Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Sidse Babett Knudsen
Foto: Franne Voigt

Interview med Sidse Babett Knudsen

Sidse Babett Knudsen: “Når man sidder derude - i verden - bliver man simpelthen så stolt af sit land”

Rollen som Birgitte Nyborg i DR-serien ”Borgen” har ført Sidse Babett Knudsen langt uden for Danmarks grænser. Og nu har hun lige spillet sammen med selveste Tom Hanks – for anden gang. Vi mødte den internationalt anerkendte skuespiller, der føler, hun har fået en ny begyndelse, ligesom hun troede, at karrieren så småt var ved at slutte.

Sidse Babett Knudsen. Bogstaverne toner frem som det syvende navn på biograflærredet. Startende med Tom Hanks, efterfulgt af blandt andre Felicity Jones, Omar Sy og Irrfan Khan. Storfilmen og thrilleren "Inferno", tredje del i Dan Brown-serien om professor Robert Lang-don, instrueret af Hollywood-instruktøren Ron Howard, er i gang.

Filmen rammer biograferne netop nu. Og hvordan det udspiller sig for Tom Hanks' Robert Langdon og Sidse Babetts Dr. Elizabeth Sinskey, generaldirektør for WHO, må du selv gå i biografen og tjekke ud. Vi må nemlig ikke afsløre noget om den hypede efterfølger til "Da Vinci Mysteriet" og "Engle og dæmoner" her.

Det er anden gang, danske Sidse Babett Knudsen har spillet sammen med Hanks. Tidligere i år kom "A Hologram for the King", hvor Sidse dog – med én dansk anmelders ord – havde fået "en lidt utaknemmelig rolle, hvor det virkede, som om hun mest af alt var instrueret til at smile sit rynker-på-næsen-smil. Hele tiden", mens andre var enige om, at hun gjorde en ret god figur.

I det hele taget dukker den 47-årige danskers navn op på flere og flere udenlandske filmplakater. Franske, amerikanske, engelske. Og nu også en stor HBO-serie, som hun har en "vigtig birolle" i, som hun siger. "Westworld" hedder serien, som havde verdenspremiere for godt en uge siden og forventes at blive arvtager til den succes, tv-serien "Game of Thrones" på samme kanal har nydt godt af verden over. Alt sammen på grund af en vis Birgitte Nyborg – Sidses fiktive statsminister i DR-­serien "Borgen", som ikke bare lagde danskerne ned på ­stribe, men også betog udenlandske anmeldere og filmfolk så meget, at der har været budstorm efter den talentfulde dansker. Det mærkede hun selv helt tydeligt, når hun var ude på pr-­ture for serien.

LÆS OGSÅ: Giv et abonemment i gave

Borgen banede vejen
– De var ikke bare meget begejstrede for det, de så. De var også glade for at have opdaget den. Det er jo virkelig et underligt sted, den kommer fra. Et lille land, de ikke ved særlig meget om. De kan ikke forstå sproget – ikke engang afkode det. Det svarer til, at vi opdagede en eller anden lille perle fra Estland eller Korea. Når vi som danskere har set "Borgen", kan vi spekulere i, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion. Det er jo en version af vores samfund, må man sige. I udlandet tænker de, at der findes sådan et lilleputland, hvor det hele egentlig hænger meget godt sammen, og hvor vi også har en menneskelig side af politik. Det gav en lyst til at være ­interesseret i, hvad der rent faktisk foregår i virkeligheden. For selvom Birgitte Nyborg blev udsat for nogle ret hårde ting, så var det ­inden for en verden, hvor der var håb om, at det kunne ­blive ­bedre, fortæller Sidse.

– Og – ikke mindst – var de begejstrede for, at der var en kvinde ved roret. Her var historien om et demokrati med en ­kvinde øverst! Jeg har fået masser af spørgsmål og kommentarer til ­ligestillingsaspektet i historien. Man har forventet, at jeg kunne svare på, hvorforvi er, som vi er, i Danmark, og det kan jeg jo ikke. Men jeg kan da bare se, at vi rent faktisk er ­meget langt fremme i skoene ligestillings-wise. Også i forhold til de her internationale produktioner, jeg har været på. Når man sidder derude – i verden – bliver man simpelthen så stolt af sit land. Det handler om vores mentalitet. Ligeret er ikke ­groundbreaking for os. Det er noget, vi har dealet med længe. Og personligt er det også noget, der ligger mit hjerte nær.

Derfor var det også vigtigt for hende at kridte banen op med Adam Price, som har skrevet manuskriptet til "Borgen", da de i sin tid startede op på projektet.

– Adam lovede mig, at det var et f­eministisk projekt. Jeg gad simpelthen ikke at ­være med i sådan noget med, at nå, så havde vi en kvindelig statsminister, og hun var ­ikke helt god... Den historie ville jeg bare ikke være med til at fortælle! Så han lovede mig, at vi skulle få det over på den rigtige side. Og i mine øjne var det mest feministiske, vi ­kunne gøre, at ­lade som om, at det er det mest naturlige i verden, at en kvinde er statsminister. Og ikke fokusere på alt det ­kvindelige. På den måde var vi meget mere fremme i skoene i "Borgen", end pressen har været i deres håndtering af virkelighedens kvindelige statsmister. Viste det sig jo bagefter.

Hanks and the little lady
Det var ikke – som man kunne fristes til at tro – Tom Hanks, der banede vej for Sidse i forhold til rollen i storfilmen "Inferno".

– Da jeg fik rollen og vidste, at vi skulle spille sammen igen, skrev jeg til ham. Og så skrev han: "Du skal ikke takke mig, jeg har intet med det at gøre". De var bare ­kommet til ham og havde fortalt ham, at de ­havde fundet den her danske skuespiller. Og så havde han sagt: "Oh, I've just played with that little lady".

Næ, det var såmænd "Borgen", der igen havde givet genklang i det amerikanske filmmiljø. Og Ron Howard var så begejstret for Sidse, at hun ikke engang behøvede lave en casting. En snak med den succesfulde instruktør var nok. Og d'herrer Howard og Hanks var en kæmpe inspiration at arbejde med, fortæller Sidse imellem et par tygge­gummier.

– Det var jo så vildt skørt at møde Tom Hanks første gang. Det var også første gang, jeg mødte en kæmpe stjerne. Det allerførste, vi skulle sammen, var at øve en scene, hvor vi skulle kravle rundt på hinanden. Der blev lagt nogle puder på gulvet, og så var det bare om at kaste sig ud i det. Klatre lidt rundt på Tom Hanks. Det var eddermame grænseoverskridende. Og meget sjovt. Og han var så sød. Jeg ville heller ikke have kunnet bære i min sjæl, hvis han ikke levede op til at være Tom Hanks. Der er kun én, der er så god til at være Tom Hanks, og det er heldigvis Tom Hanks. Han er superfed. Pro og sød og bare rigtig dygtig til at være Tom Hanks. Det er heller ikke noget koketteri med det. Der er noget super over det. Det er der også med Ron Howard. Super mennesker

I HBO-serien "Westworld" deler hun rolleliste med blandt andre Anthony Hopkins, og både han og Tom Hanks har været meget inspirerende at spille sammen med.

– Tom Hanks... ja, hvad har jeg lært af ham? Du har i hvert fald et sikkert menneske ved din side. Du ved også godt, at det er ham, vi forventer, skal shine hele tiden. Han har en fuldstændig uovertruffen kontrol over sit stemmeleje. Han kan virkelig lægge et tryk. Der er så meget mening i det, han gør. Så ­mange lag. Og det kan jeg ikke gøre, for det er så meget ham. At ­være sammen med de her megastjerner inspirerer til at tænke i at finde sin egen ting og gøre den klarere. I stedet for at prøve at spille som andre, skal man finde ud af, hvordan man selv spiller og prøve at gøre det så godt som muligt. For det er jo dét, de har gjort, de her store stjerner – Tom Hanks, Anthony Hopkins – de har fundet deres kvaliteter og udviklet dem. Til suverænitet. Ikke at forveksle med en stil! For så bliver det forudsigeligt og ikke spor spændende. Det handler virkelig om at ­bruge det, man har med sig. De giver noget. Noget helt personligt. Noget af deres sjæl. Bam! De er ikke nærige. Det, synes jeg, kendetegner dem. Der er noget ekstremt fascinerende over dem, der bare har den. Som ikke er bange for at miste den og derfor ikke er nærige med sig selv. De har virkelig en generøsitet.

– Jeg vil også gerne give noget. Lave ting, hvor jeg skal bruge mit inderste. Det er der, jeg synes, jeg kan noget – frem for nødvendigvis at sige noget. Jeg kan vise noget, jeg virkelig mener dybt, dybt indefra. Det er i hvert fald det, jeg rigtig gerne vil.

Fræk dominatrix
Og noget tyder i hvert fald på, at det virker. For siden "Borgen" har der ikke været andet end bud efter 47-årige Sidse Babett Knudsen. Ud over Hollywood-produktionerne har hun desuden indspillet en engelsk film, "The Duke of Burgundy", hvor hun spiller lesbisk dominatrix. En kunstfilm om en sadomasochistisk kvinde, der elsker en yngre kvinde, som gerne vil tisses på, forklarer Sidse grinende.

– Det er da sjovt at få tilsendt et manuskript, hvor man tænker, de har villet sende det til Sonja Richter, og så har de ­fået forkert adresse – men nu lader jeg som ingenting. Det er da sjovt, at man ser mig i roller, jeg ikke selv havde forestillet mig. Megafedt! Jeg har altid kunnet ­genkende mig selv i det, man har sendt mig her i Danmark. Folk, der kender mig. Men her var det tydeligt, at de ikke aner, hvem jeg er.

– Det var en meget pæn og æstetisk film. Næsten lidt gothic. Og man ser ingenting. Ingen kønsorganer og ikke noget tis. Slet ikke. Det er næsten på en helt... pudique... en blufærdig måde.

Men allerførst var det – apropos Sidses franske sprogindfald – franskmændene, der rørte på sig internationalt efter "Borgen". For de havde ikke bare luret, at Sidse Babett Knudsen er uddannet på den franske teaterskole, Théâtre de l'Ombre i Paris, men også, at hun netop taler et aldeles glimrende fransk som følge af godt fem års bosættelse, fra hun var 18 år.

– Det spændende ved sprog er, hvordan de hænger sammen med identitet. Når jeg taler fransk, taler jeg som et ungt menneske. Jeg siger "lissom" og "enormt" hele tiden. Jeg har svært ved at være et voksent menneske, der taler fornuftigt. Men jeg har et fransk, som jeg så kan putte nogle ord på, og jeg har lært at "skæmte" på fransk. Jeg har en måde at ­være sjov på på fransk og en måde at være sur på. Jeg har ­levet i det. Det var nogle gode år, som var meget indflydelsesrige i forhold til min person.

Tilbage i 2013 kontaktede to producenter og instruktøren Emmanuelle Bercot hende derfor for et møde for at diskutere en særlig rolle, de havde i tankerne til hende. Manuskript fandtes endnu ikke, men aftenen før, de skulle komme, sendte de en projektbeskrivelse, som fik Sidses hjerte til at give et mindre hop i brystet.

– "La fille de Brest" hed filmen! Pigen fra Brest! Nej, de har misforstået noget, tænkte jeg. De tror, jeg kan flydende fransk og se ud som en franskmand! Jeg sov simpelthen ikke hele natten. Jeg havde så ondt i maven. Nej, nej, nej – nu kommer de her. Vi må aflyse dem!, tænkte jeg. Jeg rystede. Det var så pinligt, at jeg skulle sidde der og sige, "jar er ik-ke helt så-dan fraaansk i det," fortæller hun med overdreven gebrokken diktion.

LÆS OGSÅ: Jussi Adler-Olsen: “Vis de gamle omsorg og kærlighed, mens de er her”

Franske roller
Men de kom en torsdag i december, og Sidse undskyldte på sit lilleputlands vegne, at vejret viste sig fra sin mindre venlige side med en snestorm, som senere skulle betyde, at de ikke kunne flyve tilbage til Paris.

Sidse havde selvfølgelig sørget for at ­sætte franskmændene i stævne på Brdr. Price, den restaurant, som Adam Price driver med sin bror James i Rosenborggade i København. Nu de jo var så glade for "Borgen". Og når det var Sidse, de havde udset sig, skyldtes det et tip fra ingen ringere end den franske stjerneskuespiller Cathrine Deneuve. Hun havde ­nemlig forslået dem at se "Borgen" og sagt til instruktøren, at hun skulle prøve at tjekke danskeren ud.

– Haha, nej det bliver næsten ikke mere classy. Så jeg sad da også og nød det lidt. Og så prøvede jeg ellers at overbevise dem om, at jeg jo hverken lød som eller lignede en franskmand. Projektet lød rigtig spændende, men hey – nu er det jo bare sådan, at jeg er dansker og ikke tilnærmelsesvis kan lyde som en indfødt. Men de kunne simpelthen ikke se problemet. Til sidst tænkte jeg, okay, take the money and run. Inden de opdager det! Det her var da fuldstændig fejlcastet, men hvis de var friske på at tage sådan en chance med mig... "Godt så – det er jeg selvfølgelig meget interesseret i," sagde jeg så.

Af flere årsager blev filmen udsat, og i mellemtiden nåede ­Sidse at indspille en anden fransk film, "L'Hermine". Som ­indbragte hende en César, den franske pendant til den amerikanske Oscar, for bedste kvindelige birolle. Og – by the way – så blev hun året før, i 2014, udnævnt til ridder af den franske kunstorden Arts et Lettres.

Kosmopolit
De større søer uden for den ­danske ­andedam synes at have en magnetisk ­effekt på Sidse Babett Knudsen. Her ­trives hun. Og begår sig med den ­største naturlighed. Selv er hun ikke i tvivl om, at det er noget, der blev skabt i barndommen. Sidses forældre mødte hinanden, da de var ude at sejle som unge i Sydamerika. Sidses far var fotograf og rejste en del, og ad flere omgange boede forældrene i udlandet – også efter de fik børn. Blandt andet i Tanzania, hvor de var udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke sammen med Sidse og hendes tre år yngre bror. Som det naturligste i verden handlede det altid om at se verden og læse bøger, der kunne udvide ens horisont – ofte om et andet land og en anden tid. Desuden kom Sidse, da hun vendte hjem fra Afrika, på den engelske afdeling, The Little House, på Bernadotteskolen, som hun virkelig kom til at elske. Her gik hun i skole med folk fra alle dele af verden og fik grundlagt en stor nysgerrighed og åbenhed i forhold til verden og andre kulturer. 

Derfor var hun særligt som ung nærmest kodet med tanken om at tjene penge for at kunne rejse. Og allerede som 17-årig lokkede hun sin jævnaldrende veninde med til New York. Kun de to. Det var et års tid efter, at de havde været i Paris alene. Hun griner ved mindet om de to unge piger, der købte alpehuer og sad og spiste baguetter og drak the a la menthe på cafeerne, mens de stirrede ned i bordet. Franskmænd er nemlig kun ude på én ting, var de blevet belært om hjemmefra. Så uha – ikke noget med øjenkontakt!

– Nej, jeg synes, det er så længe siden! I forhold til, hvor langt livet er, så synes jeg allerede, jeg har snuppet en pænt stor bid af det. Hold kæft, jeg er gammel. Som i 250 år! Men heldigvis er der masser igen, hvis alt går vel. Der kommer helt sikkert nye tanker, når man når min alder – om livet. Men jeg har det jo, som om jeg har fået 20 år ekstra. Det var jo meningen, at jeg var ved at være færdig. For længe siden. Og så er jeg blevet kastet ud i alt det her og har også opdaget, hvor svært det er at spille på et andet sprog. Jeg anede ikke, at det var så svært! Når jeg udtrykker mig på dansk, er det med så meget indbygget kultur, som jeg ikke har på de andre sprog. Det er selvfølgelig rigtig sjovt og udfordrende. Men det føles også lidt som at starte helt forfra. Og det er jo i sig selv ret fantastisk – at fylde 40 og så blive nybegynder. Det er da præcis nu, man har brug for, at der sker noget nyt.

Nordisk naturlighed
Men Sidse Babett Knudsen føler sig overbevist om, at vi står midt i en udvikling i filmbranchen, hvor vi kommer til at se meget mere til modne kvinder. Og den tager hun imod med kyshånd. For selvom hun elsker unge mennesker og ung, sprød kærlighed, så vil hun også gerne have historier, hun kan relatere til i forhold til sit eget liv.

Men hvordan er det så at være en af de modne kvinder – og se sig i spejlet?

– Jeg synes, det er super frustrerende, at jeg ikke kan lave så meget om på mit ansigt, som jeg kunne engang. Man er mere afsløret i forhold til, hvordan man er, når man når op i min alder. Jeg kan jo ikke spille en, der aldrig har smilet, for man kan se, hvor jeg krøller. Ligesom jeg ikke kan ligne en, der aldrig har haft en bekymring i mit liv. Nogle gange kunne jeg godt tænke mig ikke at ligne mig selv. Man ligner mere sig selv med alderen. Man er ikke det der ­rene lærred længere, hvorpå der kan males hvad som helst. Vi bliver, hvad vi lever. Det er også derfor, vi skal passe på med bitterhed, for den er eddermame ikke yndig at se på. Det er så tydeligt, når nogen har en forurettet holdning til livet. Det står i ansigtet. En bitterhed, der ved Gud er grund til at have, med al den modgang, der kontinuerligt er i alle menneskers liv. Men man bliver nødt til at bekæmpe den med alt, hvad man overhovedet har. Så den ikke sætter sig på sjælen, for så kan den ses i hovedet.

I det hele taget er Sidse ikke i tvivl om, at det er det naturlige udtryk, der er hendes styrke. Det er det, de vil have fra hende derude i verden. Selvom det, indrømmer hun, kan være svært at kigge på selv.

– Jeg – vi – er så vant til at købe den amerikanske måde at spille på. Og i forhold til det – og til de andre – føler jeg mig helt flosset. Det er lidt moflet, det jeg kommer med. At jeg rødmer pludselig, eller pludselig viser et tvist af noget, der ­ikke står i manuskriptet. Men det er jo netop det, vi har, os heroppe fra Norden. Menneskelighed, naturlighed. Jeg kan bare godt sidde og tænke, "uh, der er jeg ikke smuk nok, det ville alle andre have været i den scene...". Men det var præcis dét, Ron Howard for eksempel helt ­tydeligt ville have. Jeg kunne bare mærke, at han hele ­tiden gik efter det menneskelige med mig. Han ville gerne ­have en sjusket version. Jeg skulle ikke være perfekt. Men arh – det kan altså godt være lidt svært at se på selv.

Af samme grund kommer hun heller ikke til at modellere sit ansigt i retningen af yngre folder.

– Jeg er da så nysgerrig på, hvordan det dog vil ­udarte sig. Naturligt. Det finder jeg jo ikke ud af, hvis jeg gør en hel masse ved det. Jeg tror, man kommer lidt ­længere ind i sjælen, hvis man har et rigtigt ansigt. Det er, ­i ­mine ­øjne, mere interessant.

LÆS OGSÅ: Ulla Essendrop: “Jeg gider overhovedet ikke tage kampe på mit udseende. Det er det simpelthen for ligegyldigt til”

En gammel knark
Men selvfølgelig har det også anderledes konsekvenser at bryde igennem den hollywoodske filmmur her på den gode side af 40'erne, hvor hun lever et mere etableret liv, end hvis hun havde været ung og sprød. For indspilningerne i udlandet er en logistisk udfordring for Sidse, selvom hun elsker at stikke af indimellem. Men på spørgsmålet om, hvorvidt hun kunne finde på helt at rykke til udlandet og bosætte sig, svarer hun, at det kan hun ikke forestille sig.

– Man møder nogle skønne mennesker derude i verden, fede, intelligente og dygtige mennesker, og jeg har masser af venner rundt omkring. Der sker bare noget med alderen... Jeg har virkelig savnet mine venner ­herhjemme. Man kan ikke erstatte den historie, man har ­sammen med dem. Min familie og mine venner savnede jeg. Og så elsker jeg at komme hjem til København, hvor jeg har boet det meste af mit liv.

– Forleden tog jeg en tur ud på den anden side af København, hvor jeg normalt ikke kommer – ude ved Fisketorvet, hvor de har bygget og konstrueret en masse – og der var så meget liv og så meget nyt. Pludselig er der så mange vinduer, der vender ud til vandet. Superfedt. Jeg kan da godt forstå, hvis man kommer til København for første gang og tænker, wow, hvad kan det her sted ikke! Der var da en tid, hvor København var lidt provinsiel og havde nok i sig selv, og det er da dejligt, at det bliver udfordret på den her måde. Men jeg kan da også være bange for, at vores hovedstad er ved at blive solgt til alle dem, der har rigtig mange penge, fordi de er de eneste, der har råd til at bo her. Indimellem kan man jo godt tage sig selv i at være en gammel knark, der synes, at alt var bedre med monopol-tv. Haha – der skal jeg virkelig passe på ikke at komme til at lyde som en på 250. For det er jeg jo ikke helt. Endnu. Kun nogle dage. 

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff: “Vi er fælles om at være naive romantikere”

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: “Det har været benhårdt at holde facaden”

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg synes jeg har klaret mine skilsmisser ret godt"

Sidse Babett Knudsen, 47

Skuespiller. Uddannet fra Théâtre de l'Ombre i Paris 1990.

Datter af fotograf Ebbe Knudsen og lærer Susanne Knudsen. Har en tre år yngre bror. Opvokset i hhv. Tanzania og København.

Brød igennem i komedien "Let's Get Lost" i 1997, som indkasserede både en Robert og Bodil. Har de senere år høstet stor international anerkendelse for sin rolle DR-serien "Borgen".

Aktuel i storfilmen "Inferno", hvor hun for anden gang spiller over for Tom Hanks, samt i HBO-serien, "Westworld", hvor hun spiller over for bl.a. Anthony Hopkins.

Har modtaget prisen César, som er det franske svar på en Oscar, for sin rolle i
"L'Hermine".

Bor i en lejlighed i Indre by i København.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview