Ruben Søltoft: "Alting er bedst, når man får det samme som Silas Holst"

Sådan har han ikke altid haft det, men i de senere år er det nærmest blevet hans mantra. Når han stiller sig op på scenen foran sit publikum, fortæller han nemlig om de mest akavede, tåkrummende og grænseoverskridende oplevelser fra hans hverdag. Senest i hans andet onemanshow ”Ting fra min mund”, som næsten 50.000 danskere har været inde og more sig over gennem det sidste halvandet år.

– Jeg kan godt lide at snakke om det, som man normalt ikke gider snakke om, når jeg laver et standupshow. Den der fælles skam, som der er ved nogle ting i vores samfund. Derfor har jeg besluttet mig for, at hvis jeg oplever eller tænker noget, som jeg ikke har lyst til at sige til nogen, så SKAL jeg sige det på scenen. Så har det nemlig komisk potentiale.

– I mit første show snakkede jeg eksempelvis om, at jeg havde været hos lægen og havde fået et kamera op i numsen. Det var en frygtelig og grænseoverskridende oplevelse. Så til en start lukkede jeg den helt ned. Ingen skulle vide det. Men en aften var jeg ude og drikke øl med en kammerat, som fortalte, at han havde været til lægen og havde haft samme oplevelse. Det blev den sjoveste aften i meget lang tid, fordi det var en lettelse at få lov til at grine ad oplevelsen – i stedet for at gemme den væk.

– Så jeg fortalte om episoden hos lægen på scenen, og jeg kunne nærmest udpege de otte i publikum, som havde været ude for det samme. De grinede ekstra højt, og det virkede som om, at det også var en lettelse for dem at få lov til at grine af den ellers dumme oplevelse.

Den generte dreng

Selvom Ruben i dag i en alder af 32 år stiller sig op på scenen og vender vrangen ud på sig selv og sine mest skamfulde øjeblikke, for at folk kan få et godt grin, så har han ikke altid været den ”sjove dreng i klassen” – næsten tværtimod.

– Jeg har altid været sindssygt genert! Faktisk så genert, at jeg i niende klasse fik at vide, at jeg ikke kunne komme på gymnasiet, fordi det krævede, at man turde række hånden op i timen. På det tidspunkt turde jeg slet ikke tale foran andre. Så nej, jeg var slet ikke klassens sjove fyr på nogen måde.

Ruben havde dog alligevel en ”performer” i maven – allerede som barn. Gang på gang hoppede han op på det gamle træskrivebord, gelejdede familie over på siddepladserne i sengen og bød velkommen til ”Quiz showet”. Spørgsmål som ”Hvor mange vinduer er der egentlig i vores hus? og hvor mange trapper er der ned til kælderen?” åbnede showet. Og når spørgsmålene var ovre, var det tid til underholdning fra blandt andet selveste Michael Jackson.

Ruben introducerede ham og pegede med armene hen mod døråbningen. ”Giv en kæmpestor hånd til Michael Jackson!” … ”Michael, hvor bliver du af?” … ”Michael?” … ”Jeg løber lige ud og tjekker, hvor han bliver af”. Og få sekunder og en udklædning senere kom Michael Jackson ind ad døren i hjemmet i Astrup og gav et nummer.

Da Ruben trods beskeden om, at han ikke var egnet til gymnasiet, startede i gymnasiet, begyndte han at underholde til skolens morgensamlinger. Det foregik altid med et utal af kostumer, hatte, briller og skæve slips. Det gjorde det nemlig nemmere for Ruben at stå på scenen.

– Jeg tog et kostume på, for at det ikke skulle være et personligt nederlag for mig, hvis ikke jeg lykkedes med at få folk til at grine. Det var en måde at beskytte mig selv på.

Derfor krævede det også en ”manddomsprøve” at få Ruben overtalt til for alvor at gøre noget ved sine flirterier med komik.

– Tilbage i 2009 blev jeg udfordret af nogle kammerater i en slags manddomsprøve. Vi var en gruppe, som alle sammen var hæmmet i forhold til nogle ting hver især – og de ting skulle vi nu udfordres på. De fleste skulle invitere en pige ud, som de længe havde haft et godt øje til, men jeg skulle optræde til en open mic med standup.

Mod på mere

Efter denne ene aften med standup havde Ruben mod på mere og valgte derfor at tage en afgørende beslutning i løbet af 2009.

– Jeg besluttede, at jeg ville bruge et år på at satse på comedy for at se, hvor dygtig jeg kunne blive. Et år efter var der nemlig DM i standup, og mit mål var en top tre-placering. Så jeg tog orlov fra mit studie på lærerseminariet og optrådte i stedet gratis flere gange om ugen på forskellige cafeer sammen med andre, der også havde et håb om at slå igennem med standup. Jeg ville ikke have nogen udgifter, når nu jeg ikke havde nogen indtægter, så jeg boede i en kuffert og sov på forskellige venners sofaer. Nogle få gange skete det, at mine venner aflyste i sidste øjeblik, og så måtte jeg sove i en trappeopgang eller på et offentligt toilet. Heldigt at jeg havde sovepose og liggeunderlag i kufferten, kan man sige, siger Ruben med et smil, og tilføjer:

– Det kunne jeg aldrig have gjort i dag! Det lyder jo frygteligt – men dengang var det bare et eventyr.

Det blev et eventyr, som endte lykkeligt. Ruben opnåede nemlig ikke blot sit mål om en top tre-placering ved DM i standup. Han vandt.

– Det var en sindssygt følelsesladet aften, da jeg vandt DM. Jeg græd virkelig meget, fordi det retfærdiggjorde, at jeg kunne forsætte med at lave standup. Det havde føltes lidt som en dum hobby, men nu havde jeg et slags papir på, at jeg kunne finde ud af det.

Rubens forældre var for første gang inde og se Ruben optræde i forbindelse med DM-finalen. Ruben er vokset op i det, han selv kalder ”en meget nordjysk familie”. Med det mener han, at man i hans familie aldrig har været storforbrugere af kærlighedserklæringer.

– Jeg tror, at det er en meget nordjysk ting, at man ikke taler om intimitet og følelser. Sådan fornemmer jeg i hvert fald også, at det var hos alle de andre, som var i vores families omgangskreds. Men jeg vidste – og ved, for den sags skyld – jo godt, at min familie elsker mig. Man hører jo også om nogen, som får ”Jeg elsker dig” at vide tre gange dagligt. Det synes jeg er alt for meget. Slap af, jeg rakte dig jo bare mælken?

Virkeligheden har dog vist Ruben, at det kan være vigtigt at sige, hvad man føler.

– En af mine rigtig gode kammerater mistede for nylig sin mor, som ellers var helt rask, ved et hjertestop. Der gik det virkelig op for mig, at man kan miste fra den ene dag til den anden.

Ruben besluttede derfor at besøge sine forældre for at få sat ord på det usagte. Kaffen kom på bordet, og familien havde sat sig i de hjemmebyggede havestole på den varme sommerdag.

– Jeg fik behov for at fortælle mine forældre, at jeg elsker dem. Det har jeg jo aldrig før sagt. Men hvis en af dem pludselig døde, ville jeg hade mig selv for ikke at have sagt det – selvom det ligger implicit. Det var skønt at få sagt, men også en lidt akavet kop kaffe, siger han grinende og fortsætter.

– Min forældre svarede noget i stil med ”Nåhr, jaja, vi elsker da også dig”.

Hvad så med komplimenter – er det også implicit?

– Altsååååå … Det er noget, som jeg har tænkt på. At det kunne vi godt blive lidt bedre til, og som jeg har prøvet at skubbe lidt til ved at give resten af familien ros. Vi er en familie, som spiller meget sport og spil – og vi er alle ret dårlige tabere. Så der har jeg arbejdet meget på at rose vinderen. Det er dog ikke altid, at det har virket efter hensigten. Første gang jeg begyndte at gøre det, var de sådan lidt: ”Hvorfor siger du det? Hvorfor kaster du ikke din ketsjer i vrede?”. Og så irriterer det som regel bare vinderen endnu mere, at jeg roser, siger Ruben med et grin og fortsætter:

– Så det gør jeg selvfølgelig stadig!

Det er ikke kun komplimenter og kærlige klicheer, som Ruben er blevet bedre til at sætte ord på. Begejstring er også blevet en del af ham – og det kan han især takke en af sine tidligere kærester for.

– Da jeg flyttede til Sjælland, fik jeg en ny kæreste. Hun var ret presset over, at jeg var så svær at imponere i forhold til alt. Jeg syntes, at det var helt fjollet, at hun kunne være så meget oppe at køre over selv de mindste ting. Hvis vi var ude og spise brunch og fik røræg, så kunne hun virkelig være begejstret, mens jeg tænkte ”slap af, det er jo bare æg”.

– Men jeg er virkelig glad for, at hun påpegede, at jeg var så stille og rolig omkring alting, for hun gav mig virkelig en opdragelse i begejstring. Og det er meget sjovere at være den type. Den type, som virkelig kan glædes over en kop kaffe – eller røræg for den sags skyld. Det er simpelthen et sjovere liv! Man har mange flere sejre i løbet af en dag.

Generelt føler Ruben, at han har taget noget med fra hvert eneste parforhold, han har været i, og netop parforhold har fyldt meget i Rubens voksne liv. Eller det startede faktisk allerede, da han som 13-årig fik sin første kæreste, som han var sammen med i fem år.

– Jeg har været i forhold i størstedelen af mit liv. Nej, vent. Jeg havde et gab på 13 år – fra jeg blev født, til jeg blev 13 år, griner Ruben.

– Hvert af de forhold, som jeg været i, har helt klart været med til, at jeg har lært noget om mig selv. Jeg har lært, hvad jeg kan leve med, og hvad jeg ikke kan leve med. Hvad der skal arbejdes på, og hvad der kan accepteres, og hvornår et problem er for stort til, at man er det rette match. Derudover tror jeg, at jeg har lært, at det handler om at finde en, som er nogenlunde samme sted i livet.

– Jeg har i hvert fald tidligere slået mig på at finde nogen, som ikke havde defineret sig selv endnu. Så går man og vander og nusser om et nysået frø, og så vokser det op, og så får man et chok: "Har jeg brugt to år på persille!?". Så er det altså nogle gange federe med en kaktus, som ikke kræver alt for meget opmærksomhed. Så det er vigtigt at finde en, der har noget selvindsigt i forhold til, hvilken plante vedkommende er, siger Ruben. Han ser lidt tvivlende ud og fortsætter:

– Det var en frygtelig metafor, ha ha.

Jokes opstår

Rubens parforhold har gjort ham klogere på sig selv og livet. Samtidig har de også åbnet op for en lang række jokes, som han kan bruge, når han står foran publikum. Lige nu er Ruben dog ikke i et forhold.
– Mine sidste to onemanshows har handlet om break-ups. Kærlighed og parforhold har fyldt meget i mit liv, fordi jeg jo nærmest altid har været i et forhold. Et af forholdene var fyldt med jalousi – og det var frygteligt! Jeg kunne mærke, at min ekskæreste ikke investerede i forholdet. Hun var alle mulige andre steder end i mine øjne. Så jeg listede op om natten for at kigge i hendes telefon.

– Når jeg stod der om natten og blev lyst op af den der skærm, var det så skamfuldt. Men jeg kunne bare ikke stoppe med at gøre det hver nat. Jeg sagde det til hende, og hun blev ked af det og vred. Og hendes veninder syntes også, at det var virkelig dårlig stil – det kunne jeg læse natten efter. Efterfølgende viste det sig, at min ekskæreste havde haft gang i noget andet, så måske min jalousi alligevel var begrundet. Det er i hvert fald den eneste gang, hvor jeg har oplevet jalousi på den måde.

– Det forhold sluttede ved, at jeg blev nødt til at slå op, fordi jeg kunne mærke, at hun ikke ville det mere. Det var meget forvirrende at skulle tage den beslutning, når nu jeg selv gerne ville forholdet.

Det er ikke alle Rubens skamfulde øjeblikke, der kommer med i det næste show, selv om det altid hjælper på sigt at kunne grine af dem.

– At fortælle om det, der har været svært, på scenen, er efter noget tid helt klart terapi. Jeg kan dog ikke altid fortælle det lige med det samme. Jeg har nogle gange prøvet at tage noget med på scenen, hvor jeg ikke var klar til det – og så bliver det bare sørgeligt. Men det er også meget godt at prøve at mærke, hvad det er for nogle ting, som man ikke er klar til at snakke om.

Hvad giver det dig at få folk til at grine?

– Jeg bliver høj af det og er også afhængig af det nu. Ej, det er jo bare fedt at få andre til at grine – det tror jeg da, at alle mennesker synes. Man glemmer jo alt midt i et godt grin. Lige dér er man lykkelig.