Lise Nørgaard: "Jeg har aldrig følt, at jeg ældedes"

Hvordan ældes man med ynde?
− Jeg tror ikke, man skal tænke alt for meget over, at tiden går, og man ikke er teenager mere. Så bliver man bare plaget og får endnu flere rynker og ser endnu mere sur og ked ud. Jeg har aldrig følt, at jeg ældedes – jeg blev bare ældre. Alderdom skræmmer mig ikke, selvom man selvfølgelig får nogle gener undervejs. Men jeg har det jo ganske sjovt alligevel.

Er der et karaktertræk, du misunder mænd for at besidde?
− Næ, hvorfor skulle jeg det? Mænd er jo lige så forskellige som kvinder. Der findes både pragtfulde og morsomme mænd. Og så er der nogle, der er så kedelige, at man næsten ikke kan holde dem ud!

Hvilken del af din garderobe har den bedste historie?
− Jeg gør alt for, at den ikke bliver historisk. Hvis der er noget, jeg ikke har gået med i halvandet eller to år, så smider jeg det ud eller giver det væk. Jeg elsker tøj, og jeg elsker at købe nyt tøj. Jeg kan godt lide at se ordentlig ud, og hvorfor skulle jeg ikke det? Bare fordi jeg er urgammel og måske ikke pryder kvindekønnet mere, er jeg stadig forpligtiget til at se ordentlig ud, og det er jeg til min bitre ende.

Har det ændret dig at få børn?
− Nej. Det burde måske have ændret mig noget mere. Jeg tænker nogle gange, om jeg var nok hjemme hos mine børn, men det kan jo ikke nytte noget nu, for det kan jo ikke ændres. De har da overlevet.

Hvad er du mest stolt af?
− Jeg er da stolt af, at jeg meget længe kunne blive ved med at arbejde og måske også glæde nogle mennesker med det, jeg laver. Det ville være skabagtigt ikke at indrømme det.

Hvornår har du været mest bange?
− Jeg skulle holde et foredrag i et menighedshus, men det viste sig, at der var kommet så mange, så de ville jage mig ind i kirken og op på prædikestolen. Det fik mig til at ryste i bukserne, og jeg var virkelig rædselsslagen, da jeg skulle tale, også selvom jeg var en gammel kælling på omkring 50 år. Jeg har en vis ærbødighed for prædikestolen. Det blev vist heller ikke særligt godt.

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?
− Da jeg sad i Det Kongelige Teater for nylig, kom jeg i tanker om, at det var 90 år siden, jeg var der første gang. Mine forældre sørgede for, at jeg kom til koncerter, på museer, i teatret og lærte at læse gode bøger. Der sad jeg pludselig og følte, at alle mine diffuse taksigelser til mine forældre forenede sig i, at de her så mange år efter, og længe efter de er gået i graven, har haft evnen til at præge min alderdom. For alt det, de har lært mig af værdi, er det, der fylder min tid nu.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
− Jeg tager alt for hurtige beslutninger. Jeg kommer senere i tanker om, at jeg nok skulle have gjort noget andet.

Hvad kan få dig til at grine?
− God humor. Min daglige griner er "At tænke sig" (ATS) i Politiken. Jeg elsker jødisk humor, det er den fornemste humor af alle. Den er så sidelæns og selvironisk.

Hvornår græd du sidst?
− Jeg græder ikke så tit, men sidste gang var da min lille franske bulldog, Viffer, døde for et par år siden, og jeg blev klar over, at jeg var for gammel til at anskaffe mig en hund igen. Det var min bedste ven. Selvom det efterlod mig i dyb sorg, at mine forældre, min søn og min mand døde, har det ikke ændret min tilværelse. Men da min hund døde, ændrede min tilværelse sig på den måde, at jeg pludselig var helt alene i huset, og der ikke var nogen, når jeg kom hjem. 
LÆS OGSÅ: "Hun skyllede min kokain ud i toilettet"