Marias mor begik selvmord: "Jeg tænkte, at nogen skulle stoppe de skrig. Men de kom fra mig"

Stærke smerter

Maria beskriver forholdet til sin mor som tæt. Da hun efter gymnasiet rejste til Schweiz for at arbejde og oplevede en hård periode, tog hendes mor straks ned til hende, og da moren året efter selv blev kørt ned af en bil og kun med nød og næppe reddede sit ene ben, rejste Maria hjem for at være der for hende.

"Det var vigtigt for mig at passe hende," forklarer hun.

Senere fik Maria job i Lichtenstein, og det ophold resulterede i et ægteskab og sønnen David. Moren fulgte med i Maria og barnebarnets tilværelse gennem besøg og tæt telefonisk kontakt, og da Maria i 2002 blev skilt og rejste hjem, foreslog hendes mor, at David var hos hende hver anden weekend.

"Den ordning betød, at deres forhold blev rigtig fedt, og samtidig var det en god hjælp for mig," siger Maria, der uddannede sig til ergoterapeut.

Men hvor moren var god til at være der for både datter og barnebarn, havde hun ikke overskud til så meget andet. Det ødelagte ben gav hende voldsomme smerter, og hun blev tilkendt førtidspension og måtte tage stærk smertestillende medicin for at komme gennem dagen og bruge sovepiller om natten.

Planlagde selvmord

"Alt handlede om sygdom, når man kom på besøg, og det var svært for mig at rumme," siger Maria.

Når hun i dag tænker tilbage, kan hun godt se, at hendes mor havde planlagt sit selvmord gennem flere år. Hun opdagede det bare ikke dengang.

"Hun ændrede adfærd, men ikke så meget, at vi fik mistanke om noget," siger hun.

I dag kan Maria retrospektivt forstå, hvorfor hun pludselig skulle have nogle smykker, som moren ellers havde sagt, at hun først måtte få, når hun selv ikke var her mere. Hun forstod med et, hvorfor moren havde fortalt hende, hvordan hun fodrede sine katte, og hvorfor hun havde hæklet en stak strømper til David, så ”han har, til når han bliver ældre”.

Ikke mindst forstod hun, hvorfor hendes mor pludselig havde insisteret på at sende en sms hver dag klokken 10, fordi hun havde set et program med folk, der ”lå døde i flere døgn, inden de blev fundet”.

LÆS OGSÅ: "Jeg er vokset op med, at andres følelser var vigtigere end mine"

Fars hjertestop

Det var netop den manglende sms, der 29. august 2012 fik Maria til at skynde sig hjem til sin mor for at tjekke, at alt var, som det skulle være. Da hun i ren befippelse ikke kunne finde ekstranøglen til huset, var det, at hun ringede til sin far, som derfor var til stede, da Maria fandt sin mor død med dåbsbilledet i hånden.

Både Marias far og hendes venner var der for hende efterfølgende, hvor hun også gik hos en krisepsykolog. Maria havde svært ved at slippe den vrede, hun følte over, at hendes mor havde forladt hende, men hun fik alligevel ret hurtigt styr på livet igen og havde det i de følgende år godt.

Men så faldt hendes far pludselig om med hjertestop. Det var i 2019, og rutinemæssigt ankom politiet til stedet.

"Det var den samme betjent, som kom, da min mor døde," fortæller Maria.

"Da jeg så ham, begyndte det at kortslutte i mit hoved – pludselig var jeg tilbage ved hendes død."

Maria var ramt af en posttraumatisk stressreaktion. Hun begyndte at kaste op og fik stærke flashbacks til sin mors død.

LÆS OGSÅ: "I syv år har jeg healet mig selv hver aften. Det er min måde at håndtere frygten på"

Græd og græd

Denne gang fik hun hjælp gennem Netværket for Selvmordsramte, hvor hun gik i samtaleterapi.

"Jeg troede, jeg var vred på min mor, men gennem samtalerne begyndte jeg at forstå, at det var mig selv, jeg var vred på: Fordi jeg ikke havde gjort det godt nok. Fordi jeg ikke havde set alle de små tegn på, at min mor planlagde et selvmord," fortæller Maria.

Som adopteret har hun den grundbrist i sig, forklarer hun, at hun er blevet forladt som baby, og senere oplevede hun et svigt fra sin far, da han fik en nye familie.

"Jeg har altid haft en angst for at blive forladt," siger hun.

Gennem samtaleterapien fik Maria en forståelse for, at hendes mor ikke havde forladt hende, men havde fået nok af sin sygdom; at hun ikke kunne mere.

Maria Vogt er aktiv i Landsforeningen for efterladte efter selvmord. (Foto: Sara Skytte)

"Jeg fik sat ord på sorgen. Aldrig har jeg grædt så meget; endelig kom forløsningen," siger Maria.

Hun er efterfølgende gået aktivt ind i arbejdet i Landsforeningen for efterladte efter selvmord, hvor hun taler med pårørende og sidder i landsbestyrelsen.

"Hvis jeg kan gøre det mindste for at få efterladte til at se et lys for enden af tunnelen, bruger jeg gerne tid på det," siger Maria.