"Medierne har udviklet sig til sladretanter"

Hvad bildte hun sig ind! Sådan var mediernes skånselsløse dom, da Helle Thorning-Schmidt tog en selfie af sig selv mellem USA’s præsident Barack Obama og Englands premierminister David Cameron til en mindehøjtidelighed i anledning af Nelson Mandelas død. Men undskyld mig, hvem i hytten ville ikke tage samme foto, hvis de var landet i det smørhul? Det eneste problem ville da være, om man kunne få den lille sorte fjumret op af tasken på en så naturlig og elegant måde, at det hele ikke blev mere kejtet, end den slags altid lidt er i forvejen.

"De traditionelle medier har udviklet sig til nogle sladretanter af værste skuffe."

I kølvandet på de sociale mediers fremmarch har de traditionelle medier udviklet sig til nogle sladretanter af værste skuffe. De lytter til, hvad der bliver sagt på Facebook og Twitter med det halve øre, og så brøler de deres forvanskede og ensidige udlægning af teksten ud til alle og enhver. Da der jo er langt flere ører til deres sladrehistorier, kan en fjer fra en twit-fugl hurtigt blive til fem kaglende mediehøns. Selfiegate er eksemplet på, hvad der ofte sker. Fra at være en diskussion på de sociale medier blev selfien udråbt til idioti på avisforsiderne.

Statsministeren forklarede senere, at stemningen var super festlig, og at der ingen faste pladser var. De to regeringsledere var ved et tilfælde kommet til at sidde ved siden af hende, og da alle mulige var kommet hen til dem for at hilse på præsidenten, blev stemningen endnu mere løssluppen, end den var i forvejen på Soccer City Stadion i Johannesburg. Her sad de blandt 70.000 deltagere, hvoraf flere dansede samba. Mange af dem, der kom hen til dem, tog selfies af sig selv og Obama, og Thorning kunne heller ikke stå for fristelsen og tog billedet. Det skulle hun åbenbart ikke have gjort. I hvert fald ikke ifølge mediernes klogetanter og -onkler.

"Var det virkelig så slemt?"

Laver man en plus/minus ordoptælling af, hvordan medierne dækkede begivenheden, så er der vist flest minusser. Thornings selfie var tæt på at være en ”skandale”, sådan som den i tekst og billeder blev fremstillet i medierne. Det var ”idiotisk” ifølge Daily Mirror, og The Sun betegnede billedet med ordene ”No selfie respect”. Problemet skulle være, at Thorning og de to herrer ikke udviste den rette respekt for Mandela, hvis død var anledningen til mindehøjtideligheden. Var det virkelig så slemt?

En forvokset kantine
Det, der er værd at bemærke ved denne historie, er, at den ikke startede som en klassisk journalistisk historie, altså i en avis. Nej, den startede på de sociale medier, Twitter og Facebook. Den blev delt, og i starten handlede debatten blandt andet om, hvem damen i midten var.

LÆS OGSÅ: Det siger dit selfiebillede om dig

Som det altid sker på fora som Twitter og Facebook, så kan man på populære updates se en hale af kommentarer. Disse kommentarer udmærker sig samlet set ved at rumme alle tænkelige holdninger. Hvis der er nogle, der er overbegejstrede, står de syrlige altid klar med lidt malurt i bægeret. Og så er der dem, der funderer over noget helt tredje, og andre igen, der synes, at noget helt syvende er det vigtigste.

Det skete også for denne selfie. Der var de gode, de onde og de virkelig sjove kommentarer, og ingen dansk standupper med respekt for sig selv kunne lade være med at kommentere billedet.

"På den måde er Twitter jo en forvokset kantine."

På den måde er Twitter jo en forvokset kantine, hvor folk i frokostpausen sidder og diskuterer en sag. Og kommer med mere eller mindre platte kommentarer, uden at det tages for mere, end hvad det er. Alle mulige ytringer, seriøse, platte og sjove, bliver luftet. Det er viral kommunikation, når den er bedst.

Så tager medierne ”sagen” op og ødelægger den gode snak i kantinen ved at trampe ind frokosthyggen og brøle deres udlægning ud over det hele. Så blev det alvor, folkens.

Medierne misfortolker den virale interesse på flere planer, og deres måde at ”gengive” den på bliver i bedste fald ligegyldigt fyldstof i avisen. I værste fald misbruger de en god frokostdebat ved at ophæve den til samfundsrelevant stof og samtidig fremstille den alt for ensidigt. En stor trafik på de sociale medier er ikke udtryk for, at sagen absolut er væsentlig, hvilket jo ellers burde være det fremmeste kriterium for pressen.

"På de sociale medier er det absolut ikke er et must, at samtalen er ”vigtig”."

Faktisk er folk jo tit på de sociale medier for lige at få sig et frikvarter. Her i rygestoppets tidsalder udgør de sociale medier ”rygepauserne” i hverdagen, hvor man snakker om dagen og vejen. På de sociale medier er det absolut ikke er et must, at samtalen er ”vigtig”. Faktisk er vi mange, der går på de sociale medier for lige at få lidt luft og høre lidt andet eller få en anden udlægning af dagens emner, og hvis en eller anden skriver noget sjovt, er det da bare skønt.

Vores interesse i frikvarteret betyder dog ikke, at vi ikke gerne vil lære noget i timerne. Hørte I det, medier? Eller er I så forhippede på at rende i halen på de nye medier, at I glemmer jeres egne nyhedskriterier?

Tvivlens nådegave
Stor trafik på de sociale medier er ofte udtryk for, at en sag er spøjs, grotesk eller bare værd at trække på smilebåndet af. Det er ikke ensbetydende med, at sagen er væsentlig. Det kan, som her, være et foto af kendte mennesker i hverdagssituationer. Det kan være en sjov historie, hvor alene overskriften får folk til at studse. Prøv at tjekke ”mest læste”-historierne: Fælles for dem er, at overskriften ofte er pudseløjerlig.

"De gamle medier dømmer i deres vinkling af historier personer efter en selvopfunden folkedomstol."

Når aviserne tager en historie fra de sociale medier og smækker den på forsiden, så afsløres det, at de gamle medier ikke, som de sociale medier, kan mestre tvivlens nådegave. Når billedet rammer forsiden, falder dommen: Idioti!

De gamle medier dømmer i deres vinkling af historier personer efter en selvopfunden folkedomstol. Hvem er det lige, der siger, at Thorning er den onde? Hvad er det for en målestok ud over mediernes egen, der mener det? Hvor der var for og imod på nettet, så er dommen på avisernes forsider klar: Helle udviser ikke respekt, punktum.

"Hvis der er 30, der har skrevet i et kommentarfelt, at Thorning er en klovn, så kan dette være nok til, at en avis dagen efter kan konstatere, at det er folks holdning."

Det er jo ikke nyt, at medier vinkler en historie – det er nu engang deres måde at sortere og fremstille verdens begivenheder på. Det særlige her er, at de tager kommentarer på de sociale medier til indtægt for vinklen, og hvis der er 30, der har skrevet i et kommentarfelt, at Thorning er en klovn, så kan dette være nok til, at en avis dagen efter kan konstatere, at det er folks holdning. Nej, forkert – det er 30 menneskers holdning. Idet aviserne skriver det på forsiden med store bogstaver, så påvirker dette millioner verden over, som ser spisesedlen, og lige pludselig skaber medierne en kollektiv stemning af foragt, en følelse, som måske kun få havde i forvejen, og hvor måske lige så mange havde den modsatte holdning.

Hvis de overhovedet havde en holdning. Måske syntes de bare, billedet var sjovt, og ville gerne dele det.

"Hvis I vil løbe med sladder og lade en fjer blive til fem høns, så vær i det mindste ærlige."

Derudover tillægger de gamle medier ofte historier fra nettet al for stor betydning. Med deres valg af voldsomt negative tillægsord og de store overskrifter får de sagen til at ligne en meget stor fejl i kategorien: skandale. Men i virkeligheden var den jo en sjov situation, hvor statsledere optrådte som alle os andre til en folkefest. Før ”selfiegate” fandtes der ikke et fælles værdisæt, der hed noget i retning af: ”Du må ikke tage selfier og slet ikke til en mindehøjtidelighed, hvor stemningen ellers er høj og alle danser omkring dig”. Den regel har medierne selv fundet på.

Det fremstår, som om de uskyldigt omtaler et fænomen på de sociale medier, men i virkeligheden løber de med en spøjs historie fra frikvarteret, som de derefter fordømmer og får til at virke som en vigtig verdensbegivenhed på niveau med Mandelas død. Det er ikke okay. Hvis I vil løbe med sladder og lade en fjer blive til fem høns, så vær i det mindste ærlige, og tag ansvaret for, at I sælger ud af de ædle nyhedskriterier, der burde være jeres.

LÆS OGSÅ: Sådan netværker du med Linkedi