KLUMME: Vi var det perfekte par. Det var, hvad folk sagde, og hvad vi selv gik og troede på. Vi elskede jo hinanden så højt og nød livet sammen. Vi havde været sammen i godt fem år og aldrig været oppe at skændes. Ikke engang i nærheden af det. Jeg troede, at det var en god ting. Knap to år efter, hun sagde ja, og præsten sagde amen, blev det til et nej, og det perfekte glansbillede krakelerede.

LÆS OGSÅ: 9 ting, du skal vide, før du bliver gift

Gift og skilt som 26-årig. Det lyder som en dårlig film, der havde en federe titel på engelsk, men som jeg uanset hvad ikke ville have lyst til at se. Ikke desto mindre er det virkelighed og nok mit livs største personlige nederlag. Med ét mistede jeg håbet, troen og kærligheden. Mine fremtidsdrømme smuldrede som gær i lunkent vand. Jeg troede, at vi skulle være sammen. Dig og mig for altid. Jeg troede, at jeg snart skulle være far, men filmen knækkede så at sige.

Det var ikke behageligt at skulle fortælle familie og venner den nyhed. Derudover blev det bestemt ikke nemmere af, at jeg desværre er en person, der bruger unødvendig megen tid og kræfter på at tænke over, hvad andre mon tænker, selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg kan være skideligeglad. Dem, jeg snakkede med, reagerede på samme måde som jeg. De var chokerede og kede af det. Alle havde svært ved at forstå, at den pige, der forelskede sig, jagtede og fik fingrene i mig, valgte at gå fra mig. Så uforudset.

LÆS OGSÅ: "Liam og jeg har efter 7 års kærlighed taget det hårde valg om at gå hver til sit"

Hvorfor fortæller jeg overhovedet denne umiddelbare intime og i særdeleshed grænseoverskridende beretning om mit forliste ægteskab? Jeg ser det lidt som en selvterapeutisk behandling, hvor jeg (forhåbentlig) undervejs i skriveriet kan få reflekteret over min skilsmisse, blive klogere på mig selv og stå bedre rustet til næste kærlighedseventyr. Hvis jeg samtidig kan få dig til at reflektere over en ting eller to i dit kærlighedsliv, anser jeg missionen med denne klumme som fuldendt.

Først spoler jeg lige lidt tilbage - før der gik i båndsalat i den.

Vi blev gift ret unge; som 24- og 21-årige. Der er mange, der har spurgt, hvorfor vi giftede os så tidligt. Svaret er simpelt: Det var fordi, det var helt naturligt. Fordi det føltes rigtigt. Jeg har aldrig haft nogen betænkeligheder ved at binde mig. Men jeg er også en (håbløs) romantiker. Jeg friede, fordi det i min overbevisning er den største kærlighedserklæring, man kan give sin elskede. Spørgsmålet, jeg alligevel stiller mig selv, er så, var det for tidligt? Jeg kan med hånden på (mit sønderknuste) hjerte sige, at jeg ikke fortryder det et eneste sekund. At blive gift var på det tidspunkt det helt rigtige at gøre, og min bryllupsdag var – og er til dato stadig – mit livs største og lykkeligste øjeblik.

LÆS OGSÅ: 8 tegn på, at han er manden der skal være far til dine børn

Jeg står godt nok med en lidt sløj smag i munden og en halvdårlig samvittighed over for vores mange gæster, der kom langvejs fra og fejrede os, ægteskabet og kærligheden. Ordene fra brylluppet runger noget hult i dag. Hun ville jo ikke stå ved min side i medgang og modgang alligevel. Medgang havde vi masser af, men efter at have været lykkelig gift i et år skete der pludselig noget uforklarligt. Der kom en modgang, ingen af os var forberedte på. Hvad det var, der helt gik galt, er stadig noget, jeg prøver at granske. Prøv at forestil dig at gå til eksamen i dit yndlingsfag, men du får 00, og censor kan til din store forbløffelse ikke begrunde, hvorfor du er dumpet.

Min kone, der forgudede mig, begyndte til min store forbavselse og endnu større fortvivlelse pludseligt at ændre sig. En dag fortalte hun mig, at hun ikke længere syntes godt om tungekys. At hun fandt det "ækelt" og ikke havde lyst til det mere. Jeg troede ikke mine egne ører. Det havde hidtil nærmest været lige så naturligt som at trække vejret.

(Simon Linde forrest tv. sammen med sine venner til brylluppet.)

Jeg var chokeret, men også såret, for jeg troede selvfølgelig, at det havde noget med mig at gøre. At jeg havde gjort noget galt... Det stoppede ikke der. Hun begyndte at trække sig seksuelt og fortalte helt åbent, at hun ikke havde lyst til mig længere. Min selvtillid havde ikke bare fået et hak. Jeg var rådvild og spurgte, hvad der var galt. Hun vidste det ikke. Hun forstod det ikke. Jeg forstod det SLET ikke, ligesom jeg heller ikke forstod, at hun ikke forstod det. Hun burde da forstå det. Hvis du forstår?

Det der perfekte glansbilledeliv, jeg havde, nød jeg virkelig. Jeg kunne godt lide at føle mig som et slags forbillede. At gå fra det og så til forladt og senere fraskilt på så kort tid var sgu ikke spor sjovt. Men det værste ved det var, at jeg stod tilbage uden at føle mig klogere på hvorfor.

LÆS OGSÅ: 9 ting, der afgør om du er klar til at flytte sammen med kæresten

Selvtilliden forsvandt, da hun trak sig seksuelt, men da hun også trak sig emotionelt, sank vi begge dybere og dybere ned i et dunkelt og dystert hul, der i en kort situation ved nærmere refleksion kastede sorte skygger over sig i en snert af depression.

Vi var begge dybt ulykkelige over situationen, som påvirkede os på forskellig vis. For mit vedkommende havde det i en periode den indvirkning, at jeg ikke kunne koncentrere mig om mit studie. Kommunikationsstudiet, der ellers normalt fyldte en hel del i min hverdag, var pludselig ligegyldigt i forhold til vigtigheden i at redde vores ægteskab. Vi var begge enige om, at vi ville gøre alt for at finde roden til vores problem og få vendt skuden. Derfor tog vi til en dygtig parterapeut. Terapien var desværre enten ikke tilstrækkelig eller også kom den for sent...

En tidlig lørdag sad vi i sofaen og kiggede på hinanden med blanke øjne. Dér fik jeg beskeden. Hun kunne ikke holde ud at være i det mere. Hun havde ikke mere at give. Jeg måtte presse hende til at fortælle, hvad det egentlig betød: Hun ville gå fra mig, og hun var klar til at flytte ud. Med det samme.

Da ordene først falder på plads, og mine kraftanstrengelser for at holde tårerne tilbage mislykkes, vælter alt sammen. Drømmene, troen, håbet og kærligheden. De trillende tårer bliver til gråd, og gråden bliver afløst af en hulken. Pludselig forstår jeg, hvad det vil sige at have følelserne uden på tøjet. Jeg kan knap nok være i min krop, så jeg stormer ud på badeværelset, flår min trøje af, krøller den sammen med store, voldsomme bevægelser og tildækker min mund med den, imens jeg skriger mit hjerte ud.

Jeg hulkede - hvilken mand gør det? Og at jeg oveni købet fortæller om det – gør det mig til mere eller mindre mand? Jeg er nok ikke den typiske mand anyway, men mand er, hvad jeg er, og når sådan en mand hulker, er det på grund af kærligheden eller fraværet af den. Jeg kan ikke understrege, hvor stor betydning kærlighed har for mig. Jeg kan vel knap nok forklare det.

I løbet af mine 26 leveår har jeg oplevet kærligheden på både godt og ondt. Jeg har været gift i knap to af dem og lige gennemgået en skilsmisse. På trods af det faktum, at jeg er blevet gift og skilt i så tidlig en alder, tror jeg fortsat på kærligheden.

Simons ekskone er indforstået med, at han skriver om deres skilsmisse og bringer billeder fra brylluppet.

LÆS OGSÅ: 10 ting, der får dit parforhold til at overleve

LÆS OGSÅ: "Kærlighed behøver ikke at gøre så ondt"

LÆS OGSÅ: 19 grunde til, at det er fantastisk at være mor