Jytte Abildstrøm: "Det er en udfordring, når man har været så udfarende, som jeg har"

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Jeg er født på Østerbro, men min far og mor havde lidt penge til at købe et halvt villahus på Morsøvej i Vanløse. Det boede jeg, til jeg var 26 år med min seng, mit chatol og mit klædeskab. Jeg kunne have boet der endnu, for jeg havde et par forældre, der var udadvendte, kærlige og altid havde et venligt ord til alle, de mødte. Mine forældre havde mødt hinanden, da de spillede firhændigt klaver, og som syvårig fik jeg en violin, så der var meget musik i vores hjem – i alle genrer. Der var også salmer og folkeeventyr. Det var mageløst. Krigen kom i 1940, men mine forældre håndterede det smukt over for os børn, selv om min far blev arbejdsløs. Vi blev om sommeren sendt på en gård på Stevns. Der lærte jeg at have respekt for ild, vand, jord og luft. Om vinteren var folkene på gården så generøse at sende mad ind til os i byen, for man havde ikke noget. Jeg har takket dem for det mange gange siden. En gang om ugen sad min far og lagde sine penge ud på køkkenbordet for at lave et budget. Vi havde også en kakkelovn, og jeg kan huske, at jeg engang spurgte min far, hvor mange gange man egentligt kan grave tørv det samme sted. Allerede dengang lærte jeg, at man ikke bare kan tage op af jorden uden at give tilbage igen.

Din levevej?
– Jeg var meget glad for at gå i skole, og jeg kom også i gymnasiet. Dengang havde alle piger så travlt med at blive gift, men jeg var sent udviklet. Jeg havde aldrig vist evner for det, som jeg kom til at leve af. Men i gymnasiet arrangerede jeg oplæsninger. Jeg havde også engang en lille rolle som måne i et teaterstykke, hvor jeg spillede harmonika med en paptallerken for ansigtet. Da mine laksefarvede permissioner røg ned, var det en, der foreslog mig at søge ind til teatret. Jeg havde en kæreste, der slog op med mig den 13. december 1952. Dengang var det en katastrofe, men i dag kan jeg se hvor genialt, det var. Det fik mig nemlig til at slå op i en avis, hvor der var en annonce om, at man manglede folk til Studenterrevyen. Til det sagde min far for sjov: "Du kan hverken synge eller danse, og du ser ikke ret godt ud. Held og lykke med det." Til optagelsesprøven faldt jeg over gulvtæppet og blev optaget. Mine forældre havde inspireret mig til både absurdteater, kongeligt teater og folkeligt teater. Jeg valgte selv det livsbekræftende teater. I 1962 var jeg i London, og der så jeg en brochure for dukketeater. Den verden ville jeg gerne ind i. Det var egentlig min mening, at jeg bare ville spille det lidt for børnene og familien derhjemme, men så lavede jeg en forestilling, Heldige Hans. Jeg lavede selv dukkerne sammen med min mor, og da nogle af mine venner så det, syntes de, at jeg skulle begynde at spille for et rigtigt publikum. Senere startede jeg et voksenteater. Det, der altid har bundet mit arbejde sammen, er livsholdninger. Det er også vigtigt for mig, at der er overensstemmelse mellem, hvem jeg er, og hvad jeg laver. Jeg blev for eksempel fyret fra DR's Børn & Unge-afdeling, fordi jeg ikke ville bande på tv. Jeg har altid læst mange folkeeventyr – blandt andet Konen i muddergrøften, som vi kunne lære meget om menneskers griskhed af. Jeg synes også, at Klods-Hans er genial, for han indsamler sine værdier i naturen; en krage, mudder og en træsko.

LÆS OGSÅ: Kirsten Lehfeldt: "Det rystede mig, og jeg blev tvunget til at tænke og tage stilling"

Hvornår kan du føle dig på afveje?
– Jeg blev engang hyret til at lave dukketeater i Japan til en skandinavisk uge. Det var i 1963, og jeg kunne ikke sige andet på japansk end "goddag" og tælle til tre. Jeg vidste i det hele taget alt for lidt om Japan. Alene det at skulle stille et teater op. Jeg gik jo bare hen til en mand på en stige og spurgte, om han talte engelsk, for sådan var jeg vant til at gøre. Det gør man ikke i Japan. Jeg blev reddet af min humoristiske sans, for intet kan samle verden som naivt gøgl. Da jeg skulle rejse hjem til Danmark, bad teaterfolkene mig om at stille mig i midten af deres rundkreds, og så kastede de mig op i luften, greb mig igen og takkede mig for at have introduceret dem til en anden kultur – uden politik og religion. Jeg glemmer det aldrig.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Da jeg lavede børneteater i starten af 60'erne, var det ret almindeligt, at man nærmest ikke fik løn. Hvis der var nogle indtægter, delte man dem bare ligeligt mellem sig. En dag i 1976 syntes jeg, at nu var det nok. Jeg gik op til borgmesteren og sagde tak for de gode år, hvor jeg havde været direktør på Riddersalen, men nu kunne jeg ikke klare det mere. "Vent lidt" sagde borgmesteren, og så kaldte han på en medarbejder. Vi endte med at få tilskud som landsdelsteater. Var det ikke heldigt, at jeg besluttede mig for at gå op og sige farvel? Jeg var på Riddersalen indtil 2009. Der var mange bølgedale undervejs – du kan få en hel doktorafhandling om det, hvis du vil. Men vi kiggede tit på hinanden og sagde: "Skal vi lukke eller løbe?" Hver gang valgte vi at løbe, og der skete mirakler.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Mine forældre talte med alt og alle, så jeg føler det aldrig som at blive genkendt. Hvis nogen vil snakke med mig, får de et venligt ord. På den måde møder jeg så mange mennesker – unge og gamle.

LÆS OGSÅ: Louise Dorph: “Alderen har lært mig at være mere i nuet”

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg tror på Gud, og hvorfor skulle jeg ikke sige det højt? Min yndlingssalme er Op al den ting, som Gud har gjort. Jeg har også siddet mange gange i et beskyttelsesrum og bedt Fader Vor. Men samtidig er jeg opdraget til at respektere andre religioner. Jeg hører også gudstjeneste hver morgen klokken otte, men jeg har svært ved at komme op, så det er ikke så ofte, jeg er i kirke.

Hvilken vej bor du på nu?
– Jeg bor i det økologiske bofællesskab Munksøgård, som min søn var med til at starte. Jeg var medlem nummer 7 i foreningen. Husene er bygget af træ og isoleret med papiruld. Vores fælleshus har solfangere på taget, og vi samler regnvand ind, som vi vasker tøj i. Vores toiletter indsamler urinen, som bruges til at gøde markerne. Vi spiser sammen tre gange om ugen og har arbejdsgrupper. Der er for eksempel en gruppe, der tager sig af varmecentralen. Andre tager sig af veje og marker, og vi har en affaldsgruppe. Jeg er i fest- og humørgruppen. Vi naboer hjælper hinanden, og alle vi seniorer har en nyttehave, som vi dyrker og laver kompost af. Derudover har vi heste, kaniner og geder, så vi kan indimellem være et helt tilløbsstykke for dem, der bor rundt omkring.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg øver mig i at gøre alting stille og roligt, for jeg har ikke så mange kræfter længere. Men det er en udfordring, når man har været så udfarende, som jeg har. Jeg taler med mine to sønner og deres familier hver dag. De passer på mig, og det er jeg uendeligt taknemmelig over.

LÆS OGSÅ: Amalie Dollerup: "Jeg skulle lære, at jeg var god nok, selv om der ikke blev ringet efter mig længere"

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem..."
– At tænke på, hvordan vi er over for vand, jord, luft og ild. De fire elementer kan ikke sige noget, men kun reagere. Når jeg har været på turneer rundt i landet, bor jeg altid på enten bed & breakfast eller privat indkvartering. Engang boede jeg på en B&B på Mors. Om aftenen sad jeg på mit værelse og hørte konen i huset spørge manden, om de ikke skulle invitere mig ned til te i stuen. Han svarede, at han ikke kunne holde ud at høre på mig og alt mit økologi. De inviterede mig ned alligevel, og han sagde med det samme, hvorfor han ikke kunne lide mig. Den aften endte med, at jeg nær aldrig var kommet i seng, fordi de blev så grebet af det, jeg fortalte. Til sidst spurgte de, om jeg ville flytte ind. Jeg tror efterhånden, jeg har holdt 2700 foredrag om økologi og bæredygtighed, og jeg har øvet mig i at sprede budskabet. Så længe skoene holder, og Gud vil, bliver jeg ved. Det er sjovt at tænke på, at det hele var noget, jeg lærte på en gård på Stevns under Anden Verdenskrig.