Nicoline sygeplejerskes vilkår

Foto: Privat Sygeplejersken opfordres til at spise deres frokost under møder for at mindske pausetiden.

Sygeplejerske Nicoline om den virkelighed, hun arbejder i: ”Det har ikke noget med lønnen at gøre…”

Nicoline Schiøtt har stort set ikke en vagt som sygeplejerske, uden hun bliver spurgt, om hun kan blive i 8 timer ekstra. Og hun mister hele tiden kolleger, der stopper på grund af de hårde vilkår og erstattes af nye, der skal læres op. Men hun kan stadig ikke sige, at hun har fortrudt sit karrierevalg.

"Jeg vil ikke sige, at jeg har fortrudt faget, for det giver mig sindssygt meget, og jeg synes også, det er spændende med medicinregning og sygdom, og hvordan kroppen fungerer, når den syg, og når den rask. Men hvis man kun kiggede på arbejdsforholdene, så har jeg fortrudt det."

Nicoline Schiøtt elsker sit speciale med nyfødte børn og har nu været på sin afdeling i to år med højt tempo.

"Lige da jeg startede på afdelingen, sagde de, at det var en travl periode. Sommerferien er altid travl og med en elendig normering, og den varer til og med september. Men jeg fik at vide, at det ville stilne af derefter og så komme lidt igen til jul og januar, men efterfølgende kan jeg se, at der har været travlt konstant, siden jeg startede."

LÆS OGSÅ: Laura har endnu ikke opgivet at gøre en forskel som sygeplejerske - men særligt én forstår hun ikke…

Selvom Nicoline kun har været på afdelingen i to år, er hun allerede en af dem, der har været der i længst tid – udover de garvede sygeplejersker med rigtig mange års erfaring. For selvom børnespecialet er populært, og der ingen rekrutteringsproblemer er, får Nicoline ofte nye kolleger.

"Mange stopper på grund af arbejdsforholdene – også uden at have et andet job på hånden. Det er megahårdt at få nye kolleger så tit. For et halvt år siden startede der 12 nye sygeplejersker på vores afdeling."

"Jeg bliver spurgt hver gang, jeg er på job, om jeg vil have en dobbeltvagt. Om jeg vil blive i 8 timer mere. Det er sådan, det er, og jeg er nået dertil, hvor jeg planlægger oppe i mit hoved, hvad jeg skal svare. Jeg siger ja, hvis jeg kan, men så skal jeg også ud af en anden vagt. Men jeg siger også nej, hvis jeg ikke kan. I starten sagde jeg altid ja."

Nicoline forstår godt dem, der vælger at stoppe, men hun har selv fundet en strategi, der virker for hende. Efter to år er hun blevet bedre til at sætte grænser og lytte til sine egne behov.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske i opråb: ”Når du kommer på sygehus i dag, kan du risikere at have bæ i din ble og ikke blive hjulpet”

"Der er altid konference (møde om patienterne, red.) kl. 13 i hverdagene, og der ses det gerne, at man spiser frokost, så man ikke bruger tid på det på et andet tidspunkt. Men jeg spiser min frokost kl. 12, for jeg bliver en smule provokeret af det, kan jeg godt være ærlig at sige. Det hænger ikke sammen. Hvornår skal vi så tale med vores kolleger? Det har vi aldrig tid til, og jeg holder på at spise frokost. Det sker tit, at folk ikke når at spise, men jeg bliver svimmel, hvis jeg ikke får min mad. Patientsikkerheden risikerer jo at ryge, hvis det ikke bliver prioriteret. Og jeg synes, at kvaliteten i sygeplejen forringes, når man har så travlt, som vi kan have det, for man kan jo ikke på samme måde være der og få gjort de der ekstra ting, der handler om omsorg. Det er jo det nemme at skære fra. Desværre."

Nicoline har nogle bud på, hvad der kunne hjælpe på udfordringerne og forlænge hendes levetid i faget. Og løsningen er ikke vikarer, der bliver hidkaldt ved behov, men derimod en integreret del af en afdeling:

"En forskel ville være flere hænder. Jeg tænker to runnere, der henter medicin og mad til børnene. Nogle, der er fast på afdelingen, fordi det er svært at sætte nye ind i det, når man selv har det hele i hovedet. Grunden til, at jeg stadig arbejder som sygeplejerske på et hospital, er, at jeg er så glad for afdelingen, og jeg kan ikke se mig selv andre steder, som det er lige nu. Men tror, jeg bliver gammel før tid, hvis jeg skal bruge 25 år i faget. Jeg kan ikke have et normalt liv imens, og for et halvt år siden gik jeg fra 37 til 33 timer. De fire timer kan jeg mærke, fordi det giver mig mulighed for at få mere søvn. Det har ikke noget med lønnen at gøre for mig, det er forholdene, der stresser mig. Men jeg prøver. For det ville være så ærgerligt at give det op."

Nicoline Schiøtt

Hun er 27 år og sygeplejerske på Rigshospitalets intensiv-afdeling for nyfødte.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ligestilling, Lønforhandling - #minpris og Samfund

610x200_woordy_dmjpg.jpg