Klumme: Så fyld da, kvinde!

Måske har du prøvet at servere en veltimet, satirisk joke med dobbelt skrue og overraskelseseffekt i et selskab af mandemænd af det stikmodsatte køn? Hvis du hugger dem direkte i vommen med din joke, så kan du faktisk tvinge en latter ud af dem. Men hurtigt lægger de fjæset i cool folder igen. De husker pludselig, at kvinder ikke er sjove. Den slags kan godt gøre én lidt betuttet og bange for at fylde samt bruge humorens sociale magt.

Er der til gengæld én af deres egne helt vildt cis-kønnede alfahantyper, der smider en forudsigelig onkel-joke eller råber ”patter”, så breder en decideret krampelatter sig. I lang tid. Jeg griner også med. Højt og fjoget. Vil jo gerne være med i hulen.

LÆS OGSÅ: Annette Heick: "Disse to begivenheder har ændret mit liv"

Reglen er, at alfahanner får mindst 10 sekunders ekstra latter, selv for de virkelig sløje jokes. Og selv hans mest banale betragtninger får selskabets store øjne og anerkendende nik. I det hele taget er det sådan, at ordvalg og sociale omgangsformer konstant minder kvinder om deres plads.

Sidste år var der en shitstorm mod podcast-duoen Mørkeland. Kritikken gik på, at de ”kvidrede” og ”fnisede” som to skolepiger. Enhver, der har lyttet, ved, det ikke er tilfældet. Deres gennemgang af mordsager er meget sober, og de citerer blot, hvad der allerede har været fremme i medierne. Der kørte samtidig langt mere grænseoverskridende mord-podcasts med mænd som værter, men sjovt nok var der ingen kritik, der eksempelvis lød: ”Som to primitive gorillaer løb de rundt og hev sig i de sproglige nosser, mens de brølede uden empati”. Næ. Her ville man sgu nok være mere saglig.

Senest var det så tv-vært Lise Rønne, der blev kritiseret for at ”vimse” og agere ”småneurotisk”. Kritikere tryner kvinder med ord, der får dem til at fremstå som tomhjernede høns. Intet nyt under solen. Når kvinder fylder for meget, bliver vores køn  brugt imod os.

LÆS OGSÅ: Kvindelige studieværter bakker op om Lise Rønne kronik

Her er det så, vi står ved en skillevej: Vi kan fortsætte med at stikke næsen frem med risiko for at få én over den. Vi kan også løbe direkte tilbage til flinkeskolen. Det sidste vælger mange. Bemærk for eksempel, hvordan 50’ernes husmordyder præger kvinders sociale medieliv: Vi smider perfekt bagværk, renskurede projektbørn, nydelige selfies og smukke stilleben ud på Instagram. Alt er i kontrol her. Ingen hårde kanter at slå sig på. Men også lidt kedeligt, ikke? Og handler en opdatering endelig om noget andet end familien, hjemmet og #mitguld, så tagges den med #migtid. Noget, der insinuerer, at alt andet tid dedikeres til alle andre – sådan som den perfekte husmor og søde pige gør. Du ser aldrig mænd tagge et billede fra styrketræningsrummet, værtshuset eller forretningsrejsen med #migtid. De tager tid til sig selv og karrieren som en selvfølge.

LÆS OGSÅ: Kvinden bag #MeToo lancerer nyt hashtag

Tænk over det. Måske skulle vi i stedet flashe eksamensbeviser, den selvkøbte ring og selfies fra rockkoncerten – og undlade den indirekte #migtid-undskyldning. Vi kunne tage ordet, søge stillingen, læse årsregnskabet og i det hele taget fylde. Vi kunne lære at bøvse hele alfabetet!

Vi skal blive ved med at cracke de jokes. Også selvom al god humor har kant og/eller selvironi. Man skal turde være syleskarp, lummer, ude af kontrol eller grim for at få andre til at grine mere end bare på tøhø-måden. Egenskaber, der er i direkte modstrid med Flinkeskolens idealer om evig sødme og selvopofrelse.

Det er vores eget ansvar at finde styrken – og jage frygten for ikke at være god og likeable nok væk. Vi må godt være her – også når vi ikke er her for andre.