Rasmus Seebach: "Jeg bærer ikke nogen form for nag eller er sur på ham"

Rasmus og sønnen Holger har ofte god tid om morgenen til at hygge. Tid til at sidde i ro og mag og spise havregrød. Nogle gange faktisk så god tid, at de må skynde sig afsted til vuggestuen for ikke at komme alt for sent. Og hvis det skal gå stærkt en morgen, kan Rasmus godt finde på at tage hætten på sin trøje op, når han og sønnen bevæger sig ned til vuggestuen. Så er der nemlig ikke helt så mange, der stopper ham på gaden. Det er ikke, fordi han ser sig selv som en vigtig type, der ikke har tid til en selfie eller en snak med dem, som er vilde med hans musik, men fordi familien nogle gange må komme først.

LÆS OGSÅ: Silas Holst: "Jeg blev overrasket over mange af reaktionerne på, at jeg skulle danse med Jakob Fauerby"

Situationen er anderledes, hvis den lille familie har tid. Rasmus ved, at småsnak, krammere og opstilling til selfies er en del af livet, når man er en af Danmarks bedst sælgende popmusikere. Sådan var det nemlig også den gang, hvor Rasmus gik på barnefødder ved siden af sin egen far, Tommy Seebach. Derfor er han, kæresten Julie og til dels sønnen Holger klar over, at når de går ud fra deres lejlighed, så er det ikke længere kun dem. Når den lille familie slentrer ned ad Strøget i København for at se efter nye gummistøvler til snart 3-årige Holger, så er der lidt flere, som er med, end bare de tre.

Holger forstår stadig ikke rigtigt, hvad der sker, når folk kommer hen og vil have taget billeder sammen med hans far. Når folkene er smuttet igen, kigger han op på sin far med spørgende øjne ”Hvad ville de? Hvem var det?”. Det er lidt, som om han tror, at det er fars bedste venner, der lige kommer forbi for at sludre lidt. Men det er måske ikke så mærkeligt, for han har jo aldrig prøvet andet – præcis ligesom Rasmus selv.

Ingen dans på roser

Gåture og indkøb på Strøget, hvor der skal være plads til pauser med billeder og småsnak, er en af de ting, som er noget anderledes for Rasmus i dag end for 10 år siden. Der udgav han nemlig sin første sang, ”Engel”, og det blev starten på hans liv som sanger. I løbet af de sidste 10 år er han gået i fodsporene på sin musikalske far, samtidig med at han selv er blevet far. Og der er ingen tvivl – det sidste er det vildeste, han har prøvet.

– Det har været fuldstændig vanvittigt at blive far. Hele ens liv har man af de der gamle nisser fået at vide, at når man selv oplever at blive forældre, så giver det hele mere mening. Og til det tænker man bare ”hold nu op – livet giver da fin mening i forvejen”. Jeg synes ikke, det handler om, at man ændrer sig den dag, man står med det lille barn, der lige er kommet ud. Det er ikke noget, som sker i DET ene sekund. Det sker gradvist, når det her barn får mere og mere behov for, at du er nærværende. Pludselig er der bare en, som forventer mere af dig.

– Det ville være for nemt at sige, at det er en dans på roser, det er det slet ikke. Det er skide hårdt. Det er hårdt for forholdet, og det er hårdt for en selv. Selvom man troede, at man var klar, opdager man, at der er noget her, som er større end en selv. Jeg synes, at det er en proces, det her med at erkende, at man må gemme sig selv lidt væk. Man må sige til sig selv, at man ikke er så vigtig længere, og det handler om en anden nu. Det er pissesundt, fordi man i lidt for mange år har været lidt for glad for sig selv. Det får et barn en til at indse.

Selvom det er hårdt at gå fra to til tre i en familie, så er lykken gjort, når Holger kravler op til sin far og ligger sig på hans bryst, mens den lille stemme siger ”Du er sød far”. Så kan Rasmus ikke andet end føle sig heldig. Og så har det bragt ham og kæresten Julie endnu tættere på hinanden.

– I alt det her med at få et barn synes jeg, at man oplever noget sammen, som er så stort, at man bliver endnu tættere "connectet". Man har jo skabt et nyt liv sammen!

Rasmus er selv ud af en søskendeflok på tre. Derfor er han absolut heller ikke afvisende over for idéen om, at familiens nye hus skal rumme mere end to voksne og et barn.

– Jeg kunne godt forstille mig at skulle have flere børn. Men jeg har været så heldig, at min kæreste er en ung en af slagsen, så vi stresser ikke over på det på nogen måde. Det er klart, at jeg selv har sat stor pris på mine søskende, og det kunne være fedt for Holger at få søskende en dag.

Familieforøgelsen virker dog ikke til at ligge lige rundt om hjørnet – men det gør familiens nye hus til gengæld. Familien flytter nemlig væk fra Rasmus’ barndomskvarter på Frederiksberg til Hellerup.

– Jeg trives så godt på Frederiksberg, så jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle væk derfra. Men det er lidt ligesom, når man tager ud og rejser. Nogle gange er det fedt at vende tilbage til det samme sted, mens det andre gange er fedt at prøve nogle nye steder af. Det kan give noget ny inspiration, men Frederiksberg vil helt sikkert stadig føles som mit hjem, selvom jeg rykker min seng et andet sted hen.

Kendt territorium

Familien står over for en flytning og dermed et nyt kapitel. Men Rasmus tager også hul på et nyt kapitel i sin musikkarriere. Han har netop udgivet sin 10-års jubilæumsplade – og selvom den hedder ”Tak for turen”, så er det langt fra slut, hvis det står til Rasmus. Han er klar på endnu flere årtier. Efter mange år i den danske musikbranche føler Rasmus nu, at han kan leve op til de forventninger, der har været, fordi han er Melodi Grand Prix-mesteren Tommy Seebachs søn. Og at han er trådt ud af sin fars fodspor og begyndt at sætte sine egne.

– Jeg har nok på en eller anden måde følt et større ansvar på grund af mit efternavn. Jeg ville gerne leve op til det, som, jeg syntes, min far var så god til. Alligevel føler jeg med tiden, at jeg har bevist, at jeg kan stå på mine egne ben, og at folk forventer noget af mig nu på grund af, at jeg er mig, og ikke på grund af navnet.

Det har ikke kun ført forventninger og lidt ekstra pres med at være barn af en kendt musiker. Rasmus føler nemlig, at han har kendt musikbranchen og livet, der følger med, fra barnsben af. Derfor var han godt forberedt den dag, han selv valgte at gå ned ad musikkens vej.

– Jeg tror, at jeg har været rigtig godt klædt på den dag, jeg gik ud med min første sang. For jeg har altid vidst, at når jeg udgav min første sang, ville det ikke bare være en sang fra en eller anden, men en sang fra Tommy Seebachs søn.

LÆS OGSÅ: Medina: "Næste skridt er noget så eksotisk som at lave en familie"

Rasmus har fra barnsben været vant til livet på landevejen, folk, der kigger ekstra meget på gaden, og folk, der har en mening – og som ikke er bange for at sige den højt. Det var ikke altid lige sjovt, at de andre børn i skolen kom og fortalte, hvad de syntes om Tommy Seebach, for det var ikke altid komplimenter.

– Der var da helt sikkert nogle ting, som ikke altid var lige fede ved at have en far, som var et kendt ansigt. Det var lidt som om, at andre mennesker forventede, at jeg – selvom jeg var lille – var stærk nok til, at far fik nogle verbale tæv. Jeg skulle i en meget ung alder forstå, hvordan det hang sammen, for jeg blev ked af at høre sådan nogle ting. Derfor kom jeg allerede i en tidlig alder hjem og fortalte mine forældre, hvad jeg havde fået at vide af de andre børn i skolen, og til det sagde min far, at jeg bare skulle lade dem passe sig selv.

– Jeg tror da helt sikkert, det påvirkede mig, at der var sådan nogle ting, men der var også meget godt forbundet med hans musikkarriere. Jeg var superstolt af min far og blev selv meget optaget af musik, gode popmelodier og sådan noget. Jeg havde værelse ved siden af min fars studie, så jeg kunne høre musikken blive til. Jeg var med ude og se min far blive omfavnet af mennesker, som syntes, han var megafed. Så jeg fik så meget med af alt det positive, at jeg kunne se igennem det negative. Og sådan har jeg det på en måde også i dag i forhold til mig selv. Når jeg ved, at der er så meget af det gode og positive forbundet med at være musiker, så må man også bare kunne tage nogle tæv, ikke? Engang imellem er der nogen, der synes, man er en klaphat, og det må man leve med.

Næste generation

I dag er det dog ikke kun Rasmus, der skal leve med, at nogle folk kan synes, at han er en klaphat – det skal Holger også. Gennem sine egne erfaringer ved Rasmus dog, hvad han i den situation skal være god til som far.

– Jeg tror, at det er svært at gøre noget anderledes i forhold til, hvordan jeg selv er blevet opdraget i alt det her. Men jeg kan nogle gange godt tænke, at jeg selvfølgelig håber, at Holger er klædt på til det. Det er mit ansvar, at når han en dag kommer hjem fra skole, og en har sagt noget negativt til ham om mig, så ved han, hvordan han skal tackle det – ligesom jeg selv lærte af min far dengang. Og så må jeg tage Holger med ud og se nogle koncerter, så han kan se, at der også er nogen, som synes, at hans far er god.

Rasmus har selv stået bag scenen som dreng, når mor Karen tog ham og hans to søskende med til Tommys koncerter.

– Jeg husker det som noget sindssygt sjovt. Det der med at komme med om bag scenen og kigge ud og forstå, at der kom mennesker lige om lidt til koncert, som skulle høre ens far synge. En af gangene smed trommeslageren med sine trommestikker. Det var meningen, men jeg bildte mig selv ind, at trommestikkerne ikke skulle ligge der og flyde, så jeg løb ind på scenen for at give ham dem, mens han spillede. Min far grinede bare ad det, fortæller Rasmus, mens han smågriner.

Nu er det Holger, som ser sin far på scenen til koncerter eller på tv-skærmen hjemme i stuen.

– I forbindelse med Knæk Cancer-ugen kørte der en reklame med mig i fjernsynet. Holger stod og så fjernsyn, og så kom jeg op på skærmen. Det var grineren, fordi han stod sådan helt overrasket: ”Det er far, der er inde i fjernsynet!”. Derfor tror jeg, at de næste år bliver lidt skøre for ham, fordi han vil forstå, hvad det er, der sker, og hvad det betyder, at jeg laver musik. Han kan ikke rigtigt forstå alt det der, som hører med – og det kan jeg også huske fra mig selv. Men jeg kan også huske, at sådan var tingene jo bare. Jeg havde jo heller aldrig prøvet andet. Nu kan jeg se det selv, fordi jeg på en eller anden måde genoplever det hele igennem Holger.

Det var ikke kun småsnak med fremmede på gaden, negative kommentarer eller glade folk til koncerter, som Rasmus tog med sig fra opvæksten sammen med sin popglade far. Rasmus tog lige så meget positivt med fra sin musikfyldte barndom, og han vil forsøge at give Holger det samme.

– Jeg vil prøve på at se, om jeg kan give Holger den kærlighed til musik, som jeg selv fik af min far. Det var helt sikkert hans fortjeneste, men det var ikke, fordi han pressede det ind ved at sige, at jeg skulle spille klaver i halvanden time hver dag. Det var meget et spørgsmål om, at han kunne mærke, at jeg selv syntes, at det var sjovt. Jeg har heller ikke tænkt mig at presse noget ned over hovedet på Holger.

– Ingen ved jo, om musik overhovedet interesserer ham. Men jeg håber da, at han kan fordybe sig i musikken. Jeg har altid undret mig over mennesker, som kan høre den mest rørende musik, men ikke tager det ind. Jeg håber virkelig, at min søn gider at tage musikken ind, fordi det er virkelig en gave at have – for ens egen skyld.

Ville du gerne have haft, at din far og Holger havde mødt hinanden?

– Ja, helt vildt gerne! Det er meget det, min sang ”Farfar sang” handler om. At Holger på en eller anden måde bliver præsenteret for sin farfar, så han måske kan få en større forståelse for ham. Der er ingen tvivl om, at jeg ville ønske, at de havde mødt hinanden. Det havde jo været super rart, fordi jeg kan se, hvor fedt min mor har det med min søn og hendes andre børnebørn. Det er sgu fedt, når man sidder så mange generationer om julemaden og kan mærke, at livet faktisk giver meget god mening. Og det ville jeg da gerne have haft, at min far var en del af.

– Jeg tror ikke, at der går en dag, hvor jeg ikke sender en tanke til min far på en eller anden måde. Jeg savner ham. Ens forældre – i hvert fald min mor og far – er så stor en del af mig, så det er svært bare at lægge væk. Dem glemmer man aldrig.

Mødes over musikken

Det er 16 år siden, Tommy Seebach døde, og musikken er en måde, Rasmus mindes sin far på.

– Jeg kan sagtens føle en stor forbindelse til min far, mens jeg synger. Det er særligt, hvis jeg synger en af hans sange, fordi jeg på mange måder har arvet meget af hans klang. Vores stemmer er meget ens, og der er ingen tvivl om, at når jeg står på en scene og synger foran et menneskehav, som også synger med på hans sange, så kan jeg godt tænkte ”what, det her har jeg oplevet før” – bare omme bag scenen.

– Jeg tror virkelig, at min far ville have været stolt, hvis han så mig i dag. Blandt andet når jeg står foran en masse mennesker og synger hans sange og ser et helt nyt publikum for hans musik. De unge, som jeg har taget med mig, har nok ikke nødvendigvis været klar over, hvem Tommy Seebach var. Min far ville have syntes, at det var superfedt at se en helt ny generation stå og synge med på hans sange, så mange år efter han har lavet dem.

LÆS OGSÅ: Rasmus Nøhr: ”Jeg fik at vide, at jeg havde galopperende kræft i hele hovedet”

Generelt er smilet stort, når Rasmus taler om sin far. Han vil mindes de gode ting, som faren bragte ind i familien, og ikke hans alkoholmisbrug.

– Der har været enormt mange historier om min far, og hvad han var god til, og at han på mange måder var en forholdsvis festlig type, som i modgangen ikke var stærk nok til at skrue ned for festen, fordi det måske var den nemmeste løsning. Han var alkoholiker, og det fylder selvfølgelig, når jeg tænker tilbage, men det er ikke det, som jeg vælger at mindes. Jeg bærer ikke nogen form for nag eller er sur på ham. Det findes ikke i min krop. Det er da klart, at da jeg var mindre, havde jeg svært ved at forstå, hvorfor far ikke kunne lade være med at drikke. Men jeg tror også, man bliver klogere med alderen. Man forstår, hvad det vil sige at have det problem, som han havde.

– En egenskab, som mange mennesker heldigvis har, er, at man husker alt det gode – især når man elsker et andet menneske så meget, som jeg elsker min far. Det kan da godt være, at der var nogle mindre fede ting, men jeg husker alt det gode, hans grin, hans nærvær og alle de dejlige stunder. Og at han på en eller anden måde gjorde, at hele vores familie havde det så godt, som vi havde.

– Så alt i alt husker jeg min opvækst som noget af det fedeste. Hvis en forælder kan give dig følelsen, at du er elsket, og at det hele nok skal gå, så er den største del af forældreopgaven løst. Og sådan har jeg helt klart haft det med både min far og mor.