Matilde Kimer mistede pludseligt sin mor – i dag gør hun især én ting for at hylde hende

I januar 2025 mistede udenrigskorrespondent for DR Matilde Kimer sin 67-årige mor til lungekræft, og hun har siden været ved at miste sig selv i sorgen, fortæller hun i et interview til Hjemmet, uge 50.

I lang tid havde Matilde Kimers mor døjet med smerter i ryggen, der blev fejldiagnosticeret som en diskusprolaps. Endelig fik hun en scanning, som desværre viste, at det var lungekræft, der var årsag til smerterne.

Syv uger senere, blev moren opereret, og her blev Matilde Kimer ringet op i Ukraine. Noget var gået galt, og lægerne var ikke sikre på, at moderen ville overleve. Matilde Kimer måtte skynde sig hjem fra Ukraine og sige farvel.

– Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, når jeg tænker på, at jeg har mistet min mor. At det menneske, som jeg har kendt i længst tid, og som har kendt mig i længst tid ikke er her mere, efterlader et kæmpe hul. Min mor var den, jeg altid havde lyst til at dele både gode og dårlige ting med, og også nogle gange helt ligegyldige ting, som hvad jeg skulle tage på til julefrokosten. Ens mor er altid grundinteresseret i det, man siger, og omvendt, siger Matilde Kimer, der havde glædet sig til, at hun og moren kunne begynde at opleve mere sammen, efter moderen netop var gået på pension.

– Vi havde så mange planer, og vi elskede at drømme, også om ting, der aldrig ville kunne lade sig gøre. Min mor elskede kulde, så hun ville gerne til både Færøerne og Grønland. Alle de ting, jeg virkelig havde glædet mig til sammen med hende, de forsvandt i løbet af to måneder. Hvordan bearbejder man det? Det føler jeg kun, at jeg kan, ved at lade tiden gå.

Den ældste i flokken

Matilde Kimer kigger ofte på billeder af sin mor eller går en tur hen til hendes gravsted, men hun har flere gange oplevet at være ved at miste sig selv i sorgen.

– Jeg kan huske, at jeg sad ved vores bord og kiggede ud i haven og bare tænkte, at det hele var ligegyldigt. Haven lignede lort, vejret var lort, og jeg lignede lort. Men who cares? Det var en fornemmelse af pludselig at miste formål. Der skal man gribe sig selv. Og samtidig tænker jeg, at det er okay at være væltet. Jeg tror, det handler om at acceptere, at sorg er et grundvilkår, og sorg er jo refleksionen af al den kærlighed, der har været, siger Matilde Kimer og tilføjer, at hun blandt andet griber sig selv ved at række ud til slægtninge.

– Så føler jeg, at jeg vander mine rødder. De skal plejes og gødes. Min bror og jeg er de dybeste rødder nu, og i en alder af 37 og 44 er vi de ældste på træet. Det er en mærkelig følelse. Så er jeg jo pludselig matriark, og det ved jeg ikke helt, om jeg er klar til. Men det er der jo ikke nogen, der ringer og spørger, om man er. Men den bedste hyldest, jeg kan give min mor, er at være sammen med min bror. Vi kunne næsten ikke gøre hende gladere, end hvis vi tog på ferie sammen. Det, syntes hun, var den vildeste succes som mor.

Læs hele interviewet med Matilde Kimer i denne uges Hjemmet.