Da vi blev gift efter 23 år, var min mors eneste kommentar: "Tænk dig nu godt om”

"Ja, jeg må være gået under radaren. Jeg er den eneste tilbage, for mine kolleger er enten blevet fyret, har selv trukket sig tilbage eller har valgt at blive freelancere gennem årene. Jeg kan stadig godt lide at arbejde, og jeg synes også, jeg bliver godt behandlet, og det er vel ikke så let at finde nyt arbejde i min alder, så jeg bliver. Man må jo holde sig til," siger hun og lægger afslappet benene op på en stol i sin garderobe.

Garderoben har udsigt over indsejlingen til Københavns Havn, og med jævne mellemrum sejler havnebussen forbi hendes vinduer i den mørke vinteraften. Det er ikke fordi, hun er grand old lady, hun har den fine udsigt. Alle skuespillere har samme forhold nu om stunder, forklarer hun.

To forskellige liv

Men selv om der er roller at passe på teatret, har Kirsten Olesen også fået tid til at indspille en film. Den vil hun gerne tale om, ligesom hun også gerne vil tale om sin egen livshistorie. Men parallellerne er ikke lige umiddelbart til at få øje på.

"Arj, det kan jeg altså heller ikke helt se," griner hun og lægger hovedet tilbage, så den næsten hvide page rammer hendes skuldre.

I filmen Du som er i himlen følger man 14-årige Lise, som gennem en skæbnenat på en stor bondegård i slutningen af 1800-tallet på behørig afstand følger sin mors kamp i barselssengen med at forløse endnu en af Lises utallige yngre søskende. Midtergenerationen kæmper for at forøge den yngre generation, mens den ældre generation – i skikkelse af Kirsten Olesens figur Kloge Sine – stiltiende ser til fra køkkenet.

14-årige Lise drømmer om at komme gennem nåleøjet og på trods af sit køn få en uddannelse, mens gamle Sine i køkkenet synes, det er noget nymodens pjat, og at Lise skal blive på gården. Måske endda gifte sig med en storbonde, som var hvad man håbede for sine piger dengang.

Da Kirsten Olesen trådte sine barnesko, var bondesamfundet næsten allerede historie. Hun voksede op i et nybygget boligkvarter i Hvidovre som skabt til familielivet. Der var børn alle vegne, folkeskoler og boldbaner.

"Og mødre, der smed en madpakke ud ad vinduet, hvis vi råbte, at vi var sultne" husker hun tilbage på den barndom, hun betragter som vidunderlig.

Alle døre åbne

Kirsten Olesens blev ikke opdraget til at kende sin plads. Nærmest tværtimod.

"I min generation fik vi jo studentereksaminer. Jeg er født med mange muligheder, og jeg kunne i princippet blive hvad som helst. Hvis du ombestemte dig undervejs, kunne du bare tage en ny beslutning."

Og så var der alligevel ikke helt frit valg på alle hylder.

Kirstens far var direktør, hendes mor var husholdningslærerinde, men trak sig mere eller mindre tilbage fra arbejdsmarkedet, da hun fik børn, som mange kvinder gjorde på den tid. Men begge forældre håbede, at Kirsten og hendes ældre søster, skuespiller Karen-Lis Ahrenkiel, ville blive enten jurister eller lærere, for det var ”gode pigefag”. Som enten jurist eller lærer kunne døtrene blive selvstændige individer og samtidig passe en familie. Kirsten havde da også tænkt sig at leve op til sine forældres drømme og blive skolelærer, så hun søgte ind på Silkeborg Seminarium.

"En dag så jeg dog i avisen, at man kunne søge ind på skuespillerskolerne uden at have taget timer hos en skuespiller først. Det ville jeg nemlig ikke have haft råd til, og hvor skulle jeg også finde en rigtig levende skuespiller i Horsens," smiler hun om den by, hvor hun kom til at bo i sine teenageår.

"Jeg havde været med i en skolekomedie i 2.g og fået fine kommentarer. I den alder er man jo letpåvirkelig, og jeg fik en tro på, at her var noget, jeg var god til. Måske endda en mening med livet, funderer hun."

Uden sine forældres vidende rekvirerede Kirsten papirerne fra teaterskolen, og så gik hun på biblioteket og fandt hylden med ”drama”, for hun vidste ærlig talt ikke ret meget om det fag, hun senere skulle blive danmarksberømt for.

Kirsten Olesen gik til optagelsesprøve i Odense samme dag, som hun havde skriftlig eksamen i tysk, og hun kom ind i første hug. Men selv om alle muligheder var åbne for en kvinde fra det bedre borgerskab i 1960’erne, så var realiteterne alligevel anderledes.

"Min far var rasende og ked af det. Det tog et helt år, før han talte til mig igen. Heldigvis var jeg ikke hjemme så tit. Mine forældre havde jo også deres drømme og syn på, hvad lykken er. Den ældre generation forstår ikke altid den yngre," siger hun med en sigende mine.

"I dag kan man vælge sit eget køn," siger Kirsten Olesen med teatrets tryk på sidste ord og slår ud med armene.

"Og alle familieformer kan adoptere et barn. Dengang jeg var ung, var det et særsyn, at man overhovedet kunne være enlig mor. Nej, det er ikke lige let at blive gammel, det kræver en indsats for at følge med," smiler hun.

Og så med en musiker...

Som 25-årig forelskede Kirsten Olesen sig, og det var atter et brud med hendes forældres drømme.

"Han var musiker," siger hun og imiterer den gru, hendes forældre må have følt, da de fandt ud af det var sådan fat.

"Måske drømte min mor også om, at jeg skulle bo hjemme, for det var ikke ualmindeligt på den tid, at en ugift datter flyttede hjem til sine forældre. Det har jeg både en faster og en moster, der gjorde."

Men endnu engang trodsede Kirsten sine forældre og blev sammen med Ole Ousen, som siden blev kendt som guitarist i Ørkenens Sønner. Parret havde ingen drømme om at gå til alters, så i mange år blev hun betragtet som familiens ugifte datter.

"Da vi blev gift efter 23 år, var min mors eneste kommentar: ”Tænk dig nu godt om.”"

Kirsten Olesen ler ved mindet:

"Det havde jeg altså gjort."

Men i modsætning til både bondesamfundets håb for sine døtre og Kirsten Olesens forældres drømme for deres to piger, drømte 68-generationen hverken om kirkebryllup eller sikkerheden i et godt og lovformeligt ægteskab.

"Det var jo usikkert med en skuespiller og en musiker. Hvad skulle vi dog leve af? Det kunne da kun gå os ilde. Jo, de var helt sikkert bekymrede, men det var vel omsorg."

Ligeledes er det den ældre generations omsorg for den unge, når Kloge Sine ikke kan forstå, hvorfor 14-årige Lise bærer på håbet om en uddannelse som en vej væk fra gården, de utallige børnefødsler og et liv, som allerede er planlagt, fra hun blev født.

"Sine er for gammel til at forstå fremskridtet. Ligesom når jeg går i min trygge verden her på teatret, og de unge kommer med deres nye ideer. Så må jeg enten gå min vej eller hoppe med på vognen. Heldigvis kan vi gamle stadig grine af os selv, når vi sidder og råber: ”Man kan jo ikke høøøre hvad de unge siiiiger”," siger hun og efterligner de gamles evige kæphest i forholdet til ungdommen.

"Men jeg elsker at være sammen med de unge skuespillere. Det er noget af det bedste ved vores fag, at vi i teatret altid arbejder på tværs af generationer. De unge kommer med ny energi og en anden tilgang. Og de er modige og dygtige." 

Indtil videre hopper Kirsten Olesen med på vognen. Hun øver store forestillinger fra morgen til aften. Og når hun ikke står på scenen selv?

"Så går jeg i teatret," smiler hun og bliver så alvorlig igen.

"Måske kommer der en dag, hvor jeg ikke har behov for at løbe så stærkt, men jeg er bange for at blive doven. Dét skræmmer mig."

Garderoben ved havneindløbet deler hun med den næsten jævnaldrende Karen-Lise Mynster, som hun er venner med, og det er hyggeligt, fortæller hun.

"Jeg er her endnu. Men mange af mine venner, dem jeg voksede op sammen med og arbejdede med på teateret i årevis, er væk, så det er ikke længere det samme teater. Før var det næsten mit andet hjem, nu er det en arbejdsplads. Der kommer nye generationer og tager over, det er deres teater nu, og det er sådan, det skal være."