Svømmer og radiovært Lotte Friis: "Vild med Dans fik mig til at skifte karriere til dette"

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var en villavej i landsbyen Blovstrød i Nordsjælland, hvor mine forældre stadig bor. Det var et hjem med mor, far, lillesøster og pool. Og det var på grund af poolen, jeg overhovedet begyndte at svømme. Det var et kærligt hjem men også striks, og der var ikke så meget pylren. Vi fik at vide, når det, vi gjorde, ikke var godt nok. Det har betydet, at jeg senere i livet ikke har været så bange for at få kritik – hverken som svømmer eller i min hverdag.

Din levevej?
– Egentlig skulle jeg bare lære at svømme, men det endte med at blive min levevej, og jeg var så heldig, at jeg kunne leve af det i et helt årti. Men det var faktisk aldrig noget, jeg planlagde. Jeg kom med i den lokale svømmeklub, og så rykkede jeg bare hold op ét efter ét, til der til sidst ikke var flere hold at rykke op på. Så kom jeg også på landsholdet. Der var mange af mine venner, der også svømmede, men de faldt fra en ad gangen. Mange af dem havde jobs ved siden af, men jeg greb muligheden for at leve af svømning, da jeg fik chancen. Jeg har dog også haft jobs i en bank og et advokatfirma, men så snart jeg kunne leve af at svømme, prioriterede jeg det og trænede 25-30 timer om ugen. Jeg følte aldrig, at jeg gik glip af noget som ung, for jeg fik jo bare noget andet. Hvor mange kan sige, at de har været til OL tre gange? Det eneste, der ærgrer mig, er, at jeg ikke kom med på vogntur, da vi blev studenter, men der skulle jeg til Beijing – og jeg kom da heldigvis hjem med en bronzemedalje.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Det har jeg det fint med, for det, jeg er kendt for, er noget, som jeg har arbejdet hårdt for og er stolt af. Men jeg håber, at jeg om 20 år er mere end "svømmeren Lotte Friis", men også radioværten. Folk kommer tit over og spørger: "Er du ikke hende svømmeren?". Andre spørger: "Hvor er det nu, man kender dig fra"? Jeg er ikke typen, der praler, så jeg plejer at sige, at det ved jeg ikke. Men hvis jeg kan se, at tiøren er lige ved at falde, siger jeg, at jeg har svømmet ret meget. Det er den ydmyghed, jeg har med hjemmefra. Jeg er jo ikke mere end andre, bare fordi jeg har et par medaljer hængende derhjemme.

LÆS OGSÅ: Forsvarsadvokat Betina Hald Engmark om ubådssagen: "Mens sagen stod på, gik vi ikke meget ud i offentligheden"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg har ikke nogen vejleder, ligesom jeg ikke har noget idol. Alle mennesker har egenskaber, jeg beundrer, men jeg kan ikke udpege et enkelt. Mine nærmeste giver mig input. Så kommer spørgsmålet jo så, om jeg bare vælger at tro på det, jeg helst vil høre? Ja, det gør jeg jo nok. Jeg har to trænere, der har betydet meget for mig. Den ene var landstræneren Mark Regan, der lærte mig, at du aldrig kan sætte barren for højt, og at du aldrig skal være tilfreds. Du skal altid spørge dig selv: "Hvad så nu?", når du har nået dit mål. Efter ham fik jeg en ny træner, som byggede videre på den samme filosofi.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Til OL 2012 syntes mange vist, at jeg floppede. Jeg havde en lang periode, hvor jeg tvivlede på mig selv. Ikke som Lotte Friis, men som svømmeren Lotte Friis. Uden for poolen var jeg ikke usikker, men jeg ville gerne blive i verdenseliten som svømmer, og det var jeg ikke sikker på, at jeg kunne. Der gik næsten et år, hvor jeg tvivlede og ikke var motiveret til at træne. Der blev jeg træt af Janteloven, for den trådte pludseligt så tydeligt frem. Derfor flyttede jeg først et år til Frankrig og senere tre år til USA. Det var simpelthen for at komme væk.
Jeg flyttede uden at tænke på hverken praktik eller økonomi. Jeg kendte ingen, da jeg rejste, men jeg fik hurtigt et stærkt netværk af venner. I virkeligheden svømmer de jo på samme måde i USA, som man gør i Danmark. Men i USA har man en helt anden tilgang til atleter, ligesom man har en helt anden tilgang til politibetjente og brandmænd. De er hverdagens helte, og som atlet er man lidt det samme. Man repræsenterer nationen. Amerikanerne har en kæmpe nationalfølelse, som vi ikke ser så meget til i Danmark. Det var en rigtig fed tid i USA, men mens jeg var derovre, begyndte jeg også at kunne se en ende på min svømmekarriere. Jeg vidste godt, at jeg max havde halvandet år tilbage, men det endte med at være mindre. Jeg savnede også Danmark, så derfor flyttede jeg hjem.

Hvornår kan du føle dig på afveje?
– Når jeg ikke ved, hvad jeg skal. Det skete for eksempel sidste år, da jeg stoppede som svømmer. Jeg var ret træt af træningen, og selv om jeg elskede konkurrencerne, var jeg jo stadig nødt til at træne. Så fik jeg den idé, at jeg måske skulle videre? Men hvad skulle jeg? Jeg har altid haft et liv, som var planlagt, for der var altid et VM, EM eller OL, jeg trænede til. Pludselig havde jeg ikke det mere, og jeg havde ikke kontrol over retningen. Der var pludselig ingen, der sagde: "Gå den vej". Jeg vidste, at jeg gerne ville inden for medieverdenen. Det fandt jeg faktisk ud af, da jeg var med i Vild med dans og så medieverdenen bag kameraet i de 10 uger, jeg var med. Så jeg gik målrettet efter det og søgte praktik på Radio 100, men så fik jeg tilbuddet om job på P4.

LÆS OGSÅ: Nadia Nadim: "Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan spille fodbold hele livet"

Hvornår i livet har du taget en genvej?
– Da jeg fik mit job på P4. Mange radioværter går igennem en lang uddannelse og arbejder sig op til at blive værter. Jeg kom direkte fra svømningen. Jeg skulle ganske vist igennem en casting, men jeg blev ansat uden at have en uddannelse i det her fag. Måske derfor føler jeg, at jeg skal bevise noget ekstra. På den anden side synes jeg også, vores samfund er så fokuseret på skolegang og uddannelse. Jeg har arbejdet mig op uden mere skole end gymnasiet, og indtil videre er det lykkedes meget godt. Mine forældre sagde altid til mig, at jeg skulle vente med at tage en uddannelse, til jeg var færdig med at svømme, for ellers ville jeg komme til at gøre alting halvt, ligesom jeg lidt gjorde i gymnasiet.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej ind i en helt ny karriere, og det er en ret stejl læringskurve, jeg går op ad. Jeg har haft jobbet i et par måneder nu, og jeg skal hele tiden lære og forstå nye ting. I starten var jeg i tvivl, om jeg kunne stille de rigtige journalistiske spørgsmål, når jeg interviewede nogen. Jeg føler stadig ikke, jeg er på niveau med mine journalistiske kolleger, men jeg er godt på vej.

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem ..."
– Aldrig at fortryde. Det giver mig en kæmpe ro at vide, at der ikke er noget i mit liv, jeg ville gøre om. For tre år siden døde min veninde. Det ændrede mit livssyn, så i dag når jeg står og skal vælge mellem to ting, gør jeg det, jeg helst vil. Det er lidt af en kliché, men du ved ikke, om du er her i morgen.

LÆS OGSÅ: Martin Thorborg om sin bedste OG dårligste vane: "Det irriterer mig, at jeg laver så mange"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har Christoffer, som snart flytter herover til mig i Aarhus. I næste uge får vi nøglerne til vores lejlighed. Vi boede sammen i København, men da jeg fik jobbet, flyttede jeg i første omgang herover alene og har så været hjemme i København i weekenderne. Nu får vi vores eget og skal udforske byen sammen, når vi har fri. Christoffer og jeg mødtes i metroen nytårsaften 2016. Der er så mange tilfældigheder i den situation. At vi lige var med den samme metro for eksempel. Jeg lagde godt mærke til ham i metroen, for han så ret godt ud. Pludselig stod han foran mig og spurgte: "Er du ikke Lotte Friis?" Og så rullede den derfra. Han var på vej til fest, og så inviterede han mig med. Faktisk er det noget, jeg savner fra USA. Der inviterer man bare hinanden ud, og du kan nærmest få en date, når du går i supermarkedet. I Danmark skal man altid drikke en masse alkohol, før man når dertil.