"En familie er ligesom nytårsaften, siger min mor, den bliver aldrig helt, som man havde håbet"

Stine Pilgaards nye roman, 'Lejlighedssange', er et netværk af fortællinger om en gruppe mennesker, der er bundet sammen af andelskronen, arbejdsweekender, gårdfester og internetproblemer i en andelsboligforening.

Der sker med både humor, indlevelse og et strejf af sørgmodighed. 

Hovedpersonen er en yngre kvinde, der for nylig er flyttet ind med sin kæreste. Hun skriver horoskoper og sange til enhver lejlighed, men drømmer også om at skrive bøger. 

Vi har fået lov til at bringe et uddrag af Stine Pilgaards roman, der udkom tidligere på året, og som vi er vilde med. 

LÆS OGSÅ: Stine Pilgaard: "Der mangler en erkendelse af, at det ganske enkelt er svært at være menneske" 

Side 21-25 
En familie er ligesom nytårsaften, siger min mor og sætter farten op, den bliver aldrig helt, som man havde håbet. Vi er på vej til min mosters sølvbryllup. Min søster og jeg sidder på bagsædet og ser ud ad hver sit vindue. Kan I ikke synge mor-sangen, siger min mor og ser på os. Når vi legede Spice Girls som børn, var min søster Emma, og jeg var Geri. Mama I love you, skingrede vi og dansede på gulvet, mens ghettoblasteren spillede i baggrunden. Min mor klappede og råbte ekstranummer. Min søster havde lyst hår og blå øjne og var den smukkeste, jeg kendte. Mit hår var mørkt, og min iris en ubestemmelig kloakfarvet samling af pletter. Du har garanteret en anden far, sagde jeg til min søster en aften, vi stod og børstede tænder. Nej, far er min far, sagde hun og så bange ud. Ved sit skrivebord inde i stuen sad min far og var ved at udvikle et softwareprogram, mens han talte i telefon med en kunde. Hans stemme lød høflig. Kan I ikke dele mig, spurgte han og holdt røret lidt væk. Du ligner faktisk en af mors kolleger, hviskede jeg til min søster, I har fuldstændigt samme ansigt. Min søster stirrede ind i spejlet over vasken. Han var helt vildt grim, hviskede jeg. Min far ringede til min mor, og hans stemme lød træt. Hun kom cyklende et kvarter senere. Vi er alle sammen i familie med hinanden, sagde min mor og tog os på skødet. Hvad så med min anden far, græd min søster. Der er kun en, sagde min mor. Jeg skelede og rakte tunge til min søster. Monkey face, sagde hun.

Uden for forsamlingshuset er en æresport sømmet op omkring døren. Roser og ståltråd slynger sig ind mellem hinanden. Min søster fotograferer gæsterne i den rækkefølge, de ankommer. Min mor står længe omkranset af blomsterne, hun skifter stilling og smiler til kameraets linse. Jeg tænder en cigaret, mens min familie taler om, at min søster er meget kunstnerisk. Hun tager billeder af solnedgange til postkortfabrikanter, siger jeg. Min onkel ser på mig. Tænk at have læst i fem år, og så skriver du horoskoper, siger han, det er ikke normalt. Du ved ikke engang noget om stjerner, siger min kusine, du sidder bare og finder på. Det er typisk for krebsen at være så mistroisk, siger jeg, tag ja-hatten på, det vil gavne dit kærlighedsliv. Min kusine er lige blevet separeret og ser sur ud. Hvorfor skriver du ikke en krimi, siger hun, vil du helst tjene penge eller nasse på samfundet. Jeg hørte engang i en radioudsendelse, at de fleste mennesker, der bliver myrdet, har en følelsesmæssig relation til deres mordere, derfor afhører man som regel familien først. Det er ikke had, men en blanding af kærlighed og had, der får os til at dræbe.

Min onkel sætter sig ved siden af mig og fortæller om sin spændende nabo og foreslår, at jeg skriver en bog om ham. Det er en af min onkels barndomsvenner, der har en stor personlighed, og som har rejst meget. Min fætter siger, at jeg også bare kan skrive en selvbiografi. Virkeligheden er meget oppe i tiden, siger han, tænk på alle realityprogrammerne. De taler lidt om Paradise Hotel og De unge mødre. Min moster mener godt, at der kan være penge i bogsalg, hvis bare man finder ud af, hvad læserne vil have, og ikke hænger fast i sine egne fikse idéer. Litteratur handler jo ikke kun om høje salgstal, siger jeg. Min familie ser bestyrtet på mig. Jeg er et nyt orange dyr i zoologisk have, en regnbuefarvet rumhund, et væsen fra en anden verden, jeg er det mere, der findes mellem himmel og jord. Vi står på hver vores ø og vinker, og i flaskeposterne, vi sender til hinanden, findes kun kruseduller og små mærkelige tegninger af mennesker og dyr. Min mor slår på sit glas med en gaffel. Femogtyve år, siger hun til min moster og onkel, det føles, som om det var i går, I mødtes på Bent J. Tiden flyver af sted, hvisker min søster med tryk på flyver. Og man kan næsten ikke nå at tage flaget ned, inden det skal hejses igen, siger min mor. Det er hendes yndlingsanalogi, og hun bruger den i forskellige variationer, hver gang hun holder tale. Hun laver en kunstpause, så folk kan grine, og ser over på min søster og mig. Vi griner.

Skal vi ikke lege, at jeg har fødselsdag, når I vågner, sagde min mor nogle gange, når hun lagde os i seng om aftenen.På kommoden lå der penge til spandauere, og vi vækkede hende med morgenmad på sengen. Når min mor sad og tronede på sin kongeblå sovesofa i stuen, strålede hun. Hov, I har glemt flagene, piger, sagde hun, og min søster styrtede ud i bryggerset. Hvor er det skønt at have fødselsdag, sagde min mor. Jeg var afhængig af hendes glæde, hun var en elektrisk lyskæde, man kunne tænde ved et hurtigt tryk på en kontakt. Når min mor så os komme balancerende med blomster, varm kakao og wienerbrød, glemte hun fuldstændigt, at ingen mennesker har fødselsdag ti-tyve gange om året. Min far rystede på hovedet, når min søster og jeg kom op til ham om mandagen og fortalte, at vores mor endnu en gang havde haft fødselsdag i weekenden. Han ringede til hende og var bange for, at det slørede vores virkelighedsfornemmelse. Et liv uden fester er som en landevej uden kroer, sagde min mor, og du trænger vist selv til nogle flere fødselsdage.

Jeg står og ryger uden for forsamlingshuset og ser på min søster gennem de oplyste vinduer. Da vi var børn, drillede jeg hende med, at hun var yngst. Du er nummer to,
sagde jeg til hende, du er kun en bleg kopi af originalen. Tænk på Løvernes Konge og Befri Willy, sagde jeg, toeren bliver altid mislykket. Jeg har en fornemmelse af, at vores
magtpositioner har forskubbet sig siden barndommen, og at hun fører nu. Hun sidder mellem vores fætre og deres koner og viser, hvordan hun kan trylle sin tommelfinger væk og bagefter sætte den på plads igen. Min søster har opøvet et repertoire af mystiske fagter og fiduser, som hun laver for at undgå at tale med folk. Hun kan slikke sig selv på næseborene, mens de vibrerer, lave magiske tricks med sine fingre og vrikke med ørerne i takt til musikken. Alligevel synes min familie, at hun er meget normal og let at omgås. Det er simpelthen for nemt det der, siger jeg, da hun kommer ud og stiller sig ved siden af mig. Hun trækker på skuldrene. De livslange bånd er opreklameret, siger jeg, de hører en anden tid til, dengang man i gennemsnit blev tredive år. Jeg taler om de små jægersamfund for flere tusinde år siden, hvor familien havde en praktisk funktion. Før velfærdssamfundet, hvor slægtens overlevelse afhang af dens evne til at samarbejde. Nogle plukkede bær og fiskede, andre hentede vand ved floden, siger jeg, vi mimer en institution, der ikke findes mere. Min søster ser på mig. Havde der bare været nogle jordhuler, siger jeg, så kunne jeg have tegnet grimme dyr på væggene. Hulemenneskerne var ikke store kunstnere, men de var hulemennesker, og det var nok, og ingen ser på deres hjælpeløse streger og siger, at det kunne deres børn også have lavet. Det er ikke enhver, der kan skrive horoskoper, siger min søster og tryller en
krone ud af min næse. Jo, siger jeg.

LÆS OGSÅ: 9 råd til at klare dig godt i dit første rigtige job

LÆS OGSÅ: 19 festival fejl, du gerne må begå fordi det er festival og alle er fulde

LÆS OGSÅ: 19 grunde til, at det er fantastisk at være mor