Marilyn: Sandheden om det blonde sex-symbol

”Jeg håber, du har fået noget ud af det,” siger hun pludselig kælent. Hun har drukket en flaske champagne i løbet af journalistens besøg, der nu nærmer sig sin afslutning. Sekundet efter griner hun som for at slå fast, at de nu er forsonede igen, efter det vredesudbrud hun kom med få minutter tidligere – over pressen, der misforstår hendes kunst, og filmselskaber, der behandler skuespillere ”som maskiner”. Og han griner høfligt med: ”Ha ha”. Så bliver hun igen alvorlig og siger: ”Please, don’t make me look like a joke…”

Det blev Marilyn Monroes sidste interview, og der er mange grunde til, at man får gåsehud, når man i dag lytter til det på YouTube. To dage senere blev hun fundet død i sin seng af en overdosis sovemedicin. Årsagen er det aldrig lykkedes myndighederne i Californien at klarlægge.

Historien om Marilyn Monroe er en af de største og mest glamourøse myter og et af de største og mest glamourøse menneskelige mysterier i både amerikansk kultur og moderne tid.

Filmen om hende, ”My Week With Marilyn”, der fik prmiere tidligere i år, et smukt og nuanceret billede af stjernen fortalt gennem en ung englænder, som hun havde et kortvarigt men intenst forhold til, mens hun filmede ”Prinsen og Korpigen” i England i 1956.

Det er ikke første gang, at biografier eller andre fortællinger udfordrer myten om Marilyn Monroe som den ikoniske dumme blondine. Men ”My Week With Marilyn”. viser hende som en psykisk skrøbelig, men også ambitiøs kunstner med et fatalt had-kærlighedsforhold til berømmelse. Og så giver den et billede af en charmerende og intelligent kvinde med meget mere stil og klasse, end hun før har fået credit for.

Myten om sexsymbolet
”En kvinde er enten en ”Marilyn” eller en ”Jackie”,” siger en af de ansatte på reklamebureauet i den populære tv-serie ”Mad Men”, der foregår i 1960. Og selv om det i dag nok ville blive betragtet som mandschauvinistisk at diske op med den slags generaliseringer, er Marilyn Monroe og Jackie Kennedy begge stadig ikoner, der står for noget diametralt modsat. Marilyn som det svulstige sexsymbol med røde læber og kavalergang. Jackie som den kølige, elegante aristokratiske førstedame, der bragte minimalistisk europæisk mode til USA.

Men sådan hænger virkeligheden ikke nødvendigvis sammen, og da slet ikke efter Marilyn Monroes dagbøger er blevet offentliggjort. Hun testamenterede alt til sin berømte skuespil-lærer Lee Strasberg og hans Theatre and Film Institute i New York, og da Strasbergs enke for nylig bortauktionerede Marilyns ting, kom det frem, at hun havde skrevet stakkevis af optegnelser om skuespil, digte og litteratur – og om de psykiatriske behandlinger hun gennemgik for at forsøge at gøre noget ved den kvælende ensomhed, der konstant påvirkede hendes bogstaveligt talt voldsomt succesrige liv.

Nogenlunde samtidig blev otte timers interviews med Jackie Kennedy frigivet til udgivelse, og ifølge en artikel i Vanity Fair afslører de et mere broget billede af den feterede førstedame end det kendte, glitrede stilikon. Og samtidig påpeger tv-serien ”The Kennedys” at både JFK og Jackie tog stoffer – han for at dulme rygsmerter, hun, mener man, for at dulme stress. Til sammenligning viser også nyligt udkomne fotos af Marilyn Monroe, der læser James Joyces komplekse roman ”Ulysses”, en kvinde med både stil og finkulturel smag.

Det er denne gådefulde, nuancerede Marilyn, som skuespillerinden Michelle Williams – til sin egen store skræk – fik lov til at portrættere, da hun slog Scarlett Johansson og Kate Hudson i kapløbet om den eftertragtede hovedrolle i ”My Week With Marilyn”. Faktisk var hun så skræmt ved tanken, at hun først sagde nej tak til rollen. 

At genoplive Marilyn
”Både når det gælder hendes fysik og hendes stemme, er vi vidt forskellige,” har Michelle Williams forklaret til CNN. Hun har været Oscar-nomineret for sine roller i både ”Brokeback Mountain” og ”Blue Valentine”, men er mest kendt for sit forhold til afdøde Heath Ledger, som hun har datteren Mathilda med. Det vil dog muligvis ændre sig nu, for selvfølgelig fortrød hun.

”Man kan godt sige, at jeg har gået i Marilyn Monroe-skole, for jeg har haft flere lærere til at hjælpe mig med at forstå Marilyn, så jeg kunne fremvise en slags essens af hende.”

I seks måneder lyttede Michelle Williams til båndoptagelser, læste biografier, dagbøger og breve, studerede fotos, YouTube-klip og så alle Marilyn Monroes film. ”Nu føler jeg det lidt, som om hun er flyttet ind hos mig,” siger hun. Man kan gætte på, at den megen opmærksomhed, hun selv og hendes datter har været udsat for efter Heath Ledgers tragiske død – også af en overdosis i en alt for tidlig alder, har givet hende en særlig forståelse for Marilyn Monroes dæmoniserede forhold til sin berømmelse, som filmen handler om.

Det var manuskriptet til ”My Week With Marilyn”, der overbeviste hende, fortæller hun til Vogue:

”Så snart jeg havde læst manuskriptet, vidste jeg, at jeg ville spille rollen. Derefter brugte jeg seks måneder på at prøve at tale mig selv fra det. Men jeg vidste godt, at jeg egentlig ikke havde noget valg. Jeg er begyndt at tro, at man får det materiale at arbejde med, netop når man er klar til det,” siger Michelle Williams, der er 31 år.

Det er et år ældre, end Marilyn var den sommer, hun filmede i England og heldigvis for os i dag mødte 23-årige Colin Clark.

Læs også: De 3 film om mode du må se!

Så spil dog sexet!
Colin Clark var søn af en respekteret og velhavende historiker, men havde selv lyst til en karriere i mere glamourøse omgivelser. Gennem forældrenes venner, der talte ingen ringere end det feterede skuespillerpar Laurence Olivier og Vivien Leigh, fik han job som tredje instruktørassistent på ”Prinsen og korpigen”. For Olivier, der havde ry for at være verdens største teaterskuespiller og fejrede store triumfer på Londons teaterscene, skulle filmen give ham et comeback i filmverdenen. For Marilyn, der var begyndt at studere skuespilteknik med religiøs ihærdighed, var attraktionen at arbejde sammen med Olivier. Hun var træt af det image, hun havde fået som klovnet, blond sexbombe i ”Den søde kløe”. Et image, der kunne ses af enhver inden for en kilometers afstand på Manhattan af en flere meter høj plakat af hende med den hvide kjole, der blæser op i luften på facaden af en stor biograf.

Det fremkaldt gnister, ikke mindst med Oliviers tilgang til hende: ”Så spil dog sexet! Er det ikke det, du gør?!”

Hvis Olivier fra begyndelsen var irriteret over, at hun havde sin egen private instruktør i metode-skuespil Paula Strasberg med, blev han rasende over, at hun konsekvent kom for sent. Snart holdt hun helt op med at dukke op, og filmen gik i stå.

Instruktørassistenten Colin Clark, der senere blev dokumentarfilminstruktør, udgav mange år senere sin dagbog fra optagelserne med titlen ”The Prince, The showgirl and Me”. Men først i 2000 afslørede han, hvorfor der i den første bog havde manglet en hel uge under forløbet. Det skete, da han udgav bogen ”My Week With Marilyn”.

Sammen med en aldrende sikkerhedsagent var Colin Clark blevet bedt at holde et godt øje med Marilyn, fordi Olivier ikke stolede på hende. ”Alkohol? Divamanerer?” spurgte den rutinerede bodyguard. ”Alkohol, piller og divamanerer,” bekræftede Olivier.

Turen til England skulle samtidig agere bryllupsrejse for Marilyn og den berømte skuespilforfatter Arthur Miller, men da hun fandt nogle nedsættende beskrivelser af sig selv i hans notater, måtte hun erkende, at han ligesom alle andre tilsyneladende blot var interesseret i hende ”som en ko, man kan malke for penge”.

Marilyn er en rolle
”Jeg blev ikke opdraget til at være lykkelig,” sagde Marilyn Monroe i det sidste interview, hun gav før sin død, som om det var et givet faktum, hun havde lært at leve med.

”My Week With Marilyn” viser den sårbare side af ikonet, den Marilyn man også kan se i et klip på YouTube, hvor hun forgæves forsøger at forlade et hospital i fred for de hundredvis af pressefolk og almindelige nysgerrige. Uden makeup og mens hun forsøger at skjule sin desperation ved at trække ind mod væggen under forfølgelse af en råbende, masende menneskemængde. I interviewet på YouTube omtaler hun sig selv ”Jeane” som i hendes rigtige navne Norma Jeane Baker, og filmen viser hende som en kvinde, der helt bevidst spiller Marilyn Monroe.

”Skal jeg være hende?!” kurrer hun til Colin, før hun giver sig hen til rollen og poserer kælent for personalet på et slot, han har taget hende med til.

Da Arthur Miller rejste tilbage til USA, rakte hun i sin ensomhed ud efter den purunge, fregnede instruktørassistent, der ikke kunne stå for divaen. Da han erklærede hende sin loyalitet, blev han belønnet med en kortvarig love story.

Et modeikon
Når man har set Marilyn i film som ”Some Like It Hot” og ”Bus Stop” eller studeret det uskarpe klip, hvor hun iført en nedringet, næsten gennemsigtig guldkjole synger, eller smukt stønner, ”Happy Birthday Mr. President” for John F. Kennedy og flere tusinde mennesker på Madison Square Garden få måneder før sin død, får man sig en overraskelse med ”My Week With Marilyn”.

Filmen foregår i hendes forvandlingsfase fra typecastet dum blondine til karakterskuespiller, der vinder en Golden Globe for ”Bus Stop”. Og hun har skiftet den mere grovkornede baseballspiller Joe DiMaggio ud med den sofistikerede, lærde Arthur Miller. Men når det gælder kunsten at være sofistikeret, var det ikke noget Marilyn Monroe kopierede fra andre.

Spørger man modeekspert Jill Taylor, der er kostumedesigner på ”My Week With Marilyn”, var virkelighedens Marilyn Monroe langt fra klicheen om sexbomben i den nedringede guldkjole. I realiteten var hun et banebrydende modeikon. På et tidspunkt hvor mange kvinder stadig dyrkede et pyntet, feminint look efter lanceringen af Diors New Look i 1947, blev den private Marilyn Monroe ambassadør for en mere afslappet, underspillet elegance. Hun foretrak enkle sorte kjoler eller kombinationen af skjorte og pencilskirt.

I magasinet InStyle beskriver Jill Taylor hende:

– Hun var Calvin Klein-pigen før Calvin Klein, for hun var langt før sin tid, hvad angik hendes personlige styling. På det tidspunkt var kvinder meget mere stylede og pyntede i hverdagen, og hun var utroligt casual, meget enkelt klædt. Jeg tror, hun klædte sig, så hun havde det rart i det, hun havde på. Det er mit mål med filmen at vise, at hun udstrålede en afslappet elegance, som hun helt tydeligvis ikke gjorde i sit professionelle liv.

Myten om Marilyn Monroe bliver med at fascinere os, men det skyldes måske først og fremmest, at der kommer flere og flere nuancer på det gådefulde ikon, som de fleste af os er vokset op med en eller anden relation til eller fordom om.

På Michelle Williams’ værelse i San Diego, hvor hun voksede op, var væggene dækkede af billeder af Marilyn Monroe, fortæller hun i Vogue:

– Jeg havde et fotografi af hende, hvor hun står på en mark med træer i Roxbury i Connecticut. Hun har en hvid kjole på og bare tæer, og hun breder armene ud og griner. Der var et eller andet ved det billede af hende – så dejlig og glad og fri. Jeg har altid tænkt på hende som en barnekvinde, ikke et ikon, og måske er det derfor, jeg gav mig selv lov til at identificere mig med hende. 


Michelle Williams i rollen som Marilyn Monroe.
   

Læs også: Naomi Watts genopliver Diana