Sara Blædel forfatter
Foto: Sara Skytte Sara Blædel er aktuel med krimien Den tavse enke.

Sara Blædel: "Jeg bliver ofte spurgt, hvornår jeg skal have mig en mand"

Hun havde faktisk et godt job, men da en historie satte sig fast i Sara Blædels hoved, slap hun sikkerhedsnettet og blev forfatter. I dag behøver hun ikke skrive mere, men hun kan ikke lade være.

Hvilken vej var den første, du gik på?

Det var Lipkesgade på Østerbro, hvor vi boede på femte sal. Jeg gik i sådan en udebørnehave, hvilket var ret usædvanligt dengang, men vi trissede over til Langelinie hver morgen. Når det regnede, spiste vi madpakker på toiletterne. Jeg tænker på det, hver gang jeg går der: Der sad jeg for over 50 år siden og spiste madpakke på et toilet. Senere flyttede vi til et bondehus i Hillerød. Jeg kan stadig mindes stemningen, og når min mormor kom på besøg. Jeg kan også huske, at vi havde en ged, der hed Stine, som brægede i en uendelighed. Da kommunen skulle bygge den nye amtsvej, blev vi tvangsforflyttet. Så flyttede vi til Hvalsø. Senere flyttede vi tilbage til byen, men beholdt huset i Hvalsø. Jeg er halvt bybarn og halvt landbarn. Jeg får stadig udlængsel, når jeg er for længe i byen og omvendt. Men i dag har jeg et sommerhus i Hornbæk, hvor jeg faktisk trives bedst uden for sæsonen.

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic: "Vi mødtes første gang til et politisk møde, hvor jeg var gift og han havde en kæreste"

Hvordan fandt du din levevej?

Jeg har aldrig vidst, hvad jeg ville. Efter 10. klasse fik jeg et afrydderjob på Restaurant BC i København. Et par dage efter at jeg var startet, forsvandt alt personalet, fordi der kom ny forpagter. Jeg stod tilbage med ejerens kone og havde aldrig prøvet at servere. Det var en varm sommerdag, og restauranten var stuvende fuld, for dengang gik forretningsfolk altid ud og spiste frokost. Vi kiggede på hinanden og sagde: ”Det her skal bare lykkes.” Da jeg sad i toget på vej hjem til Hvalsø den aften, vidste jeg, at jeg skulle være tjener. Så kom jeg i lære på The Plaza Hotel, og så slap jeg for at skulle beslutte mig for, hvad jeg ellers skulle være. Sådan er hele mit liv: Der sker altid noget overraskende, som sender mig i en ny retning, og som viser sig at være det helt rigtige. Jeg synes, det er ærgerligt, at de unge skal være så målrettede på et tidligt stadie. Af den grund har jeg heller aldrig spurgt min søn, hvad han vil. Det var også sådan, jeg begyndte at skrive. Det var ikke, fordi jeg ville være forfatter, men der kom en historie ind i mit hoved, og den drev mig i en sådan grad, at jeg ikke kunne slippe den.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

Min mor lever ikke længere, men det gør hun inden i mig. Hun var en god vejleder. Vi var ikke altid enige, og indimellem kunne jeg godt synes, hun var lidt for meget. Det var ikke løftede pegefingre, men hun såede gode frø. Jeg var meget indadvendt som barn, og jeg troede ikke på, at jeg rigtig var god til mange ting, og det var ikke godt for min selvtillid. Når jeg ikke troede, jeg ville blive god til noget, sagde min mor: ”Sara, selvfølgeligt bliver du det.” Hun lærte mig, at når jeg satte mig noget for, skulle jeg kæmpe for at blive god til det. Jeg red og endte med at blive dressurrytter på konkurrenceplan. Der lærte jeg at tænke: ”Skide være med at jeg ikke er god til badminton.” Og så gik jeg i stedet all in på ridningen og fandt selvsikkerheden, når jeg galopperede over en nyhøstet kornmark. Det handler ikke om at brillere udadtil. Det er jeg ligeglad med. Det er indeni, man styrkes og kan sige: ”Det her, det kan du.” Jeg synes stadig ikke, jeg er god til mange ting, men i dag ved jeg, at det intet godt gør for mig at stille mig ind på en badmintonbane. Det er jo ikke sjovt at kaste sig ud i det, man ikke er god til, og der er ingen, der siger, at jeg behøver spille badminton. Det er ikke sjovt at blive mindet om det, man ikke er god til, så lad være med at kaste dig ud i det.

LÆS OGSÅ: Lisbet Dahl: ”Jo, jeg snakker med engle, og det har jeg altid gjort”

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

I 2005 skulle jeg beslutte mig for, om jeg skulle være fuldtidsforfatter. På det tidspunkt var jeg redaktionschef på et boligprogram. Det var et job, jeg virkelig gerne ville, og jeg havde faktisk imponeret mig selv ved at lande det. Alt kørte. Jeg havde skrevet to fagbøger og min romandebut, Grønt støv, mens min søn, Adam, enten sov eller var hos sin far. Jeg havde også haft mit eget forlag, så jeg vidste, at det var hårdt arbejde at være forfatter. Men jeg var også ramt og tænkte: Hvis jeg virkelig vil det her, kan jeg ikke også være på et tv-program. Så fulgte jeg min mors gamle råd: Hvis du vil det, så skal du gøre det. Jeg skulle forsørge min søn, men alligevel sagde jeg op og slap sikkerhedsnettet. Man kan jo ikke sælge bøger ved at stoppe dem ned i halsen på folk, så jeg tog ud til alle de små events og tjente bestemt ikke ret mange penge. I dag er halvdelen af mit liv udadvendt, når jeg er ude og promovere mine bøger. Men jeg kan også godt lide den anden fase, hvor jeg går ind i mig selv og ofte sidder i sommerhuset og skriver.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

Det er aldrig ubehageligt for mig. Når jeg forlader mit hjem, er det ofte uden makeup, og jeg er altid bare mig selv. Jeg havde en sjov oplevelse i en skoforretning for nylig: Jeg stod og talte med ekspedienten, da en dame pludseligt siger: ”Du lyder fuldstændig som Sara Blædel fra Mads og Monopolet” (radioprogram på P4, red.). Så svarede jeg: ”Det er ikke så sært.” En anden dag råbte nogle damer ”der går min yndlingsforfatter!” til mig på gaden. Man skulle være et skarn, hvis man ikke blev glad for det.

LÆS OGSÅ: Betty Glosted: "Jeg kunne simpelthen mærke, når folk hviskede bag mig"

Har du nogensinde stået i en situation, hvor du mistede vejgrebet?

Da mine forældre døde i 2013 med tre dages mellemrum. Seks uger senere døde min faster, som ligesom mine forældre havde været med til alle mine fødselsdage og alle mine juleaftner. Pludselig var de væk. Det har taget tid at komme over, også længere tid, end jeg var klar over. Jeg troede, jeg kunne genfinde vejgrebet ved at søge tilbage til Kartoffelrækkerne, hvor jeg også boede i min barndom, men det gav mig ikke trygheden tilbage. Slet ikke. Faktisk landede jeg først, efter at jeg kom hjem fra to år i New York. At skabe et hjem der var åbenbart det, der skulle til.Hvem har fundet vejen til dit hjerte

Kærligheden kommer i mange former, og min allerstørste kærlighed er min søn. Et af de mange spørgsmål, jeg ofte bliver mødt med er: Hvornår skal du have dig en mand? Helt ærligt, jeg har ingen craving efter en mand. Så siger folk: ”Det siger du for at passe på dig selv.” Men nej, jeg føler mig aldrig ensom, og jeg synes faktisk heller ikke, jeg skylder folk en forklaring. Jo, forelskelser er dejlige, og jeg er pjattet med mænd, men behovet fylder ikke i mit liv. Jo ældre jeg bliver, desto mere er jeg opmærksom på, hvor meget mine venner betyder. Jeg har en veninde, jeg har kendt, siden jeg var tre år. En anden veninde siden jeg var ti. Vi har samme referenceramme, vi har kendt hinandens forældre, og vi har hele vejen været vidner til hinandens liv. Det giver mig den tryghed, som andre finder i parforhold. Samhørigheden får jeg gennem mine tætte venner, for man skal have mennesker omkring sig, som man kan rejse eller bare gå en tur med. At blive voksen handler om at skabe det liv, der passer til én. Det var sådan, jeg i sin tid skabte Louise Rieck (hovedperson i Sara Blædels krimier, red.). Hun nægtede også at leve op til de forventninger og havde i stedet skabt sig et liv med folk omkring sig og en karriere. Skulle der så komme nogen og sige: ”Det er ikke godt nok.” Det er da uforskammet. Hvorfor skal folk overhovedet have en mening om, hvad der er vigtigt for andre?

Hvor er du på vej hen lige nu?

Min seneste bog, Den tavse enke, udkom i november, og nu er jeg på vej ind i en ny historie. Det er ikke, fordi forlaget hiver i mig, men når det begynder at spire derinde, bliver jeg så optaget af det, at jeg bare må i gang. Der er ingen, der presser mig og sætter deadlines, så jeg er vildt privilegeret. At skrive må aldrig blive en rutine, og historierne må aldrig ligne hinanden. Det er min egen nysgerrighed, der skal drive værket. Min nye bog foregår på Tåsinge, og selv om det er Louise Rieck, er den med nye personer, og de personer er så virkelige for mig, at jeg ikke føler, det er mig, der digter dem. Der kommer bare en historie, og så er det mit job at skrive den. Men det føles faktisk slet ikke som arbejde.

Hvordan er livet på landevejen?

Jeg havde ingen ide om, at jeg skulle have mine bøger udgivet i USA, for jeg drømte ikke om et internationalt gennembrud. Jeg ville bare gerne skrive en god bog. Men USA er crazy og vild, og man føler sig som lidt af en verdensstjerne derovre. Når jeg er på turne, er det en ny by hver dag, og der er fire timers flyvning mellem hvert sted, men man hentes af en limousine i lufthavnen og køres til et fedt hotel og hentes i limo igen. Ofte aner man ikke, hvilken by man er i. Det er gak-gak og sjovt på én gang. Eller rettere: Nogle gange er det sjovt, andre gange står man i en udørk og tænker: ”Hvad fanden laver jeg her?”

Hvem er Sara Blædel

Sara Blædel fakta.jpg

  • Sara Blædel er født i 1964.
  • Uddannet tjener og har siden været journalist og redaktionschef hos Metronome. 
  • I dag er hun kendt som storsælgende krimiforfatter med Louise Rick-serien og Bedemandstrilogien.
  • Hendes bøger udgives i 38 lande, blandt andet USA, hvor hun har boet i to år for nylig. 
  • I dag bor hun i København og er mor til en voksen søn.  
  • Hendes nyeste bog, Den tavse enke, er en del af Louise Rick-serien og udkom 6. november.
Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Kvinder du skal kende, Livsstil og Interview