Matilde Kimer Interview Kærlighed og Rusland

Foto: Sara Skytte "Jeg ankom en iskold dag i september og fik sparket benene væk under mig – på godt og ondt," fortæller journalist Matilde Kimer i dette interview om forholdet til Rusland.

Matilde Kimer mødte kærligheden på jobbet: "Han er modvægten i mit liv"

Journalist Matilde Kimer mødte sin mand, da de blev sendt til Irak for at dække krigen. I dag bliver han hjemme, når hun rejser rundt som korrespondent for DR, hvor de har klare aftaler om, hvad hun skal skrive, hvis krigens alvor kommer tæt på.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg må ringe til min mor for at høre, hvad den hed, men det var i et hus i Korsør lige ved siden af et fodboldstadion. Jeg har ladet mig fortælle, at min kærlighed til sport blev grundlagt, da jeg stod og kiggede ind på stadion som lille. Min opvækst er lidt rodet, men jeg er den førstefødte i et meget ordinært middelklassehjem i 80’erne. Da jeg var syv, tog min mor mig under armen, og med min lillebror i maven flyttede hun fra min far og blev skilt. Min mor er en bestemt dame! Vi flyttede ind i en lejlighed oven på Sjællands Tidendes redaktion i Korsør. Der startede en ny tilværelse, og så kom min bror som lidt af en skuffelse, fordi jeg havde bestilt en pige. Siden er jeg dog blevet glad for ham. Jeg tror selv, jeg var lidt af en gammelklog pige. En gammel dame i en syvårig krop. Jeg var også ekstremt genert og ville helst gemme mig under min mors kjole, for det var grænseoverskridende for mig at tale med fremmede. Skolen syntes jeg var røvkedelig, for det gik for langsomt.

LÆS OGSÅ: Zenia Stampe om at miste sit barn i uge 24: "Jeg faldt ned i et sort hul"

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg var meget glad for musicals og teater, så jeg gik faktisk til optagelse på en musicalskole i London, men på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg simpelthen ikke var god nok. Jeg var 21 år og havde store kærestesorger, men jeg var også for gammel til at starte på den karriere. Så hvis jeg ikke skulle være sangerinde, skuespillerinde eller nogens fremtidige kone, hvad skulle jeg så lave? Jeg tog til Paris og besøgte min onkel og hans skøre dejlige russiske kone. Jeg havde planer om at rejse gennem Rusland, men det krævede et visum, som jeg ikke kunne få. Men min skøre russiske tante allierede sig med sine venner på det russiske konsulat, og jeg kunne få visum, hvis jeg blev indskrevet på et russisk universitet i Sankt Petersborg – og tog franske sæber med til tantens veninder.

– Jeg ankom en iskold dag i september og fik sparket benene væk under mig – på godt og ondt. Brikkerne faldt på plads. Rusland i 2002 var så fremmed i lugte, lyde og udseende. Jeg blev hentet af en brysk og uvasket type, som stod i lufthavnen med mit navn på et skilt – på kyrillisk. Jeg forstod ikke et ord af, hvad han sagde, men han satte mig af uden for et dunkelt kollegie. På alle former for semioffentlige bygninger i Rusland sidder vagter, som opfører sig som om, de passer på en præsident, så man skal altid have sit ID med. Han kunne ikke et ord, der ikke var russisk, så jeg pressede bare mit pas op ad ruden og pegede og sagde "me", indtil han traskede ud og lukkede mig ind og op på 9. sal. På værelset ved siden af mit boede en fantastisk italiener, som delte sin pasta med mig og lånte mig en ti'er til en flaske vand, for jeg havde intet andet fået end flymad den dag.

– Hver morgen kom et gammelt brød af en traktorbus og hentede os og kørte os en time til universitetet. Jeg delte kollegie med en tanzanisk ambassadørdatter og datteren af en italiensk pizzamogul. Sankt Petersborg er umulig ikke at falde for. Det er verdens smukkeste by som taget ud af et eventyr. Der er slotte og floden, og det hele var så eksotisk for mig. Der var en butik fuld af piratkopierede cd’er, som man kunne købe for en krone. Der var 12 meter lange Cadillacs, og ved siden af kunne der sidde en hjernekirurg på gaden og sælge frimærker. Det er altså vildt, når man kommer fra Korsør. Om aftenen gik vi på en lille bar ved siden af kollegiet, hvor vi mødte russere, og sådan gik det semester. Jeg har så mange gode minder – bortset fra nogle store, fede rotter – fra det ophold. Mange siger, at de blev skabt som mennesker i gymnasiet, men mine formative år var i Sankt Petersborg.

LÆS OGSÅ: Helle Fragalid: "I den situation blev jeg nødt til at sige fra"

– Da jeg kom hjem fra Rusland, startede jeg på journalistuddannelsen i Odense, fordi jeg gerne ville lave radio og tv, og fordi jeg kunne læse russisk som sidefag. Jeg klyngede mig til det russiske i håb om, at jeg kunne få lov at bruge det. Jeg var ikke færdig med Rusland.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Jesper, som i dag er min mand. Da jeg skulle til Irak for DR i 2008, fik jeg ham med som fotograf, og jeg mødte ham for første gang i lufthavnen. Han havde lige fået en vaccine, og han lignede et lig. Jeg tænkte: "Sikke et skvat, han skal bare stramme op, hvis han skal rejse med mig." Vi var sammen i Irak i en uge, og da jeg kom hjem, tænkte jeg: "Han måtte altså godt kigge forbi." Jeg havde i forvejen en datter på to år, og siden har jeg fået to børn med Jesper. Det, der fascinerede mig mest ved Jesper, var, at han er min diametrale modsætning. Alligevel deler vi alle de væsentlige værdier om at være ordentlig og anstændig. Men jeg er speederen, han er bremsen. Jeg er optimist, og han er realist. I starten diskuterede vi meget mængden af ting, vi kunne nå. Jesper elsker at hygge og lave ingeting, men det kan jeg i max ti minutter. Jesper er modvægten i mit liv, som gør, at jeg ikke blæser væk.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Hvor meget det sker, handler mest om, hvor meget jeg er i TV-Avisen. Men jeg har ikke noget problem med det. Det skulle da lige være, når jeg går rundt i supermarked iført et par bukser lavet af en omsyet morgenkåbe, der kan jeg godt tænke: "Åh, skal vi snakke om Putin lige nu?" Men folk stopper mig mest for at rose mig eller for at sige deres mening om Rusland. Kan man være andet end taknemmelig? For eksempel under krigen i Ukraine. Der stoppede folk mig på gaden med tårer i øjnene. Når nogen giver til kende, at de bliver bevæget af det, jeg laver, kan ingen chef give mig en bedre kommentar. Der kommer også en del russere over til mig og taler russisk. Så går Jesper lige ti minutter i Jysk, ha-ha.

– På Facebook og mail er beskederne lidt anderledes. Der kan folk for eksempel finde på at skrive, at jeg er en Putin-kælling, at jeg er købt og betalt, at jeg er en del af en jødisk sammensværgelse, eller at jeg forsvarer ukrainske nynazistiske babymordere. Der er jo ingen hæmninger online. Der var også en for nyligt, der skrev, at jeg skulle holde op med at snakke om Rusland og i stedet afsløre Putins fordækte milliarder. Men jeg har altså ikke en redaktion med 150 graverjournalister bag mig.

– Hey, Ruslandskontoret er altså bare mig, og jeg skal dække en fjerdedel af klodens areal.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Det skete i 2014-15, som jeg senere skrev min bog om, og det var ren terapi. Det var hårdt for mig at dække krigen i Ukraine, men også for min familie. Men jeg syntes, mit arbejde var det vigtigste, og det trådte meget tydeligt frem i den tid. Jeg prioriterede mit arbejde, og det gik ud over os. Jeg rejste flere gange ind i en krig, og på den måde tilsidesatte jeg min families behov for min sikkerhed. Det var også emotionelt en krise for mig, for på et tidspunkt måtte jeg gøre op med mig selv hvor meget ondskab, jeg kunne holde til uden at blive skadet.

LÆS OGSÅ: "På en måde får jeg ros fra den pige, jeg selv var for 15 år siden"

– Nu er jeg blevet bedre til at høre efter, når Jesper protesterer, og han er blevet bedre til at protestere. Men man skal jo heller ikke glemme, at vi mødtes i Irak-krigen, og jeg har aldrig forsøgt at skjule, at det var det, jeg ville. Hans risikovillighed har rykket sig meget, efter vi er blevet forældre, men det har min ikke i samme grad, og jeg har ikke villet vælge krig fra. Jeg synes også, det ville være uetisk af mig, hvis jeg sagde, at det var for farligt for mig at være i krig men ikke for de mennesker, der lever i det. Jeg føler faktisk ansvar for at formidle, hvad der foregår i Ukraine, Tjetjenien og Armenien. I dag forstår Jesper det bedre, og vi har trænet at kommunikere fra farlige områder. Jeg har en gang prøvet at sidde i en belejret by og sende ham en besked om, at vi bliver beskudt, hvorefter han svarede med "HVAD SKAL JEG BRUGE DET TIL?" Derfor fortæller jeg ham ikke på forhånd, hvad jeg skal. Jeg skriver snarere: "Nu tager jeg ind i en rød zone, og jeg skriver, når jeg er ude igen."

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg venter på, at vi alle fem kan flytte til Rusland, når grænserne åbner, fordi jeg har skrevet en toårig kontrakt med DR. Vi har tidligere prøvet at bo der i ni måneder under fodbold-VM i 2018, men denne gang er det to år. Vi har selvfølgeligt tænkt meget over børnene, men de skal gå på en fed skole, og ligesom sidst gør vi os umage med at socialisere med andre børnefamilier. Der er en vis dårlig samvittighed forbundet med at trække fire andre mennesker over til min drøm. Så jeg føler mig forpligtet til at skabe de bedste rammer for dem. Mine børn taler cirka lige så meget russisk, som da jeg kom dertil første gang, men for dem er Rusland ikke noget fremmed og farligt, som det er for mange danskere. Det er bare et andet land at bo i – men bestemt ikke Hvidovre – og Moskva har bare mere at tilbyde end København. De skal opleve de gode sider af landet med sportsevents, pool-dage og en hytte ved floden

Hvem er Matilde Kimer?

Matilde Kimer.jpg

  • Født i 1980.
  • Arbejder som DR-korrespondent i Rusland.
  • I løbet af 2021 flytter hun til Moskva med sin familie, som består af manden Jesper og deres tre børn.
  • Uddannet journalist med sidefag i russisk og har i perioder boet i Rusland, ligesom hun har rapporteret fra krigszoner i og omkring RUsland.
  • I 2016 udkom hendes bog Krigen indeni om hendes arbejde under krigen i Ukraine.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Familieliv og Karriere