Remee og Mathilde Gøehler
Foto: Simon Mouridsen og PR Vi har været 5 dage i Kenya med Remee og Mathilde.

Remee: "Som hittebarn kan jeg fuldstændig spejle min barndom i det her"

Kenya har en plads i Remee og Mathilde Gøhlers hjerter i mere end en forstand. Som ambassadører for SOS Børnebyerne har de fundet en fælles passion, hvor de arbejder for at give børnene de rette omgivelser til at udforske de talenter, de endnu ikke vidste, de havde. Men det var også i Kenya, de begyndte at blive en familie. Vi var med, da parret igen besøgte børnebyen i det land, deres datter er opkaldt efter.

Remee har ikke sovet på flyet i nat. Rejsen til Kenya sætter ellers punktum for en travl uge, der begyndte med en mandag, hvor han på rekordtid fik stablet en fest på benene på sin eksklusive natklub, Arch, i København, så håndboldherrerne kunne fejre VM-guldet – ligesom modeugen blev skudt i gang og holdt hans forlovede, topmodellen Mathilde Gøhler, fuldt beskæftiget, blandt andet med modeshows for Blanche og Muf10. Og inden flyet lettede lørdag aften, nåede parret også lige at sætte en indsamling i gang på Instagram i samarbejde med SOS Børnebyerne. Pengene skal gå til det projekt, de satte i gang i børnebyen i Kenya for fire år siden, og som de nu skal se resultatet af. Og Remees indre skaberånd er allerede så rastløs efter at komme videre, at den holder ham vågen.

Remee og Mathilde Gøehler
SOS BØRNEBYERNE. Verdens største humanitære børneorganisation har som mål at hjælpe udsatte børn i hele verden og kan i år fejre 70-års jubilæum. Organisationen arbejder på to måder i 130 lande: I børnebyerne får udsatte og forældreløse børn et nyt hjem, og i lokalsamfundet arbejder organisationen forebyggende med sårbare og udsatte familier. Den 12. maj er der landsindsamling, hvor du kan støtte SOS Børnebyernes arbejde. Se mere på Sosbornebyerne.dk.

Chaufføren, Tim, tænder for sin R’n’B-playliste og sætter kurs mod børnebyen i Nairobi. Det kniber med pladsen til Remees lange ben. Alligevel må han give efter for trætheden, som minivanen langsomt får bevæget sig gennem trafikken på de støvede, bumlede veje, hvor solen brænder fra en skyfri himmel. Forbi nationalparken, smalle smøger, boder med frisk mango og butikker med forfaldne, farverige facader. Livet i Nairobi står på mange måder i kontrast til den tilværelse, Remee og Mathilde er vant til i deres treetagers villa på Strandvejen nord for København. Det var egentlig på tale, at parrets treårige datter, Kenya, skulle med til landet, hun deler navn med. Først og fremmest fordi landet har en særlig plads i deres hjerter, men også fordi hun skal lære, at det ikke er en menneskeret at være så privilegeret, som hun er. De venter dog, til hun er lidt ældre. Derfor bliver hun de næste fem dage passet af Mathildes mor på Nørrebro, men hun nåede lige at blive forkælet med Gurli Gris og slik af sine forældre, inden de tog videre i lufthavnen.

Mathilde lægger sin hånd blidt på Remees knæ, som snakken falder på Kenya. Han vågner.

Remee: – Det er nok den mest akavede stilling, jeg nogensinde har sovet i.

Han sunder sig lidt. Fingrene trommer let på låret i takt med det søvnige beat fra minivanens højttalere, mens han følger med i livet udenfor.

Remee: – Det er så godt, vi ikke tog Kenya med. Der havde været alt for mange indtryk.

Da Remee sagde farvel til ”X Factor” i 2018, betød det også nye muligheder for at fylde livet med andre meningsfulde ting, og arbejdet for SOS Børnebyerne er et af de mange projekter, han nyder at se vokse.

Remee: – Jeg elsker bare at bygge ting. For et rum er, hvad du gør det til. Der er fire vægge, og du vælger selv, om det er en natklub eller en musikskole eller noget tredje, du putter derind … Jeg kan bare godt lide at make shit work.

Porten til børnebyen går op, og minivanen kører ind på pladsen foran hovedindgangen. Remee tager sin beige hat på og stiger ud sammen med Mathilde. En velkomstkomite på knap 40 – noget generte – børn står klar langs det turkisfarvede stakit ved indgangen og møder dem med sang.

Gravid i Kenya

Remee og Mathilde mødte hinanden første gang gennem en fælles veninde. Men på det tidspunkt var de begge afsat til anden side.

Mathilde: – Vi sagde kun hej, men da vi mødte hinanden igen et par år senere, snakkede vi rent faktisk sammen. Og det sagde bare klik. Efter første samtale vidste vi bare begge to, at det var noget, vi skulle prøve af. Det var uimodståeligt. Vi KUNNE nærmest ikke lade være.

De havde kun været kærester i fire måneder, da Remee som nyudnævnt ambassadør for SOS Børnebyerne inviterede Mathilde med til Kenya i forbindelse med sit arbejde for organisationen.

Remee: – Den første tur til Kenya har været med til at binde os sammen, kan man sige. Det var første gang, vi hver især havde så voldsom en oplevelse. Og så havde vi den sammen. Det kan sgu anbefales at gøre sådan noget i et nyt forhold, for så har man dét. Som fundament.

Mathilde: – Man bliver SÅ sårbar sådan et sted som her, og det viser virkelig, hvor man har sit hjerte – ikke i forhold til os to sammen, men ens grundværdier.

_DSC0317.jpg

Det var særligt den fire timer lange vandring i slummen, der satte et dybt aftryk. Kloakkerne flød gennem gaderne og gav en voldsom stank i den fugtige varme. Subsistensløse mennesker gik hvileløst rundt, mens en stor flok børn blev ved med at følge i hælene på parret. De husker det som et helvede, der bare blev ved.

Remee: – Vi vidste selvfølgelig godt, at det ikke ville blive nogen rar oplevelse, men man kan bare ikke rigtigt forberede sig på sådan noget. Der er noget særligt i et menneskes blik, når det er fuldstændig knækket, men stadig står op, selvom det ikke burde være muligt. Det berørte os meget. Vi var målløse faktisk. Og det tog os flere måneder at tale det igennem, for lige bagefter kunne vi ikke rigtigt sætte ord på det. Det var den rå virkelighed, der sad i os.

I tiden efter de kom hjem, ville Mathilde bare sove.

LÆS OGSÅ: Iben og Signe: "Vi har begge fået nogle kæmpe slag i livet"

Mathilde: – Jeg troede, at jeg havde en vinterdepression, for jeg havde sukkertrang og var så træt hele tiden og kunne bare sove til klokken 12. Altså flere symptomer på en vinterdepression, men også på at man er gravid. Og du tænkte bare, hvad er der galt? Men så tog vi en test, og det viste sig, at jeg var gravid.

Remee: – Og det var faktisk her, vi lavede Kenya. Vi boede endda på samme værelse som nu. Det er derfor, at hun HEDDER Kenya. Og det har været hendes godnathistorie i flere år, at vi tog herned for at hjælpe børnene i børnebyen, da hun blev til.

Mathilde: – Ja, der er så mange gode minder forbundet med det her sted …

Mathilde Gøehler
Mathildes lange, glatte hår var til stor fascination for børnene i børnebyen.

De er indlogeret i en af de mange gråbrune barakker i SOS Børnebyernes uddannelsescenter i Nairobi, der ligger i nærheden af Karen Blixens farm. Der himmelseng på værelset og rolige grønne omgivelser. Stedet føles nærmest som en lille landsby i sig selv, afsondret fra livet i de støvede gader.

Mathilde: – Kenya var ikke planlagt, men det var heller ikke sådan, at vi ikke vidste, at det kunne ske. Vi havde dog ikke tænkt, at det kunne ske så hurtigt. Det skete bare sådan her.

Hun knipser med fingrene. Og at graviditeten kom pludseligt, bar hendes tætpakkede kalender også præg af. Hun var nemlig booket som model et halvt år frem og var derfor bange for at skuffe nogle af alle dem, der havde været med til at hjælpe hende frem i sin karriere. Heldigvis blev nyheden kun modtaget med glæde og støtte.

Mathilde: – Det skete faktisk på et rigtigt godt tidspunkt, for jeg var meget overarbejdet, samtidig med jeg var i et nyt forhold, hvor jeg hele tiden var væk. For hvornår skal vi ses? Jeg kan huske, at vores veje engang krydsede hinanden på en mellemlanding i Frankfurt, hvor vi lige kunne nå at give hinanden et kram og et kys, og så skulle vi væk fra hinanden igen. Og JEG græd i hvert fald. Det er det svære ved jobbet. At man er væk.

Hittebarn med musikerdrømme

Der bor 10 børn og en SOS-mor i hvert af børnebyens 15 laksefarvede huse. Hønsene går frit omkring på det gulnede græs. Ved indgangen til nummer ni står en spinkel, genert dreng klar til at byde velkommen. Det er Remees niårige fadderbarn, Rei, som de også mødte for fire år siden. Indenfor venter hans SOS-mor med kylling fra baghaven, grøntsagsstuvning, chapati og frisklavet mangojuice, inden multibygningen skal indvies.

Det var i børnebyen, Remee og Mathilde ved deres sidste besøg fandt håb midt i håbløsheden, for her mødte de flere børn, der var blevet født i slummen og nu havde fået muligheden for at vokse op i trygge rammer. Men selvom de fornødne forhold var i orden, så den daværende ”X Factor”-dommer også mulighed for forbedring.

Remee: – Børnene skulle synge for os, og det lød ad helvede til – selv musiklæreren lød ad helvede til … Jamen, det kan sgu da ikke være rigtigt, tænkte jeg, det er jo en afrikansk landsby …!

Han bryder ud i et stort grin.

Mathilde: – Vi havde meget høje forventninger.

Remee: – Det passede virkelig ikke til mine fordomme. Jeg tænkte bare, okay, det går ikke, og min natur er meget sådan, når jeg ser et problem: Hvad skal det koste?

Remee

Remee
BLIV FADDER. Remees fadderbarn, Rei, blev som spæd afleveret på en politistation og kom under SOS Børnebyernes vinger. Da Remee og Mathilde var på besøg, gav de ham et polaroidkamera i gave. For 245 kr. om måneden kan du også blive SOS-fadder til et barn.

Sammen med børnebyen fik de lagt et budget for, hvor meget der skulle til for at etablere en multibygning, hvor børnene kunne træne deres computerfærdigheder og udforske deres kreative evner sammen med kvalificerede undervisere. De kalder selv initiativet ”en charity i en charity”, hvilket kan oversættes til en opgradering af børnebyen.

Remee: – Det handler om ikke længere at se børnene som stakler, men som ressourcer, der skal have mulighed for at finde deres særlige talent.

Pengene har de samlet ind ved at afholde en velgørenhedsmiddag og diverse indsamlinger som den, de nu har sat i gang på Instagram. Og med Mathildes 966.000 følgere og Remees 180.000 kan de nå bredt ud, når de deler stories fra turen. Deres overbevisning er, at det motiverer folk endnu mere til at donere, når de kan se præcis, hvem de hjælper, og hvad pengene bliver brugt til.

Remee var selv tre måneder, da hans mor afleverede ham på en politi­station, fordi hun ikke kunne tage sig af ham – hans caribiske far var ude af billedet, indtil Remee fyldte 19. Efter et år på børnehjem blev han adopteret af en familie i Solrød Strand.

Remee: – Som hittebarn kan jeg fuldstændig spejle min barndom i det her, for jeg kunne i princippet have været en af dem. Der kom en opsynsperson fra kommunen hver måned for at se, om jeg trivedes. Jeg troede, at det var en, der vågede over mig, og at jeg var noget særligt, så han kom nok med en stor gave til mig, fordi jeg var adoptivbarn. Men jeg blev så skuffet hver gang.

Kenya
KENYAS BØRN I TAL. Ca. 2,6 millioner børn i Kenya mangler en eller begge forældre. 49 børn ud af 1.000 dør før, de fylder 5 år. I Danmark dør 4 børn før, de fylder 5 år. 85 procent af alle børn møder i gennemsnit op i grundskolen hver dag, mens 15 procent aldrig kommer i skole. Fattigdom betyder, at 26 procent af alle børn mellem 5 og 14 år er børnearbejdere. Kilde: SOS Børnebyerne

Derfor har det også været vigtigt for ham, at de ikke kom tomhændede til Kenya. Ud over de store papkasser fyldt med hundebamser og sko, som de har fået doneret, ved de også allerede nu, at deres indsamling blandt andet kommer til at dække udgifterne til de ni nye computere og trommesættet, som de netop har fået sat op i multibygningen.

Remee: – Da jeg var omkring fire år, begyndte jeg at tromme på alting, kagedåser og sådan noget. Men mine forældre blev trætte af at høre på det og begyndte at give mig en tromme til hver jul og fødselsdag. Til sidst havde jeg et helt trommesæt. Senere begyndte jeg at spille sammen med andre i min ungdomsklub, og jeg ved fra mig selv, at min musikkarriere er blevet skabt af alt det, jeg har haft indeni. Musik er jo et fantastisk redskab til at bearbejde de følelser, man ikke kan sætte ord på. Og de her børn har sikkert meget mere at udtrykke, end jeg havde dengang.

Remee
Børnene optræder med sang og musik, og ligesom sin fadder har Rei en passion for at spille på trommer.

Remee sætter sig bag det cremefarvede Tama-trommesæt i multibygningens musikrum. Han går i gang med at spille. På få sekunder bliver rummet fyldt med jublende børn. De vil også gerne optræde med de sange, de har øvet til lejligheden. Det må dog blive a capella, for keyboardet kan ikke spille, da strømmen gik hertil morgen. Børnene står i en rundkreds og danser fra side til side. ”We are the future”, synger de. Remee står som en dirigent i midten og filmer med sin smartphone. Han får øjenkontakt med Mathilde. De smiler indforstået og rykker tættere på hinanden. Og så kysser de. De må hver især flere gange diskret tørre en tåre væk, mens børnene optræder og på skift træder frem for at udtrykke deres taknemmelighed.

Remee: – Hold kæft, hvor var det fedt. Det her er rå talentudvikling.

Nattens tankemylder

”We are the future”. Sangen har kørt i Remees hoved hele natten. Han har tænkt over, hvilke projekter de ellers kan sætte i gang.

Remee: – Jeg har lyst til at sample det.

LÆS OGSÅ: Emil om sit vilde frieri: "Jeg var en presset mand - meget kunne gå galt"

Wifi-forbindelsen på værelset svigter. Remee og Mathilde vil ellers gerne nå at dele deres videoer og billeder fra børnebyen, inden de tilbringer resten af dagen i slummen, hvor der er flere besøg på programmet. Budskabet skal spredes, så der kan samle flere penge ind.

Remee: – Hvis en ide er rigtig god, bliver den ved med at avle nye, logiske forgreninger. Og det er det, der sker med den her. Det er derfor, jeg ikke kan sove hernede. Det popper op i hovedet på mig hele tiden. Det er bare sådan: Ej gud, jeg skal lige skrive til den og den … Jeg kan bare se den leve. For mig er det glæden ved livet.

Remee
Remee indvier multibygningen i børnebyen. Mellem ham og Mathilde står hans fadderbarn Rei sammen med sin SOS-mor.

Som hans forlovede er det gerne Mathilde, der skal høre om de mange ideer, han kan få i løbet af en nat. Men modsat ham sover hun altid tungt og er derfor klar i hovedet til at finde en retning i hans brainstorm. For selvom Mathilde, ifølge Remee, altid taler i samme blide toneleje, skal man ikke tage fejl af den umiddelbart stille nordjyde. Hun kan nemlig godt skære igennem på sin egen kærlige facon, når hun synes, at han får lidt for store armbevægelser.

Mathilde: – Vi er rigtig gode til at sparre. Du får helt sikkert alle de kreative ideer, og så kommer jeg ind som den lidt mere logisk tænkende – eller realisten. Du kan godt være lidt af en fantast.

SOS børnebyen
Violetta står klar i sin prikkede nederdel til at modtage Remee og Mathilde i Nairobis slum, mens kvarterets børn kommer hjem fra skole.

38-årige Violettas knæ vender indad, når hun går. Gennem slummen følger hun Remee og Mathilde hen til sit hjem – et grønt blikskur, der er et blandt mange i en halvanden meter bred smøge. Gule tønder står stablet rundt omkring, hullet tøj hænger til tørre på tørresnorene langs facaden. Trods ganske få kvadratmeter huser blikskurene hele familier. For eksempel den kvinde, der sidder i en af indgangene med sin femårige søn og tre måneder gamle datter. Særligt babyen får ekstra opmærksomhed, da Remee og Mathilde går forbi. Violetta selv bor med sine tre børn i et hjem, hvor en spinkel træsofa tager det meste af pladsen. For nylig blev hun en del af SOS Børnebyernes forebyggende arbejde, og hun håber, at det kan føre hendes søn tættere på sin drøm om at blive flymekaniker. Da Remee hører, at hun betaler 30 dollars om måneden i husleje, udbryder han straks, at han og Mathilde nok skal give hende til det næste år. Så har hun da én bekymring mindre. Mathilde smiler lidt ubekvemt. For hun ved godt, at SOS Børnebyerne anbefaler, at man hellere giver forældre som Violetta hjælp til selvhjælp, så de på sigt kan klare sig selv og være uafhængige af hjælp udefra.

Det ender derfor også med, at de i samarbejde med SOS Børnebyerne lover at hjælpe hende i gang med at få stablet sin egen virksomhed på benene, så hun kan tjene sine egne penge.

Mathilde: – Jeg tager sådan nogle forholdsregler mere alvorligt, men du åbner bare dit hjerte og vil gerne hjælpe. Det er så sødt.

Remee: – Ja, der har du lyttet lidt bedre efter i skolen …

Mathilde: – Det er nok godt, at ikke vi begge to er som dig, for så ville det nok køre lidt af sporet en gang imellem. Men det er også godt, at vi ikke begge er som mig, for så er der også mange af dine ideer, der aldrig ville komme til verden. Vi komplementerer virkelig ­hinanden godt.

Drevet af det umulige

Efter en mandag i slummen byder tirsdag formiddag på et besøg på en teknisk skole, som også er en del af SOS Børnebyerne. Inden rundvisningen går i gang, serverer eleverne fra madkundskabslinjen samosaer og donuts. Skolen har også linjer inden for fag som håndværk og design. Og særligt sidstnævnte linje venter spændt på dagens besøg fra Danmark.

Remee: – Sikke de forkæler os.

Mathilde: – Jeg har bare haft lyst til donuts i flere måneder.

Remee: – Mathilde er jo et genetisk mirakel. Hun levede kun af McDonald’s, indtil hun mødte mig. Og alligevel kan hun se sådan ud.

– Arh… jeg boede bare TÆT på en McDonald’s, korrigerer hun og tilføjer:

– Det er sådan et traume, fra jeg var barn. Jeg måtte aldrig få det … Sådan har jeg det også med Nutella.

_DSC8416.jpg

Mathilde voksede de første år af sit liv op på en gård i Nordjylland med sine hippie-forældre og søster og bror. Familien var nærmest selvforsynende, indtil hun var fem-seks år, og forældrene blev skilt. På det tidspunkt begyndte det også at knibe med pengene. Og hun tror, at det er en af grundene til, at hun nu forkæler sig selv – og i særdeleshed Kenya – med de ting, hun ikke selv kunne få som barn.

Mathilde: – Jeg kunne ikke nødvendigvis få sådan noget som en ny vinterjakke, selvom den fra året før var blevet for lille, for det havde min familie ikke råd til. Derfor betyder det enormt meget for mig, at jeg kan give Kenya det, hun ønsker sig og har brug for. Det er selvfølgelig ikke kun i forhold til materielle ting, det handler også om at være til stede som en god mor. Så jeg kan godt genkende følelsen af, at man ikke har det, som alle de andre har. Og hernede er det selvfølgelig mere kollektivt. De andre har jo heller ikke noget.

Remee: – Jeg kunne selv være endt i den værst tænkelige situation, men voksede op i et trygt middelklassehjem. De var ikke super velhavende, men vi manglede heller ikke noget. Jeg har aldrig manglet noget. Jeg kom på ferie, og jeg fik mit trommesæt. Men jeg synes, at det er enormt sødt og inspirerende at se, hvordan Mathilde bruger sit udgangspunkt til at give Kenya alt det, hun ikke selv kunne få, hvor jeg – sikkert mod alles fordomme – virkelig ikke er materielt skruet sammen … For dét hul havde jeg bare ikke som barn. Min historie er voldsom, men mit liv har ikke været det. Men nu er jeg også skruet sådan sammen, at jeg ikke ser the cracks – jeg ser ikke det, der er umuligt, jeg KAN ikke forstå det. Jeg forstår ikke nej!

Mathilde: – Nej tværtimod … Du bliver bare mere motiveret af, at noget er umuligt, og så gør du alt for at GØRE det muligt. Og det formår du også at gøre.

_DSC0898.jpg

I den tekniske skoles designværksted er cirka 30 symaskiner linet op på række. Her lærer eleverne at lave alt fra tekstiler og tøj til ryatæpper og smykker. Mathilde og Remee køber nogle armbånd til Kenya, der også kan se frem til de nye bøger med Gurli Gris – eller Peppa Pig, som hun hedder her – Mathilde købte i et storcenter på vej hjem fra gårsdagens besøg i slummen. Lyden af afrikanske beats går i gang. Eleverne træder frem en for en i egne kreationer. På et øjeblik forvandles værkstedet til en catwalk, når nu de har en model på besøg.

Kenya vil være storebror

Selvom Kenya umiddelbart har alt, hvad hjertet kan begære, er ét ønske dog begyndt at presse sig på.

Remee: – Jeg vågnede en morgen, mens du var på arbejde under modeugen, ved at hun med helt hæs stemme råbte: ”Faaaahr, hvornår får jeg en lillebror?”.

Mathilde: – Der er flere af hendes venner, der har fået en lillebror, så hun vil også gerne have en, så hun kan blive storebror. Jeg prøver at forklare hende, at fordi du er en pige, så bliver du storesøster. ”Nej, jeg bliver storebror”.

Remee: – Ja, hun er svær at diskutere med.

Mathilde: – Hun er så sød. Jeg bliver så rørt, og vi ved bare, at hun bliver jordens BEDSTE storesøster, når den tid kommer, for vi ved, at vi vil have flere børn. Hun er så sød ved sine dukker og sine venners mindre søskende.

Remee: – Hun er MEGET omsorgsfuld. Helt vildt. Hun passer altid på mig, hvis jeg er lidt nede. Hun kan altid mærke det. Så kommer hun og sætter sig på mit skød og nusser, krammer og kysser mig.

Mathilde: – Hun er helt klart vores største inspiration. Det er hun virkelig.

Remee og Mathilde Gøehler
Elever og undervisere på den tekniske skoles designlinje har forberedt modeshow for dagens gæster.

Bekymringer er dog ikke noget, Remee svælger i længe ad gangen. Derfor ærgrer han sig heller ikke over, at han sidder i Kenya, når han kunne have lavet ”X Factor”. For i sidste ende var det den rigtige beslutning. Det blev han overbevist om, da de ikke ville give ham et lige så højt honorar som Thomas Blachman.

Remee: – Jeg har virkelig elsket at lave ”X Factor” – jeg elsker stadig det format. Det har været en lidt mærkelig ting mellem at være selvstændig erhvervsdrivende med 150 ansatte og at skulle trække stikket fra det hele hvert halve år, hvor mit mindset er gået fuldstændig i ”X Factor”-mode – jeg kan ikke tænke en tanke, der ikke handler om det. Hvis vi sad her og snakkede, ville jeg bare sidde og kigge tomt på folk, indtil der kom en eller anden lyd, der mindede mig om en sang, jeg skulle bruge, for jeg har ikke et andet gear end det. Enten er jeg bedøvende ligeglad, eller så er jeg completely obsessed.

Han begynder at grine.

– Og det er altid completely obsessed, når jeg laver det, tilføjer han.

Han føler dog, at arbejdet i Kenya har flere fællestræk end som så med talentshowet.

Remee: – For mig er det, vi laver i børnebyen, essensen af  ”X Factor”. Det giver mig det samme kick, og det handler også om at finde én sand stemme, der kan forklare det hele. Og jeg tror, at den er derinde. Så jeg føler faktisk, at jeg stadig laver ”X Factor” – bare i et meget bedre klima og med større mulighed for succes relativt set.

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue og BS ved bålet

For mens ”X Factor” stopper, når kameraerne slukker, fortsætter de med talentudviklingen i børnebyen.

Remee: – Faktisk er jeg MEGET mere ubekymret, når jeg laver det her, end alt andet, fordi det bare er rent. Det giver mening. Du flytter folks liv og får verden til at ekspandere selv i det små. Hvad fanden skulle man ellers bruge sin tid på? Ud over at føde nogle børn … Hvorfor stresse rundt med alt muligt andet, som er … ligegyldigt? Eller please nogle mennesker, som er alt for højt oppe i deres egen røv. Der er bare noget enormt konstruktivt ved det her.

Mathilde: – Der er en helt særlig taknemmelighed hernede. De er glade for hvert sekund, måske fordi de har oplevet en mere barsk side af livet. Det kan godt være, vi bidrager med noget materielt hernede, men vi kan virkelig også tage meget af deres varme og spirit med hjem.

Remee og Mathilde Gøehler
MY FOUNDATION. Mathilde og Remee kalder selv deres My Foundation-projekt ”en charity i en charity”. Parret har samlet penge ind til en multibygning med bl.a. musikskole, bibliotek og computerfaciliteter. Planen er at udvikle en model, som andre sponsorer og ambassadører kan kopiere og overføre til at opgradere andre SOS-børnebyer. På turen til Kenya samlede parret 203.000 kr. ind med donationer fra 30 lande. Du kan støtte deres projekt på MobilePay på 712669.

Inden minivanen sætter kurs mod lufthavnen, har Remee og Mathilde lovet at besøge børnebyen for sidste gang, for børnene vil gerne optræde for dem igen, nu hvor der ikke længere er strømsvigt.

Remee giver også et par numre. Flere af børnene viser også et særligt talent inden for avancerede dansemoves, der overbeviser Remee og Mathilde om, at en danseskole er en af de nye ting på to do-listen. Hjemme i Danmark venter hverdagen, bryllupsplaner, Kenya og ikke mindst resultatet af indsamlingen, som Remee håber laver et stort ryk, mens de sidder i flyet. For en del af natten brugte han på at tage direkte kontakt til nogle af de venner og bekendte, han ved har nok at give af.

Hvem er Remee og Mathilde Gøehler?

Remee og Mathilde Gøehler

Remee Jackman, født 1974 

  • Musiker og indehaver af natklubben Arch og restaurant Skindbuksen
  • Kendt som ”X Factor”-dommer gennem 8 sæsoner og var med til at skrive årets vindersang, ”Lost and Profound”

Mathilde Gøhler, født 1992 

  • Topmodel og influencer
  • Sammen har de Kenya på 3, mens Remee også er far til Emma på 20. De er begge en del af social media-virksomheden Social Works og ambassadører for SOS Børnebyerne
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte, Remee og Mathilde Gøhler