Maria er sygeplejerske
SPONSORERET indhold

Maria er sygeplejerske: ”Jeg kan ikke genkende det, der bliver skrevet om min hverdag”

Sygeplejefaget lider. Ansøgningerne til uddannelsen er dalet kraftigt, og historier om dårlig løn, svære arbejdsforhold og travlhed fylder i medierne. Det er synd, mener sygeplejerske Maria Gabriella Bustamante. Hun kan nemlig ikke genkende den hverdag, der tegnes.

Af:: Amalie Louise Bernitt Foto: Privat
12. jul. 2022 | Livsstil | ALT.dk

Hvis du i fremtiden bliver alvorligt syg, brækker en arm eller udvikler en kronisk sygdom, ja, så er det ikke sikkert, at du kan få hjælp af en sygeplejerske.

I hvert fald ikke, hvis kurven fortsætter. De nyeste ansøgertal til de videregående uddannelser viser nemlig, at 28 procent færre har søgt ind på professionsbacheloren som sygeplejerske end i 2021. Siden 2019 er antallet af ansøgere med sygeplejerske som førsteprioritet faldet med 32 procent. Ifølge eksperter er det et fag i krise, mens Dansk Sygeplejeråd kalder det ”en katastrofe”.

Maria Gabriella Bustamante er en af de sygeplejersker, det hele handler om. Hun ved godt, at nogle i faget har det værre end hende, og hun kan også godt genkende de alt for lave lønninger og de travle skiftevagter.

Men hun er bange for, at den konstante strøm af negative historier fra faget får unge til at flygte. Og faktisk er det heller ikke de historier, der burde fylde, mener hun.

”Der er brug for, at vi hører om de gode ting fra sygeplejerarbejdet. På det sidste har der kun været fokus på løn, løn, løn og de dårlige vilkår. Selvom det er vigtigt, så er arbejdet også så meget mere end det,” fortæller hun, da vi fanger hende på en telefon, netop som hun er hjemvendt efter en kort udstationering til Grønland.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske Nicoline om den virkelighed, hun arbejder i: ”Det har ikke noget med lønnen at gøre…”

Ikke min hverdag

Maria Gabriella Bustamante har de seneste 26 år arbejdet på Bispebjerg Hospital i København. Først som Sosu-medarbejder og siden som sygeplejerske på Ortopædisk Afdeling. Hun har været kvinden på gangene, plejet patienter og trøstet pårørende.

I øjeblikket har de 14 ubesatte stillinger på hendes afdeling, og det er ikke et atypisk billede. Ifølge Dansk Sygeplejeråd er der nemlig 4.700 ubesatte sundheds- og sygeplejerskestillinger landet over.

Men selvom sygeplejefaget er hårdt spændt for, kan Maria Gabriella Bustamante ikke genkende den hverdag, der i øjeblikket fylder i medierne.

”På mine dagvagter har jeg tid til at holde pauser og at være social med mine kollegaer. Aftenvagter og nattevagter er hektiske, fordi vi er så få mennesker, men jeg oplever, at det er bedre, end man hører i pressen. Jeg kan ikke genkende det, der bliver skrevet i forhold til min egen hverdag,” siger hun og fortsætter: 

”Der er mange aftenvagter, hvor jeg føler, at jeg slukker ildebrænde, og hvor der ikke er tid til at yde patienterne den omsorg, jeg gerne vil. Men det er heldigvis ikke hverdag.”

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske i opråb: ”Når du kommer på sygehus i dag, kan du risikere at have bæ i din ble og ikke blive hjulpet”

Groenland_maria_sygeplejerske.jpg
Maria har været udstationeret på Grønland, hvor hun har arbejdet på et lille hospital. Her har hun med egne ord genfundet glæden til sit arbejde og brudt med hamsterhjulet. Foto: Privat

De gode historier

For Maria Gabriella Bustamante er hverdagen i stedet fyldt med godt kollegialt sammenhold. Der er tid til måltider, tissepauser og omsorg på dagvagterne. Og – vigtigst af alt – selvudvikling.

”Sygeplejerskejobbet har hjulpet mig til at være et bedre menneske. Og det kan godt være, at lønnen ikke svarer til det ansvar, jeg har, men det har givet meget personlig udvikling. Jeg værdsætter livet mere, fordi jeg ser så mange mennesker, der dør og er syge. Jeg er der i de øjeblikke, hvor mennesker har det svært, og jeg yder dem hjælp. Jeg bruger alle de kundskaber, en sygeplejerske skal kunne, men det er omsorgen, der gør mig mest glad.”

Dertil kommer mulighederne for efteruddannelse og eventyr. Dem vil Maria Gabriella Bustamante også gerne have mere fokus på.

”Der er så mange muligheder i sygeplejefaget. Du har mulighed for at tage væk på udlandsophold, du kan arbejde med børn, voksne, du kan undervise og arbejde i hele verden. Du kan ændre dit arbejdsliv og tage ekstra uddannelser oveni, så du f.eks. kan blive anæstesisygeplejerske. Der er så mange veje, du kan gå.”

LÆS OGSÅ: Under sygeplejerskestrejken sang de om løn. Men det handler om SÅ meget mere end det...

Hvad vil du sige til dem, der overvejer at søge ind?

”Jeg tror på, at sundhedsvæsenet kan blive bedre, men det kan ikke blive bedre, hvis vi mangler de kollegaer, vi nu engang mangler. Hvis man er nysgerrig på anatomi, fysiologi og at hjælpe andre mennesker, så skal man gøre det og ikke holde sig tilbage på grund af løn. Løndiskussionen er vigtig – især lige nu – men jeg tror på, at det nok skal blive bedre lønmæssigt i de her kvindefag, og at vi kan få skabt et sundhedsvæsen, vi kan være stolte af, og hvor både patienter og personale trives. Men det kræver, at vi er flere til at løfte opgaven.”

Artiklen er udtryk for Maria Gabriella Bustamantes egne oplevelser. ALT.dk har tidligere bragt flere vidnesbyrd om arbejdet som sygeplejerske, som tegner et andet billede af faget. Læs bl.a. om Christina Zabava Grønhøj, som blev nødt til at omsorgssvigte sig selv for at følge med arbejdsbyrden.

Anbefalet til dig