Anne Herdorf
Foto: Sara Skytte Sangerinde Anne Herdorf om musik og kærlighed.

Anne Herdorf: "Man kan jo ikke overlade hele sit liv til tarotkortene"

Som ung vandt Anne Herdorf alles hjerter med En lille melodi, men som voksen kunne hun ikke følge med ræset i musikbranchen. I dag har hun fundet roen og meningen med tilværelsen i et barskt job – og i det spirituelle.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Josefinegaten i Oslo, for min mor var norsk, og far var en sydamerikansk musiker. Mine bedsteforældre ville ikke have det, fordi han var indvandrer. Et par år senere kom Ernst til Oslo, og min mor og han blev voldsomt forelskede. Da han skulle hjem med Oslobåden, gik hun derned og sagde: ”Det er nu eller aldrig”, og så flyttede de til København. Først boede vi på hotel i København, fordi Ernst turnerede meget, blandt andet på Bakken, hvor jeg senere også selv debuterede. Senere flyttede vi i hus ved Utterslev Mose. I dag har jeg to skønne fædre, som begge er musikere.

Din levevej?

– Jeg fik mit første røvballeorkester i 9. klasse. Vi tjente gode penge ved at tage ud at spille, og folk syntes, vi var fede, når vi kom slæbende med vores forældres standerlamper. Det greb om sig, og vi fik mange jobs. Jeg havde også et smart rockband ved siden af, og det hørte Jørgen de Mylius på et tidspunkt. Han fik mit nummer, og så ringede sangskriveren Helge Engelbrecht en dag og spurgte, om jeg ville synge En lille melodi, da hans solist var sprunget fra. Jeg var 19 år og skulle lige tænke over det. Typisk mig, jeg er altså lidt gammelklog, men jeg valgte trods alt at springe ud i det.  Min ungpigedrøm var dog faktisk at blive sygeplejerske, men jeg er også meget spirituel – især når livet er svært. Jeg har kastet mig over zoneterapiuddannelsen, og derefter blev jeg massør, inden jeg for alvor fik smag for anatomi, fysiologi og kroppens funktioner. Jeg begyndte at læse til sygeplejerske, da jeg blev skilt. Det havde også noget at gøre med, at jeg skulle kunne tage mig af mine børn, hvis jeg ikke kunne leve af at synge. Jeg har fundet min hylde nu som socialsygeplejerske på Mændenes Hjem, hvor jeg er med til at skabe tillid, respekt og tolerance imellem mennesker, der er anderledes. Om sommeren spiller jeg revy, og jeg tager da også på landevejen i ny og næ og passer syngeriet.

LÆS OGSÅ: Oh Land: "På balletskolen var jeg totalt antiautoritær og på mange måder en lorteunge"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Før i tiden syntes jeg, at kendtheden var en hæmsko, for jeg følte, at jeg skulle være den pæne pige, der for eksempel ikke kunne vælte rundt i byen uden at blive genkendt. Det er ikke så meget nu, men det er helt klart TV2 Charlie-segmentet, når det sker. De fleste unge aner ikke, hvem jeg er, og det passer mig fint. Der kommer tit ældre mennesker hen og snakker med mig, når jeg er ude at gå tur. Så siger de, at de har fulgt mig hele mit liv, og jeg er taknemmelig over deres positive feedback. Folk har et billede af mig som en sød pige med æblekinder, men det er 31 år siden, jeg sang En lille melodi. Faktisk sang jeg for nyligt En lille melodi for første gang i lang tid, og det føltes patetisk. Jeg tænkte: ”Hvorfor står jeg her og synger den sang?” Jeg ved jo godt, at publikum vil høre den, men jeg kan ikke stå og holde krampagtigt fast i noget, der engang var.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– For mange år siden fik jeg at vide af en clairvoyant, at der er en kinesisk mand med mig. Jeg har også gennem flere år drømt om en kinesisk mand i lyse bukser og skjorte. Jeg har i forvejen noget med kinesisk filosofi, og jeg har en fornemmelse af, at han er en engel, der altid er med mig.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– For syv-ti år siden blev jeg ramt af stress og depression. Det dukker stadig op med jævne mellemrum, og når jeg har det dårligt, isolerer jeg mig. Det kommer tilbage i perioder som for eksempel lige nu, hvor mit parforhold er i opløsning. Det rokker ved fundamentet, men jeg er blevet god til at passe på mig selv, for jeg kender signalerne og kan reagere på dem i god tid.

LÆS OGSÅ: Tammi Øst: "Folk tror, at jeg er stærkere, end jeg er"

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Ja, det sker med jævne mellemrum. Men også lige nu hvor min kæreste og jeg er gået fra hinanden. Jeg holder stadig af ham, men vi skal ikke være sammen. Det er selvfølgelig smerteligt at erkende, at vi ikke kan indgå i et fællesskab, men vi har hver især behov for at lukke vores egen dør. Eller måske var han bare ikke den eneste ene? Det kan også være, at jeg bare skal lære, at det er ok at bo alene og gå i biffen sammen og gå hjem til den ene af os og elske bagefter. På den anden side skal jeg også finde ud af, om jeg overhovedet skal bo i København mere, for jeg føler mig mere og mere fremmed i byen, som årene går. Lige nu bor jeg i Vanløse under samme tag som min eks. Der skal som sagt ske en forandring, og det ligger i kortene, at det er mig, der skal videre. Men GPS’en siger bare ingenting. Jeg har spurgt en clairvoyant, og hun ser et rækkehus til mig. Skal jeg nu sætte mig ned og være afventende, eller skal jeg være aktivt søgende? Man kan jo heller ikke overlade hele sit liv til tarotkortene.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg følte, jeg svigtede musikken, da jeg valgte at uddanne mig til sygeplejerske. Jeg kan se, at alle mine gamle kolleger fra musikbranchen turnerer og spiller frivillige jobs med et kæmpe overskud. Jeg var bare nødt til at læne mig tilbage og sige: ”Undskyld, men jeg kan ikke mere”. Det med at sminke mig og klø på med flere jobs om ugen kan jeg bare ikke. Den dag jeg lukker mine øjne, vil jeg stadig kunne mærke, at jeg gik glip af en masse fest og glæde, men jeg må tage hensyn til min hjerne. I dag arbejder jeg på Mændenes Hjem i København, hvor jeg hjælper med sygeplejefaglige opgaver. Jeg er blandt andet ansat i fixerummet hvor der udleveres sterilt ”værktøj”. Derudover er det min opgave at hjælpe ved eventuelle overdoser. Det lyder måske forkert i nogles ører at hjælpe mennesker med at tage stoffer, men jeg kender alt for godt alternativet til et fixerum, og det er en beskidt sprøjte i en kold port. Udover at fixerummet minimerer overdoser og dødsfald, skal der selvfølgelig også tages hensyn til de familier, der bor i området. En stor del af arbejdet på Mændenes Hjem er socialt arbejde, for der er ikke en dag, hvor der ikke kommer en ung asylansøger hen til mig og beder om et kram og en snak, fordi vedkommende savner sin familie. For nogle vil det lyde som verdens hårdeste job, men det hjælper mig, at jeg ikke selv er i fokus. Jeg duer ikke til konstant at pille mig selv i navlen. Arbejdet på Mændenes Hjem giver mening – jeg gør en forskel, og så har jeg verdens bedste kollegaer. Jeg er stort set aldrig utryg ved Mændenes Hjem. Til gengæld var der faktisk en aften, hvor en taxachauffør fulgte efter mig ned mod Hovedbanegården. Det var der to af mændene fra Mændenes Hjem, der så, og så kom de hen til mig og gik på hver side af mig hele vejen ned til bussen, for at der ikke skulle ske mig noget.

LÆS OGSÅ: Julie Rudbæk: "Jeg kan godt lide, når folk overrasker mig"

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg har fundet ud af, at jeg tit oplever ting ske, inden de sker. I kælderen i mit barndomshjem kunne jeg ofte se og fornemme nogen gå rundt. Det er så diffust for mig, og jeg er aldrig stoppet op og har dykket ned i det, som jeg skal til nu. Men jeg konsulterer ofte clairvoyante, og jeg har den der sensitivitet, der skal til for selv at blive clairvoyant. Når jeg kommer ind i et lokale, kan jeg lynhurtigt spotte stemningen. Jeg tror, vi alle sammen har evnen til at lytte til fornemmelser, selvom det er svært at mærke, når vi stresser rundt eller sidder derhjemme bag Tinder og Facebook. Når jeg har taget hul på uddannelsen til clairvoyant nu, er det lige så meget for min egen skyld. Jeg er nødt til at lære at lukke af for alle de energier omkring mig.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Uanset hvad der sker, så vil der altid være en kanal åben til børnenes far, Jens. Der er en grund til, at vi blev skilt, men vi vil altid være en familie. Der har været mange andre dejlige mænd hen ad vejen. Senest Peter, som jeg troede, jeg skulle blive gammel med. Men clairvoyanten siger, at der står en med åbne arme. En stor dejlig mand, der klapper mig på skulderen og siger: ”Så skat, ikke mere drama”. Hun ser også et bryllup, og hvem ved, måske hun får ret. 

Hvem er Anne Herdorf?

 Anne Herdorf

 Anne Herdorf, født 1967

  • Vandt Dansk Melodi Grand Prix i 1987 med En lille melodi.
  • VHar medvirket i en række musicals og været en del af kvartetten Venter på Far. Hun optræder med jævne mellemrum som revyskuespiller og modtog i 2015 prisen ”Årets Dirch”.
  • I dag uddannet sygeplejerske og arbejder pt. på Mændenes Hjem i København.
  • Mor til døtrene Sofie og Julie.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Karriere og Kærlighed