Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Mai Mercado
Foto: Les Kaner og private

Mai Mercado

Mai Mercado: "I dag har jeg lært nogle teknikker, så jeg er ikke bange for at blive ramt af stress igen"

Mai Mercado har besteget Kilimanjaro, hun kan klatre op i toppen af et træ, og hun blev friet til på et tag. Hun stiler højt, selv om hun startede sit liv som datter af en enlig mor i et socialt boligbyggeri. Som børne– og socialminister trækker hun på de erfaringer, det gav at gå ned med stress i sit første år på arbejdsmarkedet.

På opslagstavlen hjemme hos Mai Mercado og hendes familie hænger en liste med ti punkter. Det er punkter, som tidligere minister Lene Espersen udleverede til alle nyudnævnte ministre og deres ægtefæller i december sidste år, da hun holdt oplæg på Marienborg om, hvad ægtefællerne kan forvente som påhæng til en minister. "Lad være med at give dårlig samvittighed, for den er der i forvejen". Og: "Forvent lange samtaler i telefonen på de mærkeligste tidspunkter". For slet ikke at tale om: "Forvent ikke, at aftaler overholdes". Mai griner, da hun fortæller om punkterne, men samtidig understreger hun, hvor godt og vigtigt det faktisk er, at man fra begyndelsen tør tage fat på de udfordringer, der er i forhold til at få familie- og arbejdsliv til at fungere i en hverdag, hvor der bliver hevet i en på alle tider af døgnet.

– Det er nogle opmærksomhedspunkter i forhold til, hvad mit arbejde byder på, og jeg synes, at min mand, Christopher, og jeg er gode til at være bevidste om de udfordringer, der er, og få talt om dem. Hvis tingene alligevel skrider lidt, kan jeg dog være sikker på, at vores søn kommer og siger: Skal du nu arbejde igen? Kan du ikke lege med mig i stedet? Og helt ærligt, så kan det, jeg sidder med, jo ofte godt vente til senere på aftenen, når han er kommet i seng, så jeg er blevet bedre til at lægge arbejdet væk og prioritere nærværet.

Mai Mercado blev udnævnt til børne- og socialminister i november sidste år, da Det Konservative Folkeparti blev inviteret indenfor i regeringen. Hun var på barsel med sin datter på det tidspunkt, og da Søren Pape luftede muligheden, var hun nødt til at drøfte det med familien.

– Det er et familieprojekt at være minister. Og hvis jeg havde haft en mand, som satte hælene i og sagde, at det ville blive vanskeligt, så havde det været en helt anden snak. Men Christopher sagde, at uanset hvad, så ville hele familien bakke mig op, og da Lars Løkke så ringede og tilbød mig jobbet, var jeg ikke i tvivl om mit svar.

LÆS OGSÅ: Pernille Skipper: “Jeg er ikke en hykler, fordi jeg ikke sidder nøgen på en mark og spinder mit eget tøj”

Hvilke tanker gik gennem dit hoved, lige da du fik tilbudt ministerposten?
– Jamen, en kæmpe stor følelse af stolthed, tror jeg. Og en stor ydmyghed. Da jeg stillede op til Folketinget første gang, var der ikke nogen overhovedet, der havde forestillet sig, at jeg ville blive valgt ind. Jeg var opstillet på Fyn, og jeg kan huske, at lokalavisen havde en forside, hvor der stod noget med, at de her kandidater bliver valgt, og de her er "boblere". Og jeg var slet ikke nævnt. Derfor var det noget af en overraskelse, at jeg rent faktisk kom ind. Anden gang stod vi til at tabe det fynske mandat, men alligevel blev jeg valgt. Bevidstheden om, at det slet ikke var sikkert, at det ville lykkes at komme i Folketinget, giver mig en stor ydmyghed.

Afbrød du din barsel for at blive minister?
– Ja, jeg mødte bare ind mandag morgen.

Hvordan var det?
– Christopher ringede til sin arbejdsgiver og fik fremskyndet tidspunktet, hvor han skulle overtage barslen, og så måtte jeg ellers finde nogle pauser i løbet af arbejdsdagen, hvor han kom ind med vores datter, så jeg kunne amme.

– Jeg har ingen billeder af min mor og mig fra min barndom, men her er et af mine forældre og vores børn. Det er fra i sommer, Elisa er helt lille, og Winston er i fodboldtøj.

Der er umiddelbart langt fra det store, lyse ministerkontor med udsigt til Holmens Kirke til Mai Mercados opvækst i udkanten af Vollsmose i Odense, men der løber alligevel en rød tråd af social bevidsthed gennem det hele. Mais forældre gik fra hinanden, da hun var et år, og hun har aldrig kendt sin biologiske far.

– Jeg synes ikke selv, jeg har manglet noget ved ikke at have en far de første otte år af mit liv. Det er nok meget oppe i tiden, at man skal være ked af det over den slags, men det er jeg ikke. Min mor har altid talt pænt om min biologiske far, og da jeg var otte år, fik min mor en ny mand, som adopterede mig. Det er ham, jeg betragter som min far. Med ham fik jeg også to halvsøskende, som er fem og ti år ældre end mig.

– Vi havde ikke så mange penge derhjemme, og min mor prioriterede hårdt for at få det hele til at hænge sammen. Hun farvede sine Jacoform-sko, så de kunne holde lidt længere, hun fik kun et par nye cowboybukser om året, og hun syede stort set alt mit tøj. Det var ikke noget, jeg tænkte over dengang. Jeg husker det som et trygt og dejligt barndomshjem, og jeg følte ikke, at jeg manglede noget. Da min mor og far mødte hinanden, flyttede vi til Nørre Åby, hvor jeg boede resten af min barndom. Jeg var en rigtig drengepige. Den, der altid sad øverst i træet. Jeg var vild og uregerlig, og til forældremøderne fik min mor altid at vide, at jeg snakkede for meget, larmede for meget og havde svært ved at sidde stille. Jeg har tit tænkt, at det var utroligt, at der aldrig var nogen, der sagde noget pænt. Jeg klarede mig godt, men det var bare aldrig det, der var fokus på til forældremøderne.

Mai kom i gymnasiet og undervejs fik hun øjnene op for politik. Det var mødet med en hjemløs, der vækkede interessen, og Mai meldte sig ind i KU for at være med til at understøtte erhvervslivet, så der kunne komme flere skattekroner i statskassen og dermed flere penge til blandt andet socialt udsatte. Da studenterhuen var kommet på hovedet, faldt studievalget på statskundskab. Her kunne hun have mødt sin – kommende – mand, han læste samme sted og samme fag, men selvom de var til de samme fester og har mange fælles venner, var det først i sommeren 2011, de lærte hinanden at kende. Men så gik det til gengæld også stærkt.

– Jeg mødte ham til en middag arrangeret af nogle fælles venner. Vi var fire-fem stykker, der efter middagen tog hjem til en af de andre, og her endte vi oppe på et tag, hvor vi så solen stå op. Og jeg tror nærmest bare, vi blev kærester fra den dag. Christopher er på alle måder sådan et godt menneske, og når man er i mit game, hvor man er ude og slås til højre og venstre, så er det guld værd at have ham at komme hjem til og bare smutte ind i favnen hos. Han er så rummelig, og han hviler så meget i sig selv, og det er godt for sådan en hidsig og temperamentsfuld type som mig. Samtidig forventer han noget af sit parforhold, og det er rigtig, rigtig vigtigt, synes jeg.

Ret tidligt i vores forhold kom vi til at snakke om, at vi begge to havde en drøm om at bestige Kilimanjaro, og i februar 2012 tog vi af sted. Vi var stadig helt tosset nyforelskede på det tidspunkt, men det er altså virkelig svært at være det på sådan et bjerg. Jeg kastede op de første mange dage, jeg var simpelthen så højdesyg, og en masse blodårer bristede i øjnene på Christopher, så han havde helt blodrøde øjne. Det var kun halvdelen af vores gruppe, der kom op på toppen, det var SÅ hårdt, men det var en fantastisk naturoplevelse.

LÆS OGSÅ: Skal vi vaccinere vores børn mod menigitis?

Hvad betød den tur for jeres parforhold?
– Der er mennesker, der kender hinanden i flere år uden egentlig at kende hinanden. Men her blev alle filtre skrællet af, fordi det var så intenst, og fordi kroppen var rimelig smadret, og det betød, at vi kom meget tæt på hinanden. Det var faktisk også på den tur, jeg blev klar over, at ham ville jeg gerne have børn med. Han må have haft det på samme måde, for på vores årsdag fik han mig lokket med op på det samme tag, hvor vi havde set solen stå op sommeren før, og her friede han til mig.

- Vores forlovelse på det tag, hvor vi blev kærester åretfør.

"Projekt barn" udmøntede sig hurtigt i sønnen Winston og sidste år i datteren Elisa. Under sin seneste barsel røg Mai ud i en regulær shitstorm med stribevis af trusler i kommentarsporet, fordi hun på facebook skrev: "Findes der noget bedre end barsel med en nyfødt? Det skulle da lige være TV 2 NEWS kørende i baggrunden, hvor politiet gennemsmadrer hashboder på Christiania! I love it".

Hvad lærte du af den episode?
– Jeg havde ikke tænkt så voldsomt meget over ordvalget, da jeg skrev det, og de fleste, der kender mig, vil vide, at jeg har et meget anstrengt forhold til hash. Men jeg lærte, at jeg aldrig skal lave en opdatering på facebook, hvor jeg kombinerer et sprængfarligt politisk emne og min familie. Aldrig nogensinde. En stor del af truslerne gik på min datter, og det at læse, at nogen ønsker, at min datter bliver voldtaget af fremmede mænd eller får kastet syre på sig, kan ikke beskrives. Da jeg så efterfølgende var på tv flere gange og fortælle om mit opslag og reaktionerne, kunne jeg være sikker på, at når jeg gik ud af studiet, så lå der lige en snes beskeder mere, som var lige så grimme, fordi der sad nogen derude, der tænkte, okay, vi kan ramme hende sådan. Og det er fuldstændig rigtigt. Det kan man. Det går lige i hjertet på mig, når man tager min familie ind i det. Ellers er jeg ret hårdhudet og svær at ryste. To af dem, der skrev truslerne, blev efterfølgende dømt, og det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke kan trues til tavshed, men jeg kunne heller ikke drømme om at provokere bare for at provokere.

Hvordan er du som mor?
– Jeg er nok lidt af en løvemor. Alle klichéer bliver sande, når man bliver mor. Jeg vil gøre ALT for mine børn. Noget af det, der er vigtigst for mig, er at skåne mine børn for bristede forventninger. I morges var det mig, der afleverede vores søn i børnehave og i går var det mig, der hentede ham, men det er nok de eneste gange i denne uge, hvor det kan lade sig gøre. Derfor fortæller vi ikke vores søn i forvejen, hvem der henter. Det dur ikke, hvis jeg siger, at det er mig, der henter, og der så sker noget i løbet af dagen, der gør, at det alligevel ikke kan lade sig gøre, for så brister hans forventninger. Det er bedre, at han bliver glad, når jeg kommer. Chris har altid været meget på i forhold til børnene, for det er ikke sådan, at jeg er gået fra at have et 9-16-job til pludselig at have meget travlt. Før jeg blev minister, var jeg politisk ordfører, så mængden af arbejdstimer er ikke steget markant, jeg står bare til rådighed på en anderledes måde. For at tage hensyn til familien prøver jeg at sige til folk her i ministeriet, at jeg gerne vil være fri for arbejdsmæssige opkald sen eftermiddag og tidlig aften. Og så må de ellers kime mig ned lige så tosset, de vil, efter kl. 20. Jeg arbejder solen sort, og jeg gør det gerne og med glæde, men lige i det tidsrum vil jeg gerne være mor, hvis det ellers er opkald, der lige så godt kan vente. Og det kan de fleste.

– Kærligheden skal også prioriteres, og jeg mener, at man skal arbejde lige så hårdt for kærligheden som for sit arbejde. Hvis man går og bilder sig ind, at det med at være kærester, det kommer nok af sig selv, så tager man fejl. Min mand og jeg er ikke venner. Det lyder måske lidt hårdt, men mange ender med at være enormt gode teamspillere, når de blive forældre, og det er vi også, fordi vi skal samarbejde omkring børnene, men det må ikke overtage alt, for så dør kærligheden.

Ud over at det er godt for familielivet, at Mai forsøger at stå fast på arbejdsfri perioder i hverdagen, er det også godt for hende selv. Hun har nemlig på egen krop erfaret, hvad der sker, hvis man kører i for højt gear hele tiden. I 2010 gik hun ned med stress.

– Jeg var helt nyuddannet og ville bare det hele, da jeg kom ud på arbejdsmarkedet. Jeg var samtidig medlem af byrådet i Odense og politisk ordfører, og pludselig knækkede filmen. Jeg vågnede en morgen og kunne bare ikke stå op. Når man kommer fra flinkeskolen, som jeg gør, er det en kæmpe følelse af nederlag ikke at kunne slå til. Ikke at være god nok. Men min chef håndterede det forbilledligt, for hun fik meget hurtigt sagt til mig: Du ER god nok. Det var ret vigtigt, for det gjorde, at jeg fik samlet mig selv op igen. Jeg var sygemeldt i tre måneder, og det var tre meget vigtige måneder, for jeg fik lært mig selv rigtig, rigtig godt at kende. Jeg havde samtaler med en psykolog, og jeg lærte nogle teknikker, så jeg i dag kan håndtere det med det samme, hvis det hele begynder at blive lidt for meget, så jeg er ikke bange for, at jeg bliver ramt af stress igen.

LÆS OGSÅ: Puk Damsgaard: “Jeg tænker meget over at leve i nuet”

Hvad gør du helt konkret?
– Jeg sørger for at få min søvn, jeg spiser sundt, og jeg drikker masser af vand. Og så har jeg lært at sige "pyt". Man kan sige, at jeg har lært at elske det uperfekte. I min seneste mødregruppe gjorde jeg en dyd ud af at sige, hør her, I kommer aldrig nogensinde til at få hjemmebagte boller hos mig, men jeg skal nok love, at jeg køber noget lækkert brød hos bageren. Det ville være at gøre vold på mig selv, hvis jeg skulle stå og lave hjemmebag. Jeg gør det heller ikke i andre sammenhænge, men så er jeg jo heldig, at jeg har sådan en overskudsmand, der står og laver fynske brunsvigere, når vi fejrer fødselsdag derhjemme. For Chris er madlavning en kunstform. For mig er det bare en kilde til frustration.

Men arbejdsmæssigt, går du efter det perfekte der?
– Det gjorde jeg nok tidligere, ja. Men jeg prioriterer meget mere i dag. Jeg har forstået, at jeg er den bedste version af mig selv, når der er ro på derhjemme. Og hvis der skal være det, kan det godt være, at der somme tider er en rapport, jeg ikke får læst så grundigt, eller at jeg kommer lidt for sent til et møde. Og hvis min dreng en dag er ulykkelig, når han skal afleveres om morgenen, så må jeg tage den tid, det tager, for at få ham på ret køl. Jeg kan ikke bare skovle ham ind ad døren, fordi jeg har et vigtigt møde, for den dårlige følelse vil sidde i mig resten af dagen.

Mørket er ved at sænke sig uden for ministerkontorets store vinduer, og Mai skal snart videre til næste punkt på dagsordenen. Hun griner og siger, at hendes hverdag som minister er meget, meget struktureret.

– I starten havde jeg det som om, jeg blev centrifugeret. Sådan har jeg det ikke længere, jeg er kommet ud af vaskemaskinen. Men det ER meget struktureret. I morges, da jeg mødte ind til et oplæg, jeg skulle holde, var der en, der sagde til mig: Nå, kommer du alene i dag? Ja, svarede jeg. Men fem sekunder efter stod ministersekretæren ved siden af mig. Er du nu med igen, sagde jeg så.

Hun slår en høj latter op.

– Det er selvfølgelig positivt, men det er helt nyt, at det er andre, der strukturerer det hele for mig. Jeg har altid været vant til at agere fuldstændig egenhændigt. Til gengæld er det fantastisk, at man som minister virkelig kan gå i dybden med sagerne og være dagsordensættende.

Så du er bare godt gammeldags tilfreds med at være minister?
– Ja! Men der er én ting, jeg har det svært med. Og det er, når jeg bliver tiltalt som "Ministeren". Vil Ministeren have en kop kaffe? Så kan jeg godt lige nå at tænke: Vil Ministeren det? Er der nogen, der lige gider svare?

Hun griner høj igen.

Men siger du så ikke bare, at de skal lade være?
– Jo. De må jo sige, hvad de vil, når jeg ikke er der, men det er altså kunstigt at blive tiltalt direkte på den måde. I alle dokumenterne skriver de "M", når det handler om mig. Jeg læser det som "M" for Mai, og de læser det som "M" for ministeren – og det er jo rigtig smart, ha, ha.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt om sit nye liv: “Det var en trist periode og en tomhedsfornemmelse”

LÆS OGSÅ: Den franske ambassadør: “Jeg har aldrig hentet mine børn fra skole, og der var meget sorg forbundet med at finde ud af det”

LÆS OGSÅ: Rufus Gifford: “Stephen og jeg har fået en stor kærlighed til Danmark”

Mai Mercado, 36

Har været børne– og socialminister siden 28. november 2016. Folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti siden 2011, medlem af byrådet i Odense fra 2006–2011.

Uddannet cand.scient.pol. i 2008.

Gift med Christopher Mercado, der arbejder hos Shell, men som lige nu er på orlov. Sammen har de sønnen Winston på knap 4 år og datteren Elisa, som er født i juni 2016.

Se, hvad vi ellers skriver om: Politik, Interview og Stress