"Jeg var virkelig vred på mine venner og omverden"

”Vennerne vidste ikke altid, hvad fanden de skulle sige”

25-årige Sander Nissen-Petersen mistede begge sine forældre med tre års mellemrum. Som frivillig taler han nu med andre om deres sorg, så de ikke skal slås med den samme ensomhed, han selv gjorde.

I 2002 dør Sanders mor af en operation, der ellers skulle have været rutine. Hun fik fjernet godartet kræft i livmoderen, men operationen gav komplikationer, hun ikke kunne overleve.

I 2005 får Sanders far at vide, at han har en svulst i hjernen, og fire måneder efter dør han på Rigshospitalet. Kræften havde spredt sig i en hastig fart, og der var intet, lægerne kunne gøre for at fjerne den. Sander stod nu alene uden forældre. I stedet for at fortælle om sit tab byggede han en mur op mod omverden.

”Vennerne vidste ikke altid, hvad fanden de skulle sige, og når man heller ikke rigtig har lyst til at tale med dem om det, hvem går man så til? Jeg havde svært ved at bruge mine venner til at snakke om det, og jeg havde også svært ved at bruge min familie. Jeg tror, jeg generelt var dårlig til at snakke om følelser. For jeg syntes selv, at jeg havde det okay, selv om jeg egentlig var helt vildt ked af det. Så jeg syntes ikke, jeg havde brug for at snakke med dem, selv om de tilbød sig og sagde, at jeg altid kunne komme”, forklarer han.

Læs også: Kendte sætter fokus på sorgramte børn 

Grænseoverskridende start

Der gik derfor lang tid fra Sander mistede sine forældre, til han søgte hjælp. Først i en alder af 22 år valgte han at starte i en gruppe hos Børn, Unge & Sorg.

”Jeg skød det foran mig at deale med mit tab og mine problemer. Jeg prøvede at isolere mig og spillede rigtig meget computer i den periode, efter jeg mistede mine forældre. Jeg var generelt deprimeret men prøvede at takle det ved ikke at forholde mig til det og i stedet lave alle mulige andre ting. Det prøvede jeg i så lang tid som muligt, men kunne pludselig ikke mere. Jeg droppede ud af fysioterapeutstudiet, og da indså jeg, at jeg nok havde brug for hjælp og at jeg ikke kunne klare det alene, hvor jeg tidligere havde ment, at jeg ikke skulle have hjælp, og at jeg nok skulle klare det selv. Jeg vendte det meget indad mod mig selv, så derfor tog det mig rigtig lang tid at indse, at jeg havde brug for hjælp fra andre”.

At starte i terapigruppen var grænseoverskridende for den tungsindige Sander. Men da han først var startet, endte han med at gå der i halvandet år. For her var de alle jævnaldrene og kunne støtte hinanden. Og det gav Sander et pusterum til at finde orden i sit følelsesmæssige kaos.

”Jeg havde rigtig mange tanker og følelser, der rumlede rundt oppe i mit hoved. Og jeg havde svært ved at sætte ord på det og havde svært ved at holde styr på, hvad det var, der gjorde mig ked af det nogen gange. Der var rigtig mange følelser forbundet med at have mistet begge mine forældre, som jeg slet ikke havde styr på. Det fik jeg lidt mere i gruppen, fordi man begynder at snakke om det med andre, som også står i samme situation. Så kom der lidt mere styr på alt det kaos inde i mit hoved”.

Et tabueret samtaleemne

I dag arbejder Sander som frivillig for Børn, Unge & Sorg, hvor han bruger sin egen historie til at vise andre, at de ikke er alene om det at have mistet. Han synes, at organisationen, der hjalp ham, er med til at gøre det mindre tabubelagt at tale om døden.

”Mange folk i Danmark er dårlige til at håndtere det, når de snakker med en, som har mistet en forælder eller søskende. De ved ikke helt, hvad de skal sige. Jeg synes, at man kunne blive bedre til at snakke om det her, for det er noget, der sker i folks liv, og det er noget, man nogen gange er nødt til at forholde sig til, selv om det er svært at snakke om død og sygdom. Men nogen gange er man nødt til det, og det synes jeg, at Børn, Unge og Sorg gør. Deres arbejde gør, at det kommer på dagsordenen”.

Læs videre på næste side.

”Det kan jeg virkelig godt forstå”

Før hun fik hjælp af Børn, Unge & Sorg var Sinne Fenger Eybye vred på alle. I dag er hun glad igen og sørger for at have sin mor med sig i alt, hvad hun oplever.

I marts 2009 fandt lægerne en kæmpe tumor i Sinnes mors mave. De havde held med at operere den væk, men kræften var allerede spredt ud til skelettet. Hun kom i radioaktiv behandling, men døde af bivirkningerne efter ganske kort tid. Sinne var 21 år gammel, ensom ud til fingerspidserne og stanghamrende rasende.

”Jeg var virkelig vred på mine venner og omverden, når folk sagde til mig: ”det kan jeg virkelig godt forstå”. For jeg tænkte: forstå? Hvordan kan du forstå noget, du ikke har stået i før? Du har aldrig nogensinde oplevet det her. Du kan ikke sætte dig ind i, hvordan mit hoved fungerer, og hvordan jeg føler”, forklarer hun.

Det samme savn

Sinne blev henvist til en psykolog i Kræftens Bekæmpelse, men heller ikke hun kunne trænge igennem.

”Hun fortalte mig, præcis hvad jeg ville gennemgå. Jeg spurgte hende: ”har du selv mistet en far eller mor?” Næh, det havde hun ikke. ”Jamen så har jeg virkelig ikke brug for at høre på noget, du skal fortælle mig”. Bagefter kunne jeg godt se, at hun havde ret. For det var præcis det forløb, jeg gennemgik. Men jeg havde ingen respekt for hende. For det var faglighed, og hun mødte mig slet ikke”.

Et halvt år efter sin mors død startede Sinne derfor i sorggruppen hos Børn, Unge & Sorg. Og til sin store lettelse fandt hun her ud af, at hun ikke kunne blive vred gruppens medlemmer.

”De havde netop et argument for, hvorfor de kunne forstå mig, og jeg kunne høre, at deres følelser var meget lig dem, jeg selv havde. Så det hjalp mig væk fra en ensom situation til at føle, at der faktisk også var andre, der havde noget af det samme. Man behøvede ikke at forklare en hel masse, fordi vi alle vidste, hvad det ville sige at kunne savne og at have et tab. Historierne kunne være forskellige, men savnet var det samme”.

Læs også: Kendte om at miste forældre som unge: Det sætter spor til evig tid

Støvler, halskæde og frivilligt arbejde

I dag er Sinne 24 år gammel og arbejder som frivillig i Børn, Unge & Sorg, hvor hun rådgiver andre frivillige med at tænke i baner, som hjælper de unge bedst muligt. Hun savner stadig sin mor, men sørger for at have hende med i sin hverdag i så stort et omfang som muligt. Derfor har hun i dag sin mors støvler på samt en halskæde, hun fik til sin 21 års fødselsdag. På den måde har hun en del af hende med sig, selv om moderen ikke længere er fysisk til stede. Arbejdet som frivillig giver også Sinne mulighed for at huske sin mor. For her er der plads til at tale om det tab, som hun stadig ikke indvier sine venner i.

”Det er hårdt at blive ved med at beskæftige sig med noget, der har været så voldsomt for en selv. Men min mor kommer aldrig tilbage, og jeg savner hende stadig, selv om det er tre år siden. Og hvad gør jeg, når jeg savner hende? Hvis det kan hjælpe nogle andre til, hvordan de kan gøre, så bliver det ikke meningsløst for mig, at jeg har de tanker. Så bliver det et værktøj, jeg kan give videre. Og det hjælper mig, at kunne mindes min mor ved at arbejde for Børn, Unge & sorg. For livet går videre, det er det, man finder ud af. Man starter studie og kommer tilbage til en normal hverdag. Men da jeg kom tilbage til en hverdag, så var det en hverdag uden min mor. Derfor er Børn, Unge & Sorg rigtig god for mig. De mennesker ved, at min mor er død, så her har jeg rum til at få min mor ind i min hverdag. Derfor giver det god mening at beskæftige sig med savnet. Det skal ikke fylde alt, men det skal fylde noget, fordi det fylder i mig”.

Læs videre på næste side.

Sorgen forsvinder aldrig

Kristine Svart mistede sin far til kræften i en alder af 17 år. I dag har hun lært at leve med sin sorg og er nu frivillig i den organisation, der hjalp hende med at finde fodfæstet, da hun manglede det mest.

”Nu kan vi ikke gøre mere”, lød det fra lægens læber. Efter seks års kamp mod den kræft, der spredte sig i Kristines fars krop, måtte hospitalet give op. Den 6. marts 2010 gjorde Kristines far det samme.

I årenes løb var han blevet opereret fem gange, hver gang til beskeden fra lægerne, at det hele nok skulle gå. Det var en rutsjebane tid, hvor håb og frygt skiftevis overlappede hinanden. De mange års sygdom fik sit faste greb om Kristine, og jo længere tid, der gik, desto mere føltes det som om, at hendes liv faldt fra hinanden. Fritidsinteresser blev droppet, social arrangementer ligeså. Og i midten af 3.g. ramlede alting sammen.

”Jeg kunne ikke forstå det, for det var ikke mig, der var syg. Det var jo min far. Men jeg følte mig bange og ensom og kunne ikke komme ud med det. Jeg turde ikke sige noget til min far, fordi jeg var bange for, at jeg ville tage et håb fra ham. Da han havde det allerværst, var jeg virkelig ensom. Jeg kendte ingen andre, der havde været ude for det samme som mig, og det var forfærdeligt at stå der og føle, at jeg var den eneste i verden, der havde det sådan”, forklarer hun.

Ikke så alene endda

Heldigvis fik Kristine hjælp hos Børn, Unge & Sorg. Her kom hun i samtalegrupper med andre unge, som også havde syge familiemedlemmer.

”Gruppen hjalp mig ved, at jeg fandt ud af, at jeg ikke var den eneste. At jeg gerne måtte tale om de følelser og den frygt jeg gik med. Jeg var 17 år og havde lagt meget af min ungdom på hylden. Men nu lærte jeg at få lov til at være ung. Og jeg fik åbnet op for en masse ting overfor mine venner, så jeg også blev tætte med dem igen. Jeg lærte, at hele mit andet liv også kunne fungere”.

Samtidig gav samtalerne Kristine vigtige redskaber til at håndtere den dag, hvor hendes far ikke længere ville være der. Hun havde talt med sin far og stod derfor ikke længere tilbage med noget, der var usagt. Men vigtigst af alt, så var hun ikke længere bange for, at alting ville gå itu, når faderen døde. For gruppen havde givet hende håb om, at tingene nok skulle gå.

Tabet hjælper andre

I dag er Kristine Svart ved at uddanne sig til folkeskolelærer men arbejder også som frivillig hos Børn, Unge & Sorg. Her besvarer hun brevkasseindlæg, chatbeskeder og telefonopkald fra børn og unge, som har syge familiemedlemmer. Arbejdet hos organisationen giver Kristine en mening med sin fars død. For her kan hun bruge sin egen sorg til at hjælpe andre i samme situation og forklare, at det er okay, at sorgen følger en resten af livet.

”Der er mange, som gerne vil have, at der er en facitliste for, hvornår man er færdig med at sørge. Men det bliver man bare aldrig. Selv om det er to et halvt år siden, så kan jeg stadig blive ked af det. For jeg savner stadig min far, men det vil jeg gøre altid. Og jeg har lært at leve med, at jeg går hånd i hånd med en sorg. Jeg kommer jo ikke over, at min far er død, men jeg har lært at leve med, at det var sådan, mit liv skulle være”.