Camilla Läckberg i prikket skjorte fotograferet op af gulbrun væg

Camilla Läckbergs mand er 13 år yngre: "Simon blev kaldt ”toyboy” og ”golddigger”

Camilla Läckbergs mand er 13 år yngre, og det har kun haft én særlig betydning for de to: At de hurtigt fik et barn sammen. Men medier og sociale medier har været fuld af grimme kommentarer.

ALT for damerne logo

Forfatter Camilla Läcberg mødte sin mand MMA-fighter Simon Sköld, da han var 27 år, hun var 40. Han boede alene og drømte ikke om børn, hun var fraskilt og havde tre børn. Der var absolut intet tegn i sol og måne på, at de to skulle falde for hinanden.

– Men da vi mødtes, sagde det bare BANG! Samme aften sendte vi en masse sms’er til hinanden, og Simon inviterede mig ud på en date. Jeg spurgte straks: Hvornår? Og han svarede: Kan du i morgen? Jeg var i god form på det tidspunkt, fordi jeg lige havde været med i ”Vild med dans”, så han troede, at jeg var sådan en, der træner – hvilket jeg på INGEN måde er, jeg hader det – så han tog mig ud på en træningsdate, hvor vi løb seks kilometer og trænede i et udendørs træningscenter. Jeg var ved at dø, men jeg holdt minen, fortæller Camilla Läckberg i denne uges ALT for damerne (uge 50).

Parret var på tre dates på to uger, inden de besluttede at fejre midsommer på hendes landsted over en weekend. Derefter flyttede han aldrig tilbage til sin lejlighed, og de har været sammen lige siden.

– Da vi kom ud til mit landsted den fredag eftermiddag til midsommer, var der sådan et fint gyldent sommerlys. Han havde slidte jeans og en hvid T-shirt på, og han satte sig med guitaren og spillede Ronan Keatings ”When You Say Nothing At All”, hvorefter han gik ud i køkkenet og bagte en chokoladekage. Jeg tænkte: Okay, hvor er det skjulte kamera? Gør I grin med mig? Så jeg gik og ventede på, hvornår the red flags skulle dukke op. Men 11 år senere er de stadig ikke dukket op. 

Kaldt "toyboy" og "golddigger"

Aldersforskellen har aldrig været et issue for parret, men det har været et stort issue for medierne. 

– I to-tre år blev der skrevet spalte op og spalte ned om vores aldersforskel. Simon blev kaldt ”toyboy” og ”golddigger” – alt muligt – og jeg var så fascineret af, at det blev sådan en stor sag. Man ser jo hele tiden mænd, som er betydeligt ældre end deres kvinder, det er der ingen, der siger noget til. Det eneste, aldersforskellen betød for mig, var, at jeg var nødt til at tage spørgsmålet om børn op meget hurtigt. Allerede da vi havde været sammen i tre uger, var der så mange følelser involveret, at jeg spurgte ham, om han ville have børn, for jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne være sammen med en, der havde en ”bedst-før-dato” inde i hovedet. Simon svarede så utrolig fint. Han sagde, at han tidligere ikke havde ønsket sig at få børn, men at han gerne ville have børn sammen med mig. Det var i juli måned, vi havde den snak, og vi besluttede at give vores forhold til jul, og hvis det stadig føltes godt, ville vi prøve at få et barn. Men ingen af os har nogen som helst tålmodighed, så vi begyndte allerede i august.

Parrets stærke forhold og hendes mange år i det offentlige rum har båret dem igennem de svære perioder, der er opstået hen ad vejen. Blandt andet da de valgte at få et barn sammen.

– Blade, aviser og folk på de sociale medier skrev om vores aldersforskel, de skrev, at jeg var en gammel mor, og de skrev, at Simon var så ung en far. ”Et barn får et barn”, blev der f.eks. skrevet. Jamen hør her, Simon var 28, da Polly blev født! Om mig blev der blandt andet skrevet, at jeg kunne være Simons mor eller ting som: ”Jeg håber, at du aborterer”.

Hvordan var det?

– Jeg er blevet ganske immun med tiden. Mit moderskab, som jeg har været meget åben omkring, har fået så utrolig mange kommentarer gennem årene, men jeg har altid haft en god selvfølelse, hvad angår mine beslutninger som mor. Jeg ved, at jeg er en god mor. Bare se på mine trygge og glade børn, de er beviset på, at jeg har gjort det rigtige. Men jeg har et problem med, at man kan sidde bag sin skærm og skrive en masse grimme ting, som man aldrig ville sige face to face i den virkelige verden.

Læs hele interviewet med Camilla Läckberg i denne uges ALT for damerne (uge 50) 

Camilla Läckberg

Svensk krimiforfatter, hvis bøger er solgt i mere end 40 millioner eksemplarer på verdensplan, udgivet på 48 sprog og filmatiseret som både film og tv-serie. Aktuel med realityprogrammet ”Läckbergs” på Viaplay og romanen ”Drømme af bronze”. 

Til januar udkommer ”Grædekonen” i den populære Fjällbacka-serie. 

Hun er 51 år og gift med MMA-fighter Simon Sköld, som hun har en datter på 9 år sammen med. Mor til tre på 16, 21 og 23 år fra tidligere forhold.