Esther M. Kjeldahl

Foto: Dennis Morton Esther M. Kjeldahl har en BA i filosofi og matematik fra Københavns Universitet og en MSc Philosophy and Public Policy fra London School of Economics. Hun er medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse, debattør, foredragsholder og forfatter til bogen Vi er sammen om at mærke det.

Klimaaktivist og filosof om klimakrisen: “Det ansvar er der ingen, der kan bære”

Klimaaktivist og filosof, Esther M. Kjeldahl, 26, har brugt nedlukningen på at skrive en håndbog til klimabekymrede unge, Vi er sammen om at mærke det, som også burde være pensum for ældre generationer. Her deler hun sine bekymringer over fortidens usunde kulturer og forbrugsmønstre – og sit håb for den blomstrende aktivisme.

I din bog skriver du, at det er en afledningsmanøvre, når vi fokuserer på den enkeltes indsats i klimakampen. Hvorfor?

“Fordi de af os, der tager opgaven fuldt og helt på os og prøver at følge samtlige råd om ikke at flyve, spise vegansk og genbruge, bruger enorme mængder energi på at leve op til de høje grønne standarder. Det er hårdt, særligt i en social kontekst, fordi den individuelle aktivisme ofte giver anledning til konflikt og hån: “Hvis du går så meget op i klimaet, hvorfor har du så lædersko på?” Den kollektive opmærksomhed bliver rettet mod petitesser i stedet for den egentlige årsag, nemlig, at der er nogle få giganter, der har tjent stort på CO2-udledning gennem tiden og drevet massiv rovdrift på naturen, fx olie- og kødindustrien. Og de vil hele tiden producere mere. Det skal politikerne regulere. Det er de manglende konsekvenser over for dem, der forurener big time, som er det egentlige problem.” 

Hvorfor er den ældre generation så relativt upåvirkede af klimaproblemernes omfang? 

“Jeg tror, det har stor betydning, at mange af dem ikke er blevet fodret med fakta om det i skolen. De har ikke haft en autoritet, der har banket det ind i hovedet på dem i en alder, hvor de virkelig var modtagelige på samme måde som min generation. Til gengæld er de vokset op i en tid, hvor rejser, store biler og den store Weber-grill var lig med succes, og statussymboler udgjorde den positive fortælling. Pludselig skal de erkende, at de har jagtet noget hele livet, der er destruktivt i den store sammenhæng. De er fanget i deres fortid og har forskanset sig i forbruget. Hvordan kommer de ud?”

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenberg om klimakatastrofer: "Vi har skabt en fremtid, vores børn skal lære at leve i"

Har politikerne sovet i timen?

“Ja, det har de. Et af de fag, jeg tog, da jeg læste filosofi, belyste en hel central problematik: Når du som politiker prøver at bremse klimakrisen, kommer der ikke noget synligt, hurtigt resultat, som du kan vinde stemmer på her og nu. Derfor er det nemmere at bevare status quo og sende regningen videre til den næste i rækken. Politikerne bliver desuden ved med at undervurdere befolkningen og tro, at vi bare vil have bøffer og fladskærme. De lever i nogle andre luftlag end os andre, og de er omgivet af kortsigtede opportunister, som ikke har forstået, at de fleste i befolkningen er dybt påvirkede af klimakrisen. En anden udfordring er, at Christiansborg er belejret af lobbyister fra industrien. Os, der råber nede på gaden, har slet ikke samme adgang til magtens rum, som lobbyisterne har.”

Hvem stemmer du så på?

“Jeg ved det ikke. Jeg er meget desillusioneret og tør ikke stole på nogen. Jeg vil hellere presse alle politikere på én gang, frem for at tro, at et parti kan løse problemerne.” 

LÆS OGSÅ: ”Det er et privilegie at lære om racisme og ikke opleve det”

Den canadiske klimaaktivist Naomi Klein taler i sin bog No Is Not Enough om, at vi er ‘The Leap Generation’ – vi skal tage et dramatisk radikalt opgør nu fremfor små grønne skridt. Hvad mener du?

“Jeg er helt enig. Et af mine vigtigste budskaber er, at vi skal sige sandheden om klimakrisen. Vi skal væk fra al den bullshit-snak. Cut the crap. Lad os nu bare være ærlige om, hvor dårligt det går. Vi må skære igennem, sige fra og vise tænder. Vi kan jo se fra sexismedebatten, at det virker, når vi står sammen og siger fra i fællesskab og går radikalt til værks. Det er folk mere klar til end nogensinde.”

Har 2020 været et godt eller dårligt år for klimakampen? 

“Det har været udfordrende, at vi ikke har kunnet mødes fysisk i større forsamlinger, for det er tit det synlige, store fællesskab, der giver os en selvsikkerhed og vished om, at vi er mange, der kæmper sammen. Omvendt har de store emner i år, corona, Black Lives Matter og opgøret med sexisme, vist os alle, at nu tager vi verden alvorligt. Vi kan ikke bare være ironisk distancerede og lave sjov med det hele længere. Det ser jeg som en positiv ting. Og hvis sexismedebatten fjerner nogle hvide midaldrende mænd fra magten, er det jo lykkeligt. For undersøgelser viser, at kvindelige ledere sætter respekten for klima, børn og minoritetsgrupper mere i fokus. De lader deres ego fylde mindre.”

Din bog hedder Vi er sammen om at mærke det, men er vi virkelig det? 

“Vi står ikke lige meget sammen om at løse udfordringerne, men vi er jo sammen om at leve her, og vi er mange flere, der er følelsesmæssigt påvirkede af klimaets tilstand, end man lige tror. Min pointe er, at vi er sammen om at mærke uretfærdigheden, selv om vi ikke alle oplever konsekvenserne i lige høj grad. Og her spiller generationsaspektet ind. Jo yngre vi er, jo længere skal vi leve i det mareridt, der venter os. Men der er jo også masser af ældre, der er bange og kede af det på deres børns vegne. Jeg tror, det ville ændre meget, hvis flere børn og unge tog bladet fra munden og turde sige højt: “Jeg har klimaangst, jeg kan ikke sove.” Det ville rykke på de mere upåvirkede voksnes syn på sagen.” 

Hvordan kan vi som individer gøre en forskel?

“Det vigtigste, vi kan gøre, er at tale om klimakrisen med dem i vores omgangskreds. Det er der, vi kan skabe fællesskaber. Og det er langt federe at være del af et klimafællesskab end at tro, at vi skal tage hele ansvaret på vores skuldre. Det ansvar er der ingen, der kan bære.” 

LÆS OGSÅ: Oprøret er i fuld gang: Hvorfor er ungdommen så vred?

Hvad ville du først indføre, hvis du var statsminister?

“Jeg ville lave en storstilet indsats for at afvikle industriel animalsk produktion på en måde, der er omsorgsfuld over for landmændene og sørge for, at pladsen blev sat fri, så jorden kunne regenerere sig selv.”

Er du selv håbefuld eller desillusioneret? 

“Jeg er desillusioneret over dem, der har magten. Jeg tror ikke, at de er der for os. Jeg er meget skuffet over Socialdemokratiet. Men jeg er enormt glad for hele den aktivisme, der er opblomstret i 2020. Den kritiske bevidsthed, der vokser alle steder. Jeg lærer selv så meget hele tiden fra kunsten og den feministiske litteratur. Engagementet blomstrer, nu skal vi bare presse de voksne magthavere, indtil der kommer en ny type af ledere til.”

Hvad kan vi bruge coronaårets isolation og frustration til i den kommende tid?

“I bund og grund får vi tid til at reflektere over, hvad det er for et samfund, vi gerne vil leve i. Hvilken dagsorden vil vi fremme? Jeg håber, det bliver det omsorgsfulde samfund, hvor vi tager hånd om dem, der har det svært, insekter, fugle og vilde dyr, og hvor dem der får magt, passer på os og kigger på fælleskabets og ikke kun deres eget kortsigtede bedste. Pandemien gav os en god fælleserfaring. Selvfølgeligheder og ‘ret’ til forbrug blev udfordret, og vi indskrænkede velvilligt vores frihed til det fælles bedste. Så vi har argumenterne på plads nu: Omstillingen kan godt lade sig gøre, for samfundssind eksisterer.” 

Hvordan tror du, 2021 bliver? 

“Jeg tror, at der kommer endnu mere utilfredshed i befolkningen. Dinosaur-lederne bliver stillet til regnskab for deres dårlige, visionsløse og destruktive ledelse. Der kommer mere af alt det oprør, vi har set i 2020. Nu må give luft til den vrede, der har bygget sig op og sige fra. Der bliver flere, der blander sig og siger slut.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Klima, Livsstil, Interview og Kvinder du skal kende