Kære brevkasse: Jeg føler mig svigtet af mine veninder

Hjemmets brevkasse

Jeg er en af de kvinder, der har svært ved at sige nej til folk, når de kommer og beder mig om hjælp. Det har jeg et par veninder i nabolaget, der i tidernes løb har gjort god brug af.

Nu har jeg desværre efterhånden erfaret, at hjælpsomheden ikke går den anden vej. Min mand døde af kræft for tre år siden, og selvom de alle tre kom til begravelsen, så virkede de hver især utilpasse, da jeg senere talte om min sorg. Jeg tænkte derfor, at det med døden måske var for svært for dem at tale om, så jeg gik sorgen igennem med min voksne datter, der bor i København med sin mand og mine to dejlige børnebørn.

Nu er min datter så desværre gået hen og fået konstateret en heldigvis mildere form for sklerose, og vi har naturligvis været meget bange hele vejen igennem forløbet. Fordi hendes mand har et krævende job, blev det mig, der tog tørnen, mens hun blev udredt, og jeg har været mormor på nærmest fuld tid i mange måneder.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Skal jeg gøre det forbi med min kæreste?

Når jeg så vendte hjem til mig selv, trængte jeg til at snakke med nogen, men igen oplevede jeg, at jeg blev afvist. Mine veninder blev utilpasse, de sagde, at de selv havde så meget om ørerne, og de skiftede hurtigt emne og begyndte gerne at tale om sig selv. I stedet for at tale med mig, sender de nu højst en ligegyldig sms engang imellem.

Jeg bliver så ked af det. Syntes du, at jeg skal konfrontere dem, eller risikerer jeg, at de bare løber endnu længere væk fra mig?

Vibeke Dorph svarer

At folk er gode til at tale om sig selv, er ikke ensbetydende med, at de også er gode til at lytte til andre. Tværtimod da, men jeg forstår alligevel godt, hvis du er chokeret og ked af dine veninders opførsel.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Min svigermor vil styre mit liv

Jeg tror dog desværre, at de fleste af os i løbet af livet kommer til at stå i en situation lig din, hvor de, man troede, ville være der for én, pludselig er over alle bjerge. Jeg erfarede det selv, da jeg i sin tid stod i en svær krise, hvor en del af mine såkaldte venner enten ikke magtede mig og min krise eller ikke gad mig, så længe jeg var nede med flaget. Her oplevede jeg dog heldigvis også, at ellers perifere venner pludselig forvandlede sig til de tætteste af slagsen og blev til sjælevenner, som jeg for altid vil være taknemmelig over for og derfor også altid vil være der for.

Den oplevelse kunne jeg godt ønske dig få, men det kunne jo tyde på, at det desværre ikke lige blive med dine tre venner her, men prøv alligevel. Hvis du konfronterer dem og fortæller dem, at du savner deres nærvær og venskab, kan det jo være, at det vil bringe jer tættere.

Chancen for, at de ikke ved, hvor meget du har brug for dem lige nu, eksisterer jo også, så prøv at smide kortene på bordet og få talt ud. Flygter de fra dig, jamen, så vink glad og lettet farvel-farvel, for så er de alligevel ikke værd at samle på. Så må du i stedet ud og finde dig nogle nye og bedre venner. Det tager tid og kræver kræfter, ja, men det kan sagtens lade sig gøre, især for et så sødt og omsorgsfuldt menneske som dig.