Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Rosalinde Mynster
Foto: Peter Nørby

Badehotellet

Stjernen fra Badehotellet: "Jeg kan mærke, at folk kigger lidt ekstra på mig nogle gange, og det kan jeg somme tider blive en smule paranoid over"

Rosalinde Mynster savner at kunne gøre et førstehåndsindtryk hos folk, der føler, de allerede kender hende. Rollen i successerien ”Badehotellet” har gjort hende til allemandseje, og det kan være svært for én, der også godt kan lide at synke ind i sin egen verden.

Udgangspunkt

Jeg husker min barndom og opvækst som meget dejlig. Vi boede i et hus på Frederiksberg som en rigtig kernefamilie, meget tætte og meget lykkeligt. Mine forældre har altid været sammen og er det endnu.

Det har selvfølgelig påvirket mig på mange måder at vokse op med skuespillerforældre. Helt praktisk betød det, at de var meget mere væk end andre forældre. Hver eneste aften. Til gengæld var min mor rigtig god til at stå op med os om morgenen, så vi havde en stund sammen der. Der var vi bare altid så morgensure... Hvor var det egentlig synd for hende.

Men børn er sådan indrettede, at de indordner sig. Vi var aldrig vant til andet og havde også nogle rigtig gode babysittere, som var ansat til bare at lege med os. I ­perioder var jeg meget morsyg. Så kom jeg med på teatret og i turnebussen og sad ude i kulissen og sminkede parykhoveder og sad på kanten af scenen og prøvede at gøre mig usynlig for publikum. Det var altid ret magisk at komme med på teatret, mine forældres kolleger var så søde. Jeg lyttede til ordene, replikkerne, og det har været meget med til at forme mig. At jeg på egen krop altid har oplevet og følt, hvordan ordene kan bevæge og transformere og løfte sindet.

Jeg tror ikke, ret mange kører det så hardcore længere, som mine forældre gjorde det med fire teaterforestillinger om året. Og når de så lavede film og tv, var det oveni! Da jeg var barn, holdt de mig bevidst fra skuespillet – de ville ikke have, at jeg skulle blive barnestjerne. Og da jeg blev gammel nok til selv at vælge, var de umulige at provokere. Sagde jeg, at jeg ikke ville det samme som dem, sagde de: "nej, det kan vi godt forstå!". Gjorde jeg mig trodsig og sagde, at jeg alligevel ville kaste mig ud i det, sagde de: "Fint skat, du er så dygtig!". De støtter mig ligegyldigt hvad. Jeg kunne aldrig rigtig få dem op af stolene og til at skrue bissen på. I starten var jeg meget opsat på, at de ikke skulle blande sig, og ville ingen råd have, men nu er jeg begyndt at bruge dem meget mere, og det er virkelig dejligt.

Fordi jeg ikke bare blindt har fulgt deres fodspor, men gjort det på min måde, er jeg kommet ud i nogle rigtig interessante kroge. Jeg har heller ikke gået på teaterskolen – de år har jeg brugt på at få andre input end de obligatoriske. Jeg skriver ­dramatik og gør det mindst lige så meget, som jeg spiller. Jeg har brug for balancen ­mellem alenearbejdet, dramatikken og det meget kollektive arbejde, som det er at være skuespiller.

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

Fokuspunkt

At være med i "Badehotellet" har selvfølgelig betydet meget for mig som skuespiller. Det er dejligt at lave noget, folk ser og bruger som samlingspunkt. Men jeg synes også, det er grænseoverskridende at blive genkendt. Helt klart. Men det er nu sjældent, at folk henvender sig direkte til mig. Jeg kan mærke, at de kigger lidt ekstra på mig nogle gange, og det kan jeg somme tider blive en smule paranoid over – er det, fordi de synes, jeg er lækker? ­Eller fordi jeg er grim? Eller er det bare, fordi de kan genkende mig?...

Der er en kæmpestor frihed i selv at kunne bestemme over det førstehåndsindtryk, man giver andre mennesker. Men ofte, når jeg giver hånd til folk, kan jeg se, at de er på forkant med mig. Det føles rigtig ærgerligt. Jeg kunne godt tænke mig indimellem at lade som om, jeg var en helt anden..

Smeltepunkt

Looove får mig til at smelte. Min lille nevø. Min familie. Mine venner. Det er en dejlig følelse, at de har min ryg, og at vi passer på hinanden.
Og ja, okay – jeg har også en ­kæreste, der får mig til at smelte rigtig meget. Han hedder ­Andreas og er digter. Hans første bog, "Fryden", udkom i slutningen af oktober.

Vi har været sammen siden foråret, og han er virkelig sød og dejlig. Der findes så meget smalltalk overalt hele tiden. Man finder sjældent mennesker, man kan have oprigtigt gode samtaler med – hvor man går det der spadestik dybere og kan inspirere og virkelig forstå hinanden. Det er meget vigtigt for mig, at jeg får ny indsigt igennem de samtaler, jeg har med min kæreste. Selvom ­Andreas og jeg er meget ­enige, kan vi alligevel diskutere os frem til nye forståelser i livet. Det er meget vigtigt for mig. Og så er det vigtigt, at vi vil hinanden. At vi får hinanden til at flyve og dyrker det gode i hinanden. Det er jo nærmest magisk at møde mennesker, der får en til at føle, at man er en rigtig god udgave af sig selv. Det er et must for mig, at min kæreste kan det.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”

Midtpunkt

Jeg har været så heldig, at jeg altid har haft rigtig store roller i de produktioner, jeg har været med i. Jeg debuterede også i en ­hovedrolle – i "To verdener" (2008), og på teatret har jeg ligeledes tit haft pænt ­store roller. Det kræver, at man går ind og tager meget ansvar for, hvordan man forstår historien, og hvordan den skal formidles. Det at have overblikket over en historie og en karakters udvikling, befinder jeg mig godt med.

Jeg har tænkt meget over, hvordan det egentlig hænger sammen med min personlighed at være skuespiller. Jeg tror, jeg har snydt mig selv ind i at være mere udadvendt, end jeg egentlig er. Det skyldes nok også, at jeg har begået mig i det her ­miljø altid. Dybest set er jeg ret introvert og kan ret godt lide mit privatliv og at være ­alene. Hvis jeg har et problem, er jeg ikke ­typen, der går over til en veninde og hælder ud. Jeg skal tænke over det selv, før jeg kan snakke med andre om det. Jeg har brug for at tage mig tid til at være alene. Men jeg holder også rigtig meget af at være sammen med mennesker og får overskud af det. Og ja, så må der jo være et eller andet i mig, der har lyst til at blive set på, siden jeg er gået ind i det her fag. Det er en lidt mærkelig dobbelthed.

Som barn ville jeg også gerne hele tiden ­lave numre, så man kiggede på mig. Klassens klovn. Også derhjemme. Jeg har altid elsket at lege – at forvandle mig til andre karakterer. Nogle synes, det er underligt, fordi jeg det ene øjeblik kan sidde dybt i min egen verden og næste øjeblik være meget på og intens. Jeg har helt klart begge sider, og jeg tror, det er vigtigt, at jeg værner om dem begge. Hvis der er ubalance, bliver jeg meget trist.

Sådan har jeg altid haft det. At være kreativ indebærer jo en dobbelthed – du kan ikke lave noget kreativt uden at have brug for, at nogen kigger på dig, men det er lige så meget et personligt rum, du kan søge. For mig er det at være kreativ klart et redskab til at være alene, for der har jeg altid "noget" at være sammen med. Selvom jeg er alene.

Lighedspunkt

Jeg kan virkelig genkende mig selv i mine forældre. Sindssygt meget. Både fysisk og mentalt. Jeg har arvet min fars temperament – det er skrækkeligt. Og min mors bevægelser – det er så underligt. Jeg kan godt se, at der er nogle fællestræk i ansigtet, men da jeg så en badescene fra "Badehotellet", hvor vi løb ud i Vesterhavet, tænkte jeg, "det er løgn! Det er jo min mor, der løber der!
Og så er der punkter, hvor vi overhovedet ikke ligner hinanden, og det er da til stor fascination for både mig selv og min mor, som jeg har et meget tæt forhold til. Ligesom vi kan spejle os meget i hinanden, er det mindst lige så fascinerende at opdage, at "nå, tænker du sådan? Fortæl mere!". Det, tror jeg, er vigtigt at give plads til, så man ikke tager for givet, at man tænker fuldstændig ens (og på den måde kommer til at behandle hinanden, ligesom man ville behandle sig selv).

Min storebror, Jasper, er filmfotograf. Mange synes, at vi virkelig ligner hinanden i ansigtet, men på mange punkter ligner vi slet ikke hinanden, hvilket måske er derfor, vi altid har været meget tætte.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Jeg rangordner mine venner med post-its

Kogepunkt

Jeg har klart temperament. Som regel er det min kæreste og min mor, jeg kan finde på at eksplodere overfor. Aldrig mine venner. Jeg synes nu, jeg er blevet mere rolig og rummelig. Førhen kunne jeg blive virkelig rasende, og så kom jeg altid til at ­græde – det var så irriterende, når jeg nu gerne ville være vred.
Men mit temperament handler også om at være passioneret og engageret. Jeg kan virkelig lade mig rive med. Og det viser sig vel både på gode og dårlige måder.

Jeg var slet ikke nogen oprørsk teenager. Min mor og jeg skændtes selvfølgelig. Men det var svært for mig at lave et egentligt oprør, for der var ikke rigtig noget, jeg kunne gøre i trods. Jeg var ikke underlagt særlig mange restriktioner. Og så har jeg altid taget min mors bekymring alvorligt. Hun bliver meget let bekymret, og det har jeg aldrig haft lyst til at fucke med. Hun bliver virkelig pint, når hun tror, der er sket mig noget. I stedet har jeg haft brug for at beskytte hende. Vi har altid haft en regel om, at vi ikke måtte sige skældsord til hinanden under et skænderi – so eller bitch f.eks. Det er vigtigt at tænke over de ord, man taler til hinanden med. "Jeg hader dig" er ikke bare noget, man kan tage tilbage igen. Man skal passe på hinanden. Jeg kendte engang nogen, som virkelig talte grimt til deres mor, og jeg fik altid lyst til at gå over og ae den mor og sige, "vi vil gerne have pandekager – de mente det ikke". Man skal være sød ved sin mor.

Jeg kan slet ikke overskue selv at skulle ­blive mor. Jeg ved bare, at jeg kommer til at have den samme bekymring i mig. Jeg har aldrig rigtig været en skruk type. Jeg kan virkelig godt lide børn – elsker dem – på afstand. Det vigtigste er vel at være klar til, at det er det, der pludselig skal fylde.

Lyspunkt

Jeg tror på karmaloven – at alt det positive, du sender ud, får du at tilbage positivt. Hvis du er mega meget i underskud og alligevel sørger for at have overskud over for dine medmennesker, så får du det bedre. Man skal fjerne fokus fra sig selv. Søge udad i stedet for indad.

Jeg kan til tider blive overvældet. Er jeg stresset og har glemt at tage ordentlig hånd om mig selv, kan jeg godt føle mig nedslidt og deprimeret, men jeg er som regel god til at komme op på hesten igen ved at forsøge at se tingene i et større perspektiv. Bekymrer jeg mig om noget, har min mor altid sagt, "årh, op i røven" – altså hendes stramning af "pyt". Det er et vigtigt redskab for mig, som jeg tænker på. "Du skal ikke dø, du skal ikke i fængsel", siger hun også altid. Det minder mig hele tiden om, at jeg ikke skal tage tingene for tungt.
Bekymring fylder en del i tyverne, føler jeg, hvor man skal tage stilling til en masse. Det taler jeg meget med mine venner om – at midttyverne godt kan være en lille livskrise, fordi man for alvor bliver voksen. Men det gælder om at have tillid til fremtiden og til skæbnen. Det øver jeg mig på at have. Man er nødt til at have en grundtro på, at livet og verden vil en det godt. Der venter mig en masse dejlige oplevelser derude.

Standpunkt

Nogenlunde samtidig med, at jeg tog beslutningen om at blive skuespiller som 23-årig, tog jeg også en mere overordnet beslutning om at være mere deltagende i verden – i politisk henseende. Det udsprang af en følelse af enorm magtesløshed i forhold til de store ting i livet, krig og uretfærdighed, en presset jordklode... Jeg følte mig så desillusioneret. Vi er så oplyste i dag, vi ved godt, at polerne smelter, og alligevel gør vi ikke ­noget. Hvorfor skal jeg stå og sortere mit affald, tænker vi, hvis de, der bestemmer og skulle passe på os, behandler miljøproblematikken som om, det slet ikke er en kendsgerning. Hvad nytter det?

Og sådan kan man også få det i forhold til kunst – hvorfor overhovedet lave det, når ingen er interesserede i det! Ingen går og venter på, at jeg laver min næste lille teaterforestilling, som tager fat på en politisk problematik. Folk går ikke i teatret, de går ikke i biografen – de er fløjtende ligeglade.

Men jeg bliver nødt til at tro på, at det nytter at fortælle de gode historier, ­lave kunst, der handler om noget. Og at det nytter at blive vegetar, sortere skrald og f.eks. stoppe med at flyve så meget til Los Angeles, som jeg gjorde en overgang, fordi min ekskæreste boede derovre. Det gælder om at stå fast på de små ting i hverdagen og tro på, at det gør en forskel.

Min generation er vokset op med OBS-reklamer og Børnetimer, der handlede om sultne børn i Afrika, og allerede dengang kunne jeg ikke forstå, at det skete, mens vi, helt almindeligt, skulle ind og spise eller se Disney Sjov. Vi snakkede da meget om de problemer, der var ude i verden, da jeg var barn, men det bliver hurtigt sådan, som det også er i dag med de udfordringer, vi står med i Syrien, at man siger "ja, det er også helt forfærdeligt...", og så slutter den der. Jeg ved da heller ikke, hvor meget det ville ændre, hvis jeg slap alt herhjemme og tog derned og arbejdede som frivillig og så blev bombet i morgen. Om det var det, jeg var født til at bruge min energi på.

Jeg bor lige over for Udlændingestyrelsen, hvor de står og demonstrerer for at få lov til at se deres familie. Og så går jeg ud ad døren for at hente parmesanost i Irma... Det føles så åndssvagt og nærmest pinligt.

Jeg har mit eget teaterselskab, Teater Tugt, hvor vi kæmper hårdt for at lave politisk kunst. Det er en tough udfordring at få nogen til at sætte penge i det, men vi er møgstædige. I foråret lavede vi en politisk event, "Asyl34", hvor forskellige kunstnere fortolkede 34 asylstramninger på 34 timer i 34 kunstværker. Der følte jeg ­virkelig, at alting gik op i en højere enhed. Måske fordi det var vigtigere end det kunstneriske ego. Man må gøre det, man tror på. Ellers strander det ved ligegyldig snak om middagsbordet, hvor vi alle sammen har de rigtige holdninger. Men det er så umoderne at være politisk. Jeg vil kæmpe for, at det ikke skal være pinligt at tro på andet end kapitalisme. At det ikke skal være umoderne at erklære sig for feminist.

LÆS OGSÅ: Rosalinde Mynster: "Den eneste måde at slippe af med sine komplekser er sgu nok at acceptere dem"

LÆS OGSÅ: Linda P: ”Hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært”

LÆS OGSÅ: Mette Lindberg fra X-Factor: “Det kan godt være svært at arbejde sammen med mænd med et så store egoer”

Rosalinde Mynster, 26

Skuespiller og dramatiker, autodidakt.

Opvokset på Frederiksberg med sine skuespillerforældre, Karen-Lise Mynster og Søren Spanning, og sin bror, Jasper, som er filmfotograf.

Debuterede som 17-årig i filmen "To verdener" over for Pilou Asbæk.

Aktuel som stuepigen Fie i fjerde sæson af "Badehotellet" på TV 2.

Bor i København og danner par med ­Andreas Pedersen, som er digter.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kendte