Martin Ellermann Forfatter Klumme

Foto: Privat Martin Ellermann er aktuel med romanen "Det bliver aldrig det samme igen".

Vi mænd er for hurtige til at blande os udenom, når #MeToo-historierne ruller

”Kvinders grænser bliver ofte overskredet. Det er efterhånden et veletableret faktum. Jeg og mange andre mænd har både hørt om det fra venner og veninder og endda selv været vidne til det. Men alligevel blander mange sig udenom. Vi nedtoner og bagatelliserer problemet og har svært ved at rumme historierne og de barske realiteter”, skriver forfatter og journalist Martin Ellermann.

Der skete noget interessant under de første nedlukninger i 2020, hvor jeg var hjemsendt og ramt af stilstand og kedsomhed. Anden bølge af #MeToo rullede, og jeg kom til at tænke tilbage på de kvinder, der i årenes løb havde fortalt mig om de krænkelser – store som små – de havde været udsat for.

Mange mænd – mig selv inklusiv – vidste det jo egentlig godt. Jeg har gennem årene både selv været vidne til samt talt med adskillige kvinder, der beretter om, hvordan de er blevet befamlet i byen eller til fester på studiet og arbejdspladsen trods flere tydelige afvisninger.

LÆS OGSÅ: I dag hylder vi Sofie Linde og alle de kvinder, der efterfølgende tog en for holdet

Stilstand førte til refleksion

Corona-nedlukningen i 2020 var et af de særlige øjeblikke i livet, hvor vi pludselig fik tid til at tænke over tilværelsen, fortiden og fremtiden. Og et af de store spørgsmål, jeg stillede mig selv, var, hvordan jeg havde lyttet, reageret og fulgt op, når jeg var stødt på kvinders fortællinger om krænkelser.

Jeg husker blandt andet en amerikansk kvinde, jeg kendte for år tilbage, som engang fortalte mig om et overgreb, hun blev udsat for som ung førsteårsstuderende på universitetet. Jeg må indrømme, at jeg ikke lyttede og håndterede hendes historie, som jeg i dag ville ønske, jeg havde gjort.

Det er ikke fordi, jeg ikke lyttede eller fortalte hende, hvor forfærdeligt, jeg synes, det var. Og jeg spurgte også, om hun havde fået hjælp efterfølgende og andet i den dur. Problemet var mere det, at jeg på mange måder slap den viden, jeg lige havde fået, så snart samtalen var ovre.

For det kan være ubehageligt at erkende, at sådanne ting foregår rundt omkring en – og blandt de piger og kvinder man kender. Jeg tror, at mange – deriblandt mig selv – har haft svært ved at håndtere den viden og acceptere, at det er en hyppig og almindelig fortælling, og at der er personer blandt vores egne venner, der måske er blandt krænkerne.

Viden bør føre til handling

På en tidligere arbejdsplads havde jeg en kollega, der til firmafesterne befamlede og var vulgær over for de kvindelige medarbejdere. Sagde de fra, vrissede han af dem og gik sur og fuld videre til den næste. De fleste i min afdeling var udmærket klar over hans adfærd. Alligevel var min fornemmelse, at det blev anskuet som et lidt upassende men alligevel uskyldigt indslag.

Efter en særlig ubehagelig episode tilbød jeg at gå med en af kvinderne til ledelsen, men det ville hun ikke. Hun havde ikke lyst til at gøre et stort nummer ud af det – og jeg var ikke stærk nok til at gå videre med sagen selv. For dengang – for ganske få år siden – var det jo bare et vilkår, at den slags skete. Det var næsten normalt. Og det var noget, som mange kvinder havde set eller oplevet mange gange før.

Men måske jeg skulle have fortalt det til HR og ledelsen alligevel – uden at involvere kvinden. Det ville jeg ønske, jeg havde gjort, når jeg tænker tilbage på det i dag.

Når historier om krænkelser kommer op med veninder – eller for den sags skyld mandlige venner – så håber jeg, at jeg som udgangspunkt er blevet bedre til lytte. Men det er ikke nok. Vi skal også tage fortællingerne med videre og lade traumerne og alt det ubehagelige komme ud og leve i det fri. Vi skal kort sagt handle på den viden, vi får.

Det er svære samtaler, men vi skal turde være i dem. Og mænd skal selvfølgelig i særlig grad lytte, når de får muligheden. For mænd kan sagtens lytte, og mænd kan også stoppe mænd. Personligt vil jeg aldrig mere nedtone eller bagatellisere de ubehagelige fortællinger.

LÆS OGSÅ: 17-årige Mathilde om omdiskuteret forbud: ”Det er stadig en daglig kamp”

Mænd skal mere på banen

Under nedlukningen i 2020 fik jeg som nævnt tid til at tænke over fortiden – herunder de historier om krænkelser jeg er stødt på i mit liv. Det kom der en bog ud af – en roman, der netop handler om, hvad der sker med os, når vi pludselig får god tid til at tænke over fortidens ar på sjælen.

I den periode piblede minderne frem om både mine egne oplevelser og problemer fra fortiden – men også minder om folk, jeg har kendt engang, og de traumer og ar, de slås med.

I bogen har jeg ladet mig inspirere af nogle af de mennesker, der gennem tiden har fortalt mig om deres oplevelser, og hvad isolationen, stilheden og den manglende håndtering og italesættelse af hændelserne mon ville gøre ved dem. Lærer man at leve med dem, eller æder de langsomt en op?

Romanen var min måde at bearbejde både Metoo og stilheden under nedlukningen. Og generelt synes jeg, det ville være befriende, hvis mænd deltog mere aktivt i debatten og både turde lytte og dele deres viden om en kultur, vi burde have gjort op med for længe siden.

Spørgsmålet er, om vi for alvor kan komme videre, hvis ikke flere mænd lytter og bidrager til samtalen.

Om romanen "Det bliver aldrig det samme igen"

Det bliver aldrig det samme igen.jpg

Under hele sin opvækst havde Karen oplevet uønskede tilnærmelser fra mænd. Nu var hun i starten af 40'erne, og det var stadig den samme historie.

I løbet af sommeren 2020, hvor hjemmearbejde, corona­-angst og stilstand præger livet, dykker hun ned i fortidens traumer og mister langsomt forbindelsen til karrieren, kærligheden og det liv, hun har skabt.

Det bliver aldrig det samme igen er en fortælling om tre skæbner, der flettes ind i hinanden, og hvor personlige og historiske traumer medfører, at der er et definerende før og efter i hver deres liv.

Se, hvad vi ellers skriver om: #MeToo, Bøger, Klumme og Sexisme