Aftenshowet-vært om sin mor: "Som voksen har jeg fået forståelse for hendes livsvalg"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var 54th Street i New York i det område, som dengang hed Hell’s Kitchen. I en periode ændrede man navnet for at gøre det mere mondænt, for det var et hårdt område. Det mærkede jeg på den måde, at jeg for eksempel ikke fik lov at gå alene på gaden. Der var mange hjemløse og prostituerede, og en sjælden gang indimellem hørte vi skyderier. Det var også et meget blandet område, hvor der både boede kunstnere – som min egen far der var jazzmusiker – og operasangere, fordi det var tæt på Broadway, og desuden mange ganske almindelige arbejderfamilier. Jeg husker det som et fedt område, men dengang gik jeg jo mest op i, om legepladserne var gode."

LÆS OGSÅ: Sanger Amina: "Jeg lever et dobbeltliv"

"Min far var meget ideologisk og engagerede sig både i skolen og var på fornavn med de hjemløse på gaden. Der var for eksempel en hjemløs tæt på vores hjem, der altid gav mig og min storebror tyggegummi, når vi gik forbi. Ja, det var bestemt ikke en traditionel barndom. Min mor var stewardesse og sjældent hjemme, og min far skulle tit ud at spille om aftenen. Da jeg selv blev mor, sagde min far, at jeg skulle få sådan en bæresele, sådan en havde han også haft til mig, inden det overhovedet blev moderne, for så kunne han have mig siddende på maven, når han skulle indspille musik.  Det var ikke en særlig struktureret barndom, men jeg husker den som tryg, og jeg har gode minder fra New York og er stadig i kontakt med mine venner derovre."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Vi flyttede til Danmark, da jeg var otte år, og det krævede tilvænning. Jeg kunne ikke tale dansk, så jeg skulle starte forfra på et nyt sprog. Sjovt nok begyndte jeg virkelig hurtigt at tænke på mig selv som dansker, men det hænder stadig, at jeg for eksempel møder danske ordsprog, som jeg ikke kender."

"Første gang, jeg prøvede at spise stegt flæsk og tarteletter, var i Jyllands-Postens kantine, for den slags fik vi aldrig derhjemme, og jeg var langt oppe i 20’erne, før jeg så Matador første gang."

"Jeg husker også, at der ikke var så meget fokus på det at komme ind i en ny klasse. Man talte ikke så meget om det. Jeg blev bare kylet ind i en klasse på Frederiksberg og fik en times ugentlig ekstraundervisning i dansk sammen med en pige fra Grønland og en dreng fra Irak. Men det var fint, og der var ikke meget drama over det. Min klasselærer, Vicki, betød helt vildt meget for mig på det tidspunkt. Hun tog imod mig og sagde "Everyone, this is Nola" på engelsk, og fra da af talte hun næsten kun dansk til mig."

"Hun var en af de vigtige stabile voksne i mit liv, og jeg har faktisk for nyligt fundet hendes mailadresse og skrevet til hende om, hvor meget hun betød for mig. Jeg ville egentlig bare sige tak, fordi hun var kærlig men samtidig stillede krav til mig. Hun var for eksempel god til at se, at hvis hun bare pressede mig lidt, kunne jeg lære dansk ret hurtigt."

"Mine forældre blev skilt, lige da vi flyttede hjem, og så flyttede min mor til Sydafrika, hvor hun kom fra. Hun vendte hjem, fordi min mormor blev syg, men også fordi apartheid stoppede. Jeg tror, min mor gerne ville have, at vi havde boet sammen i Sydafrika, da vi var yngre, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi min far er hvid, og blandede ægteskaber var ulovlige."

"Da de blev skilt, spurgte hun min bror og jeg, om vi ville med hende, men det havde vi ikke lyst til, og jeg har faktisk aldrig bebrejdet hende, at hun flyttede tilbage. Det var ikke uproblematisk, men på den anden side heller ikke et stort tab, og efter jeg er blevet voksen, er vi begyndt at tale lidt sammen igen, og der er ingen bad feelings. Jeg skulle nok være voksen, før jeg forstod, hvor meget kulturel bagage, hun slæbte rundt på, og at hun har haft et hårdt liv med apartheid og vold. Så som voksen har jeg fået forståelse for hendes livsvalg. Det var en kaotisk tid, og jeg så hende ikke ret meget, efter hun rejste, så fra da af var det min far, der var den."

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov om at blive forelsket: "En dag skrev Annette en mail til mig..."

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

"Min far blev hurtigt gift med Ulla, som kun var 27 år, og på grund af hende har jeg aldrig følt, at jeg savnede en mor. Jeg var faktisk tættere på Ulla end på min egen mor, og sådan er det stadig. Jeg har kontakt til min mor, men Ulla er jeg i kontakt med flere gange om ugen. Jeg kan huske, da jeg selv fyldte 27, at jeg tænkte over, hvordan det må have været for hende at blive stedmor for mig på ni år og min storebror."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg var længe om at finde ud af, hvad jeg skulle, så jeg tog på højskole og rejste meget. Jeg syntes, at journalistik lød ret eksotisk, og da jeg som 21-årig var i gang med at flytte tilbage til New York, søgte jeg alle de praktiksteder, jeg kunne, og fik ét af dem."

"Det var et onlinemagasin for mænd med for meget tid og for mange penge. Det handlede om mad og mode, og jeg fik "nightlife" som stofområde. Det var drømmejobbet. Jeg arbejdede 24 timer i døgnet og var i byen hver aften, for jeg skulle være på forkant med alt, hvad der rørte sig på natklubberne i New York."

"Tænk, at jeg dengang kunne gå på arbejde med tømmermænd. Jeg er faktisk ikke den store festabe, men det var et sjovt job, og med tiden lærte jeg så mange at kende, at det blev vildere. Jeg fandt dog også ud af, at jeg ville hjem og lære journalistik rigtigt, for jeg kunne jo ikke skrive om New Yorks natteliv resten af mit liv. Jeg blev anbefalet at søge i praktik på et dagblad for at lære håndværket, og så kom jeg på Information."

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

"Jeg fødte vores første søn i foråret 2016 og var meget i tvivl om, hvordan jeg skulle vende tilbage til Jyllands-Posten, hvor jeg arbejdede dengang. Jeg var ansvarlig for retsstof og terror, og jeg arbejdede virkelig meget."

"Så ringede de fra DR og spurgte, om jeg ville mødes med dem, jeg har faktisk aldrig helt fundet ud af, hvorfor de lige ringede til mig, men de tilbød mig et job på Sundhedsmagasinet, selv om jeg aldrig havde lavet tv før og egentlig var glad for at skrive. Men det lød sjovt og lærerigt, og jeg skulle arbejde sammen med Peter Qvortrup Geisling, som var sød og god til at hjælpe mig i gang."

"Senere kom jeg på Deadline, hvor jeg skulle lære at lave live-tv, hvor man kigger ind i kameraet og får ting at vide i øresneglen, og til sidst kom jeg på DR's morgenflade, som var en slags corona-opfindelse, hvor vi sendte to timers live hver morgen. Det var virkelig rock’n roll-tv, for ingen på DR var vant til at sende live flere timer hver dag, og nogle af programmerne blev først tilrettelagt endeligt, når vi var gået i luften."

"På morgen-tv sad jeg alene i studiet med et robotkamera, og jeg savnede at møde mennesker. Så ringede de fra Aftenshowet, hvor der er lidt bedre tid til at forberede sig og flere at arbejde sammen med. Der skal jeg foreløbigt være vikar resten af sommeren."

LÆS OGSÅ: Ihan Haydar: Jeg var mest bange, da jeg blev forelsket i Esben

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det store skift var, da jeg gik fra at skrive på et dagblad til at komme på Sundhedsmagasinet. Så begyndte folk at komme hen til mig og betro mig fine ting om deres mors demens, eller dengang de stammede som børn. I dag siger folk mere: "Nårh, er det ikke dig fra fjernsynet?" Men det er kun hyggeligt, for så ved man, at der er nogen, der ser det, man laver."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Magnus, som jeg mødte helt klassisk i Jyllands-Postens kantine. Han kiggede sig omkring og fik øje på mig. En dag så han sit snit til at snakke med mig, men efterfølgende turde jeg ikke rigtig sige hej til ham, og jeg er ellers ikke genert."

"Da han en dag tilføjede mig som ven på Facebook, tog jeg mig sammen og skrev med ham. Vi har lige haft seksårsdag, og i den anledning gik vi tilbage og læste vores første spæde samtale. Fra første date var vi kærester. Jeg har aldrig haft en kæreste, der som Magnus med det samme kan mærke, hvordan jeg har det. Også inden jeg selv kan."

"Det vilde er, at han også tror på Gud, ligesom jeg gør. Det er der ikke ret mange i vores segment, der gør, men jeg gik i søndagsskole med min mor, da jeg var lille. Dengang syntes jeg, det var lidt anstrengende, men som voksen er jeg begyndt at tro igen, og det gør han også. Jeg har aldrig været en romantiker, der gerne ville giftes og have børn, men med Magnus var jeg ikke i tvivl. Efter fire måneder spurgte han i en brandert, om vi ikke skulle lave en baby, og en måned senere var jeg gravid i første hug. Nu har vi Calle på knap fem og Buster på to år."