem og blænde os."

Og hvad så? Hvordan ender bogen? Hvordan ender Julies personlige kærlighedshistorie? Ingen af delene skal afsløres her, men det, der kan afsløres, er, hvad Julie helt personligt har lært af at møde kærligheden.

– Når jeg ser tilbage på det hele, kan jeg se et tema, der handler om mod. Da jeg forelskede mig, var jeg modig for første gang i mit liv, og nogle gange koster det at være modig, men man vinder også alt det fantastiske, hvis man tør kaste sit hjerte på bordet.

– Jeg har også lært, at hvis man er i en relation, hvor man begynder at tvivle på hinanden, og den ene begynder at trække sig, så gør den anden det måske også, og så kommer der et felt af kulde. Også selvom man stadig er fuld af følelser. Man begynder at misforstå den anden, man bliver bange for at sige, hvad man mener, man bliver vred, og pludselig er man ude et sted, hvor man ikke kan bunde. Så jeg har lært at ­tøjle tvivlen.

Men du er ikke blevet bange for at vise dine følelser, nu da du har oplevet at blive brændt?
– Nej, slet ikke. Tværtimod. Det har været en berigende proces for mig, og det er sådan, jeg gerne vil være. Jeg vil gerne stå ved det, jeg ­mener og føler, på godt og ondt.

LÆS OGSÅ: ”Man kan være enormt ensom i et parforhold – det har jeg også været”

LÆS OGSÅ: ”Jeg skyede berøring og var kun indstillet på sex, hvis jeg var utrolig fuld”

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

 

Julie Badura, 38 år

Tekstforfatter i ­reklamebranchen, har skrevet klummer i en årrække og været kreativ konsulent ­inden for film og tv, bl.a. hos Nordisk Film.

Aktuel med debut-­romanen "De dage med dig", som udkommer 3. februar fra forlaget ArtPeople, 199,95 kr. 

Bor med sin søn på 8 år, som hun har fra et tidligere forhold.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed og Forelskelse