Mads Langer
SPONSORERET indhold

Mads Langer: Min professionelle succes ramte midt i en personlig fiasko

En krise i privatlivet gjorde det svært for Mads Langer at nyde sin succes, da han i 2012 blev landskendt. Paradokset har han nu kogt sammen til sangen ”Mellem Linjerne”. Det fortæller sangeren i denne uges ALT for damerne.

Af: Marie-Louise Truelsen og Amalie Louise Bernitt Foto: Franne Voigt
10. jan. 2019 | Livsstil | ALT.dk

Efter seerhittet ’Toppen af Poppen’ løb af skærmen i 2012, fløj Mads Langer på en karrieremæssig lyserød sky. Hans plade gik platin, mens hans sange toppede hitlisterne, og koncertbilletterne blev revet væk.

Men for hovedpersonen selv var det svært at nyde den flyvende succes. På hjemmefronten var hans daværende parforhold langsomt ved at krakelere, og imens hans navn blev landskendt, stod Mads Langer ved en skillevej.

Det fortæller han i denne uges ALT for damerne.

– Det var et paradoks at stå med den professionelle succeshistorie kombineret med den personlige fiasko. På fjernsynet og i alle mulige interviews skulle jeg udstråle, at det bare kørte. ”Hvor er det fantastisk, at din plade er gået platin, og hvor er det fantastisk, du ligger nummer et på hitlisterne og har ti udsolgte koncerter i Store Vega”. Og ja, det var fantastisk, men det var også hårdt, fordi jeg ikke rigtig kunne være glad i det og nyde det, når jeg havde fri, fortæller ’Fact Fiction’-sangeren til magasinet, der er på gaden torsdag.

LÆS OGSÅ: Ankerstjerne: 18 ting, du (måske) ikke vidste om den nye X Factor dommer

Og det er netop den kontrastfyldte tid og bruddet med ekskæresten, der er blevet omdrejningspunktet for den populære poets seneste single ’Mellem Linjerne’.

Her lyder teksten blandt andet:

Jeg vil hellere gå alene
End jeg vil følges ad hver for sig
Ja, jeg vil hellere stå alene
End jeg vil stå sammen hver for sig

– Hvis man ikke er det rigtige sted, kan det være enormt ensomt at være to. Fordi man ikke føler sig set. Man skal gerne vokse i den andens selskab, når man er to. Så på den måde er det en sang, der har sine rødder i en periode, hvor jeg virkelig havde det svært i mit daværende parforhold. Sangen er skrevet ud fra et sted, hvor jeg prøvede at finde styrken og modet til at gå. Men jeg tror også, at en del af det at blive voksen er at indse, at vi er alene. Vi bliver født alene, og vi dør alene. Og vi går igennem livet alene, selvom vi går sammen med nogen eller ved siden af nogen. Og der kan man lige så godt følges med nogen, som man har det godt med, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Oh Land: "På balletskolen var jeg totalt antiautoritær og på mange måder en lorteunge"

Trods den åbenlyse hjertesorg i Mads Langers seneste tekst, er det imidlertid en helt anden følelse, der det seneste år har fyldt mest hos sangeren.

Han er nemlig blevet forlovet med sin kæreste Julie Lillelund, og brylluppet skal stå senere på året.

– Jeg havde lyst til at sige det højt til hende, at vores kærlighed var noget, der skulle vare hele livet, og jeg havde lyst til at signalere det over for omverdenen. Hvis man er der, hvor man gerne vil være, så er det fedt ikke at skjule det. Bare stå ved, at man er glad for sin kæreste, siger han.

Læs hele interviewet med Mads Langer i denne uge ALT for damerne, der er på gaden torsdag. Her fortæller han også om at være sensitiv og stoppe med at drikke alkohol, om sin opvækst - og altid at være ”den gode fyr”.

Anbefalet til dig