Ren eufori. En ubeskrivelig tilstand, hvor alle hverdagens problemer forsvinder, mens man svæver rundt i en boble af lykke.
Sådan beskriver Julie sit første møde med heroin til en fest for 11 år siden. Dengang var hun 23 år, og i de følgende fire år styrede trangen til at træde ind i den euforiske tilstand hendes liv.
I dag er hun 34 år og har skiftet kanylen ud med en hæklenål. Det barske liv blandt misbrugerne på Vesterbro er blevet erstattet af en lejlighed i Vanløse, håndarbejde, en sød hund – og ikke mindst et arbejde som guide for virksomheden Gadens Stemmer.
– Jeg vil bruge mine erfaringer som misbruger til noget godt, fastslår Julie Arendal Klusmann Christensen.
– Den viden, jeg selv manglede som ung, giver jeg videre til børn og unge, og forhåbentlig gør det en forskel, så de træffer nogle bedre valg end mig.
Ingen medmenneskelighed
Gadens Stemmer er en socialøkonomisk virksomhed, hvor udsatte borgere fortæller om deres liv, mens de viser rundt i deres ”miljø”. Julie selv guider ture på Vesterbro i København, det kvarter, som i sin tid dannede rammen om hendes eget misbrug.
Sammen går vi forbi det såkaldte H17, et stofindtagelsesrum, hvor misbrugere kan ryge, fixe eller sniffe deres stoffer under ordnede forhold. I sin tid har Julie oplevet 20-25 dødsfald blandt misbrugere, og hun har selv fået flere overdoser.
– Det er et barskt liv uden meget plads til medmenneskelighed. Alt drejer sig om at skaffe penge til næste fix; sådan et skal man have hver fjerde-femte time, ellers bliver man hundesyg, siger hun.
Ikke langt derfra, under et halvtag, står en ældre mand og en yngre kvinde, som tydeligvis har skaffet penge til netop det næste fix. Ved siden af hænger en gul beholder til brugte kanyler.
– Vi skal nok ikke gå derhen, siger Julie.
Hun ved, at stemningen mellem misbrugere hurtigt bliver aggressiv og truende. Et liv på gaden er farligt, især for en kvinde.
Festen i Randers
Stemmen er høj og blikket fast, mens Julie fortæller sin historie. Hun voksede op i Høje Taastrup med sin lillesøster i en ”skøn, stor familie” med et godt sammenhold, campingvogn og sommerferier. Men hun var også en pige med ADHD, og måske derfor var der ikke så langt fra tanke til handling, da hun i 18-års-alderen flyttede til Randers, fordi hun havde mødt en fyr på nettet.
Her levede parret et almindeligt liv med arbejde og venner. Stoffer var ikke en del af Julies bevidsthed – før en fest i 2014.
– Jeg havde røget hash et par gange bag en busk som 15-årig, fortæller hun. – Men jeg havde aldrig modtaget undervisning i skolen om stoffer, så jeg vidste ingenting.
Til festen blev der smidt en pose med et hvidt pulver på bordet til fri afbenyttelse. Julie og hendes kæreste kendte ikke så mange, men alle de andre virkede som almindelige unge med arbejde og uddannelser, og da de tog for sig, blev parret enige om, at de også ville prøve at ryge det ukendte stof.
– Det var heroin, men jeg vidste ikke, at man kunne ryge det, påpeger Julie. – Havde jeg skullet stikke en nål i armen, havde jeg ikke gjort det.
Den aften anede hun ikke, at hun et par år senere ville fixe heroin jævnligt.
Opkast uden lindring
Julie og hendes kæreste blev så begejstrede for heroinrusen, at de købte nogle gram med hjem af det fantastiske stof. Så de havde lidt til næste fest. Men allerede dagen efter røg de igen, og sådan fortsatte det, til posen var tom.
– Vi troede, vi kunne stoppe, når der ikke var mere tilbage, men det kunne vi ikke. Det tog ikke mere end et par uger, så var vi dybt afhængige, fortæller hun – og tilføjer:
– Jeg havde aldrig troet, at jeg var sådan én, som ville blive afhængig af stoffer.
Heroin stammer fra opiumvalmue og er et stærkt vanedannende stof, som giver en intens følelse af eufori og afslapning, men med alvorlige bivirkninger som langsom vejrtrækning, kvalme, besvimelse og risiko for overdosis og dødsfald.
Stoffet kan ryges, sniffes eller injiceres, og afhængighed behandles terapeutisk og medicinsk.
Kilde: Rusmiddelcenter CFB
Parret forsøgte at stoppe, men de fik abstinenser – som en influenza tilsat kvalme. Kvalme, som blot forværres, selv om man kaster op hver 20. minut. Sådan beskriver Julie det. Og den eneste kur var stoffer – flere stoffer.
Desperate indbrud
Julie og hendes kæreste indledte et dobbeltliv, hvor de skjulte deres misbrug og levede i det, hun kalder en boble af løgne.
– Mine forældre vidste, at der var noget galt, men jeg løj, for jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle dem sandheden, indrømmer Julie.
De gik begge på arbejde, men bevægede sig ved siden af ud på et kriminelt spor, hvor de stjal og begik indbrud, for lønchecken var ikke nok til at finansiere misbruget på cirka 1.500 kroner om dagen pr. mand.
– Det var modbydeligt og farligt, men der var ikke andre muligheder; man vil gøre alt for at undgå at få abstinenser, forklarer Julie.
Rusen udeblev med tiden, og efterhånden tog hun kun stoffer for ikke at blive abstinent. Efter et par år på rygeheroin begyndte hun at fixe stoffet, altså, at injicere det, for at få en hurtigere og mere effektfuld virkning.
Første gang var det en anden person, som skød heroinen ind i hendes blodårer.
Forsøgt kidnappet
– Det var grænseoverskridende, men det var lidt den samme eufori, som jeg oplevede første gang. Det er det rush, man jagter, selv om man kun oplever det, første gang man tager stoffer, siger Julie, som blev fyret fra sit arbejde i et byggemarked, fordi hun stjal fra kassen.
Samme skæbne overgik hendes kæreste, og parret blev smidt ud af deres lejlighed.
– Alt, hvad der kostede penge, var valgt fra. Fik man ondt i tanden, var man parat til selv at hive den ud. Det var et stressende liv med meget lidt søvn, fortæller Julie.
Hun holdt dog så meget fast i sin moral, at hun ikke stjal fra venner og familie; så ville hun hellere være syg et par timer mere og skaffe pengene på anden vis. Ej heller prostituerede hun sig.
Julie har senere gået til psykolog for at bearbejde nogle af de voldsomme oplevelser, hun havde under sit misbrug – som den dag hun solgte stoffer, og tre-fire mænd forsøgte at hive hende ind i en bil for at frarøve hende penge og varer, men Julie skreg og fik kæmpet sig fri.
– Selv når jeg oplevede sådanne forfærdelige episoder, blev jeg nødt til at sælge videre, ellers kom jeg i gæld til min pusher, forklarer hun.
Hun og kæresten blev udsat for trusler og afpresninger af ”ubehagelige typer, som både brækker arme og ben”, som Julie formulerer det. Parret blev anholdt i forbindelse med et tyveri, og under afhøringen anbefalede politiet dem at flytte til en anden by.
– Så slemt var det. Folk er virkelige modbydelige ved hinanden i det miljø.
Afslørede hemmeligheden
De to flyttede til København, Julie husker ikke årstallet, for årene glider sammen, og de havde hverken arbejde eller et sted at bo, men overnattede i et kolonihavehus. Bunden var nået. Og Julie besluttede at fortælle sine forældre sandheden.
– Det var skamfuldt og forfærdeligt. Mine forældre var chokerede over, at jeg kunne ende derude. Det skræmte dem at høre, hvor mange gange jeg kunne have mistet livet, husker Julie.
Hun og kæresten kom begge i behandling. De havde før forgæves prøvet at komme ud af misbruget, men denne gang lykkedes det.
– Min familie støttede mig, og deres hjælp er en af grundene til, at jeg er kommet så langt, understreger Julie.
I dag har hun været stoffri i syv år. Kæresteforholdet sluttede dengang, men de er stadig venner, og også han er fortsat stoffri. Julie bor alene og har anskaffet sig en dansk gårdhund. Og hun er begyndt at hækle for at holde rastløsheden på afstand. Hun fandt videoer på YouTube og gik bare i gang.
Dragen indeni
– Jeg fik konstateret ADHD for tre år siden, men når jeg hækler, mærker jeg en indre ro – jeg får styr på tankerne og kan holde fokus, siger hun.
Hun hækler ikke efter opskrift, for hun kan ikke finde ud af begreberne; hun bruger sin fantasi, og det er blevet til en trøje til hunden Sika, en halsedisse og vanter.
– Jeg hækler på min egen måde. Og hvis det ikke bliver, som jeg vil have det, begynder jeg bare forfra, fastslår Julie, som har arbejdet hos Gadens Stemmer i tre år og netop har fået en pris for det.
Julie får stadig et morfinpræparat for at holde trangen til stoffer på afstand, og måske skal hun tage det resten af livet. Men det er en lille pris at betale for en normal tilværelse. På ryggen har hun en tatoveret drage; den symboliserer, at der bor et monster i hende, som skal holdes nede.
– Det skal ikke have lov at overtage mit liv igen. Nu har jeg taget styringen, siger hun.
– Jeg har et godt liv, og så længe jeg kan holde min sti ren, skal det nok gå. Jeg skal i hvert fald ikke tilbage til det liv, jeg kommer fra.
Vores veje skilles. Uden for H17 lyder der høje stemmer fra en gruppe misbrugere, men Julie går forbi og forlader med rank ryg det miljø, som ikke længere er hendes.
Om Julie Arendal Klusmann Christensen, 34 år
- Tidl. heroinmisbruger, i dag guide i Gadens Stemmer, en socialøkonomisk virksomhed, som formidler historier fra samfundets skyggeside og har påbegyndt en Walk of fame på Vesterbro, hvor tidligere udsatte mennesker, der bruger deres erfaringer til at mindske fordomme, får anerkendelse i form af en flise – som man kender det fra Hollywood. Julie er første modtager af prisen.
- Bor i Vanløse med sin hund.
- Se mere på gadensstemmer.dk
