Jobsamtalens svære spørgsmål
SPONSORERET indhold

Sådan skal du reagere, når arbejdsgiverne stiller dig de ulovlige spørgsmål til jobsamtalen

Arbejdsgiverne må ikke lægge vægt på seksuel orientering, religion eller planlagt familieforøgelse, når de overvejer kandidater til et job. Men det gør de angiveligt alligevel, skal man tro en ny undersøgelse fra fagforeningen DJØF. Her giver jobrådgiver Steen Kræmer sit bud på, hvordan du skal reagere, hvis du får stillet et af de ulovlige, private spørgsmål.

Foto: BraunS/iStock
08. aug. 2016 | Livsstil | Eurowoman

Det er diskrimination og dertil også ulovligt, når arbejdsgiverne lægger vægt på private forhold som seksuel orientering, politisk overbevisning, religion eller planlagt graviditet, når de skal ansætte nye medarbejdere. Alligevel oplever mange, at der bliver spurgt ind til netop disse emner til jobsamtaler.

Det viser en ny undersøgelse fra fagforeningen DJØF. I undersøgelsen har 1500 medlemmer af DJØF svaret på, om de direkte eller indirekte er blevet spurgt ind til planer om at stifte familie, seksuel orientering, politisk ståsted eller religion. 11, 5 procent kunne svare ja til dette, skriver Politiken.

LÆS OGSÅ: Det er jobsamtalens sværeste spørgsmål. Og her er hvad du skal svare

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg dybt rystet over, at nogen kan finde på at spørge ind til seksuel orientering og religion. For det har ikke nogen indvirkning på, hvor godt den pågældende medarbejde kan udføre sit arbejde, siger Steen Kræmer, som er jobrådgiver, forfatter til bogen "Hit med jobbet" og blogger om jobsøgning på hitmedjobbet.dk.

Han tilføjer, at graviditet og familieplanlægning heller ikke er i orden at spørge ind til, men måske mere forståeligt, fordi barsel netop kan være en afgørende udgift for små og mellemstore virksomheder.

Lyv ikke, men smid heller ikke om dig med sandheden
I Politiken foreslår Benjamin Vindum, chefkonsulent i Djøf's rådgivningscenter, at man kan lyve, hvis man bliver spurgt ind til graviditet og familieplanlægning. Men det er ikke nogen god strategi, mener Steen Kræmer:

LÆS OGSÅ: 4 unge kvinder med succes: Her er deres bedste tips til at blive iværksætter

– Det er jo et spørgsmål om, at vi også helst skal kunne have et godt samarbejde bagefter. Og derfor er løgnen ikke noget godt valg. Der er flere, som gennem tiden har sagt, at "man skal altid sige sandheden, men man behøver jo ikke at rutte med den". Og den slutter jeg mig meget gerne til. Hvis de spørger om seksuel orientering eller religion, så tror jeg, at jeg vil sige noget i retningen af: "Jeg har svært ved at se, hvad det har af betydning for, hvor godt jeg kan udføre jobbet. Men hvis det er meget vigtigt for jer at vide, vil jeg da gerne svare", siger han og tilføjer:

– Det er ikke en god idé at lyve om en eksisterende graviditet, men hvis de spørger, om man har planer om at få børn, så kan man svare, at man ikke har planer om det lige nu, men at det godt kan komme på tale i fremtiden.

Overvej om du overhovedet vil arbejde der
Steen Kræmer mener heller ikke, at en "ingen kommentarer"-strategi vil gavne jobsøgeren i den lidt penible situation:

– Grundlæggende vil jeg sige: Svar. For hvis man svarer "det vil jeg ikke udtale mig om" eller "det må i ikke spørge om", så kommer man til at fremstå modvillig og besværlig, og arbejdsgiveren vil få et indtryk af, at man er en besværlig medarbejder. Og det er jo ikke en god taktik, hvis man gerne vil have jobbet, siger han.

LÆS OGSÅ: Sådan får du mest muligt ud af lønsamtalen

Ifølge Steen Kræmer bør man i stedet overveje, om man overhovedet har lyst til at arbejde et sted, hvor de kan finde på at spørge ind til emner som familieplanlægning og seksuel orientering til en jobsamtale:

– Når de stiller spørgsmålet, så er det jo fordi, de synes, at de har ret til at stille det. Og så kommer man ikke ret lang ved at minde dem om regler og så videre. Men man kan jo overveje, nu når man har fastslået, at de nok ikke er helt fine i kanten: Har jeg overhovedet lyst til at arbejde et sted, hvor man kan finde på at spørge til sådan noget til en jobsamtale?

LÆS OGSÅ: De 6 værste spørgsmål til jobsamtalen - og de bedste svar

LÆS OGSÅ: Sådan motiverer du dig til møgopgaverne

LÆS OGSÅ: Denne ene ting, vi alle gør, fucker hele din dag op