Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Heino Hansen om at miste sin mor

Heino Hansen har mistet sin mor

Kendt komiker har mistet sin mor: Her er mine seks råd til, hvordan du håndterer venners tab af pårørende

Læs én af årets mest rørende statusopdateringer, der på mindre end et døgn har fået knap 10.000 likes og 2.000 delinger.

– Mit livs værste år er nu slut. Jeg håber at nogen kan få gavn af mine erfaringer <3

LÆS OGSÅ: "På et børnehospice er alle ­dage forskellige, og sådan vil det også ­være juleaften"

Sådan indleder Heino Hansen, der er stand-up komiker og radiovært, sin statusopdatering i går på sin Facebook-profil – en opdatering der i skrivende stund har fået knap 10.000 likes og mere end 2.000 delinger. I den rørende opdatering fortæller komikeren, at tabet af hans mor tidligere på året har fået ham til at indse, hvor svært omverdenen har det ved at takle andres sorg. Til det skriver han:

– Jeg har lagt mærke til, hvor svært det er for mine egne venner/kollegaer at vide, hvilket ben de skal stå på overfor mig efter min mor døde.

Heino Hansen skriver også, at han, inden han mistede sin egen mor, også havde svært ved at finde ud af, hvordan han skulle håndtere andres sorg. Og at det først var da han selv oplevede at miste, at det gik op for ham, hvor vigtigt det er, at pårørende til en pårørende gør noget, for som han siger:

–Det ENESTE du kan gøre forkert er ikke at gøre noget.

I et forsøg på at hjælpe andre i samme situation, som han selv har stået i, giver Heino Hansen til slut 6 gode råd til, hvordan du mestrer at være pårørende til en pårørende. Dem kan du læse i den fine opdatering her.

Mit livs værste år er snart slut. Jeg håber at nogen kan få gavn af mine erfaringer. ❤️
Når jeg en dag skal væk herfra, så vil 2016 med garanti stadig stå for mig som et af de værste år nogensinde.

Torsdag d. 14. Juli døde min elskede mor, Anne Hansen, 61 år gammel.
Der er nu gået et halvt år siden besøgene på Rigshospitalet, samtale med bedemand, rydning af lejlighed, begravelse osv.
Udover at være det værste halve år i mit liv, så har det også lært mig en masse om mennesker, som jeg føler jeg vil dele med jer.
Jeg har lagt mærke til hvor svært det er for mine egne venner/kollegaer at vide hvilket ben de skal stå på overfor mig, efter min mor døde.
"Kunsten" at være pårørende til en pårørende. Den tror jeg er mega undervurderet. Eller, det ER den, det ved jeg. Jeg har selv været det, og jeg har selv set det indefra nu.
Når mine egne venner har mistet en nær, har jeg ikke selv været den bedste til at håndtere det, det ved jeg nu. Jeg ville ønske at jeg vidste hvordan jeg skulle have gjort, så derfor vil jeg skrive åbent om mit forløb - så andre måske kan få glæde af det.
Lad mig starte med at slå fast: Det ENESTE du kan gøre forkert, er ikke at gøre noget. Folk er så bange for at få sagt eller gjort noget forkert, men jeg tror virkelig at jeg taler på mange pårørendes vegne når jeg siger: Vi vil gerne tale om det, vi vil gerne modtage én ekstra sms, vi vil gerne ringes til. Måske svarer vi ikke, men beskeden, opkaldet, krammet eller kaffe-invitationen er i allerhøjeste grad noteret - og det varmer mere end I nogensinde forestiller jer.
Hellere en klodset formulering eller gerning, end at gøre den pårørende til et spøgelse på gangen, der ikke må snakkes direkte til. Til tider kan det sgu næsten være rart med en klodset/vittig bemærkning, der for en stund kan få problemet ned på et menneskeligt plan, fremfor den høj-hellige piedestal ens følelsessystem automatisk har placeret det på.
Hvis du kender én der har mistet en nær, er blevet skilt, eller står i en rigtig dum situation - så snak med vedkommende. Hellere en sms "for meget", end en for lidt. Du forstyrrer ikke, du hjælper. "Er jeg en tæt nok ven til at tage kontakt?". JA. JA JA JA JA! Det viser du faktisk at du er, ved at gøre det.
Det er svært at være pårørende til en pårørende.
Jeg har 6 råd til hvordan du kan håndtere den rolle:

  1. Den første måned er man i en form for chok-mode, så der er sorg-bearbejdningen ikke gået i gang. Der er det vigtigt at ringe, skrive, møde op - ALT hvad du overhovedet overskuer. Ikke stil for mange spørgsmål, bare snak, lyt, vær der.
  2.  Gør noget. Et eller andet. Selv efter flere måneder. Sætningen: "Du må sige til hvis der er noget jeg kan gøre" er helt sikkert velment, men den har sjældent den store effekt (sms'en er DEJLIG at få - men hvis du vil hjælpe med noget konkret, så tag action). Skal en person der er nede i et hul, kunnet uddelegere opgaver til andre? Man ved ikke hvad man skal bede om, så tag en beslutning - og gør det. Hellere skrive "Jeg kommer forbi om en time, og jeg har en pizza med", end at skrive "Du må altså sige til hvis jeg en dag skal komme forbi med en pizza". Man siger ikke til, men man ville blive glad for besøget.
  3. Når en person mister en nær, er personen pårørende til et offer, personen er ikke et offer. Så undgå at behandle pårørende som ofre. F.eks hvis din ven/kollega/studie-makker mister en nær. Så hurtigt som muligt skal du behandle personen som du plejede at gøre. Stille de samme krav. MEN - husk nu at være opmærksom på hvorfor tingene måske ikke altid bliver eksekveret på samme måde som de plejer. Man vil ikke tales efter munden, og man vil ikke have mere ret end man plejer at have. Man vil mærke at tingene er som de plejede at være. Undgå så vidt muligt at lade en person der gennemgår en sorg om at være alene med større opgaver. Følg op på det oftere end du normalt ville, så man ikke føler sig alene med det. Man er slet ikke ude af stand til at arbejde, man er bare mere sårbar, ISÆR når man er alene med sine tanker.
  4. Tænk gerne over hvordan du vil spørge ind. "Hvordan går det" er nemlig et KÆMPE spørgsmål når man er ødelagt indeni. Hvor skal man starte? Find evt et mere specifikt område at spørge ind til. Eksempelvis: "Har du kunnet mærke det i dit forhold at du kæmper med sorg? Og hvordan er udviklingen med det?" Så har man noget specifikt og målbart man kan svare på, og dermed få sig selv til at tænke over. Man prøver jo også selv at blive klogere på det hele - og der hjælper den slags samtaler.
  5. Når en tragisk oplevelse er kommet på afstand, er det helt naturligt at man italesætter den mindre, både som pårørende, og som pårørende til pårørende. Men gør det gerne en gang imellem, selv hvis det til sidst er med et års mellemrum. Nu er jeg ikke selv kommet så langt endnu, men jeg vil gerne lægge hovedet på blokken: Hvis nogen sætter sig ned om 5 år og spørger: Det der med din mor i 2016, hvordan med det.. Hvor tit tænker du på hende i dag? - så vil det stadig varme ligeså meget.
  6.  Giv valgmuligheder, fremfor at give et ja/nej valg. Så i stedet for at skrive "skal vi ses?", så kan du skrive "Vi skal ses. Hvad har du mest brug for? At snakke, en tur i byen eller bare at chille til en serie?"

Det var mine 6 råd, håber du kan bruge dem. Lad mig endnu engang slå fast, og det kan ikke siges nok: Det eneste du kan gøre forkert er IKKE at gøre noget.
Hvis din ven står i et fysisk hul og kæmper for at komme op, så vil du selvfølgelig give ham/hende en hånd med at komme op. Det samme gælder de psykiske huller man står i. Står din ven i et psykisk hul, hoppende og kæmpende for at komme op, så husk at din hjælp er uundværlig - og den behøver ikke engang at være andet end en uventet sms. Sorg kan overtales og gennemleves til at gå til ro, men den hader at blive ignoreret. Savnet vil altid være der, men sorgen er en grim én der skal væk - og det er et fællesprojekt i vennekredsen, familien, på arbejdspladsen og i sportsklubben - husk det.

LÆS OGSÅ: Mick Øgendahls facade krakelerede i modtagelsen på psykiatrisk afdeling

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha og sønnen Emil: "Når man er et hold, kan man klare næsten alt i verden"

LÆS OGSÅ: "Kvinder kan være hinandens bedste venner og hinandens værste fjender"

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Døden, Familieliv, Sorg og Interview