Stilbillede fra filmen 'Mand op!'.

Ny dansk film er landet i biograferne - og den skal nok skabe debat, siger vores anmelder

Den revolutionære gruppe 'Mand op' anføres af Rasmus (Mikkel Boe Følsgaard), der giver begrebet ”bevæbnet inkompetence” en ny betydning.

ALT for damerne logo

Komedie

Tag det som en kvinde, Hr.!

4 ud af 6 hjerter!

Hvad skal vi egentligt med manden som koncept i disse tider? Er han overflødig, umoderne og ude af stand til at bidrage?

Hvad skal vi med det maskuline, når manden ikke selv ved, hvad han vil? Rasmus (Mikkel Boe Følsgaard) længes efter ekskæresten Cecilie (Sofie Torp), der forlod ham for at blive solomor. 

Han leder ”løbeklubben2, et skalkeskjul for en revolutionær mandegruppe (Zaki Youssef, Anders Brink Madsen, Christopher Læssø), der forsøger at ændre samfundet. Unge Noah

(Ulrik Windfeldt-Schmidt) slutter sig til, og aktionerne intensiveres. Den her film skal nok skabe debat. Man kan håbe for det gode, for jovist, mænd og drenge er rådvilde og udfordrede i dag. Manderollen er i opbrud. Men filmen løfter ikke helt det, den vist gerne ville undersøge. I sin forrige film 'Viften' tog instruktør Frederikke Aspöck et forrygende og tiltrængt livtag med Danmarks fortid som slavenation med en blændende Anna Neye som manusforfatter og dejlig kompleks hovedrolle. 

Men denne gang, selv med dette absolut fremragende hold skuespillere, så tør filmen ikke for alvor tro på sine mænd og bide til. 

Det, gruppen kæmper for, er både diffust og til grin, ingen tager dem helt alvorligt, heller ikke filmen. Der er masser af både tankevækkende og hysterisk morsomme elementer i historien, men dybden mærkes kun i glimt. 

Præstationerne er dog gode: Rasmus’ frustration over at først at blive vraget, siden fyret, lader Følsgaard sive ud som dødbringende gas. Er han farlig eller fåret? Flere af karaktererne mangler kant eller lag, spiller tilsyneladende med i hver sin film. Men Jens Albinus’ opportunistiske mandeparti-politiker, hans beregnende trad wife, en skøn Amanda Collin, og ikke mindst Ulrik Windfeldt-Schmidts Noah, der aldrig er blevet kysset, er bestemt billetprisen værd. 

Måske længes manden egentligt bare efter at blive hørt?

Eller måske har han glemt, hvad han vil.

'Mand op!' har biografpremiere den 11. december