Renée Toft Simonsen
SPONSORERET indhold

Renée Toft Simonsen: Når jeg kigger på fotos, fra da jeg var 40, tænker jeg: "hold op, hvor var jeg smuk"

52-årige Renée Toft Simonsen har skrevet en usædvanlig ærlig bog om at være en kvinde midt i overgangsalderen. Vi har mødt hende til en snak om krop og seksualitet i forandring, om børnene, der bliver voksne og barnebarnet, der er på vej.

Af:: Susanne Diekema Foto: Henrik Bjerg
16. apr. 2018 | Livsstil | Hendes Verden

Uddrag fra bogen Jeg er f*cking hot!:
For mig kom overgangsalderens gener som et chok. Ikke fordi jeg ikke vidste, at der var udfordringer forbundet med at blive ældre, jeg vidste bare ikke, at de ville vende op og ned på nat og dag, og at min krop på alle måder ville opleves forræderisk.

I sin nye bog Jeg er f*cking hot! deler forfatter og psykolog Renée Toft Simonsen sine personlige oplevelser med den overgangsalder, der er en uomgængelig del af kvindelivet, og som kan få også en tidligere supermodel til at have det svært med en krop, hvor sveden hagler af i varme kaskader, samtidig med at identiteten som mor og kvinde er under forandring

– Jeg kan mærke, tiden går, og det minder mig om, at vi ikke lever uendeligt. Tiden er dyrebar, og det er vigtigt, at det, jeg gør, er meningsfyldt, siger Renée fra køkkenalrummet i hendes og ægtemanden Thomas Helmigs nye byhus i Aarhus, hvor de er flyttet ind efter at have afhændet deres tidligere – og meget større – hjem.

LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: "Jeg er en af de få kvinder, som ikke synes, det er et problem at have magt"

Tre af Renée og Thomas' tilsammen fire børn er flyttet hjemmefra, og i dag bor kun den yngste, fællesbarnet Hugo på 19, hjemme. Så i stedet for at bo med tomme rum er familien rykket tættere sammen på færre kvadratmeter. Men selv om det er enkelt, hyggeligt og godt, er der også et savn efter det, der var, fortæller Renée Toft Simonsen.

– Jeg savner mine børn, fordi de ikke mere har brug for mig. Alt det liv med dem og deres venner, der løb ind og ud. Jeg savner at have et hjem med mange mennesker i sofaen, sengen og overalt, hvor vi næsten abeagtigt hele tiden nussede, pillede, var tæt på, sov i bunker og var sammen. Det var helt vidunderligt, siger Renée, som samtidig med at hun skal vænne sig til en ny ramme om sit liv altså også skal lære at håndtere den besværlige overgangsalder med depression, humør- og vægtstigninger og en måske faldende værdi som kvinde og mor.

Uddrag fra bogen Jeg er f*cking hot!:
Efterhånden som det går op for mig, at det er de voldsomme forandringer i min krop, der er en del af årsagen til mine negative tanker og min øgede sårbarhed, bliver det nemmere at acceptere, at det er sådan, det er. Jeg slipper tankerne om at have en depression og forliger mig med, at det, jeg lider af, er livsomstændigheder, som alle kvinder løber ind i.

LÆS OGSÅ: Anders Breinholt: ”Jeg synes ikke selv, jeg har peaket endnu”

– Jeg prøver at være positiv og kærlig. Men det er svært, når tankerne kører rundt, og kroppen gør knuder. Jeg er min egen værste kritiker og kæmper med hele tiden at ville være perfekt, så jeg forsøger at lære at slappe lidt af og nyde i stedet for at kritisere mig selv. Jeg er virkelig den pæne pige, der gerne vil elskes og være med i flokken, siger Renée Toft Simonsen.

"Hold op, hvor var jeg smuk"

Renée Toft Simonsen har et udseende, som mange beundrer, og som hun også levede af som ung. Og selv om hendes "voksne" karriere ikke er baseret på hendes fysiske fremtoning, går det naturligvis ikke upåagtet hen hos den tidligere model, at også hendes ydre er under forandring.

– Det var en af de gaver, jeg fik. Et smukt udseende. Men jeg mister jo også mit gode look, jeg har fem kilo for meget på grund af et dårligere stofskifte, og jeg har, som min mor, fået slidgigt i hænderne og kan allerede nu se, at fingerleddene er tykkere. Når jeg kigger på fotos, fra da jeg var 40, tænker jeg: "hold op, hvor var jeg smuk." Men sådan følte jeg mig bare ikke dengang, så det forsøger jeg at føle nu ved at tænke på, at om 10 år vil jeg synes, jeg var okay, som jeg er i dag, siger hun.

Og Renée Toft Simonsen har fået mere karakter. Flere smilerynker omkring øjnene og munden og lidt mere fylde på den langlemmede krop. Kunstige indgreb som plastiske operationer eller botox kommer dog ikke på tale, ligesom hun tackler sin overgangsalder uden hormoner og medikamenter, fordi hun vil mærke, hvad det sker med hendes krop, selv om det kan være svært med hedeturene og de mørke tanker. Til gengæld elsker hun at være i gang og effektiv og har ikke helt nemt ved at se ægtemanden Thomas slappe af med en lur i sofaen, når nu tiden kunne bruges til noget konstruktivt – noget Renée-agtigt som inkluderer aktivitet.

Hun indrømmer dog, at hun også godt kunne lære lidt af sin mands mere afslappede indstilling til det hele. Og lige nu får hun faktisk "hjælp" af en prolaps i ryggen, som har tvunget hende til at sætte sin daglige morgentræning og tre-fire ugentlige løbeture på standby.

– Det er hårdt ikke at kunne bruge kroppen, men der er også en lettelse i at slippe for den indre pisk og med god samvittighed nyde en lækker morgenmad og kaffe uden træning.

LÆS OGSÅ: Rikke Gøransson: "Jeg har haft svært ved at blive sat i bås som et overfladisk menneske"

Slut med den hurtige baghyler

Renée Toft Simonsen har de seneste 15 år sammen med en veninde brugt en del tid på meditation, selvudvikling og healing med det formål at komme perfektionismen og de indre monologer til livs.

– Vi er mange i den her "klub", der ikke kan lide at lave fejl, for frygten for at blive udstødt er jo også en kæmpe drivkraft i mennesker. Jeg ville gerne have haft min mand med i den udviklingsproces, men selvom han respekterer, at jeg arbejder med det her, så ville han få røde knopper af det, og han siger "no way" til at deltage. Det har jeg lært at acceptere, men alt det jeg får med, giver jeg videre. Så det kan godt være han ikke vil med, men det kommer han altså så alligevel på en måde, siger Renée og smiler. Både af hvordan hun får listet Thomas lidt med på selvudviklingsvognen og af den effekt, hun faktisk synes, det har på deres ægteskab.

– Vi er blevet mere kærlige overfor hinanden, og jeg er blevet bedre til ikke at pege fingre ad ham. Og at lade ham ligge i sofaen ...

Også omkring det seksuelle er der positivitet og optimisme hos Renée Toft Simonsen, som nyder en afslappethed over at kende sine lyster, og det selv om der med overgangsalderen er kommet nogle udfordringer omkring "mekanikken"

– Jeg hviler mere i mig selv og føler mig bedre hjemme i min krop. Selv om vi kvinder kan tørre ud og psykisk have svært ved at få "den op at stå", tror jeg, det er meget sværere for mænd, der skal vise deres evne til at holde ud. Det er sårbart. Men det vigtige er, at vi har lyst til at være der. Og at vi tør være åbne og kærlige. Det der med lysekroner, der dingler, ved vi godt ikke passer. Det handler om at være til stede.

Uddrag fra bogen Jeg er f*cking hot!:
Det kan siges så enkelt som, at hun er blevet til en lidt betuttet ørkenblomst frem for en våd og frodig tropisk skønhed. Min mand siger venligt og kærligt, at hun bare har brug for håndsving og startkabler, men den der med en hurtig baghyler hen over køkkenbordet er til gengæld og til hans fortrydelse så godt som slut. Ikke at jeg nogensinde selv har foretrukket fem hurtige og hede minutter stående bøjet over en vaskemaskine eller en malerbuk i garagen fremfor en lang lækker langsomhed i bløde gåsefjer, men det er jo dejligt at gøre noget for hinanden. Nu er det sådan, at jeg ikke længere kan nå at blive klar på under en halv times forspil, hvilket immervæk stiller nogle krav til den maskuline tålmodighed, vilje og arbejdsmoral.

Renée Toft Simonsen. Foto: Henrik Bjerg.

Snart mormor

Med sin nye bog – og i det hele taget – øver Renée Toft Simonsen sig i at have modet til at vise følelser og udlevere sig selv, også når hun ikke viser sig fra sin bedste side. At lade tårerne løbe, hvis hun bliver rørt og erkende, at hun har det svært med at blive ældre, blive forladt af sine børn og at miste evnen til at kunne reproducere sig selv, at være en kvinde, der stadig kan føde børn.

– Om jeg kunne tænke mig flere børn? Nej, ikke nu. Jeg er taknemmelig for dem, jeg har. I min sidste graviditet var jeg gravid uden for livmoderen og mistede barnet. Det var en stor sorg, men i dag ville jeg ikke længere have kræfter til et barn mere, siger hun.

Til gengæld skal hun snart være mormor. Datteren Ida-Marie venter barn til august.

– Det glæder jeg mig helt vildt til. Vi begyndte begge to at græde, da hun fortalte det, fortæller Renée og tilføjer:

– Selvom det er lidt mærkeligt, at jeg endnu har mit sidste barn boende hos mig, og så får vi en lille ny!

Anbefalet til dig