Mikael Wulff: "Efter jeg er fyldt 40, er jeg seriøst begyndt at overveje at få børn"

Kl. 08.00 Morgenmad på Sonny

Mikael og hustruen Xenia har en tradition for at gå på café og indtage dagens første måltid. De er på fornavn med ejeren, og der er en hjemlig atmosfære over den lille, afdæmpede og cool-københavner-cafe Sonny, hvor Weekendavisen ligger henslængt på et af cafébordene, og Amy Winehouses letflydende stemme strømmer ud af højtalerne.

Mikael står op kl. 6 hver dag. Han børster tænder, sætter sine kontaktlinser i og arbejder intenst ved et altid ryddet spisebord i en time frem til kl. 7. Som regel har han sine lydisolerende høretelefoner på, hvor lyden af ambient electronic fylder øregangene. Det skal være musik uden sang, for Mikael forstyrres af den menneskelige vokal. Det er ikke kun musikken, der er nøje tilrettelagt – alle forstyrrende elementer er forbudt i dette tidsrum.

Mikael: – Jeg er tilsyneladende helt usædvanligt begavet lige i den time, hvor alle mine sanser og mit intellekt er skærpet på et niveau, som det slet ikke er resten af dagen. Gennem et langt liv har jeg lært, at når jeg står op om morgenen, har jeg en stor tro på mine egne evner og på livet generelt. Fuld af håb og virkelyst, siger han med et smørret grin.

Morgenerne er dyrebare for Mikael, for her nedfælder han de fleste manusser til ungdomsserien “Perfekte Steder”. Serien handler om en stormende forelskelse, der spontant opstår mellem den målrettede og businessmindede Tobias og den impulsive og følsomme Rose, og alle de komplikationer, man møder undervejs, når forholdet, vennerne og tålmodigheden sættes på prøve. Mikaels koncentration sættes også på prøve, efterhånden som dagen skrider frem.

Mikael: – Jeg føler, at jeg allerede har gjort en indsats for resten af dagen. Så får jeg ikke dårlig samvittighed, hvis jeg ender med at sidde og se kattevideoer på Youtube i tre timer henad eftermiddagen.

Selvom Mikael er udpræget A-menneske, mødte han Xenia i nattetimerne på en klub i indre by for godt fem år siden.

Hvordan spottede I hinanden?

Xenia: – Jeg var pinligt ædru, fordi jeg var i bil.

Mikael: – Og jeg var bare pinlig.

Xenia: – Du var pinlig og havde også drukket.

Mikael: – Det gjorde mig bare elegant.

Xenia: – Vi faldt i hvert fald i snak.

Mikael: – Og så opstod der en eller anden sjælelig forbindelse. Faktisk meget lykkeligt og enkelt – ikke specielt omstændeligt. I mit liv har jeg aldrig oplevet kærlighedsforhold, der ikke er startet nemt og enkelt. Jeg tror ikke på, at man skal kæmpe i starten, men undervejs. I starten skal begge parter jo være rimeligt åbne og modtagelige, og det var vi da helt sikkert der.

Efter mødet var Mikael overbevist om, at de skulle på date. For der var noget ekstraordinært over Xenia, som han ikke var stødt på hos andre kvinder.

Mikael: – Når jeg var sammen med hende, gav hun mig indtrykket af, at vi ville få nogle øjeblikke, som jeg aldrig ville glemme.

Xenia: – Vi synker sjældent ned i negative ting og har det altid sjovt og griner sammen hver dag – det har jeg aldrig prøvet før.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Coster-Waldau: "Jeg har været i stand til at hjælpe nogle familiemedlemmer, hvilket er vidunderligt"

Selvom der er 20 år imellem dem, ser de begge aldersforskellen som en styrke i parforholdet. For de har tilstrækkeligt tilfælles, som gør ujævnhederne mindre synlige, men kommentarer er de ikke blevet sparet for.

Mikael: – Jeg kommer jo ligesom ud af komiker-miljøet, så det er da klart, at det bliver i den grad brugt i alle mulige sarkastiske bemærkninger.

Xenia: – Nu er det heller ikke første gang, jeg er sammen med en ældre fyr, så min familie har da spurgt, om jeg har overvejet at gå den anden vej. Men det er ikke noget problem, at Mikael er ældre.
Men der må være nogle punkter, hvor det især gør sig gældende?

Mikael: – Jo selvfølgelig. Altså vi var jo til et arrangement, hvor hele EM-holdet var samlet. De vandt vist det år, Xenia blev født.

Xenia: – Jeg vidste ikke, hvem de var. Jeg sagde alle navnene forkert over for Mikael og var ikke specielt meget oppe at køre over det, siger hun og griner højlydt.

Mikael: – Xenia var jo bare sådan lidt: Hvem er de der gamle idioter?

Kl. 10.00 Kunst & kærlighed

Kunst fylder meget i parrets liv, og foruden kompagnonen og vennen Anders Morgenthalers litografier på hjemmets vægge øges lageret af malerier og tryk fra tid til anden. I bryllupsgave har de fået penge til at udvide den private samling, men det store spørgsmål er nu, hvem maleriet skal være fra. Er det en gave fra Mikaels eller Xenias mor? Det ender med at være Mikael, der triumferende giver sin egen mor æren for de netop erhvervede kunstværker.

Mikael og Xenia blev gift d. 10. august sidste år på Helenekilde Badehotel, hvor Xenia var i guldfarvet velourkjole og Mikael i sort jakkesæt i et mere traditionelt snit. Men frieriet foregik langt mindre traditionelt. Det var Xenia, der valgte at gå ned på knæ.

Xenia: – Det var faktisk min mor, der pushede mig til at indse, at det var det rigtige at gøre. Man kan jo ikke rigtig bede sin mand om at fri, det synes jeg er utaknemmeligt. Hvis man gerne vil være i et ligeværdigt forhold, så tror jeg, at det også er vigtigt, at man giver sig hen og er engageret.

Havde du ikke modet til at fri, Mikael?

Mikael: – Jo, jeg tror bare, det handler om, at der skal andre mennesker til for at bryde de meget faste rammer, man har defineret for sig selv.

Xenia: – Du havde ikke tænkt på det med at blive gift.

Mikael: – Men jeg er jo lykkelig over, at vi gjorde det.

Kl. 12.00 På kontoret i Siljangade

New Creations minder om en mindre version af en gammel flyhangar. På en lavtstående reol har tre miniversioner af den velkendte fascistiske blå flodhest Dolph fået plads – lige ved siden af statuetterne fra Zulu Awards og The Voice for bedste tv-serie, som Mikael modtog i 2018 for ”Perfekte Steder”. Det er et kreativt værksted med plads til lavalamper, mikroovnspopcorn og selv en gammel transformer, som makkeren Anders efter sigende skulle have stået indeni som en form for kunstattraktion. Xenia har også sin daglige gang på New Creations, for hun er selv kunstner og har på Mikaels opfordring fået et skrivebord.

Mikael fører os ind på sit kontor, der ved første øjekast virker kontrolleret. På væggene hænger skitser til tegneseriestriben ”Wulffmorgenthaler” og to fotos af holdet bag ”Perfekte Steder”. Men i et af hjørnerne står en sprinklervæske og en blå Ikea-pose, som clasher med det henslængte par herresko fra Givenchy. Lidt ligesom hans fortid som komiker clasher med serien ”Perfekte Steder”.

Mikael: – Bare fordi man er komiker, er man jo ikke et fuldstændig fjollet individ resten af tiden. Danmark er jo også en lille landsby i forhold til film- og underholdningsbranchen, så er man i forvejen blevet stemplet som den, der laver ”det”, så er det ret svært over for én selv og omverdenen at ændre det.

– Jeg kommer fra en generation, hvor man ikke accepterer de helt fundamentale og menneskelige fortællinger. Meget af den satire, jeg har lavet, handler om at bygge en stemning op for at rive den ned igen, og med alderen har jeg tænkt på, hvad der ville ske, hvis man ikke rev den ned igen og i stedet stod ved følelserne og romantikken.

Vil du sige, at handlingen tager afsæt i dine egne erfaringer med kærlighed?

Mikael: – Det her med, når man tror, at ens liv er ét, men viser sig at være et andet. Man kan kalde det banalt, men ikke desto mindre er det noget, jeg har søgt efter.

– Uden at jeg selv har været bevidst om det, er hovedpersonerne Rose og Tobias to sider af mig, der forsøger at finde ud af det sammen. Tobias er den del af mig, der står op klokken 6 om morgenen, og Rose er den anden del, som er overladt til fantasierne i sit eget hoved og rummer noget lidt mere kaotisk og grænseløst. Rose har også en ting med at bruge jokes, når noget bliver for smertefuldt og kommer for tæt på. Det kender jeg jo fra mig selv, hvor jeg afmonterer en situation, hvis jeg bliver usikker. Det handler hele tiden om at få de to sider til at snakke sammen.

Mikael er vokset op i et gæstfrit hjem, hvor man selv var herre over det meste af døgnets vågne timer. I gymnasiet hørte han til nørderne, der lyttede til The Cure og så Stanley Kubrick-film. Mikaels far havde i omegnen af 6000 VHS-bånd og et kolossalt bibliotek med tusindvis af bøger. Han definerede de åndelige og intellektuelle muligheder, men han var også en meget fraværende far, der yndede at være i sit eget selskab, fortæller Mikael.

LÆS OGSÅ: Peter Øvig Knudsen om sin depression: "Det har været så helt ubeskriveligt forfærdeligt"

Mikael: – Min far kunne jo ikke retfærdiggøre over for min bror og mig, at vi ikke skulle se film, når han selv gjorde det. Det var ikke sådan, at vi blev presset af vores forældre til at arbejde ihærdigt i skolen, men hvis jeg ønskede mig et godt liv, skulle jeg sørge for at tage mig lidt sammen. Da jeg gik ud af gymnasiet, var jeg i tvivl om, hvordan jeg nogensinde skulle tjene en eneste krone på noget, som jeg interesserede mig for eller kunne finde ud af.

Flere af Mikaels venner valgte at studere film- og medievidenskab, men det ville Mikael ikke, fordi han i forvejen havde set så mange film. Han søgte ind på Litteraturvidenskab i håbet om at støde på emner, som ikke havde direkte sammenhæng med almen popkultur, og måske blive klogere på, hvad han ville med sit liv.

Mikael: – Nu gik jeg der kun rigtigt i et år, og derefter startede jeg med standup, så jeg tog de resterende eksaminer lidt løbende. Jeg nåede at lære, hvad det vil sige at lave et værk, og det har jeg blandt andet taget med mig i mit arbejde med ”Perfekte Steder”.

Hvordan fandt du så ud af, hvad du ville med livet?

Mikael: – Jeg sad på mit ungdomsværelse og følte, at verden var en uindtagelig fæstning. Jeg betragtede folk på tv og så dem optræde rundt omkring, men samtidig tænkte jeg: Hvordan bliver jeg nogensinde komiker? Hvordan bliver jeg nogensinde noget andet end en dreng, der sidder på et værelse og kigger ud på verden?

– Lynhurtigt fandt jeg ud af, at der fandtes cafeer og barer, hvor der var open-mic hver onsdag eller torsdag, og så havde jeg folks opmærksomhed i tre minutter. Standup blev mit springbræt – en uddannelse, som for mig, der kom fra en virkelighedsfjern verden, var enormt vigtig. Men i starten var jeg jo forstenet og kunne ikke tænke andet end: Overlever jeg det her?

Fra et besynderligt standup-show på diskotek Blue Bell i Varde til julefrokoster, hvor 10 håndværkere sad i et skur og drak guldøl. Eller en mislykket optræden til jurastudiets fredagsbar på KU. Episoder, som Mikael ikke ville have været foruden.

Mikael: – Genetisk set er jeg nok bare velsignet med en evne til ikke at dvæle ved nederlag. Et standup-show er for mig lidt ligesom at komme ind til et middagsselskab, hvor du ikke kender nogen. Du er opmærksom på at være åben og lyttende over for, hvad andre folk har at sige. På en eller anden måde præsenterer du dig selv, så de kan forstå, hvem du er, men generelt skal man være ligeglad med, hvad andre tænker. Det kræver lydhørhed og åbenhed.

– Med tiden har jeg fundet ud af, hvordan jeg kan få noget tilfælles med mit publikum. Hvad vil det f.eks. kræve af mig at lave en serie som ”Perfekte Steder” til mennesker, der er halvt så gamle som mig? Det kræver, at jeg finder noget universelt i historien, der ikke afhænger af, om man er 18, 28, 46 eller 54.

Er du stadig en nørd?

Mikael: – Jeg har altid haft en glæde ved at blive opslugt af det lidt obskure. Det eneste, der er ærgerligt ved det, er, at det kan gå ud over relationer. Men jeg kan godt lide at være i det der univers, hvor jeg er afsondret fra virkelighedens giroblanketter og fake news. Xenia plejer at beskrive det som, at jeg er en nørd, der ikke længere er en nørd. Altså jeg har nok en mere social adræthed end de fleste nørder og kan indgå i alle mulige sammenhænge. Og så har jeg en vis form for følelsesmæssig intelligens, som nogle nørder glemmer.

Kl. 13.45 Nu med Morgenthaler

Mikael kan bedst lide at have 117 ting i gang på samme tid, og derfor har han mennesker omkring sig som Pernille, der kan få struktur på projekterne. Der er både gang i de sidste forberedelser til tredje sæson af ”Perfekte Steder”, podcast-produktion, tegneseriestriben ”Wulffmorgenthaler”, der kører i over 400 aviser på verdensplan, en spillefilm – listen er lang. Mikael styrer dialogen under mødet, indtil makkeren Anders Morgenthaler bryder døren ind på sin markante facon, og stemningen ændrer sig i rummet.

Anders: – Jeg synes, du skal tage ansvar, Pernille, ellers bliver det, som Mikael og jeg laver, til et eller andet random. Det er sådan, det bliver!

Mikael: – Ja, hvis tonen er forkert eller jokesene er dårlige, så skal det bare ud.

Makkerparret mødte hinanden i 1999 og har siden fulgt hinanden på den private- og arbejdsmæssige front. Anders fik kone og børn, mens Mikael stadig var til byture og frie tøjler uden ansvar. Men selvom forskellighederne mellem dem er synlige, er de alligevel i en eller anden uforklarlig sync med hinanden og afslutter mange af hinandens sætninger. Mikael er punktlig med mange ting i tilværelsen, men dagens tidsplan er skredet. Mødet har trukket ud. Han skal i al hast have fat i en taxa, men fumler lidt med pegefingeren over skærmen, og en kollega tager over.

Taxaturen tager tid grundet kø gennem Københavns gader, og Mikael tager gentagne gange sin iPhone op af inderlommen på frakken for at tjekke de beskeder, der fortsætter med at tikke ind. Xenias skikkelse toner frem som baggrund på displayet. Hun fylder en stor del af Mikaels bevidsthed, især nu, hvor hans arbejdstider er så udflydende.

Ville du kunne se dig selv i et 9-17-job?

Mikael: – Nej, ikke rigtig. I mine 20'ere var jeg tekstforfatter på tv-redaktioner og skrev vittigheder til Jan Gintberg, Mette Lisby og Tim og Gordon, mens jeg gik på universitetet. Nu skal jeg også have et liv ved siden af til at fungere, hvor jeg er lykkelig. Jeg kan ikke ofre hele tilværelsen på at lave en tv-serie, bog eller film, for så bliver jeg en forhutlet ensom skikkelse.

– I perioder med stort arbejdsmæssigt pres og projekter, der kræver indlevelse, kan Xenia godt opleve, at jeg ikke er der for hende. Rent mentalt kan jeg være væk i en måneds tid. Xenia er et meget socialt menneske, og jeg har perioder, hvor jeg ikke har et særligt stort socialt behov. Det er min opgave at blive klog på at balancere de her ting.

På det punkt minder du måske om din afdøde far?

Mikael: – Min far havde ofte ikke noget imod sit eget selskab, og min egen eksistens er en evig påmindelse om, hvem han var, og hvordan han levede sit liv. Han viste mig, at de lyse stunder findes i øjeblikke, der er ret enkle. Jeg behøver ikke at basejumpe for at finde lykken.

Kl 15.51 Optagelse på Dronning Louises Bro

Folk med walkie-talkies render frem og tilbage, og snacks på store fade og tøjstativer bæres skiftevis ind og ud af de lokaler, holdet har lejet til dagens optagelser. Mikael går hvileløst frem og tilbage. Det tager længere tid end forventet at sætte det store maskineri i gang med over 100 statister.

Han forbereder sig på en lang kold aften, tager en skiundertrøje på under skjorten, skifter de sortpolerede herresko ud med et par forede gummistøvler og ligner til forveksling en stor skoledreng. Mikael kommer selv ind på, at han har nået en alder, der har fået ham til at overveje muligheden i at få børn.

Mikael: – Efter jeg er fyldt 40, er jeg seriøst begyndt at overveje at få børn. Det overrasker mig, at jeg allerede har nået den alder, jeg har. Jeg kommer jo fra en stor familie, men jeg har altid været typen, der selv har defineret mit liv, som jeg ville have det, og nogle gange på trods af præmisserne for at eksistere.

Hvorfor få børn nu?

Mikael: – Man går ikke på druk i byen på samme måde længere. Ser ikke vennerne på samme måde, som da man var 25. Så nu er jeg klar, og jeg skal nå at lære dem at kende, inden jeg dør. Der er jo alle mulige biologiske fakta, der gør, at det skal ske inden for den nærmeste fremtid.

Mørket har sænket sig over søerne ved Dronning Louises bro. Biler er i vejen, og der er for meget lys fra de forskellige lejligheder, der omkranser gaden. Mikael er ikke helt tilfreds. De fleste er iført gule veste for sikkerhedens skyld. Der sættes gang i røgmaskinen, som lægger et slør over gaden for at skabe den rette stemning af nytårskrudt.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: "Det er ret yndigt, når Instagram kan bruges til at skabe fællesskab"

To af skuespillerne fra serien, Olivia Joof og Jakob Åkerlind, instrueres af Mikael. Også hér er Mikael utilfreds med resultatet. De bliver bedt om tage scenen om mindst 10 gange.

Over 100 unge mennesker i alderen 16-19 år er dukket op for at agere statister til den sidste scene i seriens tredje sæson. De fleste af skuespillerne står i store dunjakker og tripper utålmodigt. Mikael fortæller, at det kommer til at trække ud, og at de først vil kunne holde efter-fest omkring kl. 01.30.

Hvor ser du dig selv om fem år, Mikael?

Mikael: – Jeg gider ikke at være så konkret faktisk, for det har altid været et problem for mig. Jeg har jo oplevet, hvor uforudsigeligt livet er, så det er formålsløst at spå om fremtiden. Havde du spurgt mig for fem år siden, om jeg ville lave en kærlighedshistorie som ”Perfekte Steder”, havde jeg nok ikke sagt ja. Så jeg håber, at der fremover vil være samme element af overraskelse.