Med sine mange indslag fra Rusland gennem tiden og ikke mindst fra krigen i Ukraine er udenrigskorrepondent Matilde Kimer nærmest blevet et synonym for danskerne på de to lande.
Det oplever hun for eksempel, når hun går i Føtex for at handle, og hun henover de frosne ærter i køledisken bliver spurgt om sin holdning til Zelenskyjs stabschef.
Og senest, da hun på grund af sygdom, måtte holde en ni måneder lang orlov fra DR og fik undrende mails om, hvorfor hun ikke var på skærmen.
– Interessen for det område, jeg dækker, er eksploderet, især efter invasionen af Ukraine, så der er rigtig mange, der gerne vil tale om det, og det forstår jeg godt. Jeg håber, at mit arbejde giver seerne følelsen af at komme med ud nogle steder, måske ikke altid rare steder, der rører dem og gør dem klogere. Mit mål har hele tiden været at bygge bro og hjælpe os med at forstå hinanden lidt bedre, siger Matilde Kimer.
Hun har netop udgivet bogen 'Ikke uden kamp', der fra februar 2022 – 10 dage før invasionen af Ukraine – og frem til sommeren 2025 følger to ukrainere, der mærker krigens konsekvenser på egen krop. Derudover fortæller Matilde Kimer sin egen historie i bogen.
I samme periode som Rusland invaderede Ukraine, blev hun ramt af kræft for anden gang i sit liv. Som teenager fik hun lymfekræft, og nu blev hun ramt i skjoldbruskkirtlen. Kræften kunne slås ned med en operation på Rigshospitalet, og mens Matilde Kimer ventede på den, valgte hun at tage til Ukraine for at rapportere.
– Jeg går ret analytisk til sådan nogle situationer. Hvad kan jeg gøre, og hvad jeg ikke kan gøre? Før operationen var der intet, der indvirkede på, om kræften voksede hurtigere, langsommere, bedre eller dårligere, og det værste for mig var at have det dårligt. Så hvor har jeg det mindst dårligt?
Det har jeg, når jeg arbejder. Derfor gav det ingen mening at sidde hjemme og pille fnuller ud af navlen og vente på en ny biopsi. Det var langt mere meningsfuldt for mig at være i Ukraine og dække den vigtigste begivenhed i Europa i årtier, siger Matilde Kimer, der ikke kun bruger sit arbejde til at holde sig kørende i alt det svære.
Hun prøver også at tænke positivt.
– Jeg tror på, at alting bliver bedre af at tænke godt. Min mor lærte mig som ung at visualisere det, jeg gerne ville opnå – det kan lyde lidt sekterisk, men det er en øvelse i at mærke, hvad der er vigtigt, og gå den vej.
Selvfølgelig har jeg også røv-dårlige dage, og jeg kan sagtens tænke, at nu skal jeg dø, men hvis jeg kan vælge mellem en ja-hat og en nej-hat, så tager jeg ja-hatten.
Åben om kræften
Efter operationen vendte Matilde Kimer tilbage til arbejde og Ukraine, men en periode med mavesmerter, som hun selv troede skyldtes arbejdet, viste sig at være tarmkræft i stadie fire, der senere også spredte sig til leveren. Her blev det nødvendigt med orlov, for Matilde Kimer skulle igennem både stråler og kemobehandling.
Fire dage efter den sidste strålebehandling var hun tilbage på arbejdet, og siden har hun valgt at være åben omkring sin sygdom.
– Jeg tror på det gode eksempels magt, og derfor har jeg valgt at fortælle om min sygdom, selvom det er sårbart. Da jeg blev syg, ledte jeg forgæves efter beretninger om folk med min kræftform, men tilfældigt havde en kollegas svoger haft den og overlevet, og det gav mig en kæmpe optur.
Måske kan min historie give nogen det samme. Og som offentligt ansigt er det også rart, at folk ikke går og spekulerer. Det var jo ikke hemmeligt, for jeg lignede en, der var ved at sætte sutterne.
Undervejs i sit sygdomsforløb oplevede Matilde Kimer det, hun selv kalder en sand kærlighedsbombardering. Mennesker, hun ikke kendte, lagde gaver til hende i postkassen. Kollegaer lavede en madklub, der på skift leverede mad til hende én gang om ugen, og hun oplevede et sundhedspersonale, hvorfra hjælpen kom hende strømmende i møde.
– Jeg har grædt dagligt over, hvor søde folk var mod mig med hjælp, jeg slet ikke havde bedt om. Det var så overvældende, og hvis jeg ser bort fra smerterne og alt det fysiske ubehag, jeg har været igennem på grund af sygdommen, så har forløbet været utroligt, siger Matilde Kimer, som efter de mange hårde forløb er blevet afklaret omkring sine prioriteter.
– Menneskerne i mine cirkler skal være gode – og gode for mig. Selvfølgelig kan jeg stadig blive pisseirriteret på mine venner eller min familie, men relationerne skal i det store billede være et plus. Og det er okay at sige nej eller slippe et venskab, hvis det ikke er det.
Så jeg har fået en stærkere troskab mod mig selv og min tid, siger Matilde Kimer og tilføjer:
– Og selvom jeg har været sammen med min mand i utrolig mange år, har jeg fået en fornyet bekræftelse på, at han er det bedste valg, jeg har foretaget mig i hele mit liv.
At have en, der også gider elsker dig, når du er helt grå og helt umulig og bare har ondt, er utroligt. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan beskrive det. Det er mit livs held.
Det onde skal ud
Fascinationen af Rusland startede for Matilde Kimer, da hun var på udveksling på universitetet i Skt. Petersborg under sine russiske studier. Senere uddannede hun sig til journalist, og har siden 2006 formidlet historier for DR om verdens største land. Mange af dem med udgangspunkt i krig og katastrofer.
– Det kan være svært at være i, men hvis ikke jeg bevæger mig hen, hvor de svære historier er, er jeg ikke særlig meget værd på mit arbejde. Og hvis ikke jeg kan tåle stor ulykke og forfærdeligheder, er det svært at agere i et land, der rummer så meget af det. De grumme historier er dog vigtigt at fortælle, fordi de siger så meget om landet og om det menneskesyn, der eksisterer.
Menneskelig ondskab er svært at kapere, så det vigtigste er at forsøge at lade det passere igennem én, siger Matilde Kimer og sætter nogle flere ord på, hvad de til tider absurde arbejdssituationer gør ved hende.
– For mig handler det om at tillade mig selv at blive både vred, ked af det og at græde. Og om at have verdens bedste livsledsagerske, der forstår, at hvis jeg har en kort lunte, handler det ikke om hans beskidte sokker eller manglende ophængning af vasketøjet.
Det er alt muligt andet, der har hobet sig op, som gør, at jeg har brug for at eksplodere, gå 10 kilometer og komme udrenset tilbage.
Det mest frustrerende for Matilde Kimer er dog ikke altid at stå midt i alt det absurde og frygtelige. Det er, hvis ikke der er en interesse for at vise det på skærmen
– Det var en stor frustration at opleve de angreb, der var i Donetsk i 2015, hvor hundredvis døde hver dag. Så skete Charlie Hebdo i Frankrig, og det fyldte alt. At sidde med alt det mørke og folk sagde nej tak til historien, det var svært. Jeg skal ikke sidde med det i mig, for så begynder det at gnave sig ind. Det onde skal ud og mit ud er, at jeg oplever det for at videreformidle det.
Sorg er et grundvilkår
Det er ikke kun Matilde Kimers arbejdsliv, der lige nu er anderledes end det tidligere har været. Privat har der også været store forandringer for hende. I januar i år mistede hun sin mor til lungekræft. En sygdom, der først blev konstateret, da Matilde Kimers 67-årige mor efter lang tid med smerter i ryggen, der blev fejldiagnosticeret som en diskusprolaps, endelig fik en scanning.
Syv uger senere, blev hun opereret, og her blev Matilde Kimer ringet op i Ukraine. Noget var gået galt, og lægerne var ikke sikre på, at moderen ville overleve. Efter en kringlet tur via Polen nåede Matilde Kimer hjem og sige farvel.
– Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, når jeg tænker på, at jeg har mistet min mor. At det menneske, som jeg har kendt i længst tid, og som har kendt mig i længst tid ikke er her mere, efterlader et kæmpe hul. Min mor var den, jeg altid havde lyst til at dele både gode og dårlige ting med, og også nogle gange helt ligegyldige ting, som hvad jeg skulle tage på til julefrokosten.
Ens mor er altid grundinteresseret i det, man siger, og omvendt, siger Matilde Kimer, der havde glædet sig til, at hun og moren kunne begynde at opleve mere sammen, efter moderen netop var gået på pension.
– Vi havde så mange planer, og vi elskede at drømme, også om ting, der aldrig ville kunne lade sig gøre. Min mor elskede kulde, så hun ville gerne til både Færøerne og Grønland. Alle de ting, jeg virkelig havde glædet mig til sammen med hende, de forsvandt i løbet af to måneder. Hvordan bearbejder man det?
Det føler jeg kun, at jeg kan, ved at lade tiden gå.
Matilde Kimer kigger ofte på billeder af sin mor eller går en tur hen til hendes gravsted, men hun har flere gange oplevet at være ved at miste sig selv i sorgen.
– Jeg kan huske, at jeg sad ved vores bord og kiggede ud i haven og bare tænkte, at det hele var ligegyldigt. Haven lignede lort, vejret var lort, og jeg lignede lort.
Men who cares?
Det var en fornemmelse af pludselig at miste formål. Der skal man gribe sig selv. Og samtidig tænker jeg, at det er okay at være væltet. Jeg tror, det handler om at acceptere at sorg er et grundvilkår, og sorg er jo refleksionen af al den kærlighed, der har været.
Matilde Kimer griber sig selv ved at række ud til slægtninge.
– Så føler jeg, at jeg vander mine rødder. De skal plejes og gødes. Min bror og jeg er de dybeste rødder nu, og i en alder af 37 og 44 er vi de ældste på træet. Det er en mærkelig følelse. Så er jeg jo pludselig matriark, og det ved jeg ikke helt, om jeg er klar til. Men det er der jo ikke nogen, der ringer og spørger, om man er.
Men den bedste hyldest, jeg kan give min mor, er at være sammen med min bror. Vi kunne næsten ikke gøre hende gladere, end hvis vi tog på ferie sammen. Det, syntes hun, var den vildeste succes som mor.
Om Matilde Kimer, 44 år
- Udenrigskorrespondent
for DR med fokus på Rusland og Ukraine og vært på programmet 'Krigens døgn'.
- Modtog i 2017
Den Berlingske Fonds Journalist pris for sin dækning af krigen i Ukraine. I
2022 fik hun Ebbe Munchs Mindepris og i år Publicistprisen. Forfatter til 'Krigen indeni' og den aktuelle 'Ikke uden Kamp'.
- Gift med Jesper
Schwartz, der er selvstændig videoproducent, og mor til tre børn på 19, 16 og
13.
