Karriere eller børn – skal du virkelig vælge?

Foto: Christian Petersen Karriere eller børn – skal du virkelig vælge?

Karriere eller børn – skal du virkelig vælge?

Det forventes, at vi lægger vores liv i jobbet og efteruddanner os, til blodet sprøjter, siger arbejdsmarkeds- og kønsforsker Karen Sjørup. Problemet er jo bare, at vi også gerne vil være sammen med vores børn. Men skal du tage valget mellem børn og karriere? Eller kan du få det hele?

Hvad er det første, der falder ud mellem dine læber, når du sat dig godt til rette ved et middagsselskab, drejer hovedet og ser en fuldstændig ukendt bordherre? Smalltalkens mysterier efterlader ikke mange muligheder for at sætte af. De fleste tyr til klassikeren: "Hvad laver du så?". Det er et ufarligt spørgsmål, men vi går også bare nysgerrigt ud fra, at den endnu fremmede sidemands beskæftigelse siger noget om, hvem han er. Og vi stikker da også vores eget visitkort retur.

I denne del af serien om den danske kvinde anno 2013 ser vi på jobbets betydning for kvinder i dag. I ALT for damerne og Megafons store kvindeundersøgelse, svarer 52 procent, at det er vigtigt at kunne sige om sig selv, at man har et arbejde, når man skal præsentere sig selv for en bordherre. Og 82 procent mener, at det er vigtigt, at man brænder for sit arbejde. Men hvorfor fylder jobbet så meget? Ifølge arbejdsmarkeds- og kønsforsker Karen Sjørup ligger det simpelthen i tiden, at vores job er en statusmarkør. En strømning som begyndte, da vidensamfundet afløste det gamle lønmodtagersamfund i 1980'erne. Samtidig mistede vi retten til at være herre over vores egen tid, når arbejdsdagen er overstået.

– Vores samfund er stærkt individualistisk, og der bliver lagt stor vægt på den enkeltes engagement i sit arbejde. Man forventes at være ét med sit arbejde og lægge sit liv i sit job. Du skal give dig 100 procent, og du skal uddanne og efteruddanne dig, til blodet sprøjter, siger Karen Sjørup.

LÆS OGSÅ på Eurowoman.dk: Børn og karriere: Den store kabale

Hvis det er en opfattelse, du genkender, er du ikke alene. 65 procent af kvinderne i ALT for damernes kvindeundersøgelse føler sig pressede i hverdagen, og 66 procent af dem oplever, at presset kommer fra deres arbejde.

Familien som prestigeprojekt
Men det er ikke kun arbejdsgivere, der sætter produktiviteten højt. Sidste år udtalte statsminister Helle Thorning Schmidt til den engelske avis The Times: "Det er spild, at veluddannede kvinder går hjemme.". Det skabte en del røre i det britiske, hvor enten far eller mor er hjemmegående i 1,2 mio. familier. Men debatten er også væsentlig herhjemme i en tid, hvor rigtig mange kvinder forsøger at finde balancen mellem et spændende arbejde og projekt "god mor", og stadig flere kvinder vælger at gå på deltid. Ifølge Beskæftigelsesministeriet er 4 ud af 10 kvinder på deltid. I 2002 var det kun 30 procent. Tal, som hænger godt sammen med ALT for damernes kvindeundersøgelse, der viser, at 71 procent af de danske kvinder mener, at samfundet er for fokuseret på, at vi hele arbejdslivet skal være i fuld beskæftigelse. Kvinderne vil vælge selv, og mange føler sig splittede, for familielivet er også blevet en vigtig identitetsmarkør, fortæller sociolog Anna Sofie Bach.

– Det er på nogle punkter glædeligt, for tidligere var billedet af super-karrierekvinden, at hun valgte familielivet fra. Der er nogle forestillinger i samfundet om, hvordan en kvinde er en rigtig kvinde – og hvem er hun, hvis hun ikke vil have børn? Familien er blevet et prestigeprojekt. Men dilemmaet opstår, når kvinderne føler, at der ikke er tid nok i døgnet til at leve op til den forestilling, de har om, hvad man skal kunne begge steder.

Ligestilling går fløjten
Er det så ikke en fair løsning at hive et par år ud og skrue ned for karriereblusset og trække i forklædet, mens ungerne bruger ble?

Det er et personligt valg, mener Karen Sjørup. Men hun påpeger som statsministeren, at man er forpligtet til at bruge sine kompetencer, hvis man har taget en dyr uddannelse på statens regning. Samtidig er der en risiko for at blive overhalet af de andre kvinder på samme alder, hvis man bruger for meget tid på at passe børn. Og så er der faren for, at ligestillingen i hjemmet kan gå fløjten.

– Fra et menneskeligt perspektiv er det rimeligt nok, at man får lov at glæde sig over sine børn, mens de er små. Men at man går ned i tid og i den grad bliver husmor, og manden vænner sig til, at kvinden køber ind og laver mad til hverdag, er også til fare for kvinders fremtidige erhvervsliv, siger Karen Sjørup.

Selvom flere kvinder vælger at gå på deltid, viser tal fra Danmarks Statistik, at kvinder med børn arbejder mere end kvinder uden børn. Faktisk er beskæftigelsesfrekvensen 80 procent for de danske mødre i alderen 35-39 år (godt nok siger tallene intet om, hvor mange af dem, der er på deltid). Men mange kvinder i den alder har relativt små børn. Så måske er debatten mellem speltmødre og karrierekvinder passé?

– Det er fint, at debatten bliver holdt levende, så de unge karrierekvinder også kan være med til at diskutere, hvordan man løser dilemmaet mellem familie og arbejdsliv. Det er en ligestillingsdiskussion, hvor der ikke er nogen endegyldige svar. Men måske er det en god idé at få sine børn med nogle flere års mellemrum, så man kan få karrieren på skinner indimellem. Jeg tror ikke, at kvinder er tilstrækkelig bevidste om, hvad fire år uden for arbejdsmarkedet betyder i dag, siger Karen Sjørup.

Lige meget om du vælger børnene eller karrieren, har dit valg store konsekvenser. Det fortæller de to kvinder, som du kan møde på de næste sider.
82 procent mener, at det er vigtigt, at man brænder for sit arbejde.
97 procent mener, at det er vigtigt at finde tid i hverdagen til at spise måltiderne sammen med familien.
39 procent mener, at succes i dag er lig med karriereambitioner og succes på jobbet.
13 procent siger, at deres arbejde eller uddannelse betyder mest for dem i deres liv.

LÆS OGSÅ: 4 trin til en godt måltid med dit barn

"Jeg har ikke lavet om på mit liv, efter børnene er kommet til"
Miriam Igelsø Hvidt havde allerede godt gang i karrieren, da hun fik sit første barn som 38-årig. Og selvom hun i dag er koncerndirektør og arbejder 60 timer om ugen, sætter hun en ære i at køre sin søn i skole hver morgen.

Vil du betegne dig selv som karrierekvinde?
− Jeg hader debatten om karrierekvinder og speltmødre. Der er jo ikke noget, der hedder en karrieremand. Men i og med, at jeg er kvinde og har en karriere, så ja, men jeg er også meget andet. Selvfølgelig fylder mit job meget, som det gør for alle med en stilling på mit niveau. Men billederne af sylespidse skuldre og stiletter, og at man aldrig ser sine børn, kan jeg ikke genkende.

Jeg har ikke haft en karriereplan. Da jeg kom på barsel som 38-årig med mit første barn, var det et naturligt tidspunkt at spørge, om der var andre muligheder på arbejdspladsen. Og det var der, så jeg fik efterfølgende flere forskellige lederjob i koncernen. Man skal engang imellem stikke poten i vejret og sige: "Tag mig". Jeg tror, at kvinder i højere grad end mænd kan sidde og være rigtig dygtige og vente på at blive opdaget. Kvinder har i højere grad brug for et skub, hvor man siger: "Jo, vi tror på dig".

Hvordan ser en dag ud for dig?
– Vi står op klokken halv syv og installerer den lille, som er udviklingshæmmet og har brug for faste morgenritualer, foran Ramasjang, og så styrter vi alle sammen rundt og sørger for morgenmad og tøj. Jeg kører typisk den ældste i skole, og det lægger jeg ret stor vægt på, for det er en hyggelig stund, hvor vi får en god snak. Min mand afleverer min datter i specialbørnehaven, for hun starter først klokken ni, og det bliver for sent for mig. Han arbejder hjemmefra – og arbejder mindre end mig – så det er ham, der henter og kører til fodbold og er grunden til, at det hele kan hænge sammen. Jeg er hjemme igen klokken 18, og så spiser vi som regel sammen. Fra klokken 20 arbejder jeg igen, og det er meget forskelligt, hvor sent det bliver.

Har det aldrig været dig, der hentede børnene fast?
– Nej, for vi fik børnene sent. De er født ind i min karriere. Så på den måde har jeg ikke lavet om på mit liv, efter de er kommet til. Jeg havde en oplevelse, da Anders gik i skolefritidsordning, hvor jeg en sjælden gang hentede. Da jeg kom, gjaldede en pædagog ud over området: "Gud er det dig, der er Anders mor? Dig har jeg da aldrig set før!" Det rammer mig da, og jeg følte mig udstillet. Men hvorfor er det bedre for børn at blive hentet af deres mor frem for deres far?

Du har tre timer med din datter hver dag, synes du det er nok, når du har valgt at få børn?
– Det kommer hurtigt til at handle om, hvad der er "nok" og "det rigtige". Hvis jeg ser det fra min datters perspektiv, synes jeg, at hun har et fint liv, for hun har mange timer i alt med begge sine forældre og andre gode mennesker omkring sig. Jeg kunne godt tænke mig at være mere sammen med hende i hverdagen, for der kan godt gå lidt produktion i det. Men jeg kan sagtens være okay med at leve sådan her de næste ti år. Der er jo også weekender og ferier, hvor vi er meget sammen. Jeg kan godt have en fortrydelse over det, hvis jeg går glip af noget med børnene, fordi jeg skal arbejde. Engang skulle Anders optræde i en skolekomedie, og jeg havde et vigtigt direktionsmøde, så blev jeg nødt til at sige til ham, at jeg ikke kunne komme. Det er jeg ked af både for hans og for min egen skyld, for det er da sådan nogle rørende øjeblikke i mine børns liv, hvor jeg gerne vil være der.

Er det sværere for kvinder at vælge karrieren til end for mænd?
– Jeg tror, at kvinder i højere grad har en samvittighed og opmærksomhed rettet mod, hvordan andre opfatter dem, og hvad de bør, end mænd har. Der er andre forventninger til det gode moderskab og det rigtige moderskab, end der er til faderollen. Det har aldrig ligget for mig, at jeg kunne vælge at blive hjemmegående eller skifte spor. Arbejdet er en stor del af min identitet, og jeg kunne ikke forestille mig ikke at arbejde. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle vælge mellem børn eller en karriere. Dybest set kan jeg ikke se, at jeg bliver ringere eller bedre af de valg, jeg har truffet. Jeg tror, at mange kvinder tror, at der bliver set skævt til dem, men det kommer indefra. Jeg mener godt, at man både kan have en karriere og være en god mor og kone og lejlighedsvis bage og smøre økologiske madpakker, men man er nødt til at træffe nogle valg. Der er bare ting, man ikke kan nå, og det er man nødt til at slutte fred med sig selv om. Det er legitimt at købe sig til noget hjælp og sige højt, at man ikke kan klare det hele selv. Det skal kvinder lære.

Miriam Igelsø Hvidt, 48 år, koncerndirektør i TDC.
Gift med Michael og har en dreng på 10 år og en udviklingshæmmet pige på 6 år.
Arbejder i gennemsnit 60 timer om ugen.


"Jeg tror ikke på to karrierejobs i én familie"
Da Henriette Troelstrup fik sit andet barn, tog hun et mindre spændende job for at gå på deltid og være sammen med sine piger. Men når børnene er store nok, skal hun tilbage på fuld tid og have gang i karrieren.

Hvorfor er du på deltid?
– Jeg har arbejdet i butik i mange år og blev afdelingsleder som 25-årig, hvorefter jeg blev gravid. Vi fik de to ældste piger lige efter hinanden – jeg var kun på arbejde i to måneder, inden vi fik nummer to. Og dér kunne jeg mærke, at det ikke duede at være afdelingsleder og arbejde i weekender og til klokken ni to-tre gange om ugen. Jeg ville hellere være sammen med mine børn. Så i slutningen af min anden barsel sendte jeg en uopfordret ansøgning til min nuværende arbejdsplads og blev kaldt til samtale. Efter et par dage blev jeg ringet op og tilbudt både en fuldtidsstilling og en deltidsstilling, og selvom deltidsjobbet var noget mindre spændende, sagde jeg: "Fint, det er det, jeg tager". Der blev helt stille i den anden ende. Men på den måde kunne vi få det til at hænge sammen derhjemme. Min mand rejste meget i Østen, så alternativet ville være at få en au pair. Jeg tror ikke på to karrierejobs i én familie, medmindre man udliciterer nogle opgaver til andre.

Føler du, at du giver køb på en karriere?
­– Nej slet ikke. Jeg er 38, og jeg har måske 25 år på arbejdsmarkedet endnu, så det er okay, at jeg har brugt de sidste 10 år på mine børn. Efterhånden som børnene bliver større, er der mere tid til mig og spørgsmålet om, hvem jeg er i det her. Derfor er jeg begyndt at læse en merkonomuddannelse om aftenen. Jeg skal sikkert på fuld tid igen om nogle år, og så vil jeg have et endnu mere spændende job. Mange unge mennesker er kommet på arbejdsmarkedet, mens jeg har været på deltid, og skal jeg på niveau med dem, må jeg tage noget ekstra uddannelse. Jeg stiller ikke de samme krav til mine arbejdsopgaver nu, som jeg ville have gjort, hvis jeg var på fuld tid.

Hvorfor blev det dig og ikke din mand, der gik på deltid?
– Det var helt klart et økonomisk spørgsmål, fordi han har den bærende del af vores indtægt. Men han gav heller ikke udtryk for, at han gerne ville på deltid og være sammen med børnene. Der kan være dage – særligt da han rejste meget – hvor jeg tænker: "Øv så sidder jeg bare hjemme med ungerne". Men så prøver jeg at vende den. For hvad er det, han får, som jeg ikke kan få senere? Den tid, jeg får med børnene, kan han ikke få om ti år. På nogle områder giver det naturligvis en ulighed i parforholdet. For et par år siden stoppede han med at rejse så meget. Det skulle vi lige vænne os til, og jeg måtte indimellem sige til pigerne: "Spørg far, han er her.".

Hvad har børnene fået, som de ikke ville have fået, hvis du var på fuld tid?
– De har fået en ro og hungrer ikke efter at være sammen med mig hele tiden, fordi der har været så meget plads til at være sammen. De tænker ikke, at nu er mor her lige fra 17-18, inden hun skal videre til et møde. Og så har vi lavet rigtig mange skægge ting – kørt til vandet, malet malerier, bagt en masse kager og taget i svømmehallen om eftermiddagen. Jeg er privilegeret, at jeg kan vælge. Men jeg er ikke en bedre mor, end jeg ellers ville have været. Jeg har det bare godt med mig selv og kan se mig selv i øjnene, fordi jeg har prioriteret, som jeg gerne ville.

Hvad har der været af konsekvenser?
– Jeg ser indimellem en spændende ledig stilling på min nuværende arbejdsplads, og selvom jeg måske har den rigtige profil, kan jeg ikke tilbyde min arbejdskraft på fuldtid. Det er da surt, men jeg har samtidig en god følelse ved at have styr på mine prioriteter. Jeg mener, man præsterer anderledes på deltid og er mere effektiv, fordi man vil gå til tiden. Andre ser nok lidt større på, om de bliver en halv eller hel time ekstra, fordi de har valgt at prioritere jobbet. Jeg har en anden indstilling, fordi min førsteprioritering er mine børn. Nogle mænd i vores omgangskreds har betragtet mig som... jeg vil ikke sige forkælet, men jeg fornemmer, at de synes, at jeg har det nemt. Jeg har fået nogle stikpiller og fået at vide, at det er forkælet at være på deltid. Men det er også forkælet for min mand, fordi jeg har lavet mad, købt ind og arrangeret børnefødselsdage, mens han har kunnet gøre karriere.

Henriette Troelstrup, 38 år, indkøbsassistent i dagligvarekoncern.
Gift med Thomas og har tre piger på 9, 11 og 12 år.
Arbejder 25 timer om ugen og læser en merkonomuddannelse med undervisning en ugentlig aften.

LÆS OGSÅ: Du er dit barns største udfordring

Sådan gjorde vi

Analysefirmaet Megafon har for ALT for damerne interviewet 1039 kvinder i en kombineret telefon- og internetundersøgelse i februar måned. Inden interviewene gennemførte Megafon en række fokusgrupper for at spore sig ind på de temaer, der optager kvinder i dag.

Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere og Job

610x200_woordy_knap2.jpeg