Kom med til årets fedeste danse-event i København! Klik her

Ludomani

Ludomani

"Jeg har været meget naiv"

Mens hun var højgravid opdagede Louise, at hendes kæreste havde brugt rigtigt mange penge i spillehaller. Han var ludoman, kom i behandling, men faldt igen og igen. Louise lever med en mand, der er afhængig af at spille – og med risikoen for, at han igen ikke kan modstå fristelsen.

Sommeren 2008:
Louise var gravid i ottende måned og på vej hjem for at besøge sine forældre, da hendes bankrådgiver ringede. Egentlig skulle han have fat i Louises kæreste, Karsten, som hun på daværende tidspunkt havde kendt i et års tid. Men Karsten tog ikke telefonen, når parrets bankrådgiver ringede og vendte trods flere henvendelser ikke tilbage. Derfor tog bankrådgiveren nu kontakt til Louise.

– Han begyndte at tale om nogle ubetalte regninger, og jeg syntes i det hele taget, at samtalen bar et underligt sted hen. På et tidspunkt i samtalen sagde min bankrådgiver, at jeg hellere måtte køre ind til siden, for han skulle snakke med mig og havde brug for min fulde opmærksomhed.

Louise og Karstens bankrådgiver fortalte, at han havde mistanke om, at Karsten havde et problem med spil.

– Hvad? Hvor kom det fra? Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det havde han fået HELT galt fat i, for det kunne da ikke passe. Det havde jeg aldrig haft nogen som helst mistanke om. Karsten havde arbejdet som selvstændig, og vi havde først lige fået fælles økonomi i forbindelse med, at vi havde købt hus. Jeg vidste ikke noget om hans økonomi, men han havde altid betalt huslejen til tiden, og jeg havde ikke fornemmet, at han havde haft pengeproblemer. Vores bankrådgiver kunne ud fra kontoudtogene se, at Karsten spillede, og at der flere gange var trukket store beløb på 6.000-7.000 kr. fra spillehaller og spillesteder på hans Dankort. Så beviserne var rimeligt håndgribelige, fortæller 35-årige Louise. 

Fik lån på 450.000 kr.
Hun ringede med det samme til Karsten. Og fik i første omgang en lang røverhistorie om de store beløb, der var blevet trukket.

– Jeg kunne høre, at han begyndte at strikke en løgnehistorie sammen. Så sagde jeg, at vores bankrådgiver havde antydet, at Karsten havde et problem med spil. Så blev der helt stille i telefonen. Og så sagde han, at det var rigtigt nok. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre: Om jeg skulle køre videre op til mine forældre eller tage hjem til Karsten eller noget helt tredje. Jeg var kæmpegravid, og vi skulle snart giftes, men vi talte lidt sammen, og Karsten syntes ikke, der var nogen grund til, jeg kørte hjem til ham, så jeg kørte op til mine forældre. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at vi jo måtte få ryddet op i hans spilleproblem – og at det nok ikke var så slemt...

Men det var det, viste det sig, da parret kort efter var til møde i banken for at få opklaret, hvor mange penge, Karsten havde brugt på spil. Og hvordan han havde finansieret sin afhængighed.

– Han havde dels taget rigtigt mange hurtige lån med skyhøje renter, og derudover var der en masse rod i økonomien fra den periode, han var selvstændig. Desuden var der en masse regninger, som Karsten ikke havde betalt, fordi han simpelthen ikke havde haft pengene. De var gået til spil.

Louise og Karsten fik en aftale med banken om et banklån på 450.000 kr. ved siden af deres realkreditforeningslån på to millioner.

– Da vi gik derfra, syntes jeg, at det hele var meget uoverskueligt, fordi vi lige pludselig stod med en kæmpegæld, som vi kommer til at betale af på de næste mange, mange år. Karsten var også meget ulykkelig over situationen, men jeg kunne også mærke på ham, at han var kommet af med en kæmpe byrde, som han havde gået med i mange år, fordi nogen nu kendte hans problem. Og jeg tænkte, at NU skulle det hele nok gå, for nu havde vi jo fået en aftale med banken og fået alt ud i det åbne.

Parret valgte dog ikke at fortælle nogen af deres venner eller familie om Karstens ludomani.

– Jeg var simpelthen så flov over situationen. Jeg var dels flov over, at jeg ikke havde opdaget, at Karsten havde et problem med spil, og så var jeg flov over, at… Jamen, når jeg ser et billede af en spillehal for mit indre blik, så har jeg altid syntes, at det var den laveste del af Danmarks befolkning, der sad der – folk, som ikke har noget netværk eller andre steder at gå hen. Jeg syntes, det var flovt, at Karsten var afhængig af at komme der og spille. Derfor holdt vi hans ludomani for os selv.

Fik tilbagefald
Sidst på sommeren fødte Louise sønnen Gustav. Karstens ludomani fortrængte hun.

– Jeg prøvede hele tiden at skyde Karstens problem fra mig. Han fik et Dankort til vores fælles konto, selv om banken var usikker på, om det var en god ide. Men jeg syntes, han skulle have det, dels fordi jeg syntes, det var besværligt og lidt pinligt, hvis han skulle stå som en lille skoledreng og have lommepenge af mig, dels fordi jeg følte, der var taget hånd om problemet.

I starten af efteråret blev parret gift. Men en uge efter brylluppet kunne Louise ikke få fat i Karsten, da hun ringede ham op. Og mistanken lurede.

– Jeg fik en fornemmelse af, at Karsten var ude at spille. Og ganske rigtigt. Da jeg sendte ham en sms om, hvor han var henne, skrev han, at han sad og tænkte ude på stranden. Og at han havde spillet for rigtig mange penge. Jeg prøvede selvfølgelig at ringe ham op, men han ringede ikke tilbage, så jeg sendte en sms, hvor jeg skrev, at hvis han ikke ringede tilbage med det samme, ville jeg ringe til hans søster og fortælle det hele. Men det havde han allerede gjort, fortalte han via en sms.

Læs også: ADHD: Børn mangler faste rammer

Louises svigerinde tog ud for at hente Karsten og ventede i indkørslen, mens han gik alene ind til Louise. Og brød helt sammen.

– Han indrømmede, at han havde et seriøst problem med spil. Og det var nok først der, det gik op for mig, hvor alvorlig hans ludomani var.

Sammen med Karsten, hans søster og hendes mand lagde familien en plan, hvor de aftalte, at Karsten skulle i behandling på Center for Ludomani i Århus. Louise deltog i møder for pårørende, og Karsten gik både til samtale på centeret og hos den psykolog, han havde fået en henvisning på fra sin læge. I det næste halvandet år lod det til, at Karstens ludomani var kommet under kontrol. Han havde ikke noget Dankort, men fik lommepenge af Louise og havde boner med hjem, så hun kunne tjekke, at han ikke brugte de penge, han eventuelt fik tilbage, til spil.

Men sidste forår var den gal igen.

– En dag i maj måned sidste år kunne jeg igen ikke få fat i Karsten, og den dag havde han Dankortet med sig, fordi han skulle bruge det til benzin. Da jeg endelig fik fat på ham, spurgte jeg, om han havde spillet. Det havde han. Min svigerinde og jeg kørte ham til psykiatrisk skadeskue, for han var helt apatisk og sad bare og stirrede ud i luften. Vi blev sendt hjem igen, men han fik en samtale med en psykiater, der mente, at Karsten skulle have antidepressiv medicin.

Efter et par måneder begyndte medicinen at hjælpe Karsten fysisk og psykisk. Faktisk hjalp medicinen så godt, at Louise sidste sommer syntes, Karsten skulle til at trappe ned.

– Der var jo ingen grund til, at han tog al den medicin, når han nu havde det godt igen. Så kunne det godt komme ned på et lidt mere normalt leje, syntes jeg.

Var det fordi, du ikke kunne lide tanken om, at du havde en mand, der tog medicin?
– Nej… eller jo, det var det jo egentlig nok, for hvorfor skulle jeg ellers synes, han skulle trappe ned? Jeg havde måske lidt… brug for at få ham ned, for jeg syntes måske, det var lidt pinligt eller synd for Karsten, at han skulle tage antidepressiv medicin. Jeg kunne i hvert fald godt mærke, at det var mit projekt, at Karsten skulle trappe ned. Han havde ikke noget behov for at ændre dosis og var lidt modvillig omkring det. Han har også efterfølgende sagt, at han kunne mærke, det var et stort ønske for mig, at han trappede ned – og det ville han gerne efterkomme.

„Jeg tror, han kan helbredes“
Louise følte, at der igen var styr på tingene, og familien holdt jul.

– Alt var godt, syntes jeg. Men så… i marts i år kom der en halvlunken historie fra Karsten om nogle penge, der var hævet på vores Dankort. Da jeg spurgte, hvad han havde lavet, hvor han havde været henne, og om han havde spillet, svarede han ja. Og det viste sig, at det havde han gjort siden september sidste år, altså i et halvt års tid. Da jeg fik det at vide, ramlede min verden. For jeg tænkte: „Ikke igen“. Jeg troede, vi havde fået styr på hans ludomani. Og så viste det sig, at han havde spillet i et halvt år, uden jeg havde set nogen som helst signaler. Jeg brød helt sammen og følte slet ikke, at jeg kunne blive hos ham længere. Jeg tænkte, at Karsten var så afhængig af spil, at jeg tvivlede på, han nogensinde kunne komme ud af det igen. Jeg var et stort virvar og vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde allermest lyst til at tage Gustav og flytte fra ham, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst. Men vi talte grundigt om det, skændtes og råbte og blev enige om igen at kontakte Center for Ludomani, hvor han stadig er i behandling, ligesom han også er blevet sat op i medicindosis igen.  

Hvordan var det at opdage, han havde løjet i et halvt år?
– Jeg føler ikke, at det, Karsten og jeg har foretaget os i det halve år, har betydet noget, for det hele har jo bygget på en løgn. Han siger godt nok, at han har været den samme, men… jeg føler, at når vi har pjattet og hygget os, så har han vidst og haft i baghovedet, at han havde spillet den dag og fortiet det over for mig. Det har også betydet, at jeg i dag ser spøgelser overalt og har utrolig svært ved at stole på Karsten. Og jeg føler, jeg har været meget naiv.

Hvad har du lært af det?
– Det, jeg har lært af det, vi har været igennem, er, at man aldrig nogensinde vil høre mig sige: „Jeg kan ikke forstå, hun finder sig i det eller det“ – for man ved ikke, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge, før man selv har været der. Jeg kan godt sidde her og sige, at hvis Karsten spiller igen om et års tid, SÅ er det virkelig slut, men jeg ved ikke med sikkerhed, hvordan jeg har det med det om et år. En af mine veninder har også spurgt, hvad jeg ville have gjort, hvis Gustav ikke var her. Det kan jeg ikke svare på. For han er her jo. Måske havde det hele set anderledes ud, hvis han ikke havde været her. Måske var jeg gået fra Karsten allerede første gang, jeg havde opdaget, han spillede. Det kan jeg ikke svare på.

Hvorfor bliver du?
– Fordi jeg tror på, at han kommer over sin ludomani. Og så er han jo stadig den mand, jeg forelskede mig i, selv om vores forhold selvfølgelig har lidt et knæk undervejs. Men på sin vis har det hele også bundet os sammen, fordi vi har oplevet utrolig meget sammen. Hvis jeg havde jeg hørt min egen historie før, jeg selv sad i situationen, er jeg sikker på, at jeg ville have sagt: „Hun er eddermame naiv. Se dog at komme af sted, for det er da ikke sidste gang, han svigter.“ Men det er bare noget andet, når man selv sidder i det. Jeg elsker Karsten, vi har et barn sammen, og han har alt det, min mand skal have. Og så har han en brist, der er dårlig for os, men det kan jeg godt leve med, i hvert fald foreløbig. 

Hvorfor kan du det?
– Fordi jeg godt tror, at man kan helbrede Karsten. Men jeg tror også, det kræver meget. Både af ham selv og ved hjælp af terapi.


Louise og Karsten har ønsket at være anonyme. Redaktionen kender de rigtige navne.


Læs også: Louise blev forladt ved alteret

Fakta

88 % af alle ludomaner er mænd.
41 % spiller på automater.
19 % spiller på Oddset.
10 % spiller poker på nettet.
Det gennemsnitlige forbrug per måned på spil er 9.000 kr.
40 % af alle ludomaner gennemfører en behandling for deres afhængighed.
29 % har begået kriminalitet til at dække forbrug af spil.
Ca. 1/3 af alle ludomaner har haft selvmordstanker.
44 % af alle ludomaner spiller på nettet. Tallet er stigende.

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi