Dette er en kronik og repræsenterer forfatterens meninger.
Mange af os går lange omveje omkring det, der er svært at sige. Ikke fordi vi er feje eller ligeglade, men fordi vi så inderligt vil bevare roen.
Vi tier, smiler og siger, at "det går fint", men det gør det ikke altid. Målet i vores relationer er ikke kun fred, det er kærlighed.
Og kærlighed er ikke altid stille og harmonisk. Den er ærlig. Den er vågen. Den kræver mod. Derfor tager vi de ubehagelige samtaler, ikke for at skabe afstand, men for at bevare nærhed.
Når vi tør at møde hinanden med tydelighed, når vi står fast i os selv og lader den anden gøre det samme, da vokser kærligheden. Den bliver mere solid, men også mere øm. Mere levende.
For det er i klarheden, ikke i tågen, at kærligheden finder luft til at trække vejret. Men når vi fortrænger det, der gør ondt, når vi lader andre træde over vores grænser for at undgå konflikt, så begynder kærligheden at visne. Den mister sin generøsitet. Den bliver trang, usikker, måske bitter. Vi bliver hårde.
Og når julen nærmer sig, bliver alt dette ekstra tydeligt. For julen kommer med et forventningspres, der sniger sig ind længe før december. Lyskæder tændes, gaver planlægges, kalendere fyldes, og midt i alt det varme og smukke kan vi glemme os selv. Julen er en tid for nærhed, men også en tid hvor gamle mønstre vækkes til live.
Familien samles, venner mødes, og der ligger nogle gange en del usagt mellem linjerne. Vi vil have, at alt skal være harmonisk, og at minderne skal være gode, men det kan koste mere, end vi tør indrømme.
Derfor
bliver det ekstra vigtigt at mærke efter: Hvad har jeg brug for? Hvad har jeg kapacitet
til i år? Hvem ønsker jeg at være tæt på, og hvor skal jeg sætte en grænse?
Julen handler om at komme hjem til sig selv
Julen varer længe, ikke kun i kalenderen, men i de følelser den vækker. Den
minder os om både glæde og savn, om tilhørsforhold og ensomhed. Og måske
handler det netop om at tillade begge dele.
At kunne sige: "Jeg glæder mig, men jeg har også brug for ro." At kunne være generøs, men ikke på bekostning af sig selv. At lade kærligheden være ægte, ikke pyntet, ikke påtvunget, men sand. For julen, mere end noget andet, handler om at komme hjem. Ikke kun til huset man voksede op i, men til sig selv.
Forestil dig, at du går på McDonald's og spørger efter pasta og vin. De har det ikke. Ikke fordi de ikke vil, eller fordi der er noget galt med dig. Det er bare ikke på menuen.
Og nej, dette handler egentlig ikke om mad.
Alt for ofte gør vi netop det: Vi går ind i en relation, et venskab, et job, og beder om noget, som det sted eller menneske ikke har at give. Ikke fordi vi er urimelige, men fordi vi længes. Efter at blive set. Holdt af. Forstået. Helbredt.
I den længsel glemmer vi at se skiltene, der fortæller os, hvor vi
faktisk er. McDonald’s serverer ikke pasta og vin. Det er ikke for dårligt, det er
bare ikke det, de laver. Alligevel bliver vi siddende der med plastikbakken
foran os, lidt skuffede, måske sårede, måske vrede. Men det er ikke deres
fejl. Og det er heller ikke vores.
Vi bad bare om noget det forkerte sted, og det sker
overalt i livet. Vi beder en partner give os trygheden, som vi selv skal bygge. Vi beder
jobben give os mening, når det vi egentlig har brug for, er hvile. Vi beder en ven
bære vores sorg, når vi egentlig skal møde den selv. Vi råber efter kærlighed,
efter bekræftelse, efter fred, men vi gør det på steder, der aldrig var ment til at
give os netop det.
Det er som at bestille vin på McDonald’s.
Det gør os ikke naive. Det gør os menneskelige. Vi bærer vores behov med
åbne hænder, og af og til famler vi. Det vigtigste er ikke, at vi satte os
forkert. Det vigtige er, at vi rejser os igen og finder bordet, hvor det vi
længes efter faktisk findes. For der findes steder, der serverer pasta og vin.
Der findes mennesker, der ser dig, og som tåler hele dig.
Vi må vove at rejse os fra bordet
Der findes rum, hvor du
ikke behøver at filtrere dig selv for at passe ind. Nogle gange må vi vove at rejse os
fra bordet. Ikke i vrede, men i klarhed.
Det handler ikke om at forandre
McDonald’s. Det handler om at finde stedet, hvor dit hjerte genkender smagen
af noget ægte. Og ja, det er helt okay at have sat sig forkert nogle gange. Det
vigtigste er at fortsætte med at gå. Og det handler ikke nødvendigvis om at gå
fra nogen.
Tværtimod kan det handle om at blive, men med tydelige rammer for hvor
jeg slutter, og du begynder. Den balance hvor jeg kan elske dig uden at miste mig
selv. For venlighed er ikke svaghed. Det er styrke i praksis.
Vi lever i en tid fyldt med både ydre og indre krige. Da bliver det ekstra
vigtigt at minde os selv om, at vi altid har et valg: Vi kan bevare freden i
os, selv når nogen inviterer til konflikt. Sunde grænser er ikke mure. De er
markeringer af respekt, for os selv og for andre. Jeg har ret til at sige fra, når nogen træder på det, der er vigtigt for mig.
Ofte er det sådan, at det en
person siger om en anden, siger mere om den, der taler, end om den, der tales om.
Når vi taler ned om andre, er det ofte, fordi noget i os selv er såret. Og så har vi
et valg: Skal vi møde smerten, eller sende den videre?
Når nogen opfører sig dårligt, kan vi sætte en grænse med respekt, eller vi
kan slå tilbage på samme måde. Det sidste giver måske en kortvarig lettelse, men
vi mister vores værdighed på vejen.
At stå op for sig selv uden at spejle den
andens destruktivitet, det er ægte styrke. Uenighed er ikke farlig. Det kan
tværtimod være indgangen til dybere forståelse.
Hvis jeg ønsker, at du skal
høre mig, må jeg også være villig til at høre dig. Nogle bliver oprørte, når du
sætter grænser, måske fordi de nød godt af, at du ikke havde dem før. Men at leve
sandfærdigt kræver, at vi tåler netop det, at skuffe, at nogen ikke holder af os, at stå i ubehag.
Det er ikke farligt. Det er nødvendigt.
Relationer er levende landskaber
Vi tror ofte, at harmoni er tegn på en sund relation. Men de mest levende
forhold er ofte sammensatte, nogle gange urolige, endda rodede. Og det
skal de være. Det er i ærligheden, i spændingen og i de vanskelige samtaler, at
tryghed og tillid bliver bygget. Relationer er levende landskaber.
Når vi tør at rydde op i det, der skurrer, skaber vi bånd, der tåler tid. Ligesom fred mellem nationer kræver respekt for landegrænser, kræver fred mellem mennesker respekt for personlige grænser. Når jeg kender mit eget indre terræn, ved jeg også, hvilke relationer der nærer mig, og hvilke der dræner.
Efter krævende perioder kommer mange anderledes ud. Lidt mere vågne. Lidt mere selektive. Lidt mildere. Jeg ser det ofte: De, der har kendt smerte, lukker færre tæt ind, men de relationer, de beholder, bliver varmere, tryggere, mere sande. De dømmer mindre, forstår mere. Måske er det, fordi de har opdaget kraften i grænser. Grænser handler ikke kun om, hvad vi siger nej til hos andre, men hvad vi siger ja til i os selv.
Forestil dig, at du holder en kop kaffe. Nogen støder ind i dig, og du spilder.
Hvorfor spildte du kaffe? Fordi der var kaffe i koppen. Havde det været te, havde
du spildt te.
Sådan er livet også. Når vi bliver rystet, er det det, vi bærer indeni os, som
kommer ud. Det er let at fremstå rolig, når alt går godt. Men i modgang? Der afsløres indholdet i koppen. Så hvad er der i din kop? Er det fred, taknemmelighed
og varme? Eller bitterhed, frygt og hårde ord? Vi skyder ofte skylden på den, der
stødte ind i os.
Men det, der løb ud, var vores eget. Og det er gode nyheder. For
det betyder, at vi har magt til at ændre det. De siger, at tiden læger alle sår. Men
det gør den ikke. Tid alene gør ingenting. Det er, hvordan vi bruger den, der
læger.
Og det kræver mod, mod til at møde os selv, og mod til at møde hinanden. Det
er let at gå udenom. At springe samtalen over. Skubbe smerten væk. Men hver gang
vi vælger udenom, mister vi noget.
At være modig i relationer, at tåle ubehag og
uenighed, er ikke en trussel mod kærligheden, det er selve grundstenen. Det er
en investering i livet. I nærhed. I dig selv.
Denne artikel er først publiceret hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.
