Majse Njor om at forelske sig i en ældre mand
SPONSORERET indhold

Maise Njor om at forelske sig i en ældre mand

Alder er en mærkelig størrelse, som ofte ender med at stå i vejen for karriere, kærlighed og familieliv. Maise Njor fortæller om sin oplevelse med at forelske sig i en ældre mand.

Af:: Maise Njor
26. jan. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Solen skinnede ind ad vinduet og ramte mig i ansigtet, mens jeg lå der og slængede mig i min spændstige 21-årige krop uden rynker og med en hjerne, der overhovedet aldrig havde skænket det en tanke, at jeg en dag ville se andet end 21-laber ud. Små-selvfed vendte jeg mig mod min kæreste, som lå og sov med sit 31-årige ansigt mod lagenet ... På en måde, så en lille bræmme af løs hud ligesom lå hen ad madrassen. Det gav et sæt i mig, mens jeg sagde til mig selv: "Fy for satan, det er en krop i fordærv!"

Og det var det jo. Kroppen topper vel omkring slut-20erne, og derefter går det ned ad bakke, hvad udseendet angår. Hvis man tager den traditionelle brille på. Men det smukke ved at blive ældre er, at man ikke længere er så højrøvet – hverken helt fysisk eller oven i hjernen. Og man kan se det smukke i alle mulige aldre. Eller – alder er ikke længere så vigtig. Man kan både komme ind på klubber uden at skulle vise ID og forstå, hvad både 30-årige og 60-årige siger og tænker.

Man kan også... føle sig tiltrukket af folk, som er meget yngre end en selv. Man kan ligefrem...æhm... kysse på nogle, der ikke er så gamle. Man kan i øjeblikke glemme, at man minder mistænkeligt meget om Klaus Pagh, og man undrer sig over, at Dustin Hoffman i "Fagre voksne verden" vælger datteren, når han kunne få moderen, Anne Bancroft med erfaringen og leopard-frakken. Man kan sidde på en bar og more sig i mange timer og glemme, at de andre er meget yngre, indtil en af pigerne siger: "EEEJ, hvor vil jeg gerne ligne dig!" (her smiler man smigret) "... når jeg passerer de 40." (Smilet stivner, og man går hjem).

Nå. Og så møder man igen en, der er ældre end en selv. Og til daglig tænker man ikke over det og går kun en smule i panik, når det går op for en, at han har en alder, der er otte år yngre end den, ens far havde, da han gik på pension. For han har drengeøjne og helt bløde barnehænder og er nysgerrig på verden... Samtidig med, at han har noget erfaring og levet liv, der gør, at han kan slappe lidt af.

Læs også: Sådan forfører du den evige single-mand

Man kan gå kækt rundt og kalde sig selv "kuvøseguf" og føle sig ung og happening og overdrive en smule, hvor meget man ved om Ulige Numre og de nyeste tv-serier og teenageres tøjmode... Indtil han selv siger, at han jo ikke har så meget tid tilbage, som han havde engang, og det går op for en, at man har det på samme måde: Jeg er ikke længere 21 og ubekymret og spændstig, og jeg har ikke længere den 21-åriges højrøvede tro på, at alderdom er noget, der kun rammer de andre. Jeg er også bange for at blive gammel og sur og rynket, jeg er også bange for ikke at nå alle de ting, jeg gerne vil nå, og... Det er ret dejligt. For det betyder, at man ikke spilder tid på ting, som ikke er væsentlige, og ikke fedter rundt og lader være med at fortælle andre, hvad man gerne vil have.

Og når man så ligger på sofaen og ser en gammel James Bond-film, kan man pludselig se, at ens kæreste faktisk ville ligne Sean Connery, hvis han lagde håret ned og iførte sig en totalt outdatet dykkerdragt i gummi. Og man føler sig virkelig heldig, fordi man fik ham, man altid har syntes, var den bedste Bond. Derfor var det måske også dumt, at jeg forleden spurgte ham (kæresten, ikke Bond): "Hvis du var kommet forbi min barnevogn som 11-årig og havde kigget på mig med sut og sparkedragt, havde du så tænkt: "Hold kæft, hvor er hun lækker!"?

Læs også: De har brudt med familien