28-årige Helena bor i kollektivet Maos Lyst: ”Det at være mange sammen kan noget særligt”

På Svanemøllevej i Hellerup ligger kollektivet Maos Lyst, godt gemt bag plankeværk og gamle træer, men alligevel synligt fra fortovet, hvor en kagedåse med hul i toppen opfordrer dig til at skodde cigaretten og en plastikmælkekasse fra købmanden til at dele blomster med andre.

Over lågen hænger et lille navneskilt, så hvis blomsterkasse og kagedåse midt i ambassadekvarteret ikke er nok, fortæller det hvidt på rødt, at her ligger Maos Lyst.

De fleste kender kollektivet som det, det var, et stort hus uden nøgle. Et af de ældste og første kollektiver fra 1968, hvor alt blev vendt på hovedet, reglerne smidt væk, og hvor nye måder at tænke på blev styrende for livet i et fælles hus. Det var her Kløvedalerne boede. Blandt dem forfatteren Ebbe Kløvedal Reich og skibsbyggeren, søfareren og historiefortælleren Troels Kløvedal. Efternavnet fandt de i Tolkiens Ringenes Herre, hvor Kløvedalen er elverfolkets rige. De var en hel flok, der tog det til sig for at blive en stamme og for at hylde deres fællesskab og sætte en retning.

LÆS OGSÅ: Jytte Vikkelsøe: ”Den store kærlighed hører ikke nødvendigvis kun parforholdet til”

I Svanemøllekvarteret lå også kollektiverne Nordkrog og 100 Blomster, man talte om området som Landsbyen, og beboerne var flettet ind i hinanden. “Når nogens parforhold gik i stykker, ville vi gerne være åbne…‘Vi kan sagtens finde ud af at bo sammen alligevel’. Men det kunne folk alligevel ikke. Så havde vi den ventil, at så kunne man flytte over i et af de andre huse,” fortæller Karen Noack i bogen Karmakassen, skrevet af Tonje Eliasson i anledningen af kollektivets 50-års fødselsdag. Hun var en af dem, der i sin tid var med til at købe huset af en gammel kunstner, der havde atelier på anden sal og store velourgardiner, der hurtigt blev smidt ud.

Et af de mottoer, du kan finde i stakken af gamle papirer, der er blevet efterladt og bevaret i stuen i Maos Lyst lyder: Du skal forene tanke og dagligdag. Du skal forene liv og politik. Og selv om de første kollektivister i 70’erne uden tvivl var mere politiske, handler den kollektive livsstil stadig om det – at efterleve de værdier, man i fællesskab tror på.

Sådan er det også for Helena Holm Heiselberg, 28, og Anne Brandhøj, 37, der bor bag lågen i Maos Lyst i dag.

“Jeg er vokset op i en sammenbragt familie, hvor vi var fem børn, og det kunne jeg virkelig godt lide. Jeg kunne godt lide, at det var kaotisk, og at der var mange mennesker. Det at være mange sammen kan noget særligt. Så jeg besluttede at søge et kollektiv, fordi jeg gerne ville have mennesker omkring mig. Jeg ville gerne være noget for nogen og ville gerne, at der var nogen, der var noget for mig. Og det er nemmest i et hjem,” fortæller Helena.

“For mig er den kollektive boform den mest bæredygtige. Både fordi vi deler ressourcerne, men også fordi det er det mest socialt bæredygtige. Jeg har rigtig meget brug for at være sammen med andre, og jeg har brug for det fællesskab og sammenhold, der kan være i en hverdag, mere end hvad jeg kan få på et arbejde eller hos veninder eller en fritidsaktivitet. Jeg har brug for de nære relationer i hverdagen, og det giver bare rigtig god mening for mig,” siger Anne.

I kollektivets begyndelse diskuterede man, om man havde pligt til at forsørge hinanden, som i et ægteskab, når man valgte at bo i en kollektiv storfamilie. Og i lange perioder var der en stor splittelse imellem dem, der gik på arbejde og dem, der kunne sidde oppe hele natten og diskutere politik. De sidste havde mest magt, for de havde tid til at tage den, kan man læse af beretningerne fra dengang. I dag er tingene sat i system, og lovløsheden er blevet sat i moderne rammer med stor fælles kalender i køkkenet og beboere med helt almindelige jobs. Helena Holm Heiselberg arbejder med hjemløse, og Anne Brandhøj er træskulptør og designer og driver tegnestuen Bly Studio med kollegaen Eva Fly.

Den kollektive tankegang handler om at dele. Bord, stol, kat og mad, men ikke nødvendigvis seng. I dag har hver kollektivist eget værelse, hvor de kan lukke døren, hvis de trænger til fred og ro, men stuerne er fælles, og det samme er håndklæderne, vaskemaskinen, bøgerne i reolen og det sociale rum. Du ved aldrig, hvem du møder, når du kommer ned i stuen, fortæller Helena. Gæster er altid velkomne, og det er ikke sjældent, at der er et nyt ansigt med om bordet, når der spises fællesmad.

Du forpligter dig, når du flytter ind. Til at betale til husholdningen og til at gøre en indsats, så hverdagen fungerer. Indkøbene er fælles – mælk, smør, hummus, ost og marmelade – og maddagene er delt ud, så alle har en dag. Og i Maos Lyst er der tradition for, at der bliver gjort noget ud af maden.

“Der er ingen tvivl om, at det var et eksperiment i stor stil, da kollektivet blev etableret. Og de levede meget mere ekstremt, end vi gør i dag. Dengang måtte der hverken være lister eller regler eller aftaler, og du havde ikke dit eget værelse. Mottoet var, at alle boede sammen alle steder, og det kunne de jo ikke selv holde ud. Det var turbulent, og der var konflikter, men de har stadig gjort noget forarbejde for os. Vi har kunnet tage det gode fra det, 68’erne startede, og har bygget videre på det. Det er en kæmpe gave, at de ikke bare præsenterede en ny boform, men også gjorde det muligt for os at bo det her sted. Det ville være meget svært at komme i nærheden af sådan et stort hus i dag, og det er svært at få et kollektiv stablet på benene,” fortæller Anne.

Alle beboere ejer i dag en lille smule af huset og haven og fundamentet, det står på. Lånet er fælles, og de passer på deres penge. De er sammen om at renovere og bevarer ikke bare ånden, men også stedet, bogstaveligt talt. Når kælderen skal graves ud eller vinduerne males, bliver der taget fat. For Anne og Helena og de andre kollektivister er det ikke længere et eksperiment, men en løsning.

LÆS OGSÅ: Dopha: "Der er ikke én opskrift på, hvordan man er en rigtig artist eller menneske"

Kærlighed og kosmos

Selv om fri sex og bollerum mest hører til de gamle fortællinger om Maos Lyst, er der stadig plads til kærligheden anno 2022. Anne Brandhøjs kæreste John bor også i fællesskabet. Det betyder, at de har to værelser, men ellers er de ligestillede med resten af huset.

“Det er udfordrende at være et par uden at være en alliance samtidig med, at vi har et barn og en kærlighedsrelation. Det er da ekstra krævende, men også mega fedt. Vi gror ikke fast. Vi bliver konfronteret med, hvordan vi er som par, og hvordan vi er som forældre, for de andre kan følge med. På den måde er vi et meget federe par, når vi er i et fællesskab, og vi er nødt til at gøre os meget umage,” fortæller hun.

I det gamle Maos Lyst var der også par blandt beboerne, men det generelle opgør med de borgerlige værdier gjorde det dengang svært, og man behøver bare gense Thomas Vinterberg-filmen Kollektivet fra 2016 for at mærke den smerte, der var tæt forbundet med 70’ernes kollektive kærlighedsideal. I dag er beboerne bedre til at tage vare på sig selv og hinanden i det, der også er et fletværk af følelser.

For selv om John er den, der ligger på puden ved siden af Anne, når dagen er slut, er åbenheden mod resten af huset lige så familiær.

“I et kollektiv er du nødt til at dele, hvordan du har det, for det påvirker alles hverdag, hvis vi skal gå og gætte og være usikre på hinanden. Og vi kan jo kun hjælpe, hvis vi ved, hvordan hinanden har det og lukker hinanden ind. Det er selvfølgelig ok at sige, at man ikke har brug for at snakke om et eller andet, og omvendt skal man også drage omsorg for hinanden ved ikke hele tiden at trække på fællesskabet,” fortæller hun og suppleres af Helena:

“Vi har to slags husmøder, et praktisk og et socialt. På det sociale tager vi de ting op, der er svære. Her tager vi en runde, hvor vi fortæller, hvordan vi har det. Og når nogen beskriver en holdning eller en følelse, bliver du også konfronteret med dig selv. Det er relationsopbyggende at tale om tingene, og du lærer dig selv bedre at kende, så du står stærkere både individuelt og i fællesskabet. Man ved, hvor man har hinanden som mennesker.”

I kælderen er der badeværelse med patineret messingarmatur ved vasken, 13+ tandbørster i kruset og et akvarium med levende fisk. Badet er et fælles rum, og døren bliver sjældent låst. For kollektivet er en familie, og er den nøgne krop noget at skamme sig over? For Anne og Helena er det ikke et spørgsmål om, at kroppen er uden grænser, men om at grænsen går et andet sted. Vi har godt af at se, hvordan hinanden ser ud, at kroppe er forskellige. Bornertheden er pakket væk og har alle dage været det. Som da forfatter og ophavskvinde til førsteudgaven af Kvinde kend din krop, Brita Wielopolska, i starten af 70’erne studerede tissekoner på det værelse, der i dag er Helenas. Fordi det var vigtigt at finde ud af, hvordan kvinden så ud.

“Der er mange, der er skræmt på deres blufærdighed. Også på andre måder. De vil gerne kunne gå rundt i nattøj og ligge på sofaen og se Netflix, mens det flyder med takeaway, men det kan du altså også her. Vi lærer hurtigt, at ingen er perfekte, og at vi alle ser ud på alle måder i løbet af en uge. Det kan også noget. At se andre i deres mærkelige humør og med deres mærkelige vaner. Jeg føler mig aldrig forkert,” siger Anne.

“Det, du oplever her, er det modsatte af det, der sker, når kropspositivisterne deler alt på de sociale medier og så alligevel ikke deler alt. Vi deler alt. Der er ikke et foran og bagved kameraet i et kollektiv.”

LÆS OGSÅ: Marian Midé elskede at sejle før, hun giftede sig med Mikkel Beha: Jeg er mere end ”kaptajnens kone"

Sammenhold du

I starten boede der kun mænd i huset, så kom kvinderne til, og på et tidspunkt var der kun kvinder. Og børn. Så voksede et miks frem, og indimellem har der sidenhen været brug for, at kollektivet blev genoplivet. I dag bor der 13 mennesker sammen. Den ældste beboer er 53 år, og den yngste er Annes og Johns søn Willo på et år. Relationerne på tværs er vigtige, fællesskabet må ikke gå op i ren praktik, og måske er relationerne endda stærkere end for 50 år siden, mener Helena.

“Jeg tror, de er stærkere. Dengang havde folk deres egne projekter kørende og var mere egoistiske. Det er i hvert fald det, vi hører fra dem, der var med i 68-generationen. Der var mange, der var i gang med at realisere et eller andet projekt, og vi ved jo også, at det til tider skete på bekostning af især børnene.”

Konflikterne findes også i dag, for selv om kollektivet er et positivt tilvalg, kræver det en bevidst beslutning at ville bo med andre.

“Du skal kunne sidde rundt om bordet og kigge de andre i øjnene. Jeg vil gerne bo med dig og dig og dig. Og jeg bor her, fordi jeg gerne vil bo med jer og ikke, fordi jeg gerne vil bo i en villa i Hellerup. Jeg bor her for fællesskabet. Mister du den indstilling, er det på tide at flytte,” forklarer Anne.

Der er heldigvis ingen, der siger, at man ikke kan tage de kollektivistiske ideer med udenfor huset. Med til villakvarteret og opgangen på Frederiksberg. For Anne Brandhøj handler det om at dele mere og tænke andre mere ind i sin boble.

“Hvis jeg bager boller, kunne det jo være, min nabo også gerne vil have en bolle, og så kan det være, jeg får en cookie den næste dag eller bare lærer min nabo bedre at kende, så det ikke er irriterende, når jeg holder en fest, eller hvis jeg en dag beder om en tjeneste. Næste gang, du skal købe et eller andet, kunne du tjekke, om en i familien allerede har et eksemplar, I kan dele. Boremaskinen fx. Ikke bare for at spare nogle ressourcer, men også for at få den relation og interaktion, der følger med. Jeg tror meget på, at det er den fremtid, vi går i møde. Hvis vi skal bo og leve bæredygtigt, bliver vi nødt til at dele flere ting og bo tættere sammen. Og det er altså ikke noget, vi bare kan betale os fra. Vi skal rykke nogle grænser, gå på kompromis med vores magelighed og afgive nogle ting, men forhåbentligt får vi også en hel masse igen.”

I 70’erne var det en klar mission, at den kollektive boform skulle udbredes til resten af samfundet, og i dag taler de fleste kollektivister også gerne højt om deres måde at bo på. For Anne handler det om at komme fordomme til livs.

“Folk tror, at her er rodet og beskidt, og at alting sejler. At du ikke kan have private ting og altid skal gå på kompromis. At det er hippieagtigt, og at du skal være ræverød for at bo her.”

“Rent politisk er de fleste af os nok i den røde grøft, men det er ikke et krav, og det politiske fællesskab er ikke udtalt. Vi er meget mere båret af værdier. Vi har én vaskemaskine og én opvaskemaskine, og vi bruger halvt så meget vand pr. person end andre husstande, så det er jo bæredygtigt at bo, som vi gør. Vi har heller ikke alle sammen bil, men låner af hinanden. Vi sorterer affald og vil gerne leve økologisk. Og det og fællesskabet er de vigtigste værdier i dag,” forklarer Helena.

For et par år siden døde den sidste Kløvedal, der fortsat boede i huset – Douglas Kløvedal Lannark, husets astrolog, der har lagt horoskoper for både Kløvedal-klanen og Maos Lyst siden 1970. Men forbindelserne til historien og fortiden bevares og dyrkes fortsat.

“Vi har stadig en god relation til tidligere beboere, som glædeligt kommer til vores årsfester og nytårskure. Det er med til at minde os om, at vi bor i et hus, som har betydet utrolig meget for utrolig mange mennesker gennem utrolig mange år, og at vi skal føre arven videre på bedste vis,” fortæller Anne.