Jytte og Olav Kristensen

Jytte og Olav måtte sige farvel til deres livsværk: "Jeg var stiktosset"

Jytte og hendes mand Olav har været minkavlere i over 35 år, og for deres tre børn har driften været omdrejningspunktet gennem barndommen. Det er et år siden, den sidste mink blev aflivet på Hørby Østergård, og familien gennemlevede deres livs krise. Nu skal de videre. Og de står stadig sammen.

Jytte plejede at sætte lyskæderne op i begyndelsen af november. For hun vidste, at når først pelsningen af gårdens mink begyndte midt i november og fortsatte en måned frem, blev der ikke tid til at tænke på julebelysning. Men sidste år kom lyskæderne ikke op.

Den 4. november 2020 var Jytte og et af hendes fem børnebørn ved at sætte julelysene op i haven, da de blev kaldt op til stuehuset. Der var corona-spredning på de danske minkfarme, og situationen var alvorlig.

"Vi havde fulgt med i nyhederne, men der var ingen smitte i vores område, så vi troede naivt, at vi var på den sikre side," fortæller Jytte Kristensen.

Da statsminister Mette Frederiksen tonede frem på skærmen på pressemødet, var alt klar til den årlige pelsning. Ekstra medarbejdere var ansat, og fryseren fyldt, og Jytte, Olav og deres tre voksne børn Morten, Trine og Mette var parat til at gå forrest i arbejdet. Det var nu årets indtægt skulle sikres efter et år, hvor coronaens indtog på verdensscenen allerede havde aflyst flere pelsauktioner. Men beskeden fra statsministeren var klar – alle mink i Danmark skulle aflives.

"Det var frygteligt. Jeg troede aldrig, det ville ske, ikke engang i mine værste mareridt," siger Jytte stille og får tårer i øjnene ved mindet om den skæbnesvangre dag.

"Og jeg var stiktosset. Statsministeren kunne da ikke bare nedlægge vores branche og tage vores levebrød fra os, lyder det fra Jyttes yngste datter," Mette Vinther Kristensen.

De to sidder ved det lange spisebord, hvor familien så ofte har været samlet for at tale om den minkdrift, der med årene blev til et familieforetagende.

"Mink havde været vores liv i så mange år, så hele vores verden gik i stå. Vi var alle i chok og krise," siger Mette.

Men der var ikke tid til chok og krise. Familien havde 10 dage til at aflive og pelse deres dyr. Dagen efter pressemødet gik de og deres 20 medarbejdere i gang med at aflive og pelse 33.000 mink.

Skråstol i pelseriet

Jytte og hendes mand Olav var kun henholdsvis 24 og 23 år, da de i 1980 købte Hørby Østergård ved Hobro, og i mere end 35 år har de avlet mink på gården.

"Mine forældre har lagt liv og sjæl i minkene, for det var ikke et otte til fire-job," siger Mette.

Hun og hendes søskende er opvokset med dyrene, og Mette var blot et halvt år, da hun blev sat i en skråstol i pelseriet, mens far og mor pelsede mink. Da hun blev større, hjalp hun og hendes to ældre søskende til på farmen.

"Jeg har 32 års erfaring i minkavl, for mine søskende og jeg har været med til det hele, og det har givet os et helt specielt sammenhold. Når vi havde været i gang med arbejdet længe, kunne far spørge, om vi skulle stoppe eller tage et par timer mere, så vi kunne blive færdige. Vi valgte altid det sidste, så vi kunne hygge dagen efter," siger Mette.

"Ja, I har nu ikke altid bare stået ret, når I skulle hjælpe," indvender Jytte og fortsætter:

"Men vi havde brug for jeres hjælp, især i de perioder, hvor vi ikke havde råd til så mange medarbejdere. Så måtte alle hjælpe til, hvis der skulle penge i kassen."

De tomme stalde

I dag bor de tre børn tæt på gården og er alle sammen med deres forældre medejere af mink-selskabet.

"Jeg har været stolt af at være minkavler og har forsvaret branchen, når jeg mødte nogen, som syntes, at minkavel var dyrplageri. Vi var ikke dyremishandlere. Min far kendte alle sine dyr, for ham var minkene hans fjerde barn," siger Mette.

Men nu er det slut. Familien knoklede i døgndrift for at nå at slå alle minkene ned. Bagefter kom sorgen og tomheden.

"Det var en sorg, vi alle skulle igennem. I december sidste år knækkede jeg sammen. Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde og havde svært ved at passe mit arbejde," fortæller Mette, der fik hjælp af en krisepsykolog.

I dag står de tomme minkstalde tilbage på gården. Jytte er glad for, at hun ikke kan se dem fra køkkenvinduet.

"Jeg går kun sjældent derned, og jeg skal ikke tænke for meget på det, for så bliver jeg ked af det," siger hun og håber, at der snart kommer en endelig afklaring på kompensationen til minkavlerne, så staldene kan blive fjernet.

"Jeg vil gerne have lukket det kapitel, så vi kan åbne et nyt og komme videre. Hele vores identitet er blevet taget fra os, så vi skal redefinere os selv. Det kommer til at tage tid at finde ud af, hvem vi er, og hvad vi vil," siger hun.

En bristefærdig bule på Mettes mave afslører, at der snart åbner sit et nyt kapitel. Hun er tæt på termin og kan snart byde sin førstefødte velkommen til verden.

"Det gør mig trist, at mit barn ikke kommer til at opleve det sammenhold, som vi i familien har haft omkring minkene. Vi var alle med, når de blev pelset i november. Det var lige som høsten i gamle dage, og det har givet os en god ballast, at vi er vant til at tage fat," siger hun.

Noget at holde fast i

Familien Vinter Kristensen har brugt det sidste år på at bearbejde sorgen og chokket over at have mistet minkfarmen, men de har ikke ladet sig slå ud.

"Vi er rykket tættere sammen i bussen," siger Jytte.

"Tidligere var vi nok ikke så gode til at tale om følelser, men det er vi blevet bedre til, så der er også kommet noget godt ud af situationen," siger Mette.

Familien har sammen skrevet bogen Den sidste mink, der både handler om deres liv på minkfarmen og om nedlukningen af erhvervet.  

"Vi ville gerne have noget at holde fast i, når vi var kommet ud på den anden side. Det var ikke meningen, at bogen skulle udgives, men vi vil gerne vise andre, at vi ikke er ofre, og vi er jo ikke de eneste, der har mistet vores levebrød på grund af coronaen. Vi har hinanden, så vi skal nok klare os," fastslår Mette.

På årsdagen for Mette Frederiksens udmelding om, at alle mink skulle slås ned, holdt familien en reception, både for at fejre udgivelsen af bogen og for at takke alle dem, der støttede i den svære tid med blomster, mad og kager.

"Olav sagde, at det var ligesom at være med til sin egen begravelse, men det har også været som at miste et nært familiemedlem," siger Mette.

På den måde blev receptionen markeringen af en ny tid for familien.

"Vi vil gerne blive ved med at arbejde sammen, så nu skal vi finde ud af, hvad det skal være," siger Mette og lader hånden hvile på maven.

Om Jytte og Mette

  • Jytte Kristensen, 65 år, har siden 1980 boet på Hørby Østergård ved Hobro sammen med sin mand Olav Vinther Kristensen. Sammen er de forældre til Morten, Trine og Mette, som alle tre er medejere af minkfarmen.
  • Mette Vinter Kristensen, 33 år, er gift med Nicklas, venter parrets første barn og arbejder som salgskonsulent.