Når kvinder myrder: Englemagersken fra Vesterbro

Foto: Politihistorisk Museum og Polfoto. Englemagersken fra Vesterbro

Kvindelige mordere

Når kvinder myrder: Englemagersken fra Vesterbro

Unge kvinder betalte hende for at finde gode plejefamilier til deres uægte børn. Men i stedet myrede Dagmar Overby mindst 16 af børnene og kom blandt andet deres lig i brændeovnen. Danmarkshistoriens største massemorder var en kvinde – læs hendes historie her.

30. august 1920. Dagmar Overby åbnede døren til sin lejlighed på Enghavevej 21. 1. sal. Udenfor i opgangen stod den unge pige og fabriksarbejderske Karoline Aagesen med sin nyfødte pige på armen. Fem dage tidligere havde hun indrykket en annonce i Aftenposten: "Adoptionsforældre ønskes til en lille Pige på 3 Uger. Helst et kristent Hjem, med masser af Omsorg og Nærvær. Billetnummer 234".
Til det allersidste havde Karoline håbet på en redningsplanke, men hendes egne kristne forældre var skamfulde, og bortadoption var den eneste løsning. I en hjertelig tone havde Dagmar Overby besvaret Karolines annonce med lovning på at finde en god plejefamilie, og nu stod de to altså ansigt til ansigt. Karoline blev budt indenfor til kaffebord og en snak i den svære situation.
Hendes øjne så sig om i Dagmar Overbys hjem, der var en fin middelklasselejlighed med indrammede billeder på væggen, en nydelig sofa dækket af en lang kniplingsdug, og over bordet hang en dekorativ porcelænslampe. Dagmar fortalte, at hun som formidler mellem uønskede børn og adoptivfamilier beholdt børnene hos sig en uge eller to, indtil hun fandt den helt rette familie. Karoline havde allerede givet sin datter navnet Sarah, og hun spurgte, om hun måtte give sin datter et smykke på. Sammen fik de lirket en halskæde om Sarahs hals, og Karoline tænkte, at når det nu ikke kunne være anderledes, følte hun sig alligevel tryg ved at efterlade sin lille datter her. Hun stak Dagmar pengene, kastede et sidste blik på sin lille pige og forlod grædende lejligheden.

Kort efter rejste Dagmar sig og fandt noget sejlgarnssnor. Hun vendte tilbage til Sarah og med en rutineret fast trækken klemte hun livet ud af pigen.

Dagen efter bankede Karoline igen på døren til Enghavevej 21. Hun havde fortrudt. Dagmar forklarede, at hun allerede havde givet pigen bort til en dame, hun mødte på Istedgade. At hun ikke kendte kvindens adresse. At det ganske enkelt var for sent at fortryde. Tre gange vendte Karoline tilbage til lejligheden, og hver gang fik hun samme nedslående besked. En skepsis voksede i hende, og til sidst gik hun til politiet, som allerede samme dag sendte et par betjente ud til lejligheden på Enghavevej. Her fandt de den lille piges tøj, og i kakkelovnens lune aske lå rester af knogler og noget, der lignede små hjerneskaller. Sagen om Danmarks største seriemorder var i gang.

Hjemmefra som 12-årig
Hun blev født i 1887 i den lille landsby Assendrup ved Århus. Som datter af landmandsparret Søren og Ane Marie Overby voksede Dagmar op i et lille stråtækt hus med tilhørende lade og trange kår. Hendes humør kunne vende på et sekund, men melankolien var den grundstemning, som altid prægede hende. I skolen lå hun fagligt i spidsen, men familien tog igen og igen Dagmar i at lyve og rapse. Da hun som 12-årig blev taget i at stjæle en pung hos naboen, sendte familien hende væk til tjansen som ung pige i huset på Fyn hos gårdejer Henrik Højgaard. For ti kroner om måneden gjorde hun rent, vaskede tøj, lavede mad og malkede køer. Arbejdstiden var fra seks morgen til halv ni om aftenen – med en fridag hver tredje søndag. Den fynske familie holdt en konfirmationsfest for hende, og for første gang i sit liv følte Dagmar sig værdsat. I løbet af teenageårene var hun ung pige i huset flere steder på Fyn, og da det blev opdaget, at hun havde stjålet fra fruen på sidste plads, kom hun ti dage i kvindefængsel i Svendborg. Efter den nedslående oplevelse rejste hun tilbage til Århus, fik job som servitrice på en restaurant og faldt for tjener Bisgård. De fik en søn sammen, men romancen var ovre, og drengen døde under mystiske omstændigheder. Da lægen holdt ligsyn undrede han sig over, at sønnen var blå om munden, det kunne tyde på kvælning, men han noterede til sidst, at det var en slem lungebetændelse, der havde taget livet af Dagmars søn. Rygterne svirrede i byen: Mon det var Dagmar selv, der havde taget sin søn af dage? I 1912 flyttede hun sammen med Jens Sørensen-Fint, også kaldt "træskomanden."

Fik en datter og søn
Allerede da Dagmar flyttede ind hos Jens, var hun med barn. Men ikke hans, og han skammede sig over det. Så da veerne satte ind, fragtede Jens straks Dagmar ind til Fødselsstiftelsen i Århus, hvor hun gav liv til en lille mørkhåret pige, som hun hurtigt døbte Erena Marie Overby. Personalet lovede at finde en god familie til pigen, og Dagmar håbede indeni, at hun engang ville kunne opfostre sin datter og tage hende til sig igen. Et år efter var den gal igen. Dagmar var gravid. Igen nægtede Jens at lade et barn komme ind i deres tilværelse, og han foreslog Dagmar at få lavet en fosterfordrivelse, men med tanke på alle skrækhistorier om klamphuggere, der i ly af mørket maltrakterede unge kvinders underliv, afviste Dagmar blankt den idé. Så da drengen kom til verden, dumpede de ham diskret af i en høstak på en nærliggende gård i en lille bylt. Endegyldigt gjorde Jens det klart for Dagmar, at han ikke ville giftes med hende, og hun tog en overdosis æter for at tage sit liv. Forgæves. Hun fandt sin nu 3-årige datter Erena, der havde været i pleje siden fødslen, og tog hende med sig til København. Tid til at starte på en frisk.

Det første barnemord
Med stolthed åbnede Dagmar i 1915 sin egen slikbutik på Holmbladsgade på Amager. Hurtigt fik hun et godt øje til stamkunden fyrbøder Svendsen, der havde en sød tand, og de to flyttede sammen i en lejlighed på Jægersborggade 43 på Nørrebro.

Tilfældigt læste Dagmar en dag om en familie, der havde fået 500 kr. for at adoptere en baby, og ideen blev plantet i hendes hoved, da hun kort efter faldt over en avisannonce skrevet af 26-årige Rasmine Kirstine Jensen. Hun havde født en dreng uden for ægteskab og ville gerne bortadoptere ham. Drengen var næsten tre uger gammel, da hun 15. april 1916 gav ham til Dagmar i døråbningen. Hun troppede op med drengen Harry på armen og en kuffert med tøj og bleer. Rasmine stak Dagmar 12 kroner, som faderen havde betalt i sit første månedlige bidrag. Aftalen lød, at Dagmar hver måned skulle have faderens bidrag for at tage sig af barnet. Da Rasmine var gået, vaklede Dagmar ned ad trappen med Harry på armen og gik ud i gården, hvor Rasmine havde efterladt barnevognen. Erena, Dagmars egen datter, legede i gården og fik besked på at opføre sig pænt, mens Dagmar gik en tur. Hun puttede Harry i barnevognen og trillede ned ad Jægersborggade. I løbet af turen fik hendes tanker frit løb, hun trak ind på Assistens Kirkegården og ved en pludselig indskydelse kørte hun om bag et krat. Forsigtigt lindede hun dynen, betragtede den lille sovende dreng, greb et navlebind og snørede det stramt om hans hals. Liget smed hun i et latrine på kirkegården. Senere samme dag skrev Dagmar et brev til Rasmine: "Kære frøken Jensen. Lillebror har det fint, han har slet ikke grædt, og han er så nem at have med at gøre. Med venlig Hilsen Dagmar Overby." Tre dage senere gjorde arbejderne på Kløvermarkens rensestation det makabre fund.

Fem år senere i Østre Landsret spørger retspræsident Winther ind til episoden, her gengivet i Ekstra bladet:

"Hvorfor gik De ind paa Assistens Kirkegaard med Barnet og satte Dem paa en Bænk?"

Dagmar Overbye: "Hvorfor sætter man sig ned paa en Bænk? Det kan jeg ikke svare Dem paa. Men jeg kom ofte med mit eget Barn paa Kirkegaarden, den Gang jeg boede i Jægersborgsgade."
"Hvad gjorde De saa ved Barnet, inden De kastede det i Tønden? Var det dødt?"
"Ja."
"Hvad havde De gjort ved det?"
Lang Pause under hvilken Dagmar Overbye slog Øjnene ned og øjensynlig kæmpede med gråden.
Winther: "Vil De ikke svare?"
Dagmar Overbye: "Det er saa pinligt."
Winther: "Det forstaar vi alle, men De gavner Deres Sag ved at tale."
Dagmar Overbye: "Jeg bragte en Snøre om Halsen, tror jeg da. Det var vistnok et Navlebind."

Læs resten af artiklen på næste side...Smed lig på Amager
14 dage efter turen på Assistens Kirkegård så Dagmar en annonce i aftenbladet, hvor den kun 19-årige Maren Pouline Hansen averterede efter en adoptivfamilie til sin nyfødte datter. Dagmar fik 400 kr. En årsløn for en kvinde dengang, og det var jo let. Hun hentede selv babyen i Peder Skrams Gade med lovning om at give pigen en god fremtid. Senere samme dag tog hun livet af hende og fragtede – med sin egen datter Erena ved siden – liget til Amager med sporvognens linje 2, og mens Erena stod oppe ved Øresundsvej, kantede Dagmar sig ned under en bro, hvor hun smed bylten fra sig. Forretningen var i gang. Hver dag finkæmmede Dagmar avisen for kvinders annoncer. I starten kom kvinderne som regel hjem til Dagmar og afleverede børnene, men da naboerne var begyndt at skule skeptisk, aftalte hun neutrale mødesteder med mødrene, hvor hun fik barn og penge udleveret. Flere gange Fælledparken. Denne form for adoption var i lovens forstand ulovlige, men der fandtes ingen abortlovgivning, det var livsfarligt at få en illegal abort, og pigerne tjente så lidt, at de under ingen omstændigheder ville kunne opfostre et barn. Faktisk følte Dagmar, at hun gjorde samfundet og de kvinder, der var kommet i unåde, en tjeneste. For samfundet så med dårlige øjne på såkaldte "horeunger" og endnu dårligere på deres mødre.

Dagmar kvalte eller druknede børnene, hvorefter hun enten brændte liget, gravede det ned eller gemte det på loftet. Og sådan blev det ved. I alt slog Dagmar omkring 25 spædbørn ihjel. Et par gange kom Rasmine – Dagmars allerførste kunde – tilbage for at se til sin søn, og til Dagmars held havde hun netop de dage fået indleveret nye drengebørn, som hun troværdigt viste frem som Rasmines søn. Svendsen vidste ingenting, men undrede sig sommetider over de mange penge Dagmar fik fra den ene dag til den anden, men hun forklarede løgnagtigt, at de kom fra en greve på Fyn, som var Erenas far.

Aleneforsørger
I maj 1917 blev Dagmar mor til sin og Svendsens søn. Hun havde glædet sig til at få sit eget barn og til at gøre Svendsen til far, men da drengen kom til verden, var han svag og blå. En hjertefejl. Han døde hurtigt, og den ulykkelige Dagmar øjnede hurtigt en mulighed for en form for erstatning, da hun modtog en ny lille dreng til adoption. Denne gang skulle barnet ikke dræbes, men tages til sig som var det hendes eget, besluttede Dagmar og døbte ham Angelo. Derefter fortsatte hun ufortrødent, hvor hun slap. Langsomt begyndte hun at glemme børnene og anskaffede sig derfor et kamera og fotograferede de nøgne børn, inden hun dræbte dem.

Svendsen var kommet i fængsel for røveri, og sammen med børnene Erena og Angelo flyttede Dagmar ind i en lejlighed på Enghavevej 21 på Vesterbro i København. Og det var her i lejligheden på Enghavevej, at det skæbnesvangre møde med den unge mor Karoline Aagesen fandt sted. Efter hendes anmeldelse blev Dagmar anholdt på stedet. Få dage senere gjorde politiet endnu et makabert fund i lejligheden: tyve fotografier af nøgne spædbørn.

1. marts 1921 holdt Østre Landsret vejret. Klokken var ni om morgenen, da hun blev ført ind: Englemagersken, som pressen hurtigt havde udråbt hende, fordi hun havde sendt så mange børnesjæle til himmels. En 33-årig mørkhåret kvinde med lidt mandhaftige træk. Mange af mødrene til de afdøde børn og et enormt presseopbud sad på tilhørerækkerne og tog notits af alt, hvad der foregik. Da Dagmar blev konfronteret med knoglefundet i sin brændeovn, erkendte hun at have dræbt Karoline Aagesens barn, og en journalist fra Avisen Socialdemokraten gengav hendes reaktion i avisen dagen efter: "Koldt og roligt, uden at veksle Minespil tilstod hun at have kvalt Barnet ved at lægge en Sejlgarnssnor om dets Hals." I Ekstra Bladets aftenudgave var afhøringen også refereret:

"– Hvorfor dræbte De Barnet?
– Det ved jeg ikke. Jeg forstaar det ikke selv, for jeg holder forfærdelig meget af Børn! (...) Jeg har ofte tænkt over det; men kan ikke forklare mig Aarsagen."
Samtidig forklarede Dagmar også, hvilket hyr hun havde haft med at få presset liget af Karoline Aagesens datter ind i kakkelovnens åbning. Én for én trådte de ulykkelige unge mødre op i vidneskranken. Alle kvinder, som i årenes løb og i bedste tro havde afleveret deres nyfødte til Dagmar. Hver gang Dagmar blev præsenteret for navnet på et nyt barn og en dato, tilstod hun at have myrdet det. Uden at fortrække en mine. Ni børn stod hun tiltalt for at have dræbt, og under forhørene tilstod hun 16 drab. Man mente, at hun i alt havde taget livet af mindst 25 børn, men politiet kunne kun bevise de ni.

Ikke planen at dræbe
I tre lange dage forsøgte man i Østre Landsret at finde en egentlig forklaring på de mange mord. Forgæves. "Jeg har ikke dræbt for Penge, jeg har aldrig været pengebegærlig," udbrød Dagmar, da politiassessoren antydede penge som motivet. I stedet forklarede Dagmar, at hun ikke havde til hensigt at dræbe børnene, når hun averterede efter dem i lokalavisen. Faktisk adopterede hun dem for at være "god mod dem". Det gav hende ingen tilfredsstillelse at slå dem ihjel, og bagefter følte hun den dybeste fortvivlelse og efter yderligere en rum tid glemte hun det, forklarede hun.

Det var en opslidende rettergang for alle parter, og på retsagens sidste dag betragtede Politikens reporter Dagmar Overby:

"Bondepigens sunde Rødme, som havde forbavset Tilhørerne paa Retsdramaets første Dag var borte. Nu var hun graa med dybe Furer under de glansløse Øjne. Hendes Hænder laa ikke mere rolige i hendes Skød. Det ene Øjeblik foldede hun dem sammen om sit Lommetørklæde, det næste spillede hun nervøst med Fingrene paa Forbryderlogens Egetræskant, og de smaa lyde fra Neglenes slag mod Træet faldt som et uroligt Akkompagnement til Bebrejdelserne i Anklagerens Tale." Forsvareren forsøgte at argumentere for, at Dagmar havde været "Et redskab for et mangelfyldt samfund og for ligegyldige mødre," men juryen var ikke i tvivl. Den 3. marts 1921 ringede Østre Landsrets elektroniske klokke, som forkyndte, at Nævningetinget havde truffet en afgørelse. Retspræsidenten oplæste dommen:

"Vi, juryen, finder Dagmar Overby skyldig i drab med overlæg af 8 børn og udsættelse af et spædt barn. Thi kendes for ret: Dagmar Johanne Amalie Overby bør straffes på livet."

Det var 30 år siden, nogen havde fået en dødsstraf i Danmark. Kvinder i salen græd af lettelse, men i Dagmars eget ansigt var der ikke en reaktion at spore. Halvanden måned efter blev hun benådet, og dommen blev omstødt til fængsel på livsstid – på den betingelse at hun aldrig blev løsladt. Først afsonede hun i Christianshavns Kvindefængsel, men blev siden overflyttet til Vestre Fængsel, hvor hun døde i 1929. Dagmar Overby blev 42 år gammel.

Efterskrift:
Sagen om Dagmar Overby skabte debat og førte i 1923 til oprettelse af loven om tilsyn af plejebørn. Således fik alle børn uden for ægteskab et tilsyn, og samfundet blev opmærksom på det akutte behov for offentlige mødrehjem. Samtidig satte sagen også fokus på behovet for folkeregistrering.

Artiklen er skrevet på baggrund af bogen "Dagmar Overby – Englemagersken" fra Forlaget Kallisto samt retsreferater fra Politiken 4. marts 1921, Socialdemokraten 3. marts 1921, Ekstra Bladet tirsdag den 1. marts 1921.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte